Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Efterlign deres tro

 KAPITEL FJORTEN

Han lærte at vise barmhjertighed

Han lærte at vise barmhjertighed

1. Hvilken rejse skulle Jonas ud på, og hvilken indstilling havde han til det sted han var på vej hen til?

JONAS ville få rigelig tid til at tænke over tingene. Han skulle ud på en 800 kilometer lang rejse over land som ville tage ham omkring en måned eller mere at foretage. Først måtte han vælge hvilken rute han ville følge. Skulle det være den korteste eller den sikreste? Og så måtte han ellers vandre af sted i et støt og roligt tempo gennem utallige dale og bjergpas. Han måtte sandsynligvis gå langs den vældige Syriske Ørken, krydse floder som den mægtige Eufrat og finde overnatningssteder blandt fremmede i byer og landsbyer i Aram, Mesopotamien og Assyrien. Som dagene gik, kredsede hans tanker om målet for hans rejse, den by han frygtede så meget, og som han kom nærmere for hvert skridt han tog — Nineve.

2. Hvordan havde Jonas lært at han ikke kunne flygte fra sin tildelte opgave?

2 Én ting stod helt klart for Jonas. Han kunne ikke vende om og flygte fra sin tildelte opgave, som han tidligere havde forsøgt. Som vi så i det foregående kapitel, lærte Jehova tålmodigt Jonas noget vigtigt ved at forårsage en vældig storm på havet og derefter sørge for at Jonas blev reddet ved hjælp af en stor fisk. Tre dage senere var det en mere lydig og føjelig mand fisken spyede op på stranden. — Jonas, kap. 1 og 2.

3. Hvilken egenskab havde Jehova vist over for Jonas, og hvilket spørgsmål afføder det?

3 Da Jehova for anden gang gav Jonas befaling til at drage til Nineve, tog Jonas  lydigt af sted på den lange rejse mod øst. (Læs Jonas 3:1-3). Men havde tugten fra Jehova fået ham til fuldstændig at ændre indstilling? Jehova havde for eksempel vist ham barmhjertighed ved at redde ham fra at drukne, undlade at straffe ham for hans oprørskhed og give ham endnu en chance for at udføre sin profetgerning. Havde Jonas efter alt dette lært at vise andre barmhjertighed? Det er ofte svært for ufuldkomne mennesker at lære at vise barmhjertighed. Lad os se hvad vi kan lære af den videre beretning om Jonas.

Et domsbudskab og en overraskende reaktion

4, 5. Hvorfor omtalte Jehova Nineve som „den store by“, og hvad lærer det os om ham?

Jonas havde ikke samme syn på Nineve som Jehova havde. Vi læser: „Nu var Nineve . . . for Gud en stor by.“ (Jon. 3:3) Tre gange i Jonas’ beretning citeres Jehova for at omtale Nineve som „den store by“. (Jon. 1:2; 3:2; 4:11) Hvorfor var denne by stor, eller vigtig, for Jehova?

 5 Nineve var en gammel by, en af de første som Nimrod grundlagde efter Vandfloden. Den omfattede øjensynlig flere andre byer og dækkede således et vældigt areal. Det tog tre dage at gå fra den ene ende af byen til den anden. (1 Mos. 10:11; Jon. 3:3) Nineve har været imponerende med sine prægtige templer, vældige mure og andre bygningsværker. Men det var ikke det der gjorde byen betydningsfuld i Jehovas øjne. Det der betød noget for ham, var indbyggerne. I forhold til andre byer på den tid havde Nineve en stor befolkning. Selvom indbyggerne handlede ondt, interesserede Jehova sig for dem. Han betragter det enkelte menneske som værdifuldt, og han ved at alle kan ændre sind og lære at gøre det rette.

Jonas så at Nineve var en stor, syndig by

6. (a) Hvorfor kan Jonas have syntes at Nineve var skræmmende? (Se også fodnoten). (b) Hvad lærer Jonas’ forkyndelse os om ham?

6 Da Jonas endelig gik ind i Nineve, har den store befolkning på 120.000 nok ikke gjort stedet mindre skræmmende. * Han vandrede en hel dag, og alt imens han kom længere og længere ind i denne storby der myldrede med mennesker, har han måske set sig om efter et passende og centralt sted hvor han kunne udbrede sit budskab. Hvordan kommunikerede han med indbyggerne? Havde han lært at tale assyrisk? Eller fik han ved et mirakel denne evne af Jehova? Vi ved det ikke. Det er muligt at Jonas overbragte budskabet på sit modersmål, hebraisk, og fik en tolk til at formidle det til ninevitterne. Under alle omstændigheder var hans budskab let at forstå og ville sikkert gøre ham temmelig upopulær. Det lød: „Kun fyrre dage til, så skal Nineve omstyrtes.“ (Jon. 3:4) Han forkyndte det frimodigt gentagne gange. Derved viste han en stærk tro og et forbløffende mod, egenskaber som også kristne i dag har meget brug for.

Jonas’ budskab var let at forstå og ville sikkert gøre ham temmelig upopulær

7, 8. (a) Hvordan reagerede ninevitterne på Jonas’ budskab? (b) Hvad gjorde Nineves konge som følge af Jonas’ proklamation?

Jonas’ budskab fangede ninevitternes opmærksomhed. Han havde uden tvivl forventet at de ville reagere fjendtligt og voldeligt, men i stedet skete der noget bemærkelsesværdigt. Folk hørte efter! Hans ord bredte sig som en løbeild. Og inden længe talte hele byen om Jonas’ domsprofeti. (Læs Jonas 3:5). Rig som fattig,  stærk som svag og ung som gammel, alle blev de grebet af anger og afholdt sig fra at spise. Der gik ikke længe førend kongen fik nys om folkets stærke reaktion.

Jonas havde brug for tro og mod for at forkynde i Nineve

8 Også kongen reagerede positivt på Jonas’ proklamation. Overvældet af gudsfrygt rejste han sig fra sin trone, tog sine fornemme kongelige klæder af, iførte sig den samme simple klædedragt som sine undersåtter og „satte sig i asken“. Derefter udstedte han sammen med sine „stormænd“ en befaling der ændrede fasten fra at være en spontan reaktion hos folket til at være noget der var påbudt af staten. Han befalede at alle skulle være klædt i sækkelærred, selv husdyrene. * Efter at han ydmygt havde erkendt at hans folk var skyldigt i at have øvet ondskab og vold, udtrykte han håb om at den sande Gud ville vise barmhjertighed når han så deres anger. Han sagde: „Hvem véd om ikke den sande Gud vil . . . vende sig fra sin brændende vrede, så vi ikke går til grunde?“ — Jon. 3:6-9.

9. Hvad har nogle kritikere betvivlet angående ninevitterne, men hvordan ved vi at kritikken er ubegrundet?

9 Nogle kritikere har betvivlet at ninevitterne kunne ændre indstilling så hurtigt. Men flere bibelforskere har peget på at en sådan reaktion harmonerer med at folk i den slags kulturer i oldtiden af natur var overtroiske og letbevægelige. At sådanne kritikere tager fejl, fremgår desuden af at selveste Jesus Kristus henviste til at ninevitterne havde ændret sind. (Læs Mattæus 12:41). Han vidste hvad han talte om, for han havde befundet sig i himlen og set det finde sted. (Joh. 8:57, 58) Vi må aldrig tro at det er umuligt for mennesker at ændre sind — uanset hvor onde vi synes de er. Det er kun Jehova der kan se hvad der bor i et menneskes hjerte.

Kontrasten mellem Guds barmhjertighed og menneskers strenghed

10, 11. (a) Hvordan reagerede Jehova på at ninevitterne ændrede sind? (b) Hvordan kan vi være sikre på at Jehovas dom ikke var forkert?

10 Hvordan reagerede Jehova på at ninevitterne ændrede sind? Jonas skrev senere: „Da den sande Gud så hvad de gjorde, at de  vendte om fra deres onde vej, fortrød den sande Gud den ulykke han havde talt om at volde dem, og voldte den ikke.“ — Jon. 3:10.

11 Vil det sige at Jehova mente at hans egen dom over Nineve var forkert? Nej. Bibelen siger at Jehovas retfærdighed er fuldkommen. (Læs 5 Mosebog 32:4). Jehova holdt simpelt hen op med at nære retfærdig harme mod ninevitterne. Han lagde mærke til den forandring der var sket med dem, og kunne se at det ikke længere ville være på sin plads at straffe dem. Tiden var nu inde for Gud til at vise barmhjertighed.

12, 13. (a) Hvordan viser Jehova at han er fleksibel, rimelig og barmhjertig? (b) Hvorfor var den profeti Jonas udtalte, ikke falsk?

12 Jehova er på ingen måde en streng, følelseskold og hård Gud, sådan som religiøse ledere ofte skildrer ham. Han er tværtimod fleksibel, rimelig og barmhjertig. Når han beslutter at straffe de onde, advarer han dem først gennem sine tjenere på jorden, for han ønsker at de onde skal gøre som ninevitterne — angre og ændre handlemåde. (Ez. 33:11) Jehova sagde til sin profet Jeremias: „Når som helst jeg taler mod en nation og mod et rige for at oprykke og nedbryde og ødelægge, og den nation så vender om fra sin ondskab som jeg har talt imod, vil jeg også fortryde den ulykke som jeg havde tænkt at fuldbyrde på den.“ — Jer. 18:7, 8.

Gud ønsker at de onde skal angre og ændre handlemåde, ligesom ninevitterne gjorde

13 Vil det sige at Jonas havde udtalt en falsk profeti? Nej, den tjente det formål at advare ninevitterne. De fik denne advarsel på grund af deres onde gerninger, som de så efterfølgende ophørte med. Hvis de på et senere tidspunkt begyndte at handle ondt igen, ville Gud eksekvere dommen over dem. Og det var netop hvad der skete. — Zef. 2:13-15.

14. Hvordan reagerede Jonas på at Jehova viste Nineve barmhjertighed?

14 Hvordan reagerede Jonas da tilintetgørelsen af Nineve ikke kom på det tidspunkt han havde forventet? Vi læser: „Det mishagede i høj grad Jonas, og han blev optændt af vrede.“ (Jon. 4:1) Jonas bad endda en bøn der lød som om han irettesatte den almægtige Gud! Jonas antydede at han skulle være blevet i sit hjemland. Han påstod at han hele tiden havde været klar over at Jehova ikke ville bringe ulykke over Nineve, og han brugte det endda som undskyldning for at han var flygtet til Tarsis. Derefter bad han om at dø. Han sagde at det var bedre for ham at dø end at leve. — Læs Jonas 4:2, 3.

15. (a) Hvad kan have ført til at Jonas var ved at blive bitter og at få ondt af sig selv? (b) Hvordan behandlede Jehova sin ulykkelige profet?

15 Hvad var det der plagede Jonas? Vi kender selvfølgelig ikke alle de tanker han gjorde sig, men vi ved at Jonas havde forkyndt  at Nineve ville blive tilintetgjort. Ninevitterne havde troet hans ord. Og nu blev byen ikke tilintetgjort. Var han bange for at blive til grin? Eller frygtede han at blive stemplet som en falsk profet? Uanset hvordan det forholdt sig, glædede han sig ikke over at folket havde ændret sind, eller over at Jehova havde vist dem barmhjertighed. Tværtimod var han tilsyneladende ved at blive fyldt med bitterhed, selvmedlidenhed og såret stolthed. Den barmhjertige Gud så imidlertid stadig noget godt i sin ulykkelige profet. I stedet for at straffe Jonas for hans mangel på respekt stillede Jehova ham blot et venligt men ransagende spørgsmål: „Er det med rette du er optændt af vrede?“ (Jon. 4:4) Svarede Jonas på spørgsmålet? Det siger den bibelske beretning ikke noget om.

16. Hvordan kunne nogle være uenige med Gud, og hvad kan beretningen om Jonas lære os?

16 Det er let for os at fordømme Jonas’ adfærd, men vi bør huske at det ikke er usædvanligt at ufuldkomne mennesker kan være uenige med Gud. Nogle synes måske at Jehova skulle have forhindret at en bestemt ulykke skete, eller at han med det samme skulle have straffet de onde. Andre synes måske endda at Gud skulle have gjort ende på hele denne verdensordning for længe siden. Når vi har et andet syn på noget end Jehova Gud har, kan beretningen om Jonas minde os om at det altid er vores synspunkt der skal justeres — aldrig Guds.

Jehova lærer Jonas at være barmhjertig

17, 18. (a) Hvad gjorde Jonas efter at have forladt Nineve? (b) Hvilken virkning havde Jehovas mirakel i forbindelse med flaskegræskarplanten på Jonas?

17 Den fortvivlede profet forlod Nineve. Han begav sig imidlertid ikke til sit hjemland, men til nogle bjerge mod øst, hvorfra der var udsigt over området. Her byggede han en lille løvhytte hvor han satte sig og ventede med blikket rettet mod Nineve. Måske klamrede han sig til et spinkelt håb om at se byen blive tilintetgjort. Hvordan kunne Jehova lære denne hårdhjertede mand at være barmhjertig?

18 I løbet af natten fik Jehova en flaskegræskarplante til at gro frem. Da Jonas vågnede, så han at de brede blade på den frodige plante gav mere skygge end hans skrøbelige hytte nogen sinde ville kunne give. Han kom i rigtig godt humør. „Jonas frydede sig højligt“ over planten, måske fordi han mente at den var kommet ved et mirakel, og at den derfor var et tegn på Guds velsignelse og godkendelse. Men Jehova ønskede ikke blot at befri Jonas for varmen og få ham til at holde op med at surmule. Han ønskede at  nå Jonas’ hjerte. Derfor udførte Gud endnu flere mirakler. Først fik han en orm til at stikke planten så den visnede. Derefter sendte han en „svidende østenvind“ indtil varmen næsten fik Jonas til at besvime. Jonas blev nu frygtelig nedtrykt, og igen bad han Gud om at måtte dø. — Jon. 4:6-8.

19, 20. Hvordan ræsonnerede Jehova med Jonas angående flaskegræskarplanten?

19 Igen spurgte Jehova Jonas om det var med rette at han var vred, denne gang over at flaskegræskarplanten var gået ud. I stedet for at indse at han havde fejlet, retfærdiggjorde Jonas sig selv. Han sagde: „Det er med rette jeg er optændt af vrede — til døden.“ Nu var alt klar til at Jehova kunne slå sin pointe fast. — Jon. 4:9.

Gud brugte en flaskegræskarplante til at lære Jonas at vise barmhjertighed

20 Gud ræsonnerede med Jonas og sagde at Jonas ynkedes over at en simpel plante var død, en plante der var vokset hurtigt op i løbet af natten, og som han hverken havde plantet eller fået til at gro. Derefter konkluderede Gud: „Skulle jeg så ikke ynkes over Nineve, den store by, hvori der er flere end et hundrede og tyve  tusind mennesker som ikke kender forskel på højre og venstre — foruden mange husdyr?“ — Jon. 4:10, 11. *

21. (a) Hvordan anvendte Jehova anskuelsesundervisning over for Jonas? (b) Hvordan kan beretningen om Jonas hjælpe os til at foretage en ærlig selvransagelse?

21 Kan du se hvad det var Jehova ville lære Jonas med denne anskuelsesundervisning? Jonas havde ikke gjort noget som helst for at tage sig af flaskegræskarplanten. Jehova, derimod, havde givet ninevitterne livet og havde sørget for dem, som han sørger for alle levende skabninger på jorden. Hvordan kunne Jonas dog regne en enkelt plante for mere værdifuld end 120.000 mennesker, foruden alle deres husdyr? Var forklaringen den at Jonas havde fået en selvisk tankegang? Han ynkedes jo kun over planten fordi han havde haft gavn af den. Og var hans motiv til at blive vred over at Nineve undgik tilintetgørelse, ikke også selvisk — et stolt ønske om at få ret og ikke tabe ansigt? Jonas’ beretning kan hjælpe os til at foretage en ærlig selvransagelse. Hvem af os kan sige sig fri for sådanne egoistiske tilbøjeligheder? Hvor kan vi være taknemmelige for at Jehova tålmodigt lærer os at være mere uselviske, mere medfølende, mere barmhjertige — ligesom han selv er!

22. (a) Hvilken virkning havde Jehovas vigtige belæring om barmhjertighed på Jonas? (b) Hvad har vi alle brug for at lære?

22 Det var en magtfuld belæring. Mon Jonas tog den til sig? Bogen der bærer hans navn, lader Jehovas spørgsmål stå ubesvaret. Nogle kritikere er måske utilfredse med at Jonas ikke svarer på det. Men sandheden er at det gør han. Og svaret er selve bogen. Der er flere vidnesbyrd om at Jonas skrev den bog der bærer hans navn. Forestil dig denne profet mens han er i færd med at skrive sin beretning da han var tilbage i sikkerhed i sit hjemland. Man kan næsten se ham for sig, en ældre, klogere og mere ydmyg mand der bedrøvet ryster på hovedet mens han skriver om sine fejl, sit oprør og om hvordan han stædigt nægtede at vise barmhjertighed. Jonas tog tydeligvis imod denne vigtige belæring fra Jehova. Han lærte at være barmhjertig. Vil vi også det? — Læs Mattæus 5:7.

^ par. 6 Man anslår at der i Samaria, hovedstaden i tistammeriget Israel, kan have været mellem 20.000 og 30.000 indbyggere på Jonas’ tid — mindre end en fjerdedel af Nineves indbyggertal. Det er muligt at Nineve i sin storhedstid har været den største by i verden.

^ par. 8 Denne detalje kan forekomme mærkværdig, men noget sådant var ikke uden fortilfælde i oldtiden. Den græske historiker Herodot skrev at da de gamle persere engang sørgede over at en vellidt general var afgået ved døden, lod de deres husdyr indgå i sørgeritualerne.

^ par. 20 Guds udtalelse om at disse mennesker ikke kendte forskel på højre og venstre, sigter til at de var helt uvidende om Guds normer.