Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Min bog om Bibelen

 HISTORIE 83

Jesus sørger for mad til rigtig mange

Jesus sørger for mad til rigtig mange

Kort før påsken i år 32 vendte apostlene tilbage fra en forkyndertur. De var trætte, og Jesus tog dem med i en båd til Betsajda for at de kunne hvile sig lidt. Men da båden nærmede sig land, så Jesus at der var en masse mennesker der var gået i forvejen derover. Jesus ville gerne have været alene med sine apostle, men han tog alligevel venligt imod folk. Han helbredte de syge og begyndte at undervise. Hele dagen underviste Jesus dem om Guds rige. Da det blev aften, sagde apostlene til ham: ‘Folk må være sultne nu. Send dem afsted så de kan få noget at spise.’

Jesus svarede: ‘De behøver ikke at tage afsted. Giv dem noget at spise her.’ Apostlene spurgte så: ‘Vil du have at vi skal tage hen og købe brød til dem?’ Filip, en af apostlene, sagde: ‘Selv hvis vi havde nogle flere penge, kunne vi ikke købe brød nok til alle de her mennesker.’

Jesus spurgte: ‘Hvor meget mad har vi?’ Andreas svarede: ‘Vi har fem brød og to små fisk. Det er jo slet ikke nok.’ Så sagde Jesus: ‘Kom herhen med brødene og fiskene.’ Han bad folk om at sætte sig i græsset i grupper på 50 og 100. Jesus tog nu brødene og fiskene, kiggede op mod himlen og bad til Gud. Så gav han maden til apostlene, og de delte det ud. De 5.000 mænd plus kvinder og børn spiste alle sammen til de var mætte.  Bagefter samlede apostlene resterne sammen så der ikke gik noget til spilde. De fyldte 12 kurve! Var det ikke et helt utroligt mirakel?

Folk var så imponeret at de ville gøre Jesus til deres konge. Men han vidste at Jehova ikke ønskede at han skulle være konge endnu. Så han sendte de mange mennesker afsted og sagde til apostlene at de skulle tage over til den anden side af Galilæas Sø. De gik ombord i deres båd, og Jesus gik op på et bjerg for at være alene. Hvorfor? Fordi han ville have tid til at bede til sin Far. Uanset hvor travlt han havde, tog han sig altid tid til at bede.

“Arbejd ikke for den mad der forgår, men for den mad der består og giver evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer.” – Johannes 6:27

Lær mere

JESUS – VEJEN, SANDHEDEN OG LIVET

Mad til tusinder med nogle få brød og fisk

Jesus’ mirakel er så betydningsfuldt at alle fire evangelier nævner det.

TEGNINGER

Jesus bespiser en stor folkemængde

Find fejlene på denne tegning og farvelæg den.