Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Kongebog 18:1-46

18  Efter mange dage+ kom Jehovas ord til Elias i det tredje år, og det lød: „Gå hen og vis dig for Aʹkab, da jeg vil give regn* over jorden.“+  Så gik Elias hen for at vise sig for Aʹkab. Og hungersnøden var streng+ i Samaʹria.  Aʹkab havde i mellemtiden tilkaldt Obadʹja,* som var over huset.+ (Obadʹja havde for øvrigt vist sig at nære stor frygt+ for Jehova.  Således havde Obadʹja, dengang Jeʹsabel+ udryddede Jehovas profeter,+ taget hundrede profeter og skjult dem, halvtreds ad gangen, i en hule, og sørget for brød og vand til dem.)+  Og Aʹkab sagde til Obadʹja: „Gå gennem landet, til alle vandkilderne og alle regnfloderne. Måske finder vi grønt græs,+ så vi kan holde hestene og muldyrene i live og undgå at udrydde nogen af dyrene.“+  De delte så landet imellem sig for at drage igennem det. Aʹkab tog én vej alene, og Obadʹja tog en anden vej alene.+  Mens Obadʹja nu var undervejs, se, da kom Elias ham i møde.+ Han genkendte ham straks og faldt på sit ansigt+ og sagde: „Er det dig, min herre+ Elias?“  hvortil denne sagde: „Det er mig. Gå hen og sig til din herre:+ ’Elias er her.’“  Men han sagde: „Hvordan har jeg syndet,+ siden du giver din tjener i Aʹkabs hånd så han kan lade mig dø? 10  Så sandt Jehova din Gud lever:+ der findes ikke en nation eller et rige som min herre ikke har sendt bud til for at søge efter dig. Når de sagde: ’Han er ikke [her],’ lod han riget eller nationen sværge på at man ikke kunne finde dig.+ 11  Og nu siger du: ’Gå hen og sig til din herre: „Elias er her.“’ 12  Det vil uden tvivl ske, når jeg går fra dig, at Jehovas ånd+ bærer dig hen et sted som jeg ikke kender, og kommer jeg så og fortæller Aʹkab [nyheden] og han ikke finder dig, så dræber+ han mig, eftersom din træl har frygtet Jehova fra ungdommen af.+ 13  Har man ikke fortalt min herre om det jeg gjorde da Jeʹsabel dræbte Jehovas profeter? At jeg skjulte hundrede mand af Jehovas profeter, halvtreds mand ad gangen, i en hule,+ og sørgede for brød og vand til dem?+ 14  Og nu siger du: ’Gå hen og sig til din herre: „Elias er her.“’ Ja, han dræber mig.“+ 15  Men Elias sagde: „Så sandt Hærstyrkers Jehova+ lever,+ for hvis ansigt jeg står:* I dag vil jeg vise mig for ham.“ 16  Obadʹja gik da hen for at møde Aʹkab og fortalte ham [nyheden], hvorpå Aʹkab gik hen for at møde Elias. 17  Så snart Aʹkab nu fik øje på Elias, sagde Aʹkab til ham: „Er det dig, du som styrter Israel i ulykke!“+ 18  Hertil sagde han: „Jeg har ikke styrtet Israel i ulykke,+ men dét har du og dit fædrenehus,+ for I har forladt Jehovas bud+ og vandrer efter ba’alerne.+ 19  Men send nu bud og saml hele Israel hos mig på Karʹmels Bjerg,+ også de fire hundrede og halvtreds ba’alsprofeter+ og de fire hundrede profeter for den hellige pæl,*+ dem som spiser ved Jeʹsabels bord.“+ 20  Så sendte Aʹkab bud til alle Israels sønner og samlede profeterne+ på Karʹmels Bjerg. 21  Elias trådte da frem for hele folket og sagde: „Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter?*+ Hvis Jehova er den [sande] Gud,* så følg ham;+ men hvis det er Baʹal, så følg ham.“ Og folket svarede ham ikke med et ord. 22  Så sagde Elias videre til folket: „Jeg er den eneste profet for Jehova der er tilbage,+ men ba’alsprofeterne udgør fire hundrede og halvtreds mand. 23  Lad der nu blive givet os to tyre, og lad dem udvælge sig den ene tyr og partere den og lægge den på brændet, men de må ikke sætte ild til. Jeg vil så tilberede den anden tyr og anbringe den på brændet, men jeg vil ikke sætte ild til. 24  I skal så påkalde jeres guds*+ navn, og jeg vil påkalde Jehovas navn, og den gud* der svarer med ild,+ han er den [sande] Gud.*+ Da svarede hele folket og sagde: „Det forslag er godt.“ 25  Elias sagde nu til ba’alsprofeterne:* „Udvælg jer den ene tyr og tilbered den først, for I er de mange, og påkald jeres guds navn, men I må ikke sætte ild til.“ 26  Så tog de tyren som man gav dem, og tilberedte den og påkaldte Baʹals navn fra morgen til middag idet de sagde: „Svar os, Baʹal!“ Men der var ingen stemme+ og ingen der svarede.+ Og de blev ved med at danse haltende rundt om alteret som de havde lavet. 27  Ved middagstid gav Elias sig til at spotte+ dem idet han sagde: „Råb højere;* han er jo en gud;+ han er nok optaget af noget, eller han er trængende+ og har måttet gå afsides.+ Måske sover han og må vågne!“+ 28  Så råbte de højere og flængede+ sig med dolke og lanser sådan som de havde for skik, indtil blodet flød ned ad dem. 29  Over middag kom de i profetisk henrykkelse+ indtil man skulle ofre kornofferet, men der var ingen stemme og ingen der svarede og ingen der gav agt.+ 30  Da sagde Elias til hele folket: „Kom hen til mig!“ Hele folket kom da hen til ham. Så istandsatte han Jehovas alter, som var revet ned.+ 31  Derpå tog Elias tolv sten, svarende til antallet af Jakobs sønners stammer, ham som Jehovas ord var kommet til:+ „Israel skal være dit navn.“+ 32  Og han byggede i Jehovas navn+ et alter af stenene+ og lavede rundt om alteret en rende, omsluttende et stykke der kunne tilsås med to sea* sæd. 33  Derpå lagde han brændet+ til rette og parterede tyren og lagde den oven på brændet. Så sagde han: „Fyld fire krukker med vand og hæld det ud over brændofferet og over brændet.“ 34  Derpå sagde han: „Én gang til!“ Så gjorde de det én gang til. Men han sagde: „Gør det for tredje gang!“ Så gjorde de det for tredje gang. 35  Således løb vandet rundt om alteret; også renden fyldte han med vand. 36  Ved den tid+ man ofrede kornofferet trådte profeten Elias så frem og sagde: „Jehova, Abrahams,+ Isaks+ og Israels Gud,+ lad det i dag blive kendt at du er Gud i Israel+ og at jeg er din tjener og at det er ved dit ord+ jeg har gjort alle disse ting. 37  Svar mig, Jehova, svar mig, så dette folk kan vide at du, Jehova,+ er den [sande] Gud,* og at det er dig der har vendt deres hjerter [til dig] igen.“+ 38  Da faldt Jehovas ild+ ned og fortærede brændofferet+ og brændet og stenene og støvet, ja, selv vandet som var i renden slikkede den op.+ 39  Da hele folket så det, faldt de på deres ansigt+ og sagde: „Jehova er den [sande] Gud! Jehova er den [sande] Gud!“ 40  Elias sagde så til dem: „Grib ba’alsprofeterne! Lad ingen af dem undslippe!“ De greb da ba’alsprofeterne, og Elias førte dem ned til Kiʹsjons Regnflod+ og dræbte dem dér.+ 41  Elias sagde derpå til Aʹkab: „Gå op, spis og drik,+ for der lyder larm af regnskyl.“+ 42  Aʹkab gik så op for at spise og drikke, men Elias gik op på toppen af Karʹmel og bøjede sig sammen mod jorden+ idet han lagde ansigtet mellem knæene.+ 43  Så sagde han til sin medhjælper: „Gå engang op og se ud mod havet.“ Så gik han derop og så ud over det, hvorpå han sagde: „Der er overhovedet intet [at se].“ Han sagde da: „Gå tilbage!“ syv gange.+ 44  Men syvende gang sagde han: „Se, en lille sky som en menneskehånd er ved at stige op af havet.“+ Da sagde han: „Gå op og sig til Aʹkab: ’Spænd for+ og drag ned, så du ikke bliver opholdt af skylregnen!’“ 45  I mellemtiden formørkedes himmelen af skyer og blæst,*+ og der kom et voldsomt regnskyl.+ Men Aʹkab kørte af sted og begav sig til Jizʹre’el.+ 46  Og Jehovas hånd var over Elias,+ så han bandt op om sine hofter+ og løb foran Aʹkab hele vejen til Jizʹre’el.+

Fodnoter

El.: „og lad mig give regn“.
Betyder „Jehovas tjener“. Hebr.: ‛Ovadhjaʹhu.
El.: „for hvem jeg står til tjeneste“.
El.: „asjeraprofeter“.
El.: „halte på to krykker?“ KB2, s. 663; KB3, s. 719.
„den [sande] Gud“. Hebr.: ha’Ælohīmʹ, med den bestemte artikel ha for at fremhæve modsætningen til den falske gud Ba’al. Se Till. 1F.
„jeres guds“. Hebr.: ælohēkhæmʹ, plur. af ’ælōʹah, om den falske gud Ba’al.
„den gud“. Hebr.: ha’ælohīmʹ, efterfulgt og bestemt af relativsætningen „der svarer med ild“.
„den [sande] Gud“. Hebr.: ha’Ælohīmʹ, brugt absolut og som prædikat. Se Till. 1F.
„ba’als-“. Hebr.: habBaʹ‛al (med bestemt artikel).
Ordr.: „Råb med stor stemme“.
En sea svarer til 7,33 liter.
Ordr.: „Jehova, den [sande] Gud“. Hebr.: Jehwahʹ ha’Ælohīmʹ; gr.: kyʹrios ho theosʹ; lat.: Doʹminus Deʹus.
„og blæst“. Hebr.: weruʹach; gr.: kai pneuʹmati; lat.: et venʹtus. Jf. 1Mo 1:2, fdn. til „virksomme kraft“; 1Mo 8:1, fdn.