Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Mosebog 22:1-24

22  Nu skete det efter disse begivenheder at den [sande] Gud satte Abraham på prøve.+ Så han sagde til ham: „Abraham!“ hvortil han sagde: „Her er jeg!“+  Og han fortsatte: „Jeg beder dig, tag din søn, din eneste, som du elsker,+ Isak,+ og begiv dig til Mo′rijas+ land og bring ham dér som et brændoffer på et af bjergene som jeg vil udpege for dig.“+  Så stod Abraham tidligt op om morgenen og sadlede sit æsel og tog to af sine karle* med sig og sin søn Isak,+ og kløvede brænde til brændofferet. Så brød han op og begav sig til det sted som den [sande] Gud havde udpeget for ham.  På den tredje dag løftede Abraham sine øjne og så stedet langt borte.  Abraham sagde nu til sine karle:+ „Bliv I her med æselet, men jeg og drengen vil gå derhen og tilbede+ og så vende tilbage til jer.“  Derpå tog Abraham brændet til brændofferet og lagde det på sin søn Isak+ og tog ilden og slagterkniven i hånden, og så gik de to sammen.+  Isak sagde nu til sin fader Abraham:* „Min fader!“+ og han sagde: „Her er jeg, min søn!“+ Så fortsatte han: „Her er ilden og brændet, men hvor er fåret til brændofferet?“+  Hertil sagde Abraham: „Gud vil selv udse sig fåret til brændofferet,+ min søn,“ hvorpå de to gik videre sammen.  Da de kom til stedet som den [sande] Gud havde udpeget for ham, byggede Abraham et alter+ dér og lagde brændet til rette og bandt sin søn Isak på hænder og fødder og lagde ham på alteret oven på brændet.+ 10  Så rakte Abraham sin hånd ud og tog slagterkniven for at dræbe sin søn.+ 11  Men Jehovas engel råbte til ham fra himmelen og sagde:+ „Abraham, Abraham!“ hvortil han svarede: „Her er jeg!“ 12  Og han sagde videre: „Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget,+ for nu ved jeg at du er gudfrygtig* idet du ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig.“+ 13  Da løftede Abraham sine øjne, og dér, lidt længere tilbage, så han en vædder fanget ved sine horn i et krat. Så gik Abraham hen og tog vædderen og bragte den som et brændoffer i stedet for sin søn.+ 14  Og Abraham gav derpå det sted navnet Jehova-Ji′reh.* Det er derfor man i dag siger: „På Jehovas bjerg vil det blive udset.“*+ 15  Og Jehovas engel råbte for anden gang til Abraham fra himmelen 16  og sagde: „’Ved mig selv sværger jeg hermed,’ lyder Jehovas udsagn,+ ’at fordi du har gjort dette og ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage,+ 17  så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred;+ og dit afkom vil tage sine fjenders port* i besiddelse.+ 18  Og ved dit afkom+ skal alle jordens nationer velsigne sig* fordi du har hørt efter min røst.’“+ 19  Derpå vendte Abraham tilbage til sine karle, og de brød op og drog sammen til Be′er-Sje′ba;+ og Abraham fortsatte med at bo i Be′er-Sje′ba. 20  Det var efter disse begivenheder at det blev meddelt Abraham: „Se, Mil′ka+ har også født din broder Na′kor+ sønner: 21  Uz, hans førstefødte, og Buz,+ dennes broder, og Ke′muel, A′rams fader, 22  og Ke′sed og Ha′zo og Pil′dasj og Jid′laf og Be′tuel.“+ 23  Og Be′tuel blev fader til Rebekka.+ Disse otte fødte Mil′ka Abrahams broder Na′kor. 24  Desuden var der hans medhustru, hvis navn var Re’u′ma. Med tiden fødte hun også, nemlig Te′ba og Ga′ham og Ta′hasj og Ma′aka.+

Fodnoter

El.: „drenge“.
M har her yderligere „og han sagde“, men dette er enten tilføjet af en afskriver eller brugt som indledning til den direkte tale, ligesom vi bruger kolon og anførselstegn.
El.: „at du frygter Gud“.
Betyder „Jehova udser [det]“; „Jehova tilvejebringer [det]“. Hebr.: Jehwah′ jir’æh′.
„På Jehovas bjerg vil det blive udset“. Hebr.: behar′ Jehwah′ jera’æh′; LXX: „På bjerget er Jehova blevet set“; Sy: „På dette bjerg vil Jehova se“; Vg: „På bjerget vil Jehova se“. Nogle vil, med en lille ændring af teksten, læse hele sætningen: „Sådan som bjerget hvor Jehova viser sig, kaldes i dag.“
At tage fjendens port, dvs. byporten, i besiddelse ville sige at indtage selve byen.
„skal . . . velsigne sig“. Det hebr. verbum står i den refleksive form, hithpa‛el′, og adskiller sig således fra nif′‛al-formen af det samme verbum, der forekommer i 12:3b. Denne sidste form har ofte passiv betydning, men hyppigere refleksiv, sådan som den er gengivet dér. LXXSyVg: „vil . . . blive velsignet“, som i 12:3b. Jf. 5Mo 29:19.