Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Kongebog 17:1-24

17  Da sagde tisjbitten Elias*+ fra Tisjʹbe* i Giʹlead+ til Aʹkab: „Så sandt Jehova, Israels Gud, lever,+ for hvis ansigt jeg står:*+ Der skal ikke komme dug eller regn+ i disse år uden på mit ord!“+  Derpå kom Jehovas ord+ til ham og lød:  „Gå bort herfra og tag retning mod øst og skjul+ dig ved regnfloden Krit øst for Jordan.  Og du skal drikke af regnfloden,+ og jeg vil byde ravnene+ at sørge for føde til dig dér.“+  Så gik han hen og handlede efter Jehovas ord,+ idet han drog hen og boede ved regnfloden Krit øst for* Jordan.  Og ravnene bragte ham brød og kød om morgenen, og brød og kød om aftenen, og han drak af regnfloden.+  Men efter nogen tid tørrede regnfloden ud,+ for der var ingen nedbør kommet i landet.  Da kom Jehovas ord til ham, og det lød:+  „Bryd op, gå til Zarepʹta*+ ved Ziʹdon og bo dér. Se, jeg byder en kvinde, en enke dér, at sørge for føde til dig.“ 10  Så brød han op og gik til Zarepʹta og kom til indgangen til byen; og se, der var en kvinde dér, en enke, der samlede brænde. Han råbte da til hende og sagde: „Jeg beder dig, hent mig lidt vand i et kar så jeg kan drikke.“+ 11  Idet hun begav sig hen for at hente det, råbte han til hende og sagde: „Jeg beder dig, tag et stykke brød+ med til mig!“ 12  Da sagde hun: „Så sandt Jehova din Gud lever,+ har jeg ikke en rundkage;*+ blot en håndfuld+ mel i krukken og lidt olie+ i dunken, og jeg er netop ved at samle et par* stykker brænde og vil gå ind og lave noget til mig selv og min søn, og så vil vi spise det og dø.“+ 13  Da sagde Elias til hende: „Vær ikke bange!+ Gå ind og gør som du har sagt. Blot skal du først+ lave en lille rund kage til mig deraf og bringe den ud til mig; så kan du lave noget til dig selv og din søn bagefter. 14  For således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Melet i krukken skal ikke slippe op, og der skal ikke mangle olie i dunken, frem til den dag Jehova giver nedbør over jordens flade.’“+ 15  Hun gik da hen og gjorde som Elias havde sagt, og hun havde fortsat noget at spise, hun og han og hendes husstand, i [mange] dage.+ 16  Melet i krukken slap ikke op, og der manglede ikke olie i dunken,+ i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt ved Elias. 17  Så skete det efter disse begivenheder at den søn som kvinden der ejede huset havde, blev syg, og hans sygdom blev så alvorlig at han ikke mere trak vejret.+ 18  Da sagde hun til Elias: „Hvad har jeg med dig at gøre,*+ du den [sande] Guds mand? Du er kommet til mig for at minde om min brøde+ og for at lade min søn dø.“ 19  Men han sagde til hende:* „Giv mig din søn.“ Så tog han ham fra hendes favn og bar ham op i tagkammeret+ hvor han boede, og lagde ham på sit leje.+ 20  Derpå råbte han til Jehova og sagde: „Jehova min Gud,+ vil du også volde den enke ondt som jeg bor som gæst hos, ved at lade hendes søn dø?“ 21  Så strakte han sig hen over barnet+ tre gange og råbte til Jehova og sagde: „Jehova min Gud, lad dog dette barns sjæl+ vende tilbage til ham.“ 22  Da hørte Jehova på Elias’ røst,+ og barnets sjæl vendte tilbage til ham og han kom til live.+ 23  Elias tog nu barnet og bragte ham fra tagkammeret ned i huset og gav ham til hans moder. Og Elias sagde: „Se, din søn lever.“+ 24  Da sagde kvinden til Elias: „Nu ved jeg virkelig at du er en Guds mand+ og at Jehovas ord i din mund er sandhed.“*+

Fodnoter

Betyder „min Gud er Jehova“. Hebr.: ’Elījaʹhu; LXX: „Eliu“; Vgc: „Elias“.
„fra Tisjbe“, LXX og ved en lille korrektion af M; MSyVg: „fra indbyggerne“.
El.: „for hvem jeg står til tjeneste“.
Ordr.: „foran“.
„Zarepta“ er navnets gr. form. På hebr. er formen „Zarefat“.
El.: „ikke et sted (med forråd) at vende mig til“.
Ordr.: „to“.
Ordr.: „Hvad [er der] til mig og til dig?“ Et hebr. idiom; et afvisende spørgsmål. Se Till. 7B.
„Men Elias sagde til kvinden“, LXX.
El.: „er sandt“. Hebr.: ’æmæthʹ.