Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Kongebog 20:1-43

20*  Ben-Ha′dad,+ A′rams konge, samlede imidlertid alle sine styrker, og der var toogtredive konger med ham+ samt heste+ og vogne,+ hvorpå han drog op og belejrede+ Sama′ria+ og førte krig imod den.  Da sendte han sendebud+ til kong A′kab af Israel inde i byen og sagde til ham: „Således har Ben-Ha′dad sagt:  ’Dit sølv og dit guld tilhører mig; og dine hustruer og dine sønner, de der ser bedst ud, tilhører mig!’“+  Hertil svarede Israels konge og sagde: „Efter dit ord, min herre konge; jeg er din med alt hvad der tilhører mig.“+  Senere kom sendebudene tilbage og sagde: „Således har Ben-Ha′dad sagt: ’Jeg har sendt bud til dig og sagt: „Du skal give mig dit sølv og dit guld og dine hustruer og dine sønner.“  Men i morgen ved denne tid sender jeg mine tjenere til dig, og de skal gennemsøge dit hus og dine tjeneres huse grundigt, og de skal tage alt det til sig som du skatter højt,+ og føre det bort.’“  Israels konge tilkaldte da alle landets ældste+ og sagde: „Mærk jer dog og se at det er [vores] ulykke denne søger;+ for han sendte bud til mig efter mine hustruer og mine sønner og mit sølv og mit guld, og jeg nægtede ham det ikke.“  Da sagde alle de ældste og hele folket til ham: „Adlyd ikke og giv ikke efter.“  Han sagde derfor til Ben-Ha′dads sendebud: „Sig til min herre kongen: ’Alt hvad du først sendte bud om til din tjener vil jeg gøre, men dette er jeg ikke i stand til at gøre.’“ Da gik sendebudene og bragte ham bud tilbage. 10  Ben-Ha′dad sendte nu bud til ham og sagde: „Måtte guderne+ gøre således med mig, og måtte de føje mere til,+ om der i Sama′ria er støv nok til en håndfuld til alle de folk som følger mig!“*+ 11  Men Israels konge svarede og sagde: „Sig [til ham]: ’Lad ikke den der spænder bæltet,+ prale som den der løsner det.’“+ 12  Så snart han nu hørte dette budskab — det var mens han og kongerne sad og drak+ i hytterne — sagde han til sine tjenere: „Stil op!“ Så stillede de op mod byen. 13  Og se, en profet kom hen til A′kab, Israels konge,+ og sagde: „Således har Jehova* sagt:+ ’Har du set hele denne store folkemængde? Se, i dag giver jeg den i din hånd, og du skal vide at jeg er Jehova.’“*+ 14  Da sagde A′kab: „Ved hvem?“ hvortil han sagde: „Således har Jehova* sagt: ’Ved provinsfyrsternes unge mænd.’“ Så sagde han: „Hvem skal åbne kampen?“ Og han sagde: „Du selv!“ 15  Han mønstrede så provinsfyrsternes unge mænd, og der var to hundrede og toogtredive.+ Og efter dem mønstrede han hele folket, alle Israels sønner: syv tusind. 16  De rykkede så ud ved middagstid, mens Ben-Ha′dad drak sig beruset+ i hytterne, han og kongerne, de toogtredive konger som hjalp ham. 17  Da provinsfyrsternes unge mænd+ rykkede ud først, sendte Ben-Ha′dad bud, og man meddelte ham: „Nogle mænd er rykket ud fra Sama′ria.“ 18  Han sagde da: „Hvis de er rykket ud med fred, skal I tage dem levende til fange, og hvis de er rykket ud til kamp, skal I tage dem levende til fange.“+ 19  Og de der var rykket ud af byen, var provinsfyrsternes unge mænd og de styrker som var bag dem. 20  De slog nu hver sin mand ihjel, hvorpå aramæerne+ flygtede,+ og Israel forfulgte dem; men Ben-Ha′dad, A′rams konge, undslap til hest sammen med rytteriet. 21  Så rykkede Israels konge ud og slog hestene og stridsvognene,+ og han slog A′ram stort. 22  Derpå trådte profeten+ frem for Israels konge og sagde til ham: „Gå hen og saml dine kræfter+ og mærk dig og tænk over hvad du vil gøre,+ for næste forår* vil A′rams konge drage op imod dig.“+ 23  A′rams konges tjenere sagde imidlertid til ham: „Deres gud er en bjerggud.*+ Derfor var de stærkere end vi. Så lad os i stedet kæmpe mod dem i slettelandet [og se] om ikke vi er stærkere end de. 24  Gør desuden dette: Fjern hver af kongerne+ fra deres plads og sæt landshøvdinger i stedet for dem.+ 25  Med hensyn til dig selv bør du rejse en styrke af samme størrelse som den styrke der faldt fra dig, hest for hest og vogn for vogn; lad os så kæmpe mod dem i slettelandet [og se] om ikke vi er stærkere end de!“+ Han hørte da efter deres røst og gjorde sådan. 26  Næste forår mønstrede Ben-Ha′dad så aramæerne+ og drog op til A′fek+ for at kæmpe mod Israel. 27  Også Israels sønner blev mønstret og fik forsyninger+ og drog af sted for at møde dem; og Israels sønner lejrede sig foran dem som to små flokke af geder, mens aramæerne fyldte landet.+ 28  Da kom den [sande] Guds mand+ hen og sagde til Israels konge, ja, han sagde: „Således har Jehova sagt: ’Fordi aramæerne har sagt: „Jehova er en bjerggud* og ikke en lavsletternes gud,“ overgiver jeg hele denne store folkemængde i din hånd,+ og I skal vide at jeg er Jehova.’“+ 29  De lå så lejrede i syv dage, den ene [hær] over for den anden.+ Men på den syvende dag kom det til kamp, og Israels sønner slog aramæerne, et hundrede tusind mand fodfolk på én dag. 30  Og de der var tilbage flygtede til A′fek,+ til byen, men muren faldt sammen over syvogtyve tusind mand der var tilbage.+ Og Ben-Ha′dad selv flygtede+ og kom ind i byen, ind i det allerinderste+ kammer. 31  Hans tjenere sagde nu til ham: „Hør engang, vi har hørt om kongerne over Israels hus at de er konger som viser loyal hengivenhed.+ Lad os dog tage sækkelærred+ om vore hofter+ og reb om hovedet og gå ud til Israels konge. Måske vil han bevare din sjæl i live.“+ 32  De bandt så sækkelærred om hofterne og reb om hovedet og kom til Israels konge og sagde: „Din tjener Ben-Ha′dad har sagt: ’Lad dog min sjæl leve.’“ Han sagde da: „Er han endnu i live? Han er min broder.“ 33  Og mændene+ tog det som et varsel og var hurtige til at betragte det som en afgørelse fra ham, så de sagde: „Ben-Ha′dad er din broder.“ Hertil sagde han: „Gå hen og hent ham.“ Så gik Ben-Ha′dad ud til ham, og han lod ham stige op i stridsvognen.+ 34  [Ben-Ha′dad] sagde nu til ham: „De byer+ som min fader tog fra din fader giver jeg tilbage, og du kan tage dig gader i Damaskus ligesom min fader tog sig [gader] i Sama′ria.“ „Og jeg for mit vedkommende vil sende dig bort med en pagt.“+ Derpå sluttede han pagt med ham og sendte ham bort. 35  Men en mand, en af profetsønnerne,*+ sagde til sin fælle ved Jehovas ord:+ „Slå mig!“ Men manden vægrede sig ved at slå ham. 36  Han sagde da til ham: „Fordi du ikke adlød Jehovas røst, vil en løve slå dig ihjel når du går fra mig.“ Og da han gik bort fra ham, fandt en løve+ ham og slog ham ihjel.+ 37  Han fandt imidlertid en anden mand og sagde: „Slå mig!“ Da slog manden så han sårede ham med slaget.* 38  Derpå gik profeten hen og stillede sig til at vente på kongen ved vejen idet han gjorde sig ukendelig+ med en forbinding over øjnene. 39  Da kongen nu passerede forbi, råbte han til kongen og sagde:+ „Din tjener gik midt ud i kampen, og se, en mand forlod rækkerne og kom hen imod mig med en mand og sagde: ’Pas på denne mand. Hvis han på nogen måde bliver borte, skal din sjæl+ gælde for hans sjæl+ eller også skal du udveje en talent* sølv.’+ 40  Mens din tjener nu var optaget her og der, så var han væk.“ Da sagde Israels konge til ham: „Sådan er din dom. Du har selv afsagt den.“+ 41  Så fjernede han hurtigt forbindingen fra sine øjne, og Israels konge genkendte ham [og så] at han var en af profeterne.+ 42  Han sagde så til ham: „Således har Jehova sagt: ’Fordi du lod den mand slippe dig af hænde som var viet til mig til udslettelse,*+ skal din sjæl gælde for hans sjæl,+ og dit folk for hans folk.’“+ 43  Så drog Israels konge hjem, misfornøjet og nedtrykt,+ og kom til Sama′ria.+

Fodnoter

LXX bytter om på kap. 20 og 21, så kap. 21 begynder her.
Ordr.: „som [er] ved mine fødder“.
„Jehova“. Hebr.: Jehwah′; AqBurkitt bruger tetragrammet med gammelhebraiske bogstaver (); gr.: ky′rios. Se Till. 1C, § 7.
Se Till. 1C, § 7.
Se Till. 1C, § 7.
Ordr.: „for ved årets tilbagevenden“. Se 2Kr 36:10.
El.: „Deres guder er bjergguder“. Se v. 28, fdn.
„-gud“. Hebr.: ’Ælohē′, plur. (konstruktform) af ’Ælō′ah, majestætsflertal.
„af profetsønnerne“. Hebr.: mibbenē′ hannevī’īm′; første sted dette udtryk forekommer.
Ordr.: „Og manden slog ham [med] en slåen og såren“. På hebr. er verbalformen af de to sidste verber infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
Se Till. 8A.
Ordr.: „det til mig viedes (mit bandlystes) mand“.