Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Min bog om Bibelen

 HISTORIE 87

Jesus’ sidste påske

Jesus’ sidste påske

Jøderne fejrede påsken hvert år den 14. nisan. Det mindede dem om hvordan Jehova havde befriet dem fra slaveriet i Egypten og ført dem til det land han havde lovet dem. I år 33 fejrede Jesus og hans apostle påsken i et hus i Jerusalem. Mens de spiste, sagde Jesus: ‘En af jer vil forråde mig.’ Apostlene var chokeret, og de spurgte Jesus: ‘Hvem er det?’ Jesus sagde: ‘Det er ham jeg giver det her stykke brød.’ Så gav han brødet til Judas Iskariot. Med det samme rejste Judas sig og gik.

Så bad Jesus en bøn, brækkede noget brød i stykker og gav det til de andre apostle. Han sagde: ‘Spis det her brød. Det er et symbol på min krop, som jeg ofrer for jer.’ Så bad han over noget vin og gav det til sine apostle. Han sagde: ‘Drik den her vin. Den er et symbol på mit blod, som jeg giver for at man kan få tilgivet sine synder. Jeg lover at I skal være konger sammen med mig i himlen. I skal gøre det her hvert år for at huske mig.’ De der følger Jesus, samles stadig på den aften hvert år. Det møde kaldes Herrens aftensmåltid, eller mindehøjtiden.

 Efter måltidet skændtes apostlene om hvem af dem der var den vigtigste. Men Jesus sagde til dem: ‘Den der er størst iblandt jer, er den der synes at han er den mindst vigtige.’

Så sagde Jesus: ‘I er mine venner. Jeg har fortalt jer alt hvad min Far ønskede jeg skulle fortælle jer. Snart tager jeg op til min Far i himlen, men I vil blive her. Og folk vil vide at I er mine disciple, når de ser at I har kærlighed til hinanden. I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer.’

Til sidst bad Jesus en bøn til Jehova om at disciplene måtte blive beskyttet og få hjælp til at arbejde sammen i fred, og han bad om at Jehovas navn måtte blive helliget. Bagefter sang Jesus og apostlene lovsange til Jehova og gik udenfor. Jesus ville snart blive arresteret.

“Lille hjord, vær ikke bange, for jeres Far har besluttet at give jer Riget.” – Lukas 12:32