Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Mosebog 18:1-33

18  Derpå viste Jehova sig+ for ham mellem Mam′res store træer,+ mens han sad i indgangen til teltet på den hedeste tid af dagen.+  Da han løftede sine øjne,+ så han at der stod tre mænd et stykke fra ham. Da han fik øje på dem, løb han dem i møde fra teltindgangen og bøjede sig til jorden.+  Så sagde han: „Jehova,* hvis jeg nu har fundet yndest i dine øjne, så, beder jeg dig, gå ikke din tjener forbi.+  Lad der nu blive hentet lidt vand, og få jeres fødder vasket.+ Læg jer så under træet.+  Og lad mig hente et stykke brød, og styrk jeres hjerter;+ derefter kan I gå videre; det er jo derfor I er kommet denne vej forbi til jeres tjener.“ Hertil sagde de: „Udmærket. Du kan gøre sådan som du har sagt.“  Så skyndte Abraham sig hen til teltet til Sara og sagde: „Skynd dig at tage tre sea-mål* fint mel, ælt dej og lav runde kager.“+  Og Abraham løb hen til hjorden og tog en fin og god ung tyr og gav den til karlen, og han skyndte sig derpå at tilberede den.+  Så tog han smør og mælk og den unge tyr som han havde tilberedt, og satte det for dem.+ Og han blev selv stående hos dem under træet mens de spiste.+  Derpå sagde de til ham:* „Hvor er din hustru Sara?“+ Hertil sagde han: „Her i teltet!“+ 10  Så sagde han: „Jeg vil ganske bestemt vende tilbage til dig næste år ved denne tid,* og da har din hustru Sara en søn.“+ Nu stod Sara og hørte efter i indgangen til teltet, som var bag ved manden. 11  Og Abraham og Sara var gamle, højt oppe i årene.+ For Sara var menstruationen* ophørt.+ 12  Derfor gav Sara sig til at le indvendig,+ idet hun sagde: „Skal jeg virkelig føle lyst efter at jeg er udslidt, og min herre* desuden er gammel?“+ 13  Da sagde Jehova til Abraham: „Hvorfor lo Sara dog og sagde: ’Skal jeg mon virkelig føde, selv om jeg er blevet gammel?’+ 14  Er noget for usædvanligt for Jehova?+ Til den fastsatte tid vender jeg tilbage til dig, næste år ved denne tid, og Sara har da en søn.“ 15  Men Sara gav sig til at benægte det, idet hun sagde: „Jeg lo ikke!“ Hun var nemlig bange. Hertil sagde han: „Jo, vist lo du.“+ 16  Senere brød mændene op derfra og så ned mod So′doma,+ og Abraham gik med dem for at følge dem på vej.+ 17  Og Jehova* sagde: „Skal jeg holde skjult for Abraham hvad jeg er ved at gøre?+ 18  Abraham skal jo dog blive en stor og mægtig nation, og alle jordens nationer skal velsigne sig ved ham.+ 19  Jeg har jo stiftet bekendtskab med ham for at han kan give sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holder sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret,+ for at Jehova kan opfylde på Abraham hvad han har udtalt om ham.“+ 20  Følgelig sagde Jehova: „Klageskriget over So′doma og Gomor′ra,+ ja, det er højt, og deres synd, ja, den er meget stor.+ 21  Jeg vil nu gå ned og se om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den [fortæller], og hvis ikke, kan jeg få det at vide.“+ 22  Så vendte mændene sig bort derfra og begav sig på vej til So′doma; men Jehova+ stod stadig foran Abraham.*+ 23  Da trådte Abraham nærmere og sagde: „Vil du virkelig rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige?+ 24  Sæt der er halvtreds retfærdige inde i byen. Vil du virkelig rive dem bort og ikke tilgive stedet for de halvtreds retfærdiges skyld som er derinde?+ 25  Det er utænkeligt at du skulle handle på denne måde: at lade den retfærdige dø sammen med den ugudelige, så det må gå den retfærdige som den ugudelige!+ Det er utænkeligt for dig!+ Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“+ 26  Da sagde Jehova: „Hvis jeg i So′doma finder halvtreds retfærdige inde i byen vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.“+ 27  Men Abraham svarede da og sagde: „Hør engang! Jeg har dristet mig til at tale til Jehova* skønt jeg er støv og aske.+ 28  Sæt der mangler fem i at være halvtreds retfærdige. Vil du ødelægge hele byen på grund af de fem?“ Hertil sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den hvis jeg finder femogfyrre dér.“+ 29  Men så talte han igen til ham, yderligere, og sagde: „Sæt der findes fyrre dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke gøre det for de fyrres skyld.“ 30  Men han fortsatte: „Måtte Jehova* nu ikke blive optændt af vrede,+ men lad mig fortsat tale:+ Sæt der findes tredive dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke gøre det hvis jeg finder tredive dér.“ 31  Men han fortsatte: „Hør engang! Jeg har dristet mig til at tale til Jehova:*+ Sæt der findes tyve dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den for de tyves skyld.“+ 32  Til sidst sagde han: „Måtte Jehova* nu ikke blive optændt af vrede,+ men lad mig tale kun denne ene gang til:+ Sæt der findes ti dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den for de ti’s skyld.“+ 33  Så gik Jehova+ da han var færdig med at tale til Abraham, og Abraham vendte tilbage til sit sted.

Fodnoter

Dette er det første af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonaj′. De foretog denne ændring af misforstået ærefrygt for Guds navn. Se Till. 1B.
En sea svarer til 7,33 l.
„til ham“. Dette udtryk er i M markeret med ekstraordinære punkter sat af soferim; der kræves imidlertid ingen ændring i oversættelsen. Se Till. 2A.
El.: „ved denne tid til foråret“. Vg: „ved denne [samme] tid, med livet som ledsager“. Jf. Ro 4:17-20.
Ordr.: „måden (regelen) som [den er] for kvinderne“, „på kvinders vis“. Den dag i dag det almindelige hebr. udtryk for menstruationen.
„og min herre“. Hebr.: wa’dhonī′. Sara bliver rost for at kalde sin mand „min herre“. Se 1Pe 3:6.
„Og Jehova“. Hebr.: waJhowah′.
Den første af Soferims Atten Tekstrettelser, den eneste i 1Mo. M: „men Abraham stod stadig foran Jehova“. Se Till. 2B.
Se v. 3, fdn.
Se v. 3, fdn.
Se v. 3, fdn.
Se v. 3, fdn.