Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Vend tilbage til Jehova

 DEL 2

Bekymringer – “Vi trænges på enhver måde”

Bekymringer – “Vi trænges på enhver måde”

“Efter 25 års ægteskab blev min mand og jeg skilt. Mine børn forlod sandheden. Jeg fik også alvorlige problemer med helbredet. Så blev jeg ramt af depression. Det var som om hele min verden var styrtet i grus, og jeg kunne ikke længere overskue noget som helst. Jeg holdt op med at komme til møderne og gå i forkyndelsen.” – June.

ALLE oplever bekymringer, også Guds tjenere. “Der var mange foruroligende tanker i mit indre,” skrev salmisten. (Salme 94:19) Og Jesus forudsagde at “det daglige livs bekymringer” ville gøre det ekstra svært at tjene Jehova i de sidste dage. (Lukas 21:34) Hvad med dig? Føler du dig nogle gange overvældet af familieproblemer eller måske problemer med helbredet eller økonomien? Hvordan kan Jehova hjælpe dig til at klare det?

“Den kraft som er ud over det normale”

Det kan være meget svært at stå alene med sine bekymringer. Apostlen Paulus skrev: “Vi trænges på enhver måde, ... vi er i vildrede, ... vi er kastet omkuld.” Men som han også skrev, har vi “ikke så kneben plads at vi ikke kan røre os”, vi er “ikke helt uden udvej”, og vi er “ikke slået ihjel”. Hvad sætter os i stand til at holde ud? “Den kraft som er ud over det normale” – den styrke som vi kan få fra den Almægtige, Jehova Gud. – 2 Korinther 4:7-9.

Overvej hvordan du tidligere har fået “den kraft som er ud over det normale”. Husker du et opmuntrende foredrag der gav dig en dybere forståelse af Jehovas loyale kærlighed? Styrkede det din tro på Jehovas løfter at fortælle andre om det kommende paradis? Når vi overværer møderne og taler med andre om vores tro, giver det os styrke til at klare bekymringer, og vi får indre fred så vi kan tjene Jehova med glæde.

“Smag og se at Jehova er god”

Ikke desto mindre føler du måske at der bliver hevet i dig fra alle sider. For eksempel beder Jehova os om at søge Riget først og bevare en god åndelig rutine. (Mattæus 6:33; Lukas 13:24) Men hvad nu hvis du er drænet for kræfter på grund af modstand, dårligt helbred eller familieproblemer? Eller hvad hvis dit arbejde tager den tid og energi som du ellers ville have brugt på menigheden? Når der bliver stillet mange krav til en og man har for lidt tid og energi til at imødekomme dem, kan det hele komme til at virke uoverskueligt. Måske har du ligefrem spekuleret på om Jehova forventer for meget af dig.

Du kan være sikker på at Jehova forstår din situation. Han forventer aldrig mere af os end vi kan klare. Og han ved at vi har brug for tid til at komme os oven på en fysisk eller psykisk belastning. – Salme 103:13, 14.

Tænk engang på hvordan Jehova tog sig af profeten Elias. Hvordan reagerede Jehova da Elias blev så modløs og bange at han flygtede ud i ørkenen? Gav han profeten en reprimande og beordrede ham tilbage til sin opgave? Nej, bestemt ikke! To gange sendte Jehova en engel, der blidt vækkede Elias og gav ham noget at spise. Men 40 dage senere var Elias stadig bekymret og bange. Hvad gjorde Jehova mere for at hjælpe ham? Først demonstrerede han sin magt for at vise at han kunne beskytte Elias.  Derefter opmuntrede han Elias med “en rolig, sagte stemme”. Til sidst fortalte Jehova at der var flere tusind andre der tjente ham loyalt. Kort efter var Elias igen travlt optaget af sin gerning som profet. (1 Kongebog 19:1-19) Hvad lærer det os? Da Elias var overvældet af bekymringer, viste Jehova ham omsorg og tålmodighed. Jehova har ikke forandret sig. Han viser os en lignende omsorg.

Det er vigtigt at du er realistisk når du vurderer hvor meget du kan give Jehova. Du skal ikke sammenligne det du magter i dag, med det du kunne klare før i tiden. Det kan illustreres med en løber der har holdt pause fra sin træning i flere måneder eller måske år. Når han begynder at træne igen, vil han ikke med det samme kunne løbe lige så langt som før. Han sætter sig derimod nogle mindre mål der kan hjælpe ham til at genvinde sin styrke og udholdenhed. Jehovas tjenere er også en slags løbere, og de træner med et klart mål for øje. (1 Korinther 9:24-27) Måske kunne du sætte dig et enkelt åndeligt mål som virker overkommeligt, for eksempel at overvære et møde i rigssalen. Bed Jehova om hjælp til at nå dit mål. Efterhånden som du genvinder din åndelige styrke, vil du ‘smage og se at Jehova er god’. (Salme 34:8) Husk at det du gør for at vise din kærlighed til Jehova – uanset hvor lidt det måtte være – har stor værdi i hans øjne. – Lukas 21:1-4.

Jehova forventer aldrig mere af os end vi kan klare

“Lige det skub jeg havde brug for”

Hvordan styrkede Jehova June så hun kunne vende tilbage til ham? Hun fortæller: “Jeg blev ved med at bede Jehova om at hjælpe mig. På et tidspunkt fortalte min svigerdatter mig om et stævne der skulle holdes i nærheden. Jeg besluttede mig for at komme til den ene af stævnedagene. Hvor var det fantastisk at være tilbage blandt Jehovas folk! Stævnet gav mig lige det skub jeg havde brug for. Nu er jeg igen en glad tjener for Jehova, og mit liv har fået en dybere mening. Det er gået op for mig at jeg ikke skal isolere mig eller forsøge at klare alting på egen hånd. Jeg er dybt taknemmelig for at Jehova gav mig tid til at komme tilbage.”

Lær mere

Hold dig nær til Jehova

Hvordan kan vi holde os nær til Gud ved at bevare det rette syn på elektronisk udstyr, sundhed, penge og stolthed?