Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Krønikebog 29:1-30

29  Kong David sagde nu til hele menigheden:+ „Min søn Salomon, den ene som Gud har udvalgt,+ er ung+ og ufærdig, og arbejdet er stort; for borgen* er ikke til et menneske,+ men til Jehova Gud.  Og af al min kraft+ har jeg til min Guds hus skaffet guld+ til veje+ til guldarbejdet og sølv til sølvarbejdet og kobber til kobberarbejdet, jern+ til jernarbejdet og tømmer+ til tømrerarbejdet; onykssten,+ og sten til at indfatte i hård mørtel, samt mosaiksten og alle slags kostbare sten, og alabaststen i mængde.  Og desuden, da jeg glæder+ mig over min Guds hus: jeg har en særlig ejendom+ af guld og sølv — den giver jeg til min Guds hus som noget ekstra foruden alt hvad jeg har skaffet til veje til det hellige hus:+  tre tusind talenter guld, af ofirguld,+ og syv tusind talenter lutret sølv, til at overtrække husenes vægge med;  det er guld til guldarbejdet og sølv til sølvarbejdet og til alt hvad der skal forarbejdes af kunsthåndværkere. Hvem fylder nu sin hånd med frivillige gaver til Jehova i dag?“+  Da kom fædrenehusenes*+ fyrster+ og Israels stammers fyrster+ og tusind- og hundredførerne+ samt øversterne over kongens arbejde+ frivilligt  og gav guld: fem tusind talenter* og ti tusind darejker,* og sølv: ti tusind talenter, og kobber: atten tusind talenter, og jern: et hundrede tusind talenter, til tjenesten i forbindelse med den [sande] Guds hus.+  Og var der nogen hos hvem der fandtes sten, gav de dem til Jehovas hus’ skatkammer i gersjonitten+ Je′hiels+ varetægt.  Så frydede folket sig over at de gav frivillige gaver, for det var med et helt hjerte de gav frivillige gaver til Jehova;+ og det var også til stor fryd for kong David.+ 10  Derpå velsignede+ David Jehova for øjnene af hele menigheden,+ og David sagde: „Måtte du være velsignet,+ Jehova, vor fader Israels Gud,+ fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid. 11  Dig, Jehova, tilhører storheden+ og styrken+ og hæderen+ og glansen+ og værdigheden;+ for alt i himmelen og på jorden [er dit].+ Dig tilhører riget,+ Jehova, og du løfter dig som hoved over alle.+ 12  Rigdommen+ og herligheden+ skyldes dig, og du hersker*+ over alt; og i din hånd er der kraft+ og styrke,+ og det er i din hånd at gøre stor+ og at gøre alle stærke.+ 13  Og nu, vor Gud, takker vi dig+ og lovsynger+ dit hæderværdige+ navn. 14  Men hvem er jeg+ og hvem er mit folk at vi skulle have den fornødne kraft til at give sådanne frivillige gaver?+ For det kommer fra dig alt sammen,+ og det er fra din egen hånd vi har givet dig det. 15  Og vi bor som udlændinge for dit ansigt og er indvandrere+ som alle vore forfædre. Som en skygge er vore dage på jorden+ og uden håb. 16  Jehova vor Gud, hele denne overflod som vi har skaffet til veje for at bygge dig et hus for dit hellige navn, fra din hånd kommer det, og dig tilhører det hele.+ 17  Og jeg ved, min Gud, at du ransager hjertet+ og at det er retskaffenhed du godkender.+ Jeg selv har med et retskaffent hjerte givet alle disse frivillige gaver, og nu har jeg med fryd set dit folk som er til stede her, give dig frivillige gaver. 18  Jehova, vore forfædre Abraham, Isak og Israels Gud,+ bevar til fjerne tider denne tilbøjelighed i dit folks hjertes tanker,+ og vend deres hjerte mod dig.+ 19  Og giv min søn Salomon et helt hjerte+ så han overholder dine bud,+ dine vidnesbyrd*+ og dine forordninger,+ og udfører alt og bygger borgen+ som jeg har truffet forberedelser til.“+ 20  David sagde videre til hele menigheden:+ „Velsign+ nu Jehova jeres Gud.“ Da velsignede hele menigheden Jehova, deres forfædres Gud, og bøjede+ sig og kastede sig ned+ for Jehova og for kongen. 21  Derpå bragte+ de slagtofre til Jehova og ofrede brændofre+ til Jehova dagen efter den dag, tusind tyre, tusind væddere, tusind vædderlam og deres drikofre,+ ja, slagtofre i mængde for hele Israel.+ 22  Og de spiste og drak for Jehovas ansigt den dag med stor fryd,+ hvorpå de gjorde Davids søn Salomon til konge+ for anden gang og salvede ham for Jehova til at være fører+ og Za′dok+ til at være præst. 23  Så satte Salomon sig på Jehovas trone+ som konge i sin fader Davids sted, og tingene lykkedes for ham,+ og alle israelitterne adlød ham. 24  Alle fyrsterne+ og de vældige krigere+ og også alle kong Davids sønner+ underkastede sig kong Salomon.* 25  Og Jehova gjorde Salomon overmåde stor+ for øjnene af hele Israel og gav ham en kongelig værdighed som ingen konge havde haft før ham i Israel.+ 26  Hvad angår David, I′sajs søn, regerede han over hele Israel,+ 27  og de dage han regerede over Israel udgjorde fyrre år.+ I He′bron regerede han i syv år,+ og i Jerusalem regerede han i treogtredive.+ 28  Så døde han i en god alderdom,+ mæt af dage, rigdom+ og ære,+ hvorpå hans søn Salomon blev konge i hans sted.+ 29  Og kong Davids historie fra først til sidst, se, derom står der skrevet blandt seeren*+ Samuels ord og blandt profeten Natans+ ord og blandt seeren* Gads+ ord, 30  sammen med alt om hans kongedømme og hans styrke og de tider+ som var gået hen over ham og Israel og alle landenes riger.+

Fodnoter

El.: „templet“. Hebr.: habbīrah′.
Ordr.: „fædrenes“.
Ca. kr. 14 milliarder ved en guldpris på ca. kr. 80 pr. g (US$ 350 pr. ounce troy-vægt). Se Till. 8A.
En persisk guldmønt. Se Till. 8A.
„hersker“. Hebr.: mōsjel′. Se Sl 103:22, hvor en form af det beslægtede sb. mæmsjalah′, „herredømme“, „suverænitet“ forekommer.
El.: „formaninger“.
Ordr.: „(de) gav (lagde) [deres] hånd under Salomon kongen“. Jf. 1Mo 24:2; 1Mo 47:29.
seeren“. Hebr.: haro’æh′, af verbet ra’ah′, „at se“, bogstaveligt el. i overført betydning.
seeren“. Hebr.: hachozæh′, dvs. en der ser et syn fra Gud, om noget skjult eller noget fremtidigt.