Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Mosebog 37:1-36

37  Og Jakob fortsatte med at bo i sin faders udlændigheds land,+ i Ka′na’ans land.+  Dette er den historiske beretning om Jakob. Da Josef+ var sytten år gammel arbejdede han som hyrde* blandt småkvæget sammen med sine brødre,+ og da han kun var en dreng, var han hos sin faders hustruer Bil′has og Zil′pas sønner.+ Så bragte Josef den dårlige omtale af dem til deres fader.+  Og Israel elskede Josef mere end alle sine andre sønner,+ fordi han var hans alderdoms søn, og han lod lave en lang, stribet kjortel til ham.+  Da hans brødre så at deres fader elskede ham mere end alle hans brødre, kom de til at hade ham,+ og de kunne ikke tale fredeligt til ham.+  Senere havde Josef en drøm og fortalte den til sine brødre,+ så de fandt yderligere grund til at hade ham.  Og han sagde til dem: „Hør nu denne drøm som jeg har haft.+  Se, vi bandt neg ude på marken da, se, mit neg rejste sig og endog stod oprejst, og, se, jeres neg gav sig til at slå kreds om og bøje sig for mit neg.“+  Da sagde hans brødre til ham: „Du vil nok være konge over os, hvad?“+ Eller: „Du vil nok herske over os, hvad?“+ Således fandt de yderligere grund til at hade ham for hans drømme og for hans ord.  Derpå havde han endnu en drøm, og han gengav den for sine brødre og sagde: „Se, jeg har haft en drøm til, og se, solen og månen og elleve stjerner bøjede sig for mig.“+ 10  Så gengav han den for sin fader, såvel som for sine brødre, og hans fader irettesatte ham og sagde til ham:+ „Hvad betyder denne drøm som du har haft? Skal jeg og din moder og dine brødre da virkelig komme og bøje os til jorden for dig?“ 11  Og hans brødre blev skinsyge på ham,+ men hans fader mærkede sig det der var sagt.*+ 12  Så drog hans brødre af sted for at lade deres faders småkvæg* græsse tæt ved Si′kem.+ 13  Senere sagde Israel til Josef: „Dine brødre passer [småkvæg] tæt ved Si′kem, ikke sandt? Kom og lad mig sende dig til dem.“ Da sagde han til ham: „Her er jeg!“+ 14  Så sagde han til ham: „Gå nu. Se om det står godt til med dine brødre og om det står godt til med småkvæget,* og bring mig bud tilbage.“+ Derpå sendte han ham af sted fra He′bronlavningen,+ og han gik så til Si′kem. 15  Senere fandt en mand ham, og se, han flakkede om på en mark. Så spurgte manden ham og sagde: „Hvad leder du efter?“ 16  Hertil sagde han: „Det er mine brødre jeg leder efter. Jeg beder dig, fortæl mig hvor de passer [småkvæg].“ 17  Manden sagde da: „De er draget bort herfra, for jeg hørte dem sige: ’Lad os gå til Do′tan.’“ Derpå gik Josef efter sine brødre og han fandt dem i Do′tan. 18  De fik nu øje på ham langt borte, og før han kunne nå hen til dem, gav de sig til at lægge lumske planer imod ham om at lade ham dø.+ 19  Derfor sagde de til hinanden: „Se! Dér kommer den drømmemester.*+ 20  Kom nu og lad os dræbe ham og kaste ham i en af cisternerne;+ så siger vi at et glubsk vilddyr har ædt ham.+ Lad os så se hvad der bliver af hans drømme.“ 21  Da Ruben hørte dette, prøvede han at udfri ham af deres hånd.+ Derfor sagde han: „Lad os ikke slå hans sjæl ihjel.“*+ 22  Og Ruben sagde videre til dem: „Udgyd ikke blod.+ Kast ham i denne cisterne som er i ørkenen, men læg ikke voldelig hånd på ham.“+ Hans hensigt var at udfri ham af deres hånd for at give ham tilbage til hans fader. 23  Så snart Josef var kommet hen til sine brødre, trak de så den lange kjortel af Josef, ja, den lange, stribede kjortel han havde på,+ 24  og tog ham og kastede ham i cisternen.+ Dengang var cisternen tom; der var intet vand i den. 25  Så satte de sig ned for at holde måltid.+ Da de løftede deres øjne og så sig om, se, da kom der en karavane af ismaelitter+ fra Gi′lead, og deres kameler bar på ladanum og balsam* og harpiksholdig bark+ [og] var på vej for at bringe det ned til Ægypten. 26  Da sagde Juda til sine brødre: „Hvilken fordel er der ved at vi dræber vores broder og tildækker hans blod?+ 27  Kom og lad os sælge ham til ismaelitterne,+ og lad os ikke lægge hånd på ham.+ Han er jo trods alt vores broder, vort kød.“ Så adlød de deres broder.+ 28  Nu kom der så nogle mænd, midjanitiske købmænd,+ forbi. Da trak og løftede de Josef op af cisternen+ og solgte Josef til ismaelitterne for tyve sølvstykker.+ Og de bragte derpå Josef til Ægypten. 29  Nu vendte Ruben omsider tilbage til cisternen, og se, Josef var ikke i cisternen. Så rev han sine klæder itu.+ 30  Da han vendte tilbage til sine andre brødre udbrød han: „Drengen er borte! Og jeg — hvor skal jeg gå hen?“+ 31  De tog imidlertid Josefs lange kjortel og slagtede en gedebuk og dyppede den lange kjortel i blodet.+ 32  Derpå sendte de den lange, stribede kjortel af sted og lod den bringe til deres fader, og de sagde: „Den her har vi fundet. Undersøg+ engang om det er din søns lange kjortel eller ikke.“+ 33  Så undersøgte han den og udbrød: „Det er min søns lange kjortel! Et glubsk vilddyr har ædt ham!+ Josef er uden tvivl blevet sønderrevet!“+ 34  Derpå rev Jakob sin kappe itu og lagde sæk om sine hofter og sørgede over sin søn i mange dage.+ 35  Og alle hans sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham,+ men han vægrede sig ved at lade sig trøste og sagde:+ „For jeg vil gå sørgende ned til min søn i She′ol!“* Og hans fader blev ved med at græde over ham. 36  Midjanitterne solgte ham imidlertid i Ægypten til Po′tifar, en hofmand hos Farao,*+ øversten for livvagten.+

Fodnoter

El.: „færdedes han (sammen med sine brødre blandt småkvæget)“.
„det der var sagt“. El.: „sagen“.
„deres faders småkvæg“, MLXXSyVg. I M er den hebr. partikel ’æth, der er foranstillet disse ord, af soferim blevet markeret med ekstraordinære punkter for at vise at ordene er tvivlsomme og måske skal udelades. I så fald menes der muligvis at Josefs brødre selv var gået hen for at spise („græsse“). I v. 13 og 16 forekommer ordet for „småkvæg“ ikke, men verbet er på hebr. det samme som i v. 12 (oversat „passer“). Se Till. 2A.
Ordr.: „Se dine brødres fred og småkvægets fred“.
„drømmemester“. Ordr.: „indehaver (ejer, herre) af drømme“. Hebr.: ba′‛al hachalomōth′.
Ordr.: „Lad os ikke slå ham [på] sjælen“.
Dvs. balsam fra Gilead.
„i Sheol“. Hebr.: sje’o′lah; gr.: eis hai′dou; syr.: lasjiul; lat.: in infer′num; det første sted hvor dette ord forekommer. Se Till. 4B.
Se 12:15, fdn.