Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Mosebog 48:1-22

48  Så skete det efter disse begivenheder at det blev sagt til Josef: „Se, din fader er ved at blive svag.“ Da tog han sine to sønner med sig, Manas′se og E′fraim.+  Det blev nu meddelt Jakob og sagt: „Se, din søn Josef er kommet til dig.“ Så samlede Israel sine kræfter og satte sig op på sit leje.  Og Jakob sagde derpå til Josef: „Gud den Almægtige* viste sig for mig i Luz+ i Ka′na’ans land og velsignede mig.+  Og han sagde til mig: ’Se, jeg gør dig frugtbar,+ og jeg vil gøre dig talrig og gøre dig til en samling af folkeslag+ og give dette land til dit afkom efter dig som ejendom for stedse.’+  Og nu, dine to sønner som blev født dig i Ægyptens land før jeg kom til dig, til Ægypten, de er mine.+ E′fraim og Manas′se vil være mine ligesom Ruben og Si′meon.+  Men de efterkommere som du skal blive* fader til efter dem, de vil være dine. Sammen med deres brødres navn vil de blive nævnt i disses arvelod.+  Og hvad mig angår, da jeg kom fra Pad′dan,+ døde Rakel+ ved min side i Ka′na’ans land, på vejen, da der endnu var et stykke vej tilbage før man kommer til E′frat,+ så jeg begravede hende dér på vejen til E′frat, det er Betlehem.“+  Da så Israel Josefs sønner og sagde: „Hvem er disse?“+  Så sagde Josef til sin fader: „Det er mine sønner som Gud har givet mig på dette sted.“+ Da sagde han: „Jeg beder dig, før dem hen til mig, så jeg kan velsigne dem.“+ 10  Men Israels øjne var sløve af alderdom.+ Han kunne efterhånden ikke se. Derfor bragte han dem hen til ham, hvorpå han kyssede dem og omfavnede dem.+ 11  Og Israel sagde videre til Josef: „Jeg havde ikke ventet at se dit ansigt,+ men her har Gud endog ladet mig se dit afkom.“ 12  Derpå førte Josef dem bort fra hans knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden.+ 13  Så tog Josef dem begge, E′fraim ved sin højre hånd til venstre for Israel,+ og Manas′se ved sin venstre hånd til højre for Israel,+ og bragte dem hen til ham. 14  Så rakte Israel sin højre hånd ud og lagde den på E′fraims hoved,+ skønt han var den yngste,+ og sin venstre hånd på Manas′ses hoved.+ Han lagde med hensigt sine hænder således,* for Manas′se var den førstefødte.+ 15  Derpå velsignede han Josef og sagde:+ „Måtte den [sande] Gud, for hvis ansigt mine fædre Abraham og Isak vandrede,+ den [sande] Gud, der som en hyrde har ledet mig i hele min tilværelse indtil denne dag,+ 16  måtte den engel som har udløst* mig fra al ulykke,+ velsigne drengene.+ Og lad mit navn blive nævnt over dem, og mine fædres navn, Abraham og Isak,+ og lad dem øges til en mængde midt på jorden.“+ 17  Da Josef så at hans fader lod sin højre hånd blive liggende på E′fraims hoved, mishagede det ham,+ og han prøvede at gribe fat i sin faders hånd for at flytte den fra E′fraims hoved til Manas′ses hoved.+ 18  Og Josef sagde til sin fader: „Ikke sådan, min fader, for dette er den førstefødte.+ Læg din højre hånd på hans hoved.“ 19  Men hans fader vægrede sig og sagde: „Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Han vil også blive til et folk, og han vil også blive stor.+ Men alligevel vil hans yngre broder blive større end han,+ og hans afkom vil svare til en fylde* af nationer.“+ 20  Og han fortsatte med at velsigne dem på den dag,+ idet han sagde: „Ved dig* vil Israel velsigne og sige: ’Måtte Gud gøre dig som E′fraim og Manas′se.’“+ Således satte han E′fraim foran Manas′se.+ 21  Derpå sagde Israel til Josef: „Se, jeg er ved at dø,+ men Gud vil afgjort være med jer og føre jer tilbage til jeres forfædres land.+ 22  Og jeg, jeg giver dig hermed én højderyg mere end dine brødre,+ den som jeg tog af amoritternes hånd med mit sværd og med min bue.“

Fodnoter

Se 43:14, fdn.
El.: „er blevet“.
El.: „Han lagde sine hænder over kors“, som i LXXVg.
El.: „udfriet“, „genløst“.
„en fylde“. El.: „et fuldt antal“, „en mængde“.
„dig“, MSamSyVg; TPLXX: „jer“.