Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Kongebog 19:1-21

19  Da A′kab+ fortalte Je′sabel+ alt hvad Elias havde gjort og alt om hvordan han havde dræbt alle profeterne med sværdet,+  sendte Je′sabel et sendebud til Elias og sagde: „Måtte guderne* gøre således [med mig],+ og måtte de føje mere til,+ om ikke jeg inden denne tid i morgen lader din sjæl blive som enhver af deres sjæle!“  Han blev derfor bange* og brød op og begav sig af sted for [at redde] sin sjæl*+ og kom til Be′er-Sje′ba,+ som tilhører Juda.+ Her efterlod han sin medhjælper  og gik selv en dagsrejse ind i ørkenen, og han gik hen og satte sig under en gyvelbusk.+ Og han bad om at hans sjæl måtte dø idet han sagde: „Det er nok. Nu, Jehova, tag min sjæl bort,+ for jeg er ikke bedre end mine forfædre.“  Til sidst lagde han sig ned og sov under gyvelbusken.+ Men se, der var en engel+ som rørte+ ved ham og sagde til ham: „Rejs dig, spis!“  Han så da op, og se, ved hans hoved var der en rund kage,+ bagt på varme sten, og en dunk med vand; så spiste han og drak og lagde sig igen.  Senere kom Jehovas engel+ tilbage igen og rørte ved ham og sagde: „Rejs dig, spis, for rejsen er for meget for dig.“+  Så rejste han sig og spiste og drak, og derpå gik han fyrre dage+ og fyrre nætter ved kraften af denne næring, helt til den [sande] Guds bjerg, Ho′reb.+  Dér gik han så ind i en hule+ og overnattede dér. Men se, Jehovas ord kom til ham, og det lød til ham: „Hvad er du her for, Elias?“+ 10  Han sagde da: „Jeg har virkelig været nidkær+ for Jehova, Hærstyrkers Gud, for Israels sønner har forladt din pagt;+ dine altre har de revet ned,+ og dine profeter har de dræbt med sværdet,+ så kun jeg er tilbage;+ og de efterstræber min sjæl for at skaffe den af vejen.“+ 11  Da sagde han: „Gå ud og stil dig på bjerget for Jehovas ansigt.“+ Og se, Jehova gik forbi,+ og en stor og stærk vind sønderrev bjerge og knuste klipper foran Jehova.+ (Jehova var ikke i vinden.) Og efter vinden kom der et jordskælv.+ (Jehova var ikke i jordskælvet.) 12  Og efter jordskælvet kom der ild.+ (Jehova var ikke i ilden.) Og efter ilden lød der en rolig, sagte stemme.*+ 13  Så snart Elias nu hørte den, hyllede han sit ansigt i sin embedsklædning+ og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen; og hør, der lød en stemme til ham, og den sagde: „Hvad er du her for, Elias?“+ 14  Han sagde da: „Jeg har virkelig været nidkær for Jehova, Hærstyrkers Gud, for Israels sønner har forladt din pagt;+ dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværdet, så kun jeg er tilbage; og de efterstræber min sjæl for at skaffe den af vejen.“+ 15  Jehova sagde da til ham: „Gå, vend tilbage til Damaskus’+ Ørken ad den vej du kom, og gå hen og salv+ Ha′zael+ til konge over A′ram, 16  og Je′hu,+ Nim′sjis+ sønnesøn,* skal du salve til konge over Israel, og Elisa,*+ Sja′fats søn fra A′bel-Meho′la,+ skal du salve til profet i dit sted.+ 17  Og den der undslipper Ha′zaels sværd,+ skal Je′hu dræbe,+ og den der undslipper Je′hus sværd, skal Elisa dræbe.+ 18  Og jeg har ladt syv tusind tilbage i Israel+ — alle knæ som ikke har bøjet sig for Ba′al,+ og hver mund som ikke har kysset+ ham.“ 19  Så drog han bort derfra og fandt Elisa, Sja′fats søn, mens denne var ved at pløje+ med tolv spand foran sig, og selv var han ved det tolvte. Elias gik så over til ham og kastede sin embedsklædning+ over ham. 20  Han forlod da hornkvæget og løb efter Elias og sagde: „Lad mig dog kysse min fader og min moder.+ Så vil jeg følge dig.“ Han sagde da til ham: „Gå, vend tilbage, for hvad er det jeg har gjort ved dig?“ 21  Så vendte han tilbage fra ham og tog et spand af hornkvæget og ofrede+ det; og ved hornkvægets træktøj+ kogte han kødet og gav det til folkene, og de spiste. Derpå brød han op og fulgte Elias og gjorde tjeneste+ for ham.

Fodnoter

„guderne“. Hebr.: ’ælohīm′, med det efterfølgende verbum, „gøre“, i plur.; gr.: ho theos′,guden“; lat.: di′i, „guder(ne)“.
„Han blev derfor bange“, LXXSyVg og mange hebr. mss.; M: „Og han så“.
„sin sjæl (sit liv).“ Hebr.: nafsjō′; gr.: tēn psykhēn′ heautou′.
LXX tilføjer: „og dér var Jehova“.
Ordr.: „søn“.
Betyder „Gud er frelse“. Hebr.: ’Ælīsja‛′; LXXBagster(gr.): Helisaie′; lat.: Helise′um.