Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Efterlign deres tro

 KAPITEL SEKS

Hun udøste sit hjerte for Gud i bøn

Hun udøste sit hjerte for Gud i bøn

1, 2. (a) Hvorfor var Hanna ulykkelig da hun forberedte sig til en rejse? (b) Hvad kan vi lære af beretningen om Hanna?

HANNA holdt sig travlt beskæftiget med forberedelserne til rejsen for at adsprede sine tanker. Det burde have været en glædens tid; hendes mand, Elkana, tog hvert år familien med til teltboligen i Silo for at tilbede Jehova. Jehovas hensigt var at det skulle være en anledning til at fryde sig. (Læs 5 Mosebog 16:15). Og Hanna havde sikkert lige fra barnsben glædet sig over at komme til disse højtider. Men hendes situation havde ændret sig i de senere år.

2 Hun var så heldig at have en mand der elskede hende. Men Elkana havde endnu en hustru. Hendes navn var Peninna, og hun var åbenbart meget opsat på at gøre livet surt for Hanna. Peninna havde udtænkt hvordan hun kunne gøre endog de årlige rejser til Silo til en lidelse for Hanna. Hvad gjorde hun? Og vigtigere endnu: Hvordan hjalp Hannas tro på Jehova hende til at klare situationer der ofte virkede fuldstændig håbløse? Hvis du står over for udfordringer der tapper dig for glæden ved livet, vil du nok føle dig særlig bevæget over beretningen om Hanna.

„Hvorfor gør dit hjerte ondt?“

3, 4. Hvilke to store problemer kæmpede Hanna med, og hvorfor var hvert af dem en udfordring?

3 Bibelen viser at Hanna kæmpede med to store problemer. Det ene kunne hun ikke gøre så meget ved, og det andet kunne hun slet ikke ændre på. For det første levede hun i et polygamt ægteskab, og medhustruen hadede hende. For det andet kunne hun ikke få børn. Barnløshed er et problem for enhver kvinde der længes efter at få børn, men på den tid og i det samfund hvor Hanna levede, var det noget der gav anledning til stor sorg og smerte. Enhver familie forventede at have børn der kunne videreføre familiens navn. Barnløshed blev betragtet som en skam og en vanære.

4 Hanna kunne måske have båret sin sorg med oprejst pande hvis ikke det havde været for Peninna. Det var ikke ideelt at være i et polygamt ægteskab. Rivalisering, strid og hjertesorg var hverdagskost.  Polygami var langt fra den oprindelige norm for ægteskabet som Gud havde fastsat i Edens Have, nemlig monogami. (1 Mos. 2:24) Bibelen maler således et lidet flatterende billede af polygami, og den gribende skildring af livet i Elkanas husstand er et af de markante penselstrøg i billedet.

5. Hvorfor ønskede Peninna at gøre Hanna ked af det, og hvordan gjorde hun det?

5 Hanna var den Elkana elskede højest. Ifølge jødisk overlevering giftede han sig først med Hanna og nogle år senere med Peninna. Uanset om det er tilfældet eller ej, fandt den dybt jaloux Peninna mange måder at chikanere sin rivalinde på. Peninnas store fordel i forhold til Hanna var at hun kunne få børn. Peninna fik det ene barn efter det andet, og for hver fødsel følte hun sig mere og mere betydningsfuld. I stedet for at have ondt af Hanna og trøste hende gned Peninna salt i såret. Bibelen siger at Peninna generede Hanna groft „for at gøre hende nedtrykt“. (1 Sam. 1:6) Peninna handlede med fuldt overlæg. Hun var ude på at såre Hanna, og det lykkedes.

Hanna var dybt ulykkelig over at hun ikke kunne få børn, og Peninna gjorde alt hvad hun kunne for at gøre livet surt for hende

6, 7. (a) Hvorfor har Hanna måske ladet være med at fortælle Elkana hele sandheden da han prøvede at trøste hende? (b) Var Hannas barnløshed et udtryk for at Jehova var utilfreds med hende? Forklar. (Se fodnoten).

Peninnas foretrukne tidspunkt at genere Hanna på var åbenbart når familien tog på den årlige rejse til Silo. Elkana gav Peninnas mange børn, „alle hendes sønner og døtre“, flere andele af det offer som var blevet bragt til Jehova. Men hans højtelskede Hanna fik sin egen særlige andel. Det fik den jaloux Peninna til at hovere over Hanna og genere hende så groft på grund af hendes barnløshed at den stakkels kvinde brød sammen i gråd og endda mistede appetitten. Elkana kunne ikke undgå at bemærke at hans kære Hanna var ulykkelig og ikke spiste noget, så han prøvede at trøste hende. „Hanna,“ sagde han, „hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke, og hvorfor gør dit hjerte ondt? Er jeg ikke mere værd for dig end ti sønner?“ — 1 Sam. 1:4-8.

7 Det skal siges til Elkanas ros at han forstod at Hannas nedtrykthed havde at gøre med hendes barnløshed. Og Hanna satte helt sikkert pris på at han forsikrede hende om sin kærlighed. * Men Elkana omtalte ikke Peninnas chikanerier,  og det fremgår heller ikke af den bibelske beretning at Hanna fortalte ham om dem. Måske indså hun at det kun ville gøre hendes situation værre hvis hun gjorde det. Ville Elkana virkelig gøre noget for at ændre forholdene? Og kunne Hanna ikke risikere at Peninna ville hade hende endnu mere, og at denne ondskabsfulde kvindes børn og tjenestefolk ville følge trop? Hanna ville blot komme til at føle sig mere og mere som en udstødt i sin egen husstand.

Da Hanna blev udsat for en dårlig behandling derhjemme, søgte hun trøst hos Jehova

8. Når man kommer ud for ondskabsfuldhed eller uretfærdighed, hvorfor er det da trøstende at vide at Jehova er en retfærdig Gud?

8 Uanset om Elkana kendte alt til Peninnas smålige og ondskabsfulde opførsel eller ej, så vidste Jehova Gud det hele. Hans ord afslører hvordan situationen virkelig var, hvilket tjener som en alvorlig advarsel for enhver der lader deres jalousi og had gå ud over andre. Men den der er uskyldig og fredeligt indstillet ligesom Hanna, kan finde trøst i bevidstheden om at retfærdighedens Gud vil gøre alting godt igen til sin fastsatte tid og på sin egen måde. (Læs 5 Mosebog 32:4). Måske var Hanna klar over dette, for hun vendte sig til Jehova for at få hjælp.

„Ikke længere indadvendt“

9. Hvad kan vi lære af at Hanna var villig til at tage til Silo selvom hun vidste hvordan Peninna ville opføre sig?

Tidligt om morgenen summede huset af aktivitet. Alle var ved at gøre sig klar til rejsen, også børnene. For at komme til Silo skulle den store familie rejse over 30 kilometer gennem Efraims bjergland. * Til fods ville turen tage en dag eller to. Hanna vidste hvordan Peninna ville opføre sig, men alligevel blev hun ikke hjemme. Derved blev hun et godt eksempel for Guds tjenere helt frem til i dag. Det vil aldrig være klogt af os at tillade andres dårlige opførsel at gribe forstyrrende ind i vores gudsdyrkelse. Hvis vi gjorde det, ville vi gå glip af netop de velsignelser der ville kunne styrke os til at holde ud.

10, 11. (a) Hvorfor begav Hanna sig til teltboligen så snart hun kunne? (b) Hvordan udøste Hanna sit hjerte for sin himmelske Far i bøn?

10 Efter en lang dags vandring ad snoede bjergveje nærmede den store familie sig Silo. Dér lå byen, på en høj der var næsten helt omkranset af lave bjerge. Efterhånden som de kom tættere på, tænkte Hanna sikkert en hel del over hvad hun ville sige i en bøn til Jehova. Da familien nåede frem, spiste de et måltid sammen. Hanna trak sig bort fra gruppen så snart hun kunne, og begav sig til Jehovas teltbolig. Ypperstepræsten Eli var der; han sad ved dørstolpen.  Men Hannas tanker kredsede kun om hendes Gud. Her ved teltboligen havde hun tillid til at Jehova ville høre hendes bøn. Selv hvis ingen andre fuldt ud forstod hendes ulykkelige situation, ville hendes Far i himlen kunne forstå den. De bitre følelser vældede op i hende, og hun begyndte at græde.

11 Mens Hannas hulken gennemrystede hendes krop, bad hun inden i sig selv til Jehova. Hendes læber bevægede sig mens hun i sit sind satte ord på sin smerte. Hun bad længe, idet hun udøste sit hjerte for sin Far. Men hun gjorde mere end blot at bede Gud om at opfylde hendes desperate ønske om at få et barn. Hanna ønskede ikke kun at blive velsignet af Gud, men også at give ham det hun kunne. Hun aflagde derfor et løfte om at hun, hvis hun fik en søn, ville overgive barnet til en livslang tjeneste for Jehova. — 1 Sam. 1:9-11.

12. Som det fremgår af Hannas eksempel, hvad skal vi da huske på i forbindelse med bøn?

12 Hanna er derved et eksempel for alle i Guds folk med hensyn til bøn. Jehova indbyder kærligt sine tjenere til frit at henvende sig til ham og at betro ham deres bekymringer ligesom et tillidsfuldt barn ville betro sig til en kærlig far eller mor. (Læs Salme 62:8; 1 Thessaloniker 5:17). Apostelen Peter blev inspireret til at skrive disse trøstende ord angående bøn til Jehova: „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Pet. 5:7.

13, 14. (a) Hvilken forhastet og forkert slutning drog Eli angående Hanna? (b) Hvordan var Hanna med sit svar til Eli et bemærkelsesværdigt eksempel i tro?

13 Mennesker er imidlertid ikke lige så forstående og medfølende som Jehova. Mens Hanna græd og bad, blev hun pludselig forskrækket over at høre en stemme. Det var Eli, ypperstepræsten, der havde siddet og iagttaget hende. Han sagde: „Hvor længe vil du gå rundt og være beruset? Bliv af med din rus!“ Eli havde lagt mærke til Hannas bævende læber, hendes hulken og hendes følelsesmæssige tilstand. I stedet for at spørge hende hvad der var galt, drog han den forhastede slutning at hun var beruset. — 1 Sam. 1:12-14.

14 Hvor må det have såret Hanna at hun midt i sin dybe kval også skulle udsættes for en fuldstændig grundløs anklage — og oven i købet fra en mand der havde så ærefuld en stilling! Alligevel er hun endnu en gang et bemærkelsesværdigt eksempel i tro. Hun lod ikke et menneskes ufuldkommenheder hindre hende i at tilbede Jehova. Hun svarede Eli respektfuldt og forklarede sin situation. Hertil sagde han, måske i et lidt mere afdæmpet og blidt tonefald: „Gå i fred; og måtte Israels Gud opfylde det ønske som du har bedt til ham om.“ — 1 Sam. 1:15-17.

15, 16. (a) Hvilken virkning havde det på Hanna at hun udøste sit hjerte for Jehova og tilbad ham ved teltboligen? (b) Hvordan kan vi følge Hannas eksempel når vi kæmper med negative følelser?

 15 Hvilken virkning havde det på Hanna at hun udøste sit hjerte for Jehova og tilbad ham ved hans teltbolig? Der siges: „Kvinden gik derpå sin vej; og hun spiste og var ikke længere indadvendt.“ (1 Sam. 1:18) Den danske autoriserede oversættelse siger her: „[Hun] så ikke længere bedrøvet ud.“ Hanna følte sig lettet. Hun havde på en måde lagt sin følelsesmæssige byrde over på nogle skuldre der var langt bredere og stærkere end hendes egne, nemlig sin himmelske Fars. (Læs Salme 55:22). Findes der et problem der er for stort for ham? Nej — det gjorde der ikke dengang, det gør der ikke i dag, og det vil der heller ikke gøre i fremtiden!

16 Når vi føler os tyngede af problemer, er modløse eller kede af det, gør vi vel i at følge Hannas eksempel og tale frit til ham som ifølge Bibelen „hører bøn“. (Sl. 65:2) Hvis vi gør dette i tro, vil vi måske også opleve at vores nedtrykthed bliver afløst af en indre fred, „Guds fred, som overgår al forstand“. — Fil. 4:6, 7.

„Der er ingen klippe som vor Gud“

17, 18. (a) Hvordan viste Elkana at han støttede Hanna i forbindelse med det løfte hun havde aflagt? (b) Hvad kunne Peninna ikke længere gøre ved Hanna?

17 Næste morgen vendte Hanna tilbage til teltboligen sammen med Elkana. Hun har sikkert fortalt ham om sin bøn og om sit løfte, for Moseloven sagde at en mand havde ret til at annullere et løfte hans kone havde aflagt uden hans samtykke. (4 Mos. 30:10-15) Men den trofaste Elkana tog ikke et sådant skridt. Derimod tilbad de sammen Jehova ved teltboligen inden de drog hjemad igen.

18 Hvornår mon Peninna blev klar over at hun ikke længere kunne bringe Hanna ud af fatning? Det siger beretningen ikke noget om, men udtrykket „ikke længere indadvendt“ antyder at Hannas humør blev bedre. Det ser i hvert fald ud til at det snart gik op for Peninna at hendes ondskabsfuldheder ikke længere havde nogen virkning. Bibelen nævner ikke hendes navn igen.

19. Hvordan blev Hanna velsignet, og hvordan viste hun at hun var klar over hvem der stod bag denne velsignelse?

19 Efterhånden som månederne gik, udviklede Hannas indre fred sig til jublende glæde. Hun var gravid! I sin glæde glemte Hanna ikke et øjeblik hvem der stod bag denne velsignelse. Da drengen blev født, gav hun ham navnet Samuel, der betyder „Guds navn“ og øjensynlig henviser til det at påkalde Guds navn, sådan som Hanna havde gjort. Det år drog hun ikke med Elkana og familien til Silo. Hun blev hjemme med sin lille søn i tre år indtil han var vænnet fra. Så samlede  hun styrke til den dag hun skulle skilles fra sit elskede barn.

20. Hvordan holdt Hanna og Elkana det løfte de havde givet Jehova?

20 Afskeden må ikke have været let. Hanna vidste selvfølgelig at Samuel ville blive passet godt i Silo, måske af nogle af de kvinder der tjente ved teltboligen. Men han var trods alt meget lille, og hvilken mor ville ikke savne at være sammen med sit barn? Alligevel tog Hanna og Elkana af sted med drengen, og de gjorde det ikke modstræbende, men fyldt med taknemmelighed. De bragte ofre ved Guds hus, og så overgav de Samuel til Eli idet de mindede Eli om det løfte Hanna havde aflagt nogle år tidligere.

Hanna viste sig at være til stor velsignelse for sin søn Samuel

21. Hvordan viste Hannas bøn til Jehova dybden af hendes tro? (Se også rammen „ To bemærkelsesværdige bønner“).

21 Hanna bad derefter en bøn som Gud anså for værdig til at blive en del af sit inspirerede ord. Når du læser Hannas ord, som er nedskrevet i Første Samuelsbog 2:1-10, vil du kunne fornemme dybden af hendes tro i hver eneste linje. Hun lovpriste Jehova for hans underfulde brug af sin kraft og magt — hans uforlignelige evne til at ydmyge de hovmodige, til at velsigne de undertrykte, til at lade dø og til endog at frelse fra døden. Hun priste sin Far for hans enestående hellighed, retfærdighed og trofasthed. Hanna kunne med god grund sige: „Der er ingen klippe som vor Gud.“ Jehova er fuldstændig pålidelig og uforanderlig, en tilflugt for alle undertrykte og kuede der søger hjælp hos ham.

22, 23. (a) Hvordan ved vi at Samuel voksede op i bevidstheden om at hans forældre elskede ham? (b) Hvordan blev Hanna yderligere velsignet?

22 Den lille Samuel var virkelig privilegeret fordi hans mor havde så stærk en tro på Jehova. Selvom han helt sikkert savnede hende under sin opvækst, følte han sig aldrig glemt. År efter år kom Hanna tilbage til  Silo, og hun medbragte en lille overklædning uden ærmer som Samuel kunne have på under sin tjeneste ved teltboligen. Hvert eneste sting vidnede om hendes moderlige kærlighed og omsorg. (Læs 1 Samuel 2:19). Man kan næsten se for sig hvordan hun gav drengen den nye overklædning på, glattede den og så ømt på sin søn mens hun talte kærligt og opmuntrende til ham. Det var en velsignelse for Samuel at have sådan en mor, og han voksede op og blev til velsignelse for sine forældre og for hele Israel.

23 Hanna blev heller ikke glemt. Jehova velsignede hende ved at hun fik fem børn til med Elkana. (1 Sam. 2:21) Måske var Hannas største velsignelse imidlertid det bånd der var mellem hende og hendes Far, Jehova, som blev stærkere og stærkere som årene gik. Du vil også kunne få et nært forhold til Jehova hvis du efterligner Hannas tro.

^ par. 7 Selvom den bibelske beretning siger at Jehova ’havde lukket Hannas moderliv’, er der intet der tyder på at Gud var utilfreds med denne ydmyge og trofaste kvinde. (1 Sam. 1:5) I Bibelen bliver visse begivenheder tilskrevet Gud i den betydning at han tillod dem at finde sted.

^ par. 9 Afstanden er baseret på den antagelse at Elkanas hjemby, Rama, var det sted der på Jesu tid var kendt som Arimatæa.