Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Efterlign deres tro

 KAPITEL TRETTEN

Han lærte af de fejl han begik

Han lærte af de fejl han begik

1, 2. (a) Hvad havde Jonas bragt over sig selv og søfolkene på skibet? (b) Hvordan kan Jonas’ beretning hjælpe os?

JONAS ønskede at han kunne lukke de forfærdelige lyde ude. Det var ikke bare lyden af den voldsomme vind der hylede i skibets rigning; heller ikke larmen fra de enorme bølger som bankede mod skibets skrog og fik hvert eneste stykke tømmer til at knage og brage. Nej, for Jonas var det langt værre at høre råbene fra skibsføreren og hans besætning som kæmpede for at holde skibet oven vande. Jonas var overbevist om at mændene ville dø — og det var alt sammen hans skyld!

2 Hvordan var Jonas havnet i denne fortvivlede situation? Han havde begået en alvorlig fejl over for sin Gud, Jehova. Hvad havde han gjort? Var det helt umuligt at rette op på situationen? Vi kan lære meget af svarene på disse spørgsmål. For eksempel hjælper beretningen om Jonas os til at se at selv de der har ægte tro, kan komme på afveje — men også at de kan gøre fejlen god igen.

En profet fra Galilæa

3-5. (a) Hvad fokuserer folk ofte på når de tænker på Jonas? (b) Hvad ved vi om Jonas’ baggrund? (Se også fodnoten). (c) Hvorfor var Jonas’ profetgerning vanskelig og ubehagelig?

3 Når man tænker på Jonas, fokuserer man ofte på hans negative sider, som for eksempel at han var ulydig og stædig. Men der er meget andet at sige om Jonas. Husk at Jonas var udvalgt til at virke som profet for Jehova Gud. Jehova ville ikke have valgt Jonas til så vigtig en opgave hvis han havde været troløs eller uretfærdig.

Jonas havde ikke kun negative sider

4 I Bibelen får vi lidt at vide om Jonas’ baggrund. (Læs 2 Kongebog 14:25). Jonas var fra Gat-Hefer, bare fire kilometer fra Nazaret,  den by hvor Jesus omkring 800 år senere voksede op. * Jonas virkede som profet i tistammeriget Israel i kong Jeroboam II’s regeringstid. Det var efterhånden mange år siden at Elias var død, og hans efterfølger, Elisa, var død i Jeroboams fars regeringstid. Og selvom Jehova havde brugt disse profeter til at fjerne ba’alsdyrkelsen, var israelitterne igen kommet på afveje. Landet var nu under indflydelse af en konge som „gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne“. (2 Kong. 14:24) Så Jonas’ profetgerning må have været meget vanskelig og ubehagelig. Ikke desto mindre udførte han den trofast.

5 En dag tog Jonas’ liv imidlertid en uventet drejning. Jehova gav ham en opgave som han syntes var utrolig vanskelig. Hvad var det Jehova bad ham om at gøre?

„Bryd op, gå til Nineve“

6. Hvilken opgave fik Jonas af Jehova, og hvorfor må den have virket skræmmende?

6 Jehova sagde til Jonas: „Bryd op, gå til Nineve, den store by, og udråb for den at dens ondskab er steget op for mit ansigt.“ (Jon. 1:2) Det er ikke svært at se hvorfor denne opgave må have virket skræmmende. Nineve lå omkring 800 kilometer mod øst, en rejse over land der nok ville tage omkring en måned til fods. Men strabadserne ved en sådan rejse kan have virket som den letteste del af opgaven. I Nineve skulle Jonas nemlig overbringe Jehovas domsbudskab til assyrerne, som var berygtede for deres vold og brutalitet. Hvis der var mange blandt Guds eget folk der ikke ville lytte, hvilken reaktion kunne han så forvente fra disse hedninger? Hvordan skulle en tjener for Jehova kunne udrette noget helt alene i den enorme by Nineve, der senere blev kendt som „den blodskyldige by“? — Nah. 3:1, 7.

7, 8. (a) Hvor opsat var Jonas på at slippe for den opgave Jehova havde givet ham? (b) Hvorfor skal vi ikke stemple Jonas som en kujon?

7 Måske har det været sådan nogle tanker der gik gennem Jonas’ hoved. Vi ved det ikke. Men det vi ved, er at han flygtede. Jehova havde sendt ham mod øst, men Jonas drog mod vest, så langt vestpå han kunne komme. Han tog ned til kysten, til havnebyen Joppe, hvor han fandt et skib der skulle til Tarsis. Nogle bibelkommentatorer siger at Tarsis lå i Spanien. Hvis det er tilfældet, tog  Jonas ud på en rejse der ville føre ham over 3.500 kilometer væk fra Nineve. En sådan sørejse til den fjerneste ende af Det Store Hav ville tage helt op til et år. Så opsat var Jonas på at slippe for at udføre den opgave Jehova havde givet ham! — Læs Jonas 1:3.

8 Kan vi hermed konstatere at Jonas var en kujon? Vi skal nok passe på ikke at dømme ham for hurtigt, for som vi vil se, var han i besiddelse af et bemærkelsesværdigt mod. Men ligesom os var Jonas et ufuldkomment menneske med mange svagheder at kæmpe med. (Sl. 51:5) Hvem af os har ikke fra tid til anden måttet kæmpe med frygt?

9. Hvordan kan vi nogle gange have det når Jehova kræver noget af os, og hvilken sandhed må vi i så fald huske på?

9 Nogle gange beder Gud os om at gøre noget som vi synes er vanskeligt, måske endda umuligt. Vi kan endda synes at det virker skræmmende at forkynde den gode nyhed om Guds rige, som det forventes af kristne. (Matt. 24:14) Vi kan let glemme den dybe sandhed som Jesus pegede på med ordene: ’Alle ting er mulige for Gud.’ (Mark. 10:27) Hvis vi indimellem kan glemme dette, kan vi måske bedre sætte os ind i hvordan Jonas må have haft det. Hvad skete der da Jonas flygtede?

Jehova tugter sin egensindige profet

10, 11. (a) Hvad må Jonas have håbet på da skibet lagde fra kaj? (b) Hvilken farlig situation kom skibet og besætningen ud i?

10 Jonas befandt sig nu på skibet, sandsynligvis et fønikisk fragtskib. Han så hvordan skibsføreren og hans besætning arbejdede på at få deres fartøj fra kaj og ud på det åbne hav. Og efterhånden som skibet kom længere og længere væk fra kysten, som til sidst helt forsvandt af syne, må Jonas have håbet at han nu slap for at udføre den farlige opgave han gruede for. Men pludselig slog vejret om.

11 Stærke vinde bragte havet i oprør indtil himmel og hav stod i ét. Bølgerne var så høje at selv et moderne skib ville have virket lille. Det kan ikke have taget lang tid før denne træbåd har syntes frygtelig lille og skrøbelig, prisgivet det oprørte hav med tårnhøje bølger og dybe bølgedale. Forstod Jonas på dette tidspunkt det han senere skrev — at det var „Jehova [der] kastede en vældig vind mod havet“? Vi ved det ikke. Han så dog at matroserne begyndte at råbe om hjælp, hver til sin gud, og han vidste at der ingen hjælp ville komme fra den kant. (3 Mos. 19:4) Hans beretning lyder: „Skibet var nær ved at blive knust.“ (Jon. 1:4) Og hvordan kunne Jonas bede til den Gud han var på flugt fra?

12. (a) Hvorfor skal vi ikke være for hurtige til at dømme Jonas fordi han sov mens stormen rasede? (Se også fodnoten). (b) Hvordan viste Jehova hvad der var årsag til den katastrofale situation?

 12 Jonas følte sig magtesløs og gik ned under skibets dæk, hvor han fandt et sted at lægge sig. Han faldt hurtigt i en dyb søvn. * Skibsføreren fandt Jonas, vækkede ham og tilskyndede ham til at bede til sin gud, ligesom alle de andre gjorde. Sømændene var sikre på at der var noget overnaturligt ved stormen og kastede derfor lod for at se hvem af mændene om bord der kunne være skyld i den katastrofale situation. Med hjertet i halsen så Jonas at lodderne udelukkede den ene mand efter den anden. Til sidst blev sandheden åbenbar. Det var Jehova der forårsagede stormen på grund af Jonas og fik loddet til at falde netop på ham! — Læs Jonas 1:5-7.

13. (a) Hvad indrømmede Jonas over for sømændene? (b) Hvad opfordrede Jonas sømændene til at gøre, og hvorfor?

13 Jonas fortalte nu sømændene det hele. Han var en tjener for den almægtige Gud, Jehova. Det var denne Gud han var på flugt fra og havde været ulydig mod, og det var grunden til at de befandt sig i denne frygtelige situation. Mændene var skrækslagne; Jonas kunne ligefrem se rædselen i deres øjne. De spurgte ham hvad de skulle gøre med ham for at redde skibet og deres liv. Hvad svarede han? Jonas må have gyst ved tanken om at skulle drukne i det kolde, oprørte hav. Men hvordan kunne han lade disse mænd dø på denne måde når han vidste at han kunne redde dem? Derfor sagde han: „Løft mig op og kast mig i havet; så falder havet til ro for jer; for jeg véd at jeg er skyld i at denne vældige storm er kommet over jer.“ — Jon. 1:12.

14, 15. (a) Hvordan kan vi efterligne Jonas’ tro? (b) Hvordan reagerede sømændene på Jonas’ opfordring?

14 Det er ikke ligefrem noget en kujon ville sige, vel? Det må have gjort Jehova varm om hjertet at se Jonas’ modige, selvopofrende indstilling i dette skæbnesvangre øjeblik. Her ser vi tydeligt hvor stærk en tro Jonas havde. I dag kan vi efterligne hans tro ved at tænke mere på andre end på os selv. (Joh. 13:34, 35) Når vi ser nogen der har behov for hjælp, det være sig praktisk, følelsesmæssig eller åndelig hjælp, giver vi så af os selv ved at dække dette behov? Det vil glæde Jehova hvis vi gør det.

15 Måske følte sømændene sig også berørt af situationen, for til at begynde med nægtede de at smide ham over bord. I stedet  gjorde de alt hvad de kunne for at kæmpe sig igennem stormen — men forgæves. Uvejret blev bare endnu voldsommere. Til sidst indså de at de ikke havde noget valg. De råbte til Jonas’ Gud, Jehova, om at have barmhjertighed med dem. Derefter løftede de Jonas op og kastede ham ud over rælingen og ned i havet. — Jon. 1:13-15.

På Jonas’ opfordring løftede sømændene ham op og kastede ham i havet

Jonas vises barmhjertighed og reddes

16, 17. Beskriv hvad der skete med Jonas efter at han var blevet kastet over bord. (Se også billederne).

16 Jonas sank ned i det brusende hav. Måske kæmpede han en kort tid for at holde sig oven vande alt imens han så skibet sejle væk i et kaos af frådende bølger og skumsprøjt. Men de enorme brodsøer skyllede hen over ham og tvang ham ned under vandet. Han sank længere og længere ned og troede at alt håb var ude.

17 Jonas beskrev senere hvordan han følte det på dette tidspunkt. Flygtige billeder gled forbi hans indre blik. Med sorg tænkte han på at han aldrig mere skulle se Jehovas smukke tempel i Jerusalem. Han havde følelsen af at han sank helt ned på bunden af  havet, til fødderne af bjergene, og blev viklet ind i tang. Dette syntes at være hans endeligt, hans grav. — Læs Jonas 2:2-6.

18, 19. Hvad skete der med Jonas i havets dyb, og hvem stod bag disse hændelser? (Se også fodnoten).

18 Men vent! Ikke langt fra ham var der noget som bevægede sig — et kæmpestort, mørkt levende væsen. Truende kom det direkte imod ham. Et stort gab åbnede sig, omsluttede ham og slugte ham!

Jehova ’sørgede for at en stor fisk slugte Jonas’

19 Nu var det forbi. Og dog, Jonas mærkede noget helt utroligt. Han var stadig i live! Han var hverken knust, fordøjet eller død af iltmangel. Nej, han trak stadig vejret, skønt han befandt sig i det der normalt ville være blevet hans grav. Langsomt blev Jonas fyldt med ærefrygt. Der var ingen tvivl om at det var hans Gud, Jehova, der havde ’sørget for at en stor fisk slugte ham’. * — Jon. 1:17.

20. Hvad kan vi lære om Jonas af den bøn han bad mens han befandt sig i den store fisk?

20 Sekunder blev til minutter, og minutter blev til timer. Dér, i det dybeste mørke Jonas nogen siden havde oplevet, formede han sine tanker i en bøn til Jehova Gud. Hans bøn, som vi finder i sin fulde ordlyd i kapitel to i Jonas’ Bog, er meget sigende. Den viser at Jonas havde stor indsigt i Skrifterne, for han refererer ofte til Salmerne. Bønnen afslører også en vigtig egenskab, nemlig taknemmelighed. Jonas slutter bønnen med ordene: „Jeg vil med højlydt taksigelse bringe slagtofre til dig. Hvad jeg har lovet, vil jeg holde. Frelsen tilhører Jehova.“ — Jon. 2:9.

21. Hvad lærte Jonas om frelse, og hvilken vigtig sandhed må vi huske på?

21 Dér, på det mest usandsynlige sted, „i fiskens indre“, lærte Jonas at Jehova er i stand til at udfri hvem som helst, hvor som helst og når som helst. Selv dér fandt Jehova sin nedtrykte tjener og frelste ham. (Jon. 1:17) Kun Jehova kunne bevare et menneske i live og uskadt i tre dage og tre  nætter i bugen på en stor fisk. Det er godt for os i dag at huske at Jehova er „den Gud i hvis hånd [vores] åndedræt er“. (Dan. 5:23) Vi skylder ham selve vores eksistens, ja, hvert et åndedrag. Er vi ikke taknemmelige for det? Skylder vi ham da ikke også vores lydighed?

22, 23. (a) Hvordan blev Jonas’ taknemmelighed snart sat på prøve? (b) Hvad kan vi lære af Jonas i forbindelse med at begå fejl?

22 Hvad med Jonas? Lærte han at vise sin taknemmelighed over for Jehova ved at være lydig? Ja, det gjorde han. Efter tre dage og tre nætter svømmede fisken helt ind til kysten og „spyede Jonas op på det tørre land“. (Jon. 2:10) Tænk engang — efter alt dette behøvede Jonas ikke engang at svømme i land. Han skulle selvfølgelig selv finde vej fra stranden, hvor den end var. Men der skulle ikke gå lang tid før hans taknemmelighed blev sat på prøve. I Jonas 3:1, 2 står der: „Derpå kom Jehovas ord til Jonas for anden gang, og det lød: ’Bryd op, gå til Nineve, den store by, og udråb den kundgørelse for den som jeg siger dig.’“ Hvad gjorde Jonas?

23 Jonas tøvede ikke. Vi læser: „Så brød Jonas op og gik til Nineve i overensstemmelse med Jehovas ord.“ (Jon. 3:3) Ja, han adlød. Det er tydeligt at han havde lært af sine fejl. Det er endnu et område hvor vi kan efterligne Jonas’ tro. Vi synder alle sammen; vi begår alle sammen fejl. (Rom. 3:23) Giver vi op, eller lærer vi af vores fejl for igen lydigt at tjene Gud?

24, 25. (a) Hvilken belønning fik Jonas mens han endnu levede? (b) Hvilken velsignelse venter der Jonas i fremtiden?

24 Blev Jonas belønnet af Jehova for sin lydighed? I allerhøjeste grad! For det første ser det ud til at Jonas senere fandt ud af at sømændene havde overlevet. Umiddelbart efter Jonas’ selvopofrende handling stilnede stormen af, og sømændene blev „grebet af stor frygt for Jehova“ og ofrede et slagtoffer til ham i stedet for til deres falske guder. — Jon. 1:15, 16.

25 Langt senere kom en endnu større belønning. Jesus brugte Jonas’ tid i fisken som et profetisk billede på sin egen tid i graven, eller Sheol. (Læs Mattæus 12:38-40). Der er ingen tvivl om at Jonas vil blive lykkelig over at høre dette når han bliver oprejst til liv her på jorden. (Joh. 5:28, 29) Jehova ønsker også at velsigne dig. Vil du, ligesom Jonas, lære af dine fejl, vise lydighed og have en selvopofrende indstilling?

^ par. 4 At Jonas kom fra en by i Galilæa, er interessant fordi farisæerne med henvisning til Jesus arrogant sagde: „Ransag og se at der ikke skal fremstå nogen profet i Galilæa.“ (Joh. 7:52) Mange oversættere og forskere mener at farisæerne her foretog en grov generalisering ved at sige at ingen profet nogen sinde var kommet eller ville komme fra det ubetydelige Galilæa. Hvis forskerne har ret, så ignorerede farisæerne de historiske kendsgerninger såvel som profetien. — Es. 9:1, 2.

^ par. 12 Septuaginta understreger hvor dybt Jonas sov, ved at tilføje at han snorkede. Men frem for at se Jonas’ søvn som et udtryk for ligegyldighed, må man huske at trangen til at sove nogle gange kan overmande en hvis man er meget nedtrykt. For eksempel fandt Jesus, under sine sidste kvalfulde timer i Getsemane Have, Peter, Jakob og Johannes „døsende af bedrøvelse“. — Luk. 22:45.

^ par. 19 I den græske oversættelse blev det hebraiske udtryk for „fisk“ gengivet med „søuhyre“, „stor fisk“. Det er ikke muligt at fastslå hvilket havdyr det var der slugte Jonas, men man har set hajer i Middelhavet som er store nok til at kunne sluge et menneske. Der findes endnu større hajer andre steder; hvalhajen kan for eksempel blive op til 15 meter lang — måske endda længere!