Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Lyt til den store Lærer

 KAPITEL 10

Jesus har magt over dæmonerne

Jesus har magt over dæmonerne

DU KAN sikkert huske hvordan det gik til at en af Guds engle blev til Satan Djævelen, ikke? — Han gjorde oprør mod Gud fordi han var selvisk og gerne ville tilbedes. Var der andre engle der sluttede sig til ham? — Ja, det var der. I Bibelen bliver de kaldt dæmoner eller Satans engle. — Åbenbaringen 12:9.

Tror de onde engle også på Gud? — Bibelen siger at ’dæmonerne tror at Gud er til’. (Jakob 2:19) Men de er også bange for ham. Det er de fordi de ved at Gud vil straffe dem for det onde de har gjort. Hvad har de da gjort? —

Bibelen fortæller at de hørte til oppe i himmelen, men forlod deres bolig dér for at komme ned på jorden og leve som mennesker. Det de ville, var at have seksuelle forhold til de kønne kvinder på jorden. (1 Mosebog 6:1, 2; Judas 6) Ved du hvad et seksuelt forhold er, eller sex, som det nogle gange bliver forkortet til? —

 Det er den nære forbindelse der er mellem en mand og en kvinde når de ligger tæt hos hinanden og fører deres kønsorganer sammen. Det er det der kan føre til at et lille barn bliver til inde i moderens mave. Men det er forkert af englene at have forbindelse med kvinder på den måde. Gud har kun givet en mand og en kvinde der er gift med hinanden, lov til at have et seksuelt forhold. Det er godt, for når der bliver født et barn, så vil den lille have både en far og en mor; de to er gift med hinanden og kan tage sig af babyen.

Hvad var det nogle af englene gjorde som var så forkert?

Dengang englene forvandlede sig til mennesker og havde sex med kvinder på jorden, fik de nogle børn som blev kæmpestore da de voksede op. Det var nogle ondskabsfulde slagsbrødre der gjorde folk fortræd. Det endte med at Gud lod en stor vandflod udslette alle kæmperne og de onde mennesker. Men Gud havde fået Noa til at bygge en ark, en stor båd, så de få mennesker der gjorde det rigtige, blev reddet. Den store Lærer sagde at det er vigtigt at vi husker Vandfloden og det der skete dengang. — 1 Mosebog 6:3, 4, 13, 14; Lukas 17:26, 27.

Hvad tror du der skete med de onde engle da Vandfloden kom? — De forvandlede sig igen til engle og  vendte tilbage til himmelen. Men nu kunne de ikke længere være engle hos Gud, så de blev Satans engle, det vil sige dæmoner. Og hvad skete der med deres børn, der var blevet kæmpestore? — De døde i Vandfloden, ligesom alle de andre der ikke adlød Gud.

Hvorfor er der mere ondskab på jorden nu end nogen sinde før?

Efter Vandfloden tillod Gud ikke længere at dæmonerne forvandlede sig til mennesker. Nu er de altså usynlige, men de prøver stadig at få os mennesker til at gøre noget forkert. De er mere ivrige efter at skade andre end nogen sinde før. Det er fordi de er blevet kastet ud af himmelen og ned til jorden.

Selv om vi ikke kan se dæmonerne, kan vi være helt sikre på at de er til. Bibelen siger at Satan vildleder hele verden, og hans dæmoner hjælper med til det. — Åbenbaringen 12:9, 12.

Tror du at Djævelen og hans dæmoner kan vildlede os, det vil sige narre os? — Ja, hvis ikke vi passer på. Men vi behøver ikke at være bange for dem. Den store Lærer har sagt: ’Djævelen har ikke noget tag i mig.’ Hvis vi holder os nær til Jehova, vil han beskytte os mod Djævelen og hans dæmoner. — Johannes 14:30.

Vi er bare nødt til at vide hvad det er for onde ting dæmonerne vil have os til at gøre. Prøv at tænke efter. Der var noget forkert som dæmonerne gjorde da de kom ned til jorden. Hvad var det? — De havde sex med kvinder på jorden inden Vandfloden, og det må englene ikke. I dag kan dæmonerne godt lide at se mennesker overtræde Guds lov om sex. Hvem er det der har lov til at have et seksuelt forhold til hinanden? — Rigtigt, det er kun dem der er gift med hinanden, der har lov til det.

I dag er der også nogle store drenge og piger der har sex med hinanden, men det er forkert af dem. Bibelen omtaler mandens kønsorgan, som har navnet penis. (3 Mosebog 15:1-3) Den synlige del af kvindens kønsorgan kaldes skamlæber. Kønsorganerne har Jehova  skabt til et bestemt formål, nemlig det særlige samvær som en mand og en kvinde der er gift med hinanden, kan glæde sig over. Dæmonerne kan godt lide at mennesker gør noget som Jehova har forbudt. Hvis for eksempel en dreng og en pige leger med hinandens kønsorganer, er det forkert af dem. Fordi de ikke er voksne og gift med hinanden, glæder dæmonerne sig over det de gør. Men det er ikke dæmonerne vi gerne vil gøre glade, er det vel? —

Der er også noget andet som dæmonerne godt kan lide, men som Jehova hader. Kan du gætte hvad det er? — Det er vold. (Salme 11:5) Når mennesker gør andre fortræd, kalder man det vold. Husk at det var sådan kæmperne, dæmonernes børn, opførte sig.

Dæmonerne kan også godt lide at skræmme mennesker. Nogle gange giver de sig ud for at være afdøde mennesker. De kan endda efterligne den stemme som mennesker har haft. På den måde har de narret mange til at tro at de døde stadig lever, og at de kan tale med de levende. Det er dæmonerne der får mange mennesker til at tro på spøgelser.

 Vi må altså være på vagt så vi undgår at Satan og dæmonerne bedrager os. Bibelen advarer os: ’Satan giver sig ud for at være en god engel, og hans tjenere giver sig også ud for at være gode.’ (2 Korinther 11:14, 15) Men i virkeligheden er dæmonerne onde. Lad os se hvordan de prøver at få os til at være ligesom dem.

Hvor er det man hører om vold, om forkerte seksuelle forhold og om ånder og spøgelser? — Er det ikke i fjernsynet, i film, i computerspil, på internettet og i nogle tegneseriehæfter? Når vi ser den slags, bringer det os så nærmere til Gud eller til Djævelen og dæmonerne? Hvad mener du? —

Hvad kan det føre til hvis vi kigger på vold?

Hvem er det der gerne vil have os til at høre på noget der er forkert, og kigge på noget der er forkert? — Ja, det er Satan og dæmonerne. Men hvad er det du og jeg skal lytte til og kigge på? — Alt det vi læser, kigger på og lytter til, skal være noget der er godt, og som vil hjælpe os til at tjene Jehova. Hvad kunne det være? —

Hvilke gode ting kan vi gøre?

Hvis vi gør det der er godt, behøver vi ikke at være bange for dæmonerne. Jesus er jo stærkere end dem, og de er bange for ham — ligesom de dæmoner der engang råbte til Jesus: „Er du kommet for at rydde os af vejen?“ (Markus 1:24) Bliver det ikke skønt når Jesus engang fjerner Satan og hans dæmoner? — Indtil da kan vi være sikre på at Jesus vil beskytte os mod dæmonerne når bare vi holder os nær til ham og hans Far i himmelen.

Vi kan læse lidt mere om hvad det er vi skal gøre, i Jakob 4:7, 8 og Første Petersbrev 5:8, 9.