Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Kom nær til Jehova

 KAPITEL 16

Lad os øve ret mens vi vandrer med Gud

Lad os øve ret mens vi vandrer med Gud

1-3. (a) Hvorfor står vi i gæld til Jehova? (b) Hvad kræver Jehova til gengæld for at han har reddet os?

FORESTIL dig at du befinder dig på et synkende skib. Netop i det øjeblik du mener at alt håb er ude, kommer redningen, og du bliver bragt i sikkerhed. En vidunderlig følelse af lettelse fylder dig da du er uden for fare og din redningsmand siger: „Nu er du i sikkerhed!“ Du føler også dyb taknemmelighed mod ham der reddede dig. Ja, du føler at du står i gæld til ham, for du skylder ham livet.

Dette kan illustrere hvad Jehova har gjort for os. Vi står i gæld til ham. Han har tilvejebragt en løsesum og gjort det muligt for os at blive reddet ud af syndens og dødens greb. Vi føler at vi er i sikkerhed, for vi véd at så længe vi tror på dette dyrebare offer, vil vore synder være tilgivet og en evig fremtid sikret os. (1 Johannes 1:7; 4:9) Som vi så i kapitel 14, er genløsningen et enestående udtryk for Jehovas kærlighed og retfærdighed. Hvordan bør vi da forholde os til det Jehova har gjort for os?

Det vil være på sin plads at tænke på hvad Jehova forventer af os til gengæld. Gennem profeten Mika siger han: „Han har fortalt dig, o menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Læg mærke til at en af de ting Jehova beder os om til gengæld, er at vi ’øver ret’. Hvordan kan vi gøre det?

Hvordan man jager efter „sand retfærdighed“

4. Hvordan ved vi at Jehova forventer at vi lever efter hans retfærdige normer?

Jehova forventer at vi lever efter hans normer for ret og  uret. Eftersom hans normer er retfærdige, jager vi efter retfærdighed når vi følger dem. „Lær at gøre godt; søg efter ret,“ siges der i Esajas 1:17. Vi bliver opfordret til at ’søge retfærdighed’. (Zefanias 2:3) Vi bliver også opfordret til at „iføre [os] den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed“. (Efeserne 4:24) Sand retfærdighed udelukker vold, urenhed og umoralitet, alt sammen noget der krænker det der er helligt. — Salme 11:5; Efeserne 5:3-5.

5, 6. (a) Hvorfor er det ikke en byrde at følge Jehovas normer for retfærdighed? (b) Hvordan viser Bibelen at dét at jage efter retfærdighed er en fortsat proces?

Er det en byrde for os at følge Jehovas normer for retfærdighed? Nej. Et hjerte der drages mod Jehova, føler ikke hans krav som en tung byrde. På grund af vores kærlighed til Gud og alt hvad han står for, ønsker vi at leve på en måde der behager ham. (1 Johannes 5:3) Jehova „elsker retfærdsgerninger“. (Salme 11:7) Det vil sige at hvis vi vil efterligne Guds retfærdighed, må vi lære at elske det Jehova elsker, og at hade det han hader. — Salme 97:10.

Det er ikke let for ufuldkomne mennesker at jage efter retfærdighed. Vi må afføre os den gamle personlighed med dens syndige tilbøjeligheder og iføre os den nye. Bibelen siger at den nye personlighed „fornys“ gennem nøjagtig kundskab. (Kolossenserne 3:9, 10) Den form af udsagnsordet der er oversat med „fornys“, viser at der er tale om en fortsat proces, noget der kræver stadig opmærksomhed. Uanset hvor meget vi bestræber os for at gøre det der er rigtigt, er der tider hvor vores syndige natur får os til at snuble — i tanke, ord og handling. — Romerne 7:14-20; Jakob 3:2.

7. Hvordan skal vi se på dét at vi undertiden kommer til kort i vore bestræbelser for at jage efter retfærdighed?

Hvordan skal vi se på dét at vi undertiden kommer til kort i vore bestræbelser for at jage efter retfærdighed? Vi vil naturligvis ikke bagatellisere at synd er en alvorlig sag, men samtidig  må vi heller ikke give op og mene at vore fejltrin gør os uværdige til at tjene Jehova. Han har i sin barmhjertighed sørget for at de som oprigtigt angrer og omvender sig, kan opnå hans gunst igen. Apostelen Johannes udtaler følgende trøsterige ord: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd.“ Men meget realistisk tilføjer han så: „Dog, hvis nogen begår en synd [på grund af den nedarvede ufuldkommenhed], har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus.“ (1 Johannes 2:1) Ja, Jehova har tilvejebragt Jesu genløsningsoffer så vi kan tjene ham på en antagelig måde trods vores syndige natur. Får dét os ikke til at ønske at gøre vort bedste for at behage Jehova?

Den gode nyhed og Guds retfærdighed

8, 9. Hvordan er forkyndelsen af den gode nyhed et vidnesbyrd om Jehovas retfærdighed?

Vi kan øve retfærdighed — ja, efterligne Guds retfærdighed — ved at have en fuld andel i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Hvilken forbindelse er der mellem Guds retfærdighed og den gode nyhed?

Jehova vil ikke gøre ende på den nuværende onde tingenes ordning uden først at have ladet en advarsel lyde. I sin profeti om endens tid sagde Jesus: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10; Mattæus 24:3) Det lille ord „først“ viser at andre begivenheder vil følge efter det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Til disse begivenheder hører den forudsagte store trængsel, som vil gøre ende på den onde verden og berede vejen for en ny, retfærdig verden. (Mattæus 24:14, 21, 22) Ingen kan derfor med rette anklage Jehova for at være uretfærdig over for de onde og ugudelige. Ved at lade advarselen lyde giver han dem rig lejlighed til at vende om og således undgå tilintetgørelse. — Jonas 3:1-10.

Vi efterligner Guds retfærdighed når vi uden partiskhed forkynder den gode nyhed for andre

10, 11. Hvordan vidner vores forkyndelse af den gode nyhed om at vi efterligner Guds retfærdighed?

10 Hvordan er vores forkyndelse af den gode nyhed da et  vidnesbyrd om at vi efterligner Guds retfærdighed? For det første er det kun ret og rimeligt at vi gør hvad vi kan for at hjælpe andre til at opnå frelse. Tænk igen på illustrationen med at blive reddet fra et synkende skib. Når du befinder dig sikkert om bord i redningsbåden, vil du sikkert gerne hjælpe dem der endnu ligger i vandet. På samme måde vil vi også gerne hjælpe dem som stadig kæmper for livet i denne onde verdens „vande“. Det er rigtigt at der er mange som afviser vores budskab, men så længe Jehova viser tålmodighed, har vi pligt til at give dem mulighed for at „nå til en sindsændring“ og således få håb om frelse. — 2 Peter 3:9.

11 Ved at forkynde den gode nyhed for alle vi kommer i forbindelse med, øver vi retfærdighed på en anden måde, som også har betydning: Vi viser at vi ikke er partiske. Som vi tidligere har været inde på, er „Gud ikke . . . partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apostelgerninger 10:34, 35) Hvis vi skal efterligne Guds retfærdighed, må vi ikke dømme folk på forhånd. Vi må forkynde den gode nyhed for alle uanset deres race, sociale status eller økonomiske omstændigheder. På denne måde giver vi alle som vil lytte til den gode nyhed, mulighed for at tage imod den. — Romerne 10:11-13.

Hvordan vi behandler andre

12, 13. (a) Hvorfor bør vi ikke være hurtige til at dømme og fordømme andre? (b) Hvad menes der med at Jesus sagde man skulle ’holde op med’ at dømme og at fordømme andre? (Se også fodnoten.)

12 Vi kan også øve retfærdighed ved at behandle andre på samme måde som Jehova behandler os. Det er så let at sætte sig til doms over andre, at kritisere dem når de begår fejl, og drage deres motiver i tvivl. Men hvem af os ville ønske at Jehova nådeløst ransagede vore motiver og holdt regnskab med vore fejltrin? Sådan behandler Jehova os ikke. Salmisten sagde: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå?“ (Salme 130:3) Er vi ikke taknemmelige for  at vores retfærdige og barmhjertige Gud ikke hæfter sig ved vore fejl? (Salme 103:8-10) Hvordan bør vi da behandle andre?

13 Hvis vi påskønner at Gud både er barmhjertig og retfærdig, vil vi ikke være hurtige til at dømme andre i sager der ikke vedkommer os, eller som ingen betydning har. I sin bjergprædiken advarede Jesus: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt.“ (Mattæus 7:1) Og ifølge Lukas’ beretning tilføjede han: „Hold op med at fordømme, så skal I afgjort ikke fordømmes.“ * (Lukas 6:37) Jesus var klar over at ufuldkomne mennesker er tilbøjelige til at dømme og fordømme. De af hans tilhørere som havde den vane at dømme andre hårdt, skulle altså holde op med det.

14. Af hvilke grunde skulle vi ’holde op med at dømme’ andre?

14 Hvorfor skal vi ’holde op med at dømme’ andre? For det første fordi vores myndighed er begrænset. Disciplen Jakob minder os om at „én er lovgiver og dommer“ — nemlig Jehova. Derfor spørger Jakob uden omsvøb: „Men du, hvem er du, at du dømmer din næste?“ (Jakob 4:12; Romerne 14:1-4) Dertil kommer at vi på grund af vores syndige natur meget let kommer til at bedømme nogen uretfærdigt. Vores personlige indstilling og motiver — som for eksempel fordom, såret stolthed, skinsyge og selvretfærdighed — kan farve den måde vi opfatter vore medmennesker på. Vi er også på andre måder begrænsede, og det skulle få os til at vige tilbage for at finde fejl hos andre. Vi kan ikke læse hjerter, og vi kender heller ikke andres personlige omstændigheder. Hvordan kan vi da tillade os at tillægge andre forkerte motiver eller kritisere deres indsats i tjenesten for Gud? Hvor langt bedre er  det ikke at efterligne Jehova og lægge mærke til vore brødres og søstres gode sider i stedet for at hæfte os ved de dårlige?

15. Hvad bør ikke finde sted blandt sande kristne, og hvorfor ikke?

15 Hvordan så med vores egen familie? Sørgeligt nok udtales nogle af de hårdeste domme på det sted som skulle være et fredens sted — i hjemmet. Det er ikke ualmindeligt at høre om ægtemænd, hustruer og forældre der udsætter medlemmerne af deres egen familie for konstante verbale angreb eller måske ligefrem fysisk vold. Men skarpe ord, spydigheder og en voldelig adfærd hører ikke hjemme blandt sande kristne. (Efeserne 4:29, 31; 5:33; 6:4) Jesu befaling om at ’holde op med at dømme’ og ’holde op med at fordømme’ gælder også i hjemmet. At øve ret og retfærdighed vil sige at behandle andre på samme måde som Jehova behandler os, og Jehova er aldrig hård eller grusom. Tværtimod er  han „meget medfølende og barmhjertig“ over for dem der elsker ham. (Jakob 5:11) Et eksempel som er værd at efterligne!

Ældste som tjener med ret

16, 17. (a) Hvad forventer Jehova at de ældste gør? (b) Hvad er nødvendigt hvis en overtræder ikke viser ægte anger, og hvorfor må det gøres?

16 Vi har alle pligt til at øve ret, men det gælder især de ældste i den kristne menighed. Læg mærke til den profetiske beskrivelse af de „fyrster“ — de ældste i vor tid — som vi finder hos Esajas: „Se! En konge skal regere med retfærdighed, og fyrster skal herske med ret.“ (Esajas 32:1) Jehova forventer altså at de ældste tjener i overensstemmelse med hvad der er ret. Hvordan kan de gøre det?

17 Disse mænd som har åndelige kvalifikationer, er klar over at det kræver at menigheden holdes ren. Undertiden må de ældste dømme i sager hvor der er tale om alvorlige overtrædelser. Når de gør det, vil de huske at den guddommelige retfærdighed søger at vise barmhjertighed hvor det er muligt. Derfor prøver de at lede overtræderen til anger og omvendelse. Men hvad nu hvis overtræderen trods disse bestræbelser ikke viser sand anger? I overensstemmelse med hvad der er fuldstændig retfærdigt, giver Jehovas ord denne retningslinje: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ Det vil sige at vedkommende må udelukkes af menigheden. (1 Korinther 5:11-13; 2 Johannes 9-11) De ældste er naturligvis kede af at skulle tage et sådant skridt, men de forstår at det er nødvendigt for at beskytte menighedens moralske og åndelige renhed. De håber imidlertid at overtræderen en dag vil komme til fornuft og vende tilbage til menigheden. — Lukas 15:17, 18.

18. Hvad må de ældste huske på når de giver nogle som har begået et fejltrin, bibelsk vejledning?

18 Skal de ældste tjene i overensstemmelse med hvad der er  ret, må de også give bibelsk vejledning når det er nødvendigt. De er selvfølgelig ikke på udkig efter fejl hos andre, og de benytter heller ikke den mindste anledning til at irettesætte. Men en medkristen kan ’uforvarende begå et fejltrin’, og i så fald vil de ældste ’i mildhedens ånd prøve at hjælpe en sådan på fode igen’, idet de husker at den guddommelige retfærdighed hverken er hård eller ufølsom. (Galaterne 6:1) Derfor vil de ikke irettesætte strengt eller bruge hårde ord. De forstår at en vejledning der gives i kærlighed, vil være til opbyggelse for den der får den. Selv hvis der må gives en meget direkte vejledning — det vil sige hvis konsekvenserne af en uklog adfærd tydeligt må påpeges — vil de ældste holde sig for øje at den der har brug for vejledningen, er et får i Jehovas hjord. * (Lukas 15:7) Når vejledningen eller irettesættelsen gives i kærlighed, er der større sandsynlighed for at overtræderen vil blive bragt på fode igen.

19. Hvilke afgørelser må de ældste undertiden træffe, og hvad vil danne grundlag for deres afgørelser?

19 Ældste må ofte træffe afgørelser der vil berøre deres trosfæller. For eksempel drøfter de på deres møder fra tid til anden om andre brødre i menigheden opfylder betingelserne for at kunne blive ældste eller menighedstjenere. De ældste ved hvor vigtigt det er at være upartisk. De lader sig derfor lede af de krav som Gud har fastsat, og ikke af deres egne forudfattede meninger, når de skal træffe disse afgørelser. På den måde handler de „uden forhåndsdom, idet [de] intet gør som følge af en ensidig holdning“. — 1 Timoteus 5:21.

20, 21. (a) Hvad vil de ældste bestræbe sig for at være, og hvad er grunden? (b) Hvad kan de ældste gøre for at trøste „de modfaldne sjæle“?

 20 De ældste sørger også på andre måder for at den guddommelige retfærdighed bliver holdt i hævd i menigheden. Efter at have forudsagt at de ældste skulle „herske med ret“, fortsætter Esajas: „Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land.“ (Esajas 32:2) I overensstemmelse hermed bestræber de ældste sig for at være en kilde til trøst og lindring for deres trosfæller.

21 Med alle de problemer der gør mange mismodige i dag, er der brug for opmuntring. Hvad kan de ældste så gøre for at trøste „de modfaldne sjæle“? (1 Thessaloniker 5:14) Først og fremmest må de høre på dem med forståelse, eller empati.  (Jakob 1:19) De som har mistet modet, trænger måske til at dele deres ængstelse og bekymring med en som de føler de kan stole på. (Ordsprogene 12:25) De ældste må da forsikre dem om at der er brug for dem, og at de er værdsatte og elskede — både af Jehova og af deres brødre og søstre. (1 Peter 1:22; 5:6, 7) Desuden kan de bede for dem og sammen med dem. At høre en ældste bede en inderlig bøn til gavn for en selv kan i høj grad lindre og trøste. (Jakob 5:14, 15) De ældstes kærlige bestræbelser for at hjælpe de nedtrykte vil ikke forblive upåagtede af retfærdighedens Gud.

Ældste genspejler Jehovas retfærdighed når de trøster de modfaldne

22. På hvilke måder kan vi efterligne Jehovas retfærdighed, og hvad bliver resultatet?

22 Ja, vi kommer Jehova nærmere ved at efterligne hans retfærdighed. Når vi følger hans retfærdsnormer, når vi forkynder den gode nyhed for andre, og når vi lægger mærke til andres gode sider og ikke til deres fejl, er det Guds retfærdighed vi genspejler. Og når de ældste værner om menighedens renhed, giver opbyggende bibelsk vejledning, træffer upartiske afgørelser og trøster de modfaldne, er det Guds retfærdighed de genspejler. Hvor må det glæde Jehova at se ned fra himmelen og lægge mærke til at hans tjenere gør deres bedste for at „øve ret“ mens de vandrer med Gud!

^ par. 13 Nogle oversættelser siger „døm ikke“ og „fordøm ikke“. I disse oversættelser ligger i virkeligheden at man endnu ikke var begyndt at ’dømme’ eller ’fordømme’. På grundsproget bruges imidlertid bydemåden i almindelig nutid, som angiver en fortsat handling. Det vil sige at den handling ’at dømme’ og ’at fordømme’ var begyndt, og at man skulle ’holde op med det’.

^ par. 18 Af Andet Timoteusbrev 4:2 fremgår det at det kan blive nødvendigt for en ældste at ’retlede, irettesætte og tilskynde’. Det græske ord der er oversat med ’tilskynde’ (parakaleʹō), kan også betyde ’opmuntre’. Det beslægtede ord paraʹklētos kan bruges om en forsvarer eller advokat i en retssag. Det vil sige at selv når en ældste giver en alvorlig irettesættelse, skal han være til åndelig hjælp (som en forsvarer) for den han retleder.

Lær mere

Hvorfor bliver nogle udelukket?

Hvordan gavner Guds kærlige tugt en overtræder der ændrer sind?

Kristne ældste — ’medarbejdere på vores glæde’

På hvilke måder bidrager de ældste til deres trosfællers glæde?