Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jesus – vejen, sandheden og livet

 KAPITEL 20

Jesus’ andet mirakel i Kana

Jesus’ andet mirakel i Kana

MARKUS 1:14, 15 LUKAS 4:14, 15 JOHANNES 4:43-54

  • JESUS FORKYNDER AT “GUDS RIGE ER KOMMET NÆR”

  • HAN HELBREDER EN DRENG PÅ LANG AFSTAND

Efter to dage i Samaria tager Jesus videre til sin hjemegn. Han har forkyndt vidt og bredt i Judæa, men han er ikke vendt tilbage til Galilæa for at slappe af. Tværtimod begynder han en endnu mere omfattende tjeneste i det område hvor han er vokset op. Han forventer sikkert ikke at blive godt modtaget, for han siger selv “at en profet ikke bliver respekteret på sin hjemegn”. (Johannes 4:44) Disciplene bliver ikke sammen med Jesus, men vender hjem til deres familie og deres tidligere beskæftigelse.

Hvilket budskab begynder Jesus at forkynde? “Guds rige er kommet nær. I skal angre og tro på den gode nyhed.” (Markus 1:15) Hvad er reaktionen? Mange galilæere tager faktisk godt imod Jesus og viser ham respekt. De gør det ikke kun på grund af hans budskab. Nogle fra Galilæa har overværet påsken i Jerusalem flere måneder tidligere og set de bemærkelsesværdige tegn Jesus gjorde. – Johannes 2:23.

Hvor begynder Jesus sin tjeneste i Galilæa? Højst sandsynligt i Kana, hvor han engang lavede vand om til vin ved en bryllupsfest. Nu hvor han er der igen, hører han om en dreng der er meget syg og er ved at dø. Drengens far er embedsmand under Herodes Antipas, den konge der senere får Johannes Døber halshugget. Embedsmanden hører at Jesus er kommet fra Judæa til Kana, så manden tager fra sit hjem i Kapernaum til Kana for at finde Jesus. Embedsmanden, der er dybt bedrøvet, siger indtrængende til ham: “Herre, kom ned før mit barn dør.” – Johannes 4:49.

Jesus’ svar må have overrasket manden: “Tag hjem igen; din søn lever.” (Johannes 4:50) Herodes’ embedsmand tror på Jesus og begynder sin hjemrejse. På vejen kommer hans trælle ham i møde; de har skyndt sig fordi de har gode nyheder til ham. Hans søn er i live og har det godt! ‘Hvornår fik han det bedre?’ spørger han for at få klarhed over tingene.

“Feberen forlod ham i går ved den syvende time,” svarer de. – Johannes 4:52.

Det går op for embedsmanden at det var på præcis det tidspunkt at Jesus sagde: “Din søn lever.” Efter dette bliver både manden, der er rig nok til at have trælle, og hele hans husstand disciple af Jesus.

Jesus har dermed udført to mirakler i Kana. Han har lavet vand om til vin og senere helbredt en dreng på en afstand af omkring 25 kilometer. Det er selvfølgelig ikke de eneste mirakler han har udført indtil da. Men det andet mirakel i Kana er noget særligt, for det markerer at han er vendt tilbage til Galilæa. Han er helt tydeligt en profet der har Guds godkendelse, men i hvor stor udstrækning vil denne ‘profet blive respekteret på sin hjemegn’?

Det vil vise sig når Jesus vender hjem til Nazaret. Hvad vil der ske dér?

Lær mere

Jesus gør mirakler

Hvad viser Jesu mirakler om hans magt og hans kommende styre over jorden?