Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Min bog om Bibelen

 HISTORIE 9

Endelig fik de en søn!

Endelig fik de en søn!

Abraham og Sara havde været gift i mange år. De havde forladt deres dejlige hjem i Ur og boede i et telt. Men Sara beklagede sig ikke, for hun vidste at det ville gå dem godt hvis de gjorde hvad Jehova sagde.

Sara ville rigtig gerne have et barn, så hun sagde til Abraham: ‘Hvis min tjenestepige Hagar får et barn med dig, er det næsten som om det er mit eget.’ Så på et tidspunkt fik Hagar en søn. Han hed Ismael.

Mange år senere, da Abraham var 99 år og Sara var 89, kom der tre gæster på besøg. Abraham lod dem hvile sig under et træ og sørgede for at de fik noget at spise. Ved du hvem gæsterne var? Det var engle! De sagde til Abraham: ‘Næste år ved denne tid vil du og din kone have en søn.’ Sara lyttede med inde fra teltet. Hun grinede indvendigt og tænkte: ‘Kan jeg virkelig få et barn selvom jeg er så gammel?’

Næste år fødte Sara en søn, præcis som Jehovas engel havde lovet. Abraham gav ham navnet Isak, der betyder “latter”.

 Da Isak var omkring fem år, lagde Sara flere gange mærke til at Ismael gjorde nar af ham. Hun ville gerne beskytte Isak, og derfor bad hun Abraham om at sende Hagar og Ismael væk. Først ville Abraham ikke gøre det. Men Jehova ville også gerne beskytte Isak, så han sagde til Abraham: ‘Lyt til Sara. Jeg skal nok passe på Ismael. Men det er Isak jeg vil bruge til at opfylde mit løfte.’

“Det var også på grund af tro at Sara var i stand til at blive gravid og føde et barn ..., for hun havde tillid til Ham der havde givet løftet.” – Hebræerne 11:11