Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Min bog om Bibelen

 HISTORIE 56

Josija elskede Guds Lov

Josija elskede Guds Lov

Josija blev konge over Juda da han var otte år gammel. På det tidspunkt brugte folket magi og tilbad falske guder. Da Josija var 16 år, prøvede han at finde ud af hvordan man skulle tilbede Jehova på den rigtige måde. Da han var 20, begyndte han at ødelægge afguderne og altrene i hele landet. Og da han var 26, sørgede han for at man begyndte at reparere Jehovas tempel.

I templet fandt ypperstepræsten Hilkija bogrullen med Jehovas Lov – måske netop den bogrulle Moses havde skrevet. Kongens sekretær Shafan tog bogrullen med hen til Josija og begyndte at læse Loven op for ham. Mens Josija lyttede, blev han klar over at folket havde været ulydige mod Jehova i mange år. Kong Josija sagde til Hilkija: ‘Jehova er meget vred på os. Gå hen og tal til ham. Han vil fortælle os hvad vi skal gøre.’ Jehova svarede gennem profetinden Hulda: ‘Judas folk er holdt op med at tjene mig. De vil blive straffet, men ikke mens Josija er konge, for han har ydmyget sig.’

Da kong Josija hørte hvad Jehova havde sagt, gik han hen til templet og kaldte folket sammen. Så læste han Jehovas Lov højt for dem. Josija og folket lovede at adlyde Jehova af hele deres hjerte.

 Folket havde ikke fejret påsken i mange år. Men da Josija læste i Loven at påsken skulle fejres hvert år, sagde han til dem: ‘Vi vil holde påske for Jehova.’ Så sørgede Josija for at der kunne blive givet mange ofre, og at der var sangere ved templet. Nationen fejrede nu påsken og bagefter de usyrnede brøds fest, som varede i syv dage. Der havde ikke været sådan en påske siden Samuel levede. Josija elskede virkelig Guds Lov. Kan du lide at lære om Jehova?

“Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.” – Salme 119:105