Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Mosebog 31:1-55

31  Med tiden fik han La′bans sønners ord at høre, idet de sagde: „Jakob har taget alt hvad der tilhørte vores fader; og af det der tilhørte vores fader har han samlet sig al denne velstand.“+  Når Jakob så på La′bans ansigt, se, da var det ikke stemt mod ham som tidligere.+  Til sidst sagde Jehova til Jakob: „Vend tilbage til dine fædres land og til dine slægtninge,*+ og jeg vil fortsat være med dig.“+  Så sendte Jakob bud og kaldte Rakel og Lea ud på marken til sit småkvæg,  og han sagde til dem: „Jeg ser på jeres faders ansigt at han ikke er den samme over for mig som tidligere;+ men min faders Gud har været med mig.+  Og I ved jo selv at jeg har tjent jeres fader af al min kraft.+  Og jeres fader har ført mig bag lyset* og han har forandret min løn ti gange, men Gud* har ikke tilladt ham at skade mig.+  Når han på den ene side sagde: ’De spættede skal være din løn,’ så fødte hele småkvæget spættede [dyr]; men når han på den anden side sagde: ’De stribede skal være din løn,’ så fødte hele småkvæget stribede [dyr].+  Således tog Gud efterhånden jeres faders hjord bort og gav den til mig.+ 10  Til sidst skete det, ved den tid da småkvæget blev brunstigt, at jeg løftede mine øjne og så et syn i en drøm,+ og se, bukkene der sprang på småkvæget var stribede, spættede og plettede.+ 11  Så sagde den [sande] Guds engel til mig i drømmen: ’Jakob!’ hvortil jeg sagde: ’Her er jeg.’+ 12  Så fortsatte han: ’Løft nu dine øjne og se, alle bukkene der springer på småkvæget er stribede, spættede og plettede, for jeg har set alt hvad La′ban gør mod dig.+ 13  Jeg er den [sande] Gud fra Be′tel,*+ hvor du salvede en stenstøtte+ og hvor du aflagde et løfte over for mig.+ Bryd nu op, rejs bort fra dette land og vend tilbage til dit fødeland.’“*+ 14  Hertil svarede Rakel og Lea og sagde til ham: „Har vi mere andel og arv* i vores faders hus?+ 15  Regnes vi egentlig ikke for fremmede for ham, eftersom han har solgt os og han til stadighed spiser endog af de penge der er givet for os?+ 16  Al den rigdom som Gud* har taget bort fra vores fader, tilhører nemlig os og vore børn.+ Så gør nu alt hvad Gud har sagt til dig.“+ 17  Så brød Jakob op og løftede sine børn og sine hustruer op på kamelerne;+ 18  og han drev hele sin hjord af sted og alle de ejendele som han havde samlet sig,+ den hjord han havde erhvervet sig og som han havde samlet sig i Pad′dan-A′ram, for at rejse til sin fader Isak, til Ka′na’ans land.+ 19  La′ban var imidlertid gået hen for at klippe sine får, så Rakel stjal de te′rafimstatuetter*+ som tilhørte hendes fader. 20  Og Jakob narrede* aramæeren La′ban, idet han ikke fortalte ham at han var ved at flygte. 21  Nu flygtede han så med alt hvad han havde, og brød op og gik over Floden.+ Derpå rettede han sit ansigt mod Gi′leads bjergland.+ 22  Senere, på den tredje dag, blev det meddelt La′ban at Jakob var flygtet. 23  Da tog han sine brødre med sig og satte efter+ ham over en strækning på syv dagsrejser og indhentede ham i Gi′leads bjergland. 24  Så kom Gud til aramæeren+ La′ban i en drøm om natten+ og sagde til ham: „Vogt dig at du ikke taler hverken godt eller ondt* til Jakob.“+ 25  Så nærmede La′ban sig Jakob efter at Jakob havde slået sit telt op på bjerget og La′ban havde ladet sine brødre slå lejr* i Gi′leads bjergland. 26  Og La′ban sagde til Jakob: „Hvad har du gjort, idet du således prøvede at narre mig* og drive mine døtre bort som fanger taget med sværdet?+ 27  Hvorfor flygtede du hemmeligt og prøvede at narre mig og fortalte mig det ikke, så jeg kunne sende dig bort med fryd og med sange,+ med tamburin og med lyre?+ 28  Og du gav mig ikke lejlighed til at kysse mine børn* og mine døtre.+ Nu har du handlet tåbeligt. 29  Det er i min hånds magt at volde jer skade,+ men jeres faders Gud sagde til mig sidste nat: ’Vogt dig for at tale hverken godt eller ondt til Jakob.’+ 30  Men selv om du nu altså er taget af sted fordi du længtes så stærkt efter din faders hus, hvorfor har du så stjålet mine guder?“*+ 31  Da svarede Jakob La′ban og sagde: „[Jeg flygtede] fordi jeg var bange.+ For jeg sagde til mig selv at du måske ellers ville tage dine døtre fra mig med magt. 32  Uanset hvem du finder dine guder* hos, skal vedkommende ikke blive i live.+ Undersøg selv i vore brødres påsyn hvad der er hos mig og tag [dem] til dig.“+ Men Jakob vidste ikke at Rakel havde stjålet dem.+ 33  Så gik La′ban ind i Jakobs telt og ind i Leas telt og ind i de to trælkvinders+ telt, men fandt [dem] ikke. Til sidst gik han ud af Leas telt og ind i Rakels telt. 34  Men Rakel havde taget te′rafimstatuetterne og lagt dem i kvindens kamelsadelkurv og sad på dem. Så gennemsøgte La′ban hele teltet, men fandt [dem] ikke. 35  Hun sagde da til sin fader: „Lad ikke vreden glimte i min herres*+ øjne, fordi jeg ikke kan rejse mig for dig, for det går mig på kvinders vis.“+ Så søgte han omhyggeligt videre, men fandt ikke te′rafimstatuetterne.+ 36  Da blev Jakob optændt af vrede+ og kom i strid med La′ban, og Jakob svarede og sagde til La′ban: „Hvad er min overtrædelse,+ hvad er min synd, siden du så hidsigt har sat efter mig?+ 37  Nu du har gennemsøgt alle mine ting, hvad har du da fundet af alle de ting der tilhører dit hus?+ Læg det her foran mine brødre og dine brødre,+ og lad dem afgøre sagen mellem os to.+ 38  De sidste tyve år har jeg været hos dig. Dine hunfår og dine geder har ikke født i utide,+ og dit småkvægs væddere har jeg aldrig spist. 39  Et sønderrevet dyr bragte jeg ikke til dig.+ Jeg plejede selv at bære tabet af det. Hvad enten noget var stjålet om dagen eller stjålet om natten, var det af min hånd du plejede at kræve det.+ 40  Jeg har haft det sådan at om dagen fortærede heden mig, og kulden om natten, og søvnen flygtede fra mine øjne.+ 41  Jeg har nu været tyve år i dit hus. Jeg har tjent dig* fjorten år for dine to døtre og seks år for dit småkvæg, og du forandrede efterhånden min løn ti gange.+ 42  Hvis min faders Gud,+ Abrahams Gud og Isaks Rædsel,*+ ikke havde været på min side, ville du nu have sendt mig tomhændet bort. Min elendighed og mine hænders slid har Gud set, og derfor retledte han dig* sidste nat.“+ 43  Da svarede La′ban og sagde til Jakob: „Døtrene er mine døtre, og børnene mine børn, og småkvæget mit småkvæg, og alt hvad du ser, tilhører mig og mine døtre. Hvad kan jeg gøre mod dem i dag eller mod deres børn som de har født? 44  Men nu, kom, lad os slutte en pagt,+ jeg og du, og den skal tjene* som vidne mellem mig og dig.“+ 45  Så tog Jakob en sten og satte den op som en stenstøtte.+ 46  Derpå sagde Jakob til sine brødre: „Saml sten sammen!“ hvorpå de tog sten og lavede en dysse.+ Så spiste de dér på dyssen. 47  Og La′ban kaldte den herefter Je′gar-Sahadu′ta,* men Jakob kaldte den Ga′led.* 48  Og La′ban sagde videre: „Denne dysse er vidne mellem mig og dig i dag.“ Af den grund gav man den navnet Ga′led,+ 49  og Vagttårnet,* for han sagde: „Lad Jehova holde vagt mellem mig og dig når vi er ude af syne* for hinanden.+ 50  Hvis du underkuer mine døtre+ og hvis du tager dig hustruer ved siden af mine døtre, er der ingen mand [som er vidne] hos os. Se!* Gud er vidne mellem mig og dig.“+ 51  Og La′ban sagde videre til Jakob: „Her er denne dysse, og her er den stenstøtte som jeg har rejst mellem mig og dig. 52  Denne dysse er vidne, og stenstøtten er vidne,+ på at jeg ikke vil gå forbi denne dysse imod dig, og at du ikke vil gå forbi denne dysse og denne stenstøtte imod mig med ondt [i sinde].+ 53  Lad Abrahams gud*+ og Na′kors gud+ dømme* mellem os, deres faders gud.“* Og Jakob svor ved sin fader Isaks Rædsel.+ 54  Derpå ofrede Jakob et slagtoffer på bjerget og indbød sine brødre til at holde måltid.*+ Så holdt de måltid og overnattede på bjerget.* 55  Derpå stod La′ban tidligt op om morgenen og kyssede+ sine børn* og sine døtre og velsignede dem.+ Og så begav La′ban sig på vej og vendte tilbage til sit hjemsted.*+

Fodnoter

El.: „din hjemstavn“. Ordr.: „dit fødested“.
El.: „har bedraget mig“.
„Gud“, MLXXVg; Sam: „Jehova“.
„den [sande] Gud fra Betel“. Hebr.: ha’El′ Bēth-’El′; LXX: „den Gud der viste sig for dig på Guds sted“. Se Till. 1G.
El.: „dit hjemland“, „dine slægtninges land“.
Dvs. „en arveandel“. En hendiadys. Jf. 3:16, fdn.
„Gud“, MLXXVg; Sam: „Jehova“.
„de terafimstatuetter“. Hebr.: hatterafīm′. LXXVg: „afguder“. Sy: „billeder“.
Ordr.: „stjal [aramæeren Labans] hjerte“.
Ordr.: „taler fra godt til ondt“.
Åbenbart skulle der have stået: „og Laban havde slået sit telt op“. Oprindelig har der sikkert på hebr. stået ordet for „sit telt“ i stedet for „sine brødre“, et ord der ligner det.
Ordr.: „stjal mit hjerte“.
El.: „sønner“.
„mine guder“. Hebr.: ’ælohaj′, plur.; sigter til falske guder; gr.: tous theous′ mou; lat.: de′os me′os.
„dine guder“. Hebr.: ’ælohǣ′kha, plur.; sigter til falske guder.
„min herres“. Hebr. ’adhonī′; ordet ’adhōn′, „herre“, med pronominalsuffikset for 1. person, sing., ī, „min“.
„Og således har jeg tjent dig tyve år i dit hus,“ Vgc.
El.: „Frygtede“.
El.: „og derfor afgjorde han sagen“.
El.: „så den virkelig kan tjene“.
Det aram. udtryk betyder „vidnedysse“.
Det hebr. udtryk betyder „vidnedysse“.
„og Vagttårnet (Udkigsstedet)“. Hebr.: wehamMitspah′.
Ordr.: „når vi er skjult“.
„døtre, se, er der ingen hos os som ser“, LXXmss.
El.: „guder“. Hebr.: ’ælohē′, plur.; muligvis brugt med flertalsbetydning fordi Laban troede på terafim.
„Lad . . . dømme“. I M står verbet her i plur. Jf. 20:13, fdn. til „lod . . . flakke om“.
El.: „guder“. Hebr.: ’ælohē′, plur. Sigter muligvis ikke blot til Jehova, da verbet „lad . . . dømme“ også er plur. I SamLXXSyVg står verbet i sing. og er altså kun møntet på én Gud.
Ordr.: „spise brød“.
Her slutter kap. 31 i MLXX med kun 54 v.
El.: „sønner“.
Her slutter kap. 31 i SyVg med 55 v., og kap. 32 bliver derved ét v. kortere end i M.