Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Jesus – vejen, sandheden og livet

 KAPITEL 66

I Jerusalem til løvhyttefesten

I Jerusalem til løvhyttefesten

JOHANNES 7:11-32

  • JESUS UNDERVISER I TEMPLET

Jesus er blevet kendt vidt og bredt i årene efter sin dåb. Tusindvis af jøder har set hans mirakler, og beretninger om det han gør, er nået ud i hele landet. Ved løvhyttefesten i Jerusalem leder mange nu efter ham.

Der er stor forskel på hvad folk mener om Jesus. “Han er et godt menneske,” siger nogle. Andre erklærer: “Det er han ikke. Han vildleder masserne.” (Johannes 7:12) Meget af denne lavmælte snak finder sted under de første dage af højtiden. Men der er ingen der har mod til åbenlyst at forsvare Jesus, for der er stor frygt for hvordan de jødiske ledere vil reagere.

Midt under højtiden dukker Jesus op i templet. Mange er målløse over hans fantastiske evne til at undervise. Han har aldrig gået i de rabbinske skoler, så jøderne undrer sig og siger: “Hvordan kan manden vide så meget om Skrifterne når han ikke har studeret ved skolerne?” – Johannes 7:15.

Jesus forklarer: “Det jeg lærer andre, kommer ikke fra mig selv, men fra ham der har sendt mig. Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han finde ud af om det jeg lærer andre, er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne idéer.” (Johannes 7:16, 17) Jesus’ lære er i harmoni med Guds lov, så det burde være tydeligt at han søger Guds ære, ikke sin egen.

Så siger Jesus: “Har Moses ikke givet jer Loven? Men ingen af jer adlyder Loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?” Nogle i folkemængden, sikkert besøgende der ikke bor i byen, har ikke hørt om de planer. For dem virker det utænkeligt at nogen vil slå en lærer som ham ihjel. Derfor tænker de at der må være noget galt med Jesus når han siger sådan noget. “Du må være dæmonbesat,” siger de. “Hvem er det der vil slå dig ihjel?” – Johannes 7:19, 20.

Halvandet år tidligere ønskede de jødiske ledere faktisk at slå Jesus ihjel efter at han havde helbredt en mand på sabbatten. Nu bruger Jesus et tankevækkende ræsonnement og viser hvor urimelige de er. Han henleder opmærksomheden på at en nyfødt dreng ifølge Loven skal omskæres på den ottende dag, selv hvis det er sabbat. Så spørger han: “Når et menneske bliver omskåret på en sabbat for at Moseloven ikke skal blive overtrådt, hvorfor er I så rasende på mig fordi jeg har gjort et menneske helt rask på en sabbat? Hold op med at dømme efter det ydre, men døm retfærdigt.” – Johannes 7:23, 24.

Nogle af Jerusalems indbyggere som kender til situationen, siger: “Er det ikke ham de [lederne] vil slå ihjel? Og alligevel taler han offentligt uden at de siger noget til ham. Er lederne blevet klar over at han er Kristus?” Men hvorfor tror folk ikke at Jesus er Kristus? ‘Vi ved hvor han er fra; men når Kristus kommer, er der ingen der ved hvor han er fra,’ siger de. – Johannes 7:25-27.

Lige dér i templet svarer Jesus: “I kender mig, og I ved hvor jeg er fra. Jeg er ikke kommet af mig selv, men han som har sendt mig, er virkelig til, og I kender ham ikke. Jeg kender ham, for jeg repræsenterer ham, og han har sendt mig.” (Johannes 7:28, 29) Som reaktion på denne tydelige erklæring forsøger man at få Jesus arresteret, enten for at sætte ham i fængsel eller at slå ham ihjel. Men forsøget slår fejl, for tiden er ikke inde til at Jesus skal dø.

Men mange får tro på Jesus – og det med god grund. Han har gået på vandet, fået vinden  til at lægge sig, mirakuløst sørget for mad til tusinder med nogle få brød og fisk, helbredt syge, fået halte til at gå, åbnet blindes øjne, helbredt spedalske og endda oprejst døde. Ja, de har god grund til at spørge: “Når Kristus kommer, vil han vel ikke gøre flere tegn end denne mand har gjort?” – Johannes 7:31.

Da farisæerne hører folkemængden tale om dette, sender de og de øverste præster betjente ud for at arrestere Jesus.