Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Mosebog 24:1-67

24  Abraham var nu gammel, højt oppe i årene;* og Jehova havde velsignet Abraham i alt.+  Derfor sagde Abraham til sin tjener, den ældste i hans husstand, som bestyrede* alt hvad han havde:+ „Læg nu din hånd under min hofte,+  da jeg vil lade dig sværge ved Jehova,+ himmelens Gud og jordens Gud, at du ikke vil tage en hustru til min søn af døtrene af kana’anæerne, som jeg bor midt iblandt,+  men at du vil gå til mit land og til mine slægtninge+ og tage en hustru til min søn Isak [derfra].“  Imidlertid sagde tjeneren til ham: „Hvad nu hvis kvinden ikke er villig til at følge med mig til dette land? Er jeg da nødt til at bringe din søn tilbage til det land du drog ud fra?“+  Da sagde Abraham til ham: „Vogt dig at du ikke bringer min søn tilbage dertil.+  Jehova, himmelens Gud, som tog mig fra min faders hus og fra mine slægtninges land*+ og som talte til mig og som svor over for mig+ idet han sagde: ’Dit afkom+ giver jeg dette land,’+ han vil sende sin engel foran dig,+ og du skal tage en hustru til min søn derfra.+  Men hvis kvinden ikke er villig til at følge med dig, så skal du være løst fra denne ed til mig.+ Blot må du ikke bringe min søn tilbage dertil.“  Derpå lagde tjeneren sin hånd under sin herre Abrahams hofte og svor over for ham angående denne sag.+ 10  Da tog tjeneren ti af sin herres kameler og begav sig på vej, og med sig havde han al slags godt fra sin herre.+ Og han brød op og begav sig til Mesopotaʹmien,* til Naʹkors by. 11  Omsider lod han kamelerne knæle uden for byen ved en brønd med vand. Det var ved aftenstid,+ ved den tid da kvinderne som trækker vand op, plejede at komme ud.+ 12  Da sagde han: „Jehova, min herre Abrahams Gud,+ lad det dog indtræffe for mig i dag og vis min herre Abraham+ loyal hengivenhed.+ 13  Her står jeg ved en vandkilde, og døtrene af byens mænd kommer ud for at trække vand op.+ 14  Det der må ske er at den unge kvinde som jeg siger til: ’Jeg beder dig, sænk din vandkrukke, så jeg kan drikke,’ og som dertil siger: ’Drik, og jeg vil også vande dine kameler,’ hende er det du bestemmer for din tjener,+ for Isak; og lad mig heraf vide at du har vist min herre loyal hengivenhed.“+ 15  Og før han var færdig med at tale,+ se, da kom Rebekka, som var blevet født Beʹtuel,+ der var søn af Milʹka,+ Abrahams broder Naʹkors+ hustru, gående ud, og hun havde sin vandkrukke på skulderen.+ 16  Og den unge kvinde* var meget tiltrækkende af udseende,+ [hun var] jomfru,* og ingen mand havde haft omgang med hende;+ hun gik nu ned til kilden og gav sig til at fylde sin vandkrukke og kom derpå op. 17  Straks løb tjeneren hende i møde og sagde: „Jeg beder dig, giv mig en lille tår vand fra din krukke.“+ 18  Hertil sagde hun: „Drik, min herre.“ Derpå løftede hun hurtigt sin krukke ned på sin hånd og gav ham noget at drikke.+ 19  Da hun var færdig med at give ham noget at drikke, sagde hun: „Jeg vil også trække vand op til dine kameler, indtil de er færdige med at drikke.“+ 20  Så tømte hun hurtigt sin krukke i drikketruget og løb igen hen til brønden for at trække vand op,+ og hun trak vand op til alle hans kameler. 21  Imens betragtede manden hende med undren, idet han forholdt sig tavs for at få at vide om Jehova havde ladet hans færd lykkes eller ej.+ 22  Da så kamelerne var færdige med at drikke, tog manden en guldnæsering+ af en halv sekels* vægt og to armbånd+ til hendes håndled, ti guldsekel var deres vægt, 23  og han sagde: „Hvis datter er du? Jeg beder dig, fortæl mig det. Er der plads i din faders hus til at vi kan overnatte?“+ 24  Da sagde hun til ham: „Jeg er datter af Beʹtuel,+ Milʹkas søn, som hun fødte Naʹkor.“+ 25  Og hun sagde videre til ham: „Der er både halm og rigeligt foder hos os, også et sted at overnatte.“+ 26  Da bøjede manden sig og kastede sig ned for Jehova+ 27  og sagde: „Velsignet være Jehova,+ min herre Abrahams Gud, som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed og sin trofasthed over for min herre. Mens jeg var på vej, har Jehova ført mig til min herres brødres hus.“+ 28  Så løb den unge kvinde hen og fortalte sin moders husstand om dette. 29  Nu havde Rebekka en broder, og hans navn var Laʹban.+ Og Laʹban løb nu hen til manden som var ude ved kilden. 30  Det skete nemlig, da han havde set næseringen og armbåndene+ på sin søsters håndled og da han havde hørt sin søster Rebekkas ord, der lød: „Sådan har manden talt til mig,“ at han kom hen til manden, og dér stod han ved kamelerne ved kilden. 31  Straks sagde han: „Kom, du Jehovas velsignede.+ Hvorfor bliver du stående herude, når jeg med egne hænder har ryddet op i huset og gjort plads til kamelerne?“ 32  Så kom manden ind i huset, og man gav sig til at tage seletøjet af kamelerne og at give halm og foder til kamelerne og vand til at vaske fødder i til ham og de mænd der var med ham.+ 33  Så satte man noget at spise foran ham, men han sagde: „Jeg vil ikke spise før jeg har talt om mit ærinde.“ Derfor sagde man: „Tal!“+ 34  Han sagde da: „Jeg er Abrahams tjener.+ 35  Og Jehova har velsignet min herre meget og gør ham fortsat mere velstående og giver ham får og kvæg og sølv og guld og tjenere og tjenestepiger og kameler og æsler.+ 36  Endvidere har min herres hustru Sara født min herre en søn efter at hun er blevet gammel;+ og han vil give ham alt hvad han har.+ 37  Derfor lod min herre mig sværge, idet han sagde: ’Du må ikke tage en hustru til min søn af døtrene af kana’anæerne, i hvis land jeg bor.+ 38  Nej, derimod skal du gå til min faders hus og til min slægt+ og tage en hustru til min søn [derfra].’+ 39  Men jeg sagde til min herre: ’Hvad nu hvis kvinden ikke vil følge med mig?’+ 40  Så sagde han til mig: ’Jehova, for hvis ansigt jeg har vandret,+ vil sende sin engel+ med dig og lade din færd lykkes;+ og du skal tage en hustru til min søn fra min slægt og fra min faders hus.+ 41  Til den tid vil du være løst fra edsforpligtelsen mod mig,* når du kommer til min slægt; og hvis de ikke vil give hende til dig, så skal du [alligevel] være løst fra edsforpligtelsen mod mig.’+ 42  Da jeg kom til kilden i dag, sagde jeg: ’Jehova, min herre Abrahams Gud, hvis du virkelig vil lade min færd som jeg er taget af sted på, lykkes,+ 43  se, så står jeg ved en vandkilde, og det der må ske er at den unge pige*+ der kommer ud for at trække vand op og til hvem jeg siger: „Jeg beder dig, lad mig drikke lidt vand fra din krukke,“ 44  og som da siger til mig: „Drik du selv, og jeg vil også trække vand op til dine kameler,“ hun er den kvinde som Jehova bestemmer for min herres søn.’+ 45  Endnu før jeg var færdig med at tale+ i mit hjerte,+ se, da kom Rebekka gående ud, med sin krukke på skulderen; og hun begav sig ned til kilden og gik i gang med at trække vand op.+ Så sagde jeg til hende: ’Jeg beder dig, giv mig noget at drikke.’+ 46  Da løftede hun hurtigt sin krukke ned fra sig og sagde: ’Drik,+ og jeg vil også vande dine kameler.’ Så drak jeg, og hun vandede også kamelerne. 47  Derpå spurgte jeg hende og sagde: ’Hvis datter er du?’+ hvortil hun sagde: ’[Jeg er] datter af Beʹtuel, Naʹkors søn, som Milʹka fødte ham.’ Så satte jeg næseringen i hendes næse og armbåndene på hendes håndled.+ 48  Og jeg bøjede mig og kastede mig ned for Jehova og velsignede Jehova, min herre Abrahams Gud,+ som havde ført mig på den rette vej+ for at jeg kunne hente min herres broderdatter til hans søn. 49  Og nu, hvis I virkelig vil vise min herre loyal hengivenhed og troskab,+ [så] fortæl mig det; og hvis ikke, [så] fortæl mig det, så jeg kan vende mig til højre eller til venstre.“+ 50  Da svarede Laʹban og Beʹtuel og sagde: „Fra Jehova er dette udgået.+ Vi kan hverken tale ondt eller godt til dig.+ 51  Her står Rebekka foran dig. Tag hende og gå, og lad hende blive hustru for din herres søn, sådan som Jehova har udtalt.“+ 52  Og så snart Abrahams tjener havde hørt deres ord, kastede han sig til jorden for Jehova.+ 53  Derpå tog tjeneren sølvting og guldting og klæder frem og gav dem til Rebekka; og han gav kostbare ting til hendes broder og til hendes moder.+ 54  Så spiste og drak de, han og de mænd der var med ham, og de overnattede og stod op om morgenen. Da sagde han: „Send mig af sted til min herre.“+ 55  Hertil sagde hendes broder og hendes moder: „Lad den unge kvinde* blive hos os i det mindste i ti dage.* Derefter kan hun rejse.“ 56  Men han sagde til dem: „Ophold mig ikke, eftersom Jehova har ladet min færd lykkes.+ Send mig af sted, så jeg kan rejse til min herre.“+ 57  Så sagde de: „Lad os kalde på den unge kvinde og spørge hende selv.“+ 58  Så kaldte de på Rebekka og sagde til hende: „Vil du rejse med denne mand?“ Hertil sagde hun: „Jeg vil rejse.“+ 59  Så sendte de deres søster Rebekka+ af sted, samt hendes amme+ og Abrahams tjener og hans mænd. 60  Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: „Du, vor søster, måtte du blive til tusinder af titusinder,* og måtte dit afkom tage deres port* i besiddelse som nærer had til det.“+ 61  Derpå brød Rebekka og hendes piger+ op, og de steg op på kamelerne+ og fulgte med manden; og tjeneren tog således Rebekka med og begav sig på vej. 62  Isak var imidlertid kommet fra den vej som fører til Beʹer-Laʹhaj-Roʹi,+ for han boede i Neʹgebs land.+ 63  Og mens aftenen faldt på, var Isak ude at gå på marken for at tænke over tingene.*+ Da han løftede sine øjne og så, se, da kom der nogle kameler! 64  Da Rebekka løftede sine øjne, fik hun øje på Isak og svang sig ned fra kamelen. 65  Så sagde hun til tjeneren: „Hvem er den mand dér, som kommer gående på marken for at møde os?“ og tjeneren sagde: „Det er min herre.“ Hun tog da et hovedklæde og tildækkede sig.+ 66  Og tjeneren berettede for Isak om alt hvad han havde gjort. 67  Derpå førte Isak hende ind i sin moder Saras telt.+ Således tog han Rebekka til ægte, og hun blev hans hustru;+ og han kom til at elske hende,+ og således fandt Isak trøst efter tabet af sin moder.*+

Fodnoter

Ordr.: „i dagene“.
„som bestyrede“. Ordr.: „den styrende (herskende) [over]“. Hebr.: hammosjelʹ, dvs. den der tjente som bestyrer, forvalter, husholder. Se Lu 12:42, fdn.
El.: „fra mit hjemland“.
„Mesopotamien“ (betyder „[landet] mellem floderne“), LXXVg; hebr.: ’Aramʹ Naharaʹjīm, „de to floders Aram“.
„Og den unge kvinde“. Hebr.: wehanna‛araʹ.
„jomfru“. Hebr.: bethulahʹ; gr.: partheʹnos; lat.: virʹgo.
En sekel svarer til 11,4 g.
„fra edsforpligtelsen mod mig“. El.: „fra min forbandelse“. Den sværgende udsætter sig for forbandelse hvis han bryder sin ed.
„den unge pige (jomfruen)“. Hebr.: ha‛almahʹ; gr.: partheʹnos; lat.: virʹgo. Se Es 7:14, fdn. til „den unge pige“.
„den unge kvinde (pigen; jomfruen)“. Hebr.: hanna‛araʹ; gr.: partheʹnos.
„i det mindste i ti dage“. Ordr.: „[i nogle] dage eller ti“. Sy: „en måned af dage“. Jf. 29:14.
„titusinder“. El.: „myriader“. Det hebr. ord bruges ofte om et stort, ubestemt antal.
Se 22:17, fdn.
„tænke over tingene“. El.: „meditere“, LXXVg; dvs. tale med sig selv.
Ordr.: „efter sin moder“. LXX: „for Sara, sin moder“. Sidste del af verset lyder ifølge Vg: „og han elskede [hende] så højt at det mildnede smerten der skyldtes [hans] moders død“.