Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Mosebog 11:1-32

11  Nu var det sådan at hele jorden havde ét sprog* og ét sæt ord.*  Mens de nu drog mod øst, fandt de til sidst en slette i Siʹnears land+ og bosatte sig dér.  Da sagde de til hinanden: „Kom! Lad os lave teglsten og hærde dem ved brænding.“ Således tjente tegl som sten for dem, og asfalt tjente som mørtel for dem.+  Nu sagde de så: „Kom! Lad os bygge os en by og også et tårn* med dets top i himmelen,+ og lad os gøre vort navn berømt,*+ for at vi ikke skal spredes over hele jordens flade.“+  Så steg Jehova ned for at se byen og tårnet som menneskenes sønner havde bygget.+  Derpå sagde Jehova: „Se! De er ét folk og de har alle ét sprog,+ og dette begynder de med at gøre. Så nu vil intet som de måtte have i sinde at gøre, være umuligt for dem.+  Kom! Lad os+ stige ned og forvirre+ deres sprog dér, så de ikke kan forstå* hinandens sprog.“+  Da spredte Jehova dem derfra over hele jordens flade,+ og de holdt efterhånden op med at bygge byen.+  Af den grund gav man den navnet Baʹbel,*+ for dér havde Jehova forvirret hele jordens* sprog, og derfra havde Jehova spredt+ dem over hele jordens flade. 10  Dette er den historiske beretning om Sem.+ Sem var et hundrede år gammel da han blev fader til Arpakʹsjad+ to år efter vandfloden. 11  Og efter at Sem var blevet fader til Arpakʹsjad, levede han videre i fem hundrede år og blev fader til sønner og døtre.+ 12  Og Arpakʹsjad* levede i femogtredive år. Så blev han fader til Sjeʹla.+ 13  Og efter at Arpakʹsjad var blevet fader til Sjeʹla, levede han videre i fire hundrede og tre år og blev fader til sønner og døtre. 14  Og Sjeʹla levede i tredive år. Så blev han fader til Eʹber.+ 15  Og efter at Sjeʹla var blevet fader til Eʹber, levede han videre i fire hundrede og tre år og blev fader til sønner og døtre. 16  Og Eʹber levede så i fireogtredive år. Da blev han fader til Peʹleg.+ 17  Og efter at Eʹber var blevet fader til Peʹleg, levede han videre i fire hundrede og tredive år og blev fader til sønner og døtre. 18  Og Peʹleg levede så i tredive år. Da blev han fader til Reʹu.+ 19  Og efter at Peʹleg var blevet fader til Reʹu, levede han videre i to hundrede og ni år og blev fader til sønner og døtre. 20  Og Reʹu levede så i toogtredive år. Da blev han fader til Seʹrug.+ 21  Og efter at Reʹu var blevet fader til Seʹrug, levede han videre i to hundrede og syv år og blev fader til sønner og døtre. 22  Og Seʹrug levede så i tredive år. Da blev han fader til Naʹkor.+ 23  Og efter at Seʹrug var blevet fader til Naʹkor, levede han videre i to hundrede år og blev fader til sønner og døtre. 24  Og Naʹkor levede så i niogtyve år. Da blev han fader til Taʹra.+ 25  Og efter at Naʹkor var blevet fader til Taʹra, levede han videre i et hundrede og nitten år og blev fader til sønner og døtre. 26  Og Taʹra levede så i halvfjerds år, hvorpå han blev fader til Aʹbram,+ Naʹkor+ og Haʹran. 27  Og dette er den historiske beretning om Taʹra. Taʹra blev fader til Aʹbram, Naʹkor og Haʹran; og Haʹran blev fader til Lot.+ 28  Senere døde Haʹran mens han var sammen med sin fader Taʹra* i sit fødeland, i kaldæernes+ Ur.*+ 29  Og Aʹbram og Naʹkor tog sig derpå hustruer. Navnet på Aʹbrams hustru var Saʹraj,+ mens navnet på Naʹkors hustru var Milʹka,+ [der var] datter af Haʹran, Milʹkas fader og Jisʹkas fader. 30  Men Saʹraj blev ved med at være ufrugtbar;+ hun havde ikke noget barn. 31  Derpå tog Taʹra sin søn Aʹbram og sin sønnesøn Lot, Haʹrans søn,+ og sin svigerdatter Saʹraj,+ hans søn Aʹbrams hustru, og de gik så med ham ud* af kaldæernes Ur for at rejse til Kaʹna’ans land.+ Med tiden kom de til Kaʹran+ og bosatte sig dér. 32  Og Taʹras dage blev efterhånden to hundrede og fem år. Derpå døde Taʹra i Kaʹran.

Fodnoter

Ordr.: „én læbe“, MLXXVg.
El.: „ét ordforråd“.
„og også et tårn“. Hebr.: umighdalʹ; gr.: kai pyrʹgon; lat.: et turʹrem.
„gøre vort navn berømt“. Ordr.: „gøre os et navn (ry; måske: monument)“.
Ordr.: „høre efter“.
„Babel“. Hebr.: Bavælʹ. Moses afledte navnet „Babel“ af verbalroden balalʹ, „forvirre“, og tillagde således „Babel“ betydningen „forvirring“. SyVg: „Babel“; LXX: Sygʹchysis, „forvirring“. Akkadisk: Bab-ilu. De lokale beboere hævdede at Bab betød „port“ og ilu „gud“ (’el på hebr.), altså „guds port“.
El.: „jordens befolknings“.
I LXX lyder v. 12 og 13 således: (12) „Og Arpaksjad levede i et hundrede og femogtredive år og blev fader til Kainan. (13) Og efter at Arpaksjad var blevet fader til Kainan, levede han i fire hundrede og tredive år og blev fader til sønner og døtre, og han døde. Og Kainan levede i et hundrede og tredive år og blev fader til Sjela. Og efter at Kainan var blevet fader til Sjela, levede han i tre hundrede og tredive år og blev fader til sønner og døtre, og han døde.“ Her indskydes altså navnet Kainan (Kenan) mellem Sjela og Arpaksjad. Jf. Lu 3:36.
El.: „endnu mens hans fader Tara levede“. Ordr.: „for sin fader Taras ansigt“.
El.: „i Ur i Kaldæa“.
Ordr.: „de gik så med dem ud“, M. Sy: „han gik sammen med dem ud“; SamLXXVg: „han førte dem ud“.