Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Kongebog 8:1-66

8  På det tidspunkt sammenkaldte+ Salomon+ Israels ældste,*+ alle stammeoverhovederne,+ høvdingerne* for Israels sønners fædrenehuse,*+ hos kong Salomon i Jerusalem for at føre Jehovas pagts ark+ op fra Davidsbyen,+ det er Zion.+  Så samledes alle Israels mænd hos kong Salomon til højtiden i månemåneden e′tanim, det er den syvende måned.+  Da alle Israels ældste var kommet, løftede præsterne arken op,+  og de førte Jehovas ark og mødeteltet+ og alle de hellige redskaber som var i teltet, op, idet præsterne og levitterne+ førte dem op.+  Og kong Salomon og med ham hele Israels forsamling som havde indfundet sig hos ham, var foran arken, mens de ofrede+ så meget småkvæg og hornkvæg at det hverken kunne tælles eller måles.+  Derpå bragte præsterne Jehovas pagts ark+ ind på dens plads+ i husets inderste rum, Det Allerhelligste, under kerubernes vinger.+  For keruberne bredte deres vinger ud over det sted hvor arken stod, således at keruberne skærmende dækkede over arken og dens stænger.+  Stængerne+ var imidlertid så lange at man kunne se spidserne af stængerne fra Det Hellige foran det inderste rum, men man kunne ikke se dem udenfor. Og dér er de den dag i dag.+  Der var intet i arken ud over de to stentavler*+ som Moses havde lagt+ der ved Ho′reb, da Jehova havde sluttet [pagt]*+ med Israels sønner dengang de drog ud af Ægyptens land.+ 10  Og da præsterne kom ud fra helligdommen, fyldte skyen+ Jehovas hus. 11  Og præsterne+ var ikke i stand til at stå og forrette tjeneste+ på grund af skyen, for Jehovas herlighed+ fyldte Jehovas hus.+ 12  Da sagde Salomon: „Jehova har sagt at han vil bo i det tykke mulm.+ 13  Jeg har virkelig bygget dig et hus, en ophøjet bolig,+ et fast sted+ hvor du kan bo til fjerne tider.“*+ 14  Derpå vendte kongen sig om og velsignede+ hele Israels menighed, mens hele Israels menighed* stod op. 15  Og han sagde: „Velsignet være Jehova,+ Israels Gud, som med egen mund har talt til min fader David,+ og med egen hånd har opfyldt det,+ idet han sagde: 16  ’Siden den dag jeg førte mit folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt+ nogen by blandt alle Israels stammer hvor der skulle bygges et hus+ for at mit navn+ kunne være dér; men jeg vil udvælge David til at være over mit folk Israel.’+ 17  Det lå derfor min fader David på hjerte at bygge et hus for Israels Gud Jehovas navn.+ 18  Men Jehova sagde til min fader David: ’Fordi det har ligget dig på hjerte at bygge et hus for mit navn, har du gjort vel, for det lå dig på hjerte.+ 19  Blot kommer du ikke selv til at bygge huset; men din søn som udgår af dine lænder, han skal bygge huset for mit navn!’+ 20  Og Jehova har nu opfyldt det løfte+ som han gav, idet jeg er fremstået i min fader Davids sted og har sat mig på Israels trone,+ sådan som Jehova havde lovet; og jeg har bygget huset for Israels Gud Jehovas navn+ 21  og sørget for et sted dér til arken hvori Jehovas pagt+ er, den som han sluttede med vore forfædre da han førte dem ud af Ægyptens land.“ 22  Derpå stillede Salomon sig foran Jehovas alter,+ over for hele Israels menighed, og bredte hænderne ud mod himmelen+ 23  og sagde: „Jehova, Israels Gud,+ der er ingen Gud* som du+ oppe i himmelen eller nede på jorden, du som holder fast ved din pagt og din loyale hengivenhed+ mod dine tjenere+ der vandrer for dit ansigt af hele deres hjerte,+ 24  du som over for din tjener David, min fader, har holdt hvad du har lovet ham, idet du med egen mund har lovet det,* og med egen hånd har opfyldt det, som det er sket i dag.+ 25  Og nu, Jehova, Israels Gud, hold over for din tjener David, min fader, hvad du har lovet ham idet du sagde: ’Du skal aldrig for mit ansigt mangle en mand til at sidde på Israels trone,+ hvis blot dine sønner vogter på deres vej ved at vandre for mit ansigt sådan som du har vandret for mit ansigt.’ 26  Og nu, Israels Gud,* lad dog det løfte*+ som du gav din tjener David, min fader, stå fast. 27  Men bor Gud da virkelig på jorden?+ Se, himmelen,+ ja, himlenes himle+ kan ikke rumme dig;+ hvor langt mindre da dette hus+ som jeg har bygget! 28  Men vend din opmærksomhed mod din tjeners bøn+ og mod hans indtrængende anmodning,+ Jehova min Gud, så du hører hans bedende råb og den bøn som din tjener beder foran dig i dag,+ 29  idet dine øjne er åbne+ og rettet mod dette hus nat og dag, mod det sted hvorom du har sagt: ’Dér vil mit navn være,’+ så du hører den bøn som din tjener beder, vendt mod dette sted.+ 30  Og hør din tjeners og dit folk Israels indtrængende anmodning+ når de beder, vendt mod dette sted; ja, måtte du selv høre det på det sted du bor, i himmelen,+ så du hører og tilgiver.+ 31  Når en mand synder mod sin næste+ og man lægger en forbandelse på ham ved at tage ham i ed,+ og han kommer [og aflægger] ed foran dit alter i dette hus, 32  måtte du da høre det i himmelen og gribe ind og dømme dine tjenere ved at erklære den ugudelige ugudelig, idet du bringer hans færd over hans eget hoved,+ og ved at erklære den retfærdige retfærdig,+ idet du giver ham [løn] efter hans retfærdighed.+ 33  Når dit folk Israel lider nederlag foran fjenden+ fordi de synder imod dig,+ men de så vender om til dig+ og priser dit navn+ og i dette hus beder+ og anmoder dig om nåde,+ 34  måtte du da høre det i himmelen og tilgive dit folk Israels synd+ og bringe dem tilbage+ til den jord som du gav deres forfædre.+ 35  Når himmelen lukkes og der ikke kommer regn+ fordi de synder+ imod dig, men de så beder, vendt mod dette sted,+ og priser dit navn og vender sig fra deres synd fordi du ydmyger dem,+ 36  måtte du da høre det i himmelen og tilgive dine tjeneres og dit folk Israels synd, for du lærer+ dem den gode vej som de bør vandre ad,+ og måtte du give regn+ over dit land, det som du har givet dit folk som arvelod. 37  Hvis der kommer hungersnød+ i landet, hvis der kommer pest,+ hvis der kommer afsvidning [af kornet], meldug,+ græshopper,+ kakerlakker;+ hvis deres fjende belejrer dem i deres portes* land — en hvilken som helst plage, en hvilken som helst sygdom —  38  uanset hvilken bøn,+ hvilken indtrængende anmodning+ der kommer fra et hvilket som helst menneske [eller] fra hele dit folk Israel,+ idet enhver kender sit eget hjertes plage,+ og man breder hænderne ud mod dette hus,+ 39  måtte du da høre det i himmelen,+ det sted hvor du bor,+ og tilgive+ og gribe ind+ og give hver enkelt efter alle hans veje,+ for du kender hans hjerte+ (du alene kender jo alle menneskesønnernes* hjerte),+ 40  for at de kan frygte+ dig alle de dage de lever på den jord som du gav vore forfædre.+ 41  Og også udlændingen,+ som ikke tilhører dit folk Israel men kommer fra et fjernt land på grund af dit navn+ 42  (for de vil høre om dit store navn+ og din stærke hånd+ og din udrakte arm), når han kommer og beder, vendt mod dette hus,+ 43  måtte du da høre ham i himmelen, det sted hvor du bor,+ og gøre efter alt hvad udlændingen råber til dig om,+ for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende,+ så de frygter dig ligesom dit folk Israel, og kan vide at dit navn er nævnt over dette hus som jeg har bygget.+ 44  Hvis dit folk drager ud til kamp+ mod deres fjende ad den vej du sender dem ad,+ og de så beder+ til Jehova i retning af den by som du har udvalgt,+ og det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 45  så må du i himmelen høre deres bøn og deres indtrængende anmodning og tage dig af deres ret.+ 46  Hvis de synder imod dig+ (for der er intet menneske som ikke synder),+ og du vredes på dem og overgiver dem til fjenden, og de som tager dem til fange bortfører dem til fjendens land, fjernt eller nært,+ 47  og de så kommer til fornuft* i det land som de blev bortført til,+ og vender om+ og i landet der tilhører dem som har taget dem til fange, anmoder dig om nåde+ idet de siger: ’Vi har syndet+ og forbrudt os;+ vi har handlet ugudeligt,’+ 48  og de vender om til dig af hele deres hjerte+ og af hele deres sjæl i deres fjenders land, dem som tog dem til fange, og beder til dig i retning af deres land, det du gav deres forfædre, den by som du har udvalgt, og det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 49  da må du i himmelen, det sted hvor du bor,+ høre deres bøn og deres indtrængende anmodning og tage dig af deres ret+ 50  og tilgive+ dit folk som har syndet+ imod dig, og alle deres overtrædelser+ som de har begået imod dig,+ og lade dem finde barmhjertighed+ hos dem der tog dem til fange, så de viser dem barmhjertighed 51  (for de er dit folk og din arvelod,+ som du har ført ud af Ægypten,+ ud af jernovnen),+ 52  idet dine øjne er åbne for din tjeners indtrængende anmodning og for dit folk Israels indtrængende anmodning,+ så du hører på dem i alt hvad de råber til dig om.+ 53  For det er dig der har skilt dem ud fra alle jordens folk som din arvelod,+ sådan som du lovede ved din tjener Moses+ da du førte vore forfædre ud af Ægypten, suveræne Herre Jehova.“ 54  Så snart Salomon nu var færdig med at fremføre hele denne bøn og indtrængende anmodning for Jehova, rejste han sig fra Jehovas alter, efter at have ligget på sine knæ+ med hænderne bredt ud mod himmelen,+ 55  hvorpå han blev stående+ og velsignede+ hele Israels menighed* med høj røst idet han sagde: 56  „Velsignet være Jehova,+ som har givet sit folk Israel et hvilested, ganske som han har lovet.+ Ikke ét af alle de gode løfter som han har givet* ved sin tjener Moses,+ er slået fejl.+ 57  Måtte Jehova vor Gud være med os,+ ligesom han var med vore forfædre.+ Måtte han ikke forlade os og ikke svigte os,+ 58  men bøje vort hjerte+ imod ham så vi vandrer på alle hans veje+ og holder hans bud+ og forordninger+ og retsbestemmelser+ som han pålagde vore forfædre. 59  Og måtte disse mine ord som jeg ydmygt har bedt foran Jehova, være Jehova vor Gud nær+ dag og nat, så han tager sig af sin tjeners ret og sit folk Israels ret, som det kræves dag for dag,+ 60  for at alle jordens folk kan vide+ at det er Jehova der er den [sande] Gud.+ Der er ingen anden.+ 61  Og jeres hjerte skal være helt+ med Jehova vor Gud, idet I vandrer efter hans forordninger og holder hans bud som i dag.“ 62  Og kongen og hele Israel med ham ofrede et slagtoffer for Jehovas ansigt.+ 63  Og Salomon ofrede fællesskabsofrene+ som han ofrede til Jehova: toogtyve tusind stykker hornkvæg og et hundrede og tyve tusind stykker småkvæg,+ og således indviede+ kongen og alle Israels sønner Jehovas hus. 64  På den dag helligede kongen det midterste af forgården som er foran Jehovas hus,+ for dér skulle han ofre brændofferet og kornofferet og fedtstykkerne af fællesskabsofrene; kobberalteret+ som står for Jehovas ansigt, var nemlig for lille til at rumme brændofferet og kornofferet og fedtstykkerne+ af fællesskabsofrene. 65  Og Salomon fejrede samtidig højtiden,+ og hele Israel med ham, en stor menighed+ [fra et område der strakte sig] fra indgangen til Ha′mat*+ indtil Ægyptens Regnflodsdal,+ for Jehova vor Guds ansigt* i syv dage, og syv dage til,+ fjorten dage. 66  På den ottende dag sendte han folket bort,+ hvorpå de velsignede kongen og drog bort til deres hjem,* mens de frydede sig+ og var vel til mode i hjertet+ over alt det gode+ som Jehova havde gjort mod sin tjener David og mod sit folk Israel.

Fodnoter

Ordr.: „gamle (ældre) mænd“.
El.: „forstanderne“. Jf. 1Mo 17:20, fdn.
Ordr.: „fædre“.
LXX tilføjer: „pagtens tavler“.
Ordr.: „havde skåret [en pagt]“.
Hebr.: ‛ōlamīm′, plur.
„menighed“. Hebr.: qehal′; gr.: ekklēsi′a; lat.: eccle′sia.
„Gud“. Hebr.: ’Ælohīm′; gr.: theos′.
Ordr.: „har talt“.
„Israels Gud“, M; TmssLXXSyVgc og 35 hebr. mss.: „Jehova, Israels Gud“.
Ordr.: „de ord“. Mmargen: „det ord“.
El.: „byers“, idet „port“ står for „by“; denne stilfigur kaldes en synekdoke.
„menneske-“. Hebr.: ha’adham′, sing.; gr.: anthrō′pōn, plur.; lat.: ho′minum, plur.
Ordr.: „og de så lader en tilbagevenden ske til deres hjerte“.
„menighed“. Hebr.: qehal′; gr.: ekklēsi′an; lat.: eccle′siae.
Ordr.: „Ikke ét ord af hele hans gode ord som han har talt“.
Se Jos 13:5, fdn. til „Hamat“.
„for Jehova vor Guds ansigt i det hus som han havde bygget, idet de spiste og drak og frydede sig for Jehova vor Guds ansigt“, LXX.
Ordr.: „telte“.