Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Hvordan kan blod redde dit liv?

Blodtransfusion — hvor risikofrit?

Blodtransfusion — hvor risikofrit?

Før man underkaster sig en omfattende lægebehandling er det naturligt at man sætter sig ind i de fordele og risici der er. Hvad er der at sige om blodtransfusion? Det er nu et af lægevidenskabens mest anvendte hjælpemidler. Mange læger som er oprigtigt interesserede i deres patienter nærer ingen som helst betænkeligheder ved at give blod. Det er blevet kaldt livets gave.

Millioner har givet eller fået blod. I 1986-87 havde Canada 1,3 millioner donorer ud af en befolkning på 25 millioner. "[I] det seneste år man har tal fra, blev der brugt mellem 12 og 14 millioner portioner blod til transfusioner alene i De Forenede Stater.“ — The New York Times, 18. februar 1990.

"Blod har altid haft noget ’magisk’ over sig,“ bemærker dr. Louise J. Keating. "I de første 46 år man oplagrede blod, blev forsyningen betragtet som mere ufarlig end den egentlig var af både læger og offentlighed.“ (Cleveland Clinic Journal of Medicine, maj 1989) Hvordan var situationen dengang, og hvordan er den nu?

Allerede for 30 år siden blev der sagt til patologer og blodbankpersonale: "Blod er dynamit! Det kan gøre meget godt, og det kan anrette store skader. Dødeligheden ved blodtransfusion svarer til dødeligheden ved enten bedøvelse eller blindtarmsoperationer. Der siges at være rundt regnet ét dødsfald pr. 1000 til 3000 eller måske 5000 transfusioner. I Londonområdet er der rapporteret ét dødsfald for hver 13.000 flasker blod der er givet.“ — New York State Journal of Medicine, 15. januar 1960.

Er farerne siden blevet fjernet, sådan at det nu er risikofrit at modtage blod? Nej, der er hvert år hundredtusinder som får komplikationer ved blodtransfusion, og mange dør af dem. Her tænker du sikkert på at der kan overføres sygdomme via blodet. Men lad os først betragte nogle risici som er mindre velkendte.

Blodet og din immunitet

Tidligt i dette århundrede udvidede forskerne vort kendskab til blodets indviklede sammensætning. De fandt ud af at der er forskellige blodtyper. Ved transfusioner er det afgørende at donorens blod svarer til patientens. Hvis en patient med blodtype A får blod af type B kan der opstå en alvorlig hæmolytisk reaktion. Mange af hans røde blodlegemer kan blive ødelagt, så døden hurtigt indtræder. Skønt blodtypebestemmelse og forligelighedsprøver nu er rutine, sker der fejl. Der forekommer hvert år dødsfald på grund af hæmolytiske reaktioner.

Spørgsmålet om forligelighed er nemlig ikke afgjort med de relativt få blodtyper hospitalerne søger at forlige. I artiklen "Blodtransfusion — brug, misbrug og farer“ skriver dr. Douglas H. Posey, jun.: "For næsten 30 år siden beskrev Sampson blodtransfusion som en forholdsvis farlig procedure… [Siden] har man påvist og beskrevet yderligere mindst 400 antistoffer i de røde blodlegemer. Der er ingen tvivl om at antallet fortsat vil stige, for de røde blodlegemers cellemembran er enormt kompleks.“ — Journal of the National Medical Association, juli 1989.

Forskerne studerer nu hvordan transfusionsblod indvirker på legemets immunsystem. Hvad kan det betyde for dig, eller for en af dine slægtninge som skal opereres?

"Cirka 1 ud af 100 transfusioner ledsages af feber, kuldegysninger eller nældefeber… . Cirka 1 af 6000 transfusioner med røde blodlegemer resulterer i en hæmolytisk transfusionsreaktion. Dette er en alvorlig immunologisk reaktion der kan optræde akut eller forsinket nogle dage efter transfusionen; den kan resultere i akut [nyre]svigt, chok, intravaskulær koagulation, og endda død.“ — De Nationale Sundhedsinstitutters konference, USA, 1988.

Når man transplanterer et hjerte, en lever eller et andet organ, sker det at immunsystemet registrerer det fremmede væv og afstøder det. Men en transfusion er også en vævstransplantation. Selv blod der ifølge prøverne skulle være forligeligt med patientens, kan svække immunforsvaret. Ved en konference for patologer blev det for nylig fastslået at hundreder af lægetidsskrifter "har sat blodtransfusioner i forbindelse med immunologiske reaktioner“. — "Et stigende anklagemateriale mod transfusioner“, Medical World News, 11. december 1989.

En af immunsystemets hovedopgaver er at opspore og ødelægge ondartede celler (for eksempel kræftceller). Kunne et svækket immunforsvar medføre kræft og dermed døden? Læg mærke til to rapporter.

Tidsskriftet Cancer forelagde den 15. februar 1987 resultaterne af en undersøgelse der var foretaget i Holland: "Hos patienterne med tyktarmskræft viste det sig at transfusion havde en markant negativ indvirkning på langtidsoverlevelsen. I denne gruppe var der en samlet 5-års overlevelse på 48% hos de patienter der havde fået transfusion og på 74% hos dem der ikke havde fået transfusion.“ Læger ved University of Southern California i USA fulgte op med en undersøgelse af hundrede patienter der blev opereret for kræft. "Tilbagefaldsraten for alle typer strubekræft var 14% hos dem der ikke fik blod og 65% hos dem der fik blod. For kræft i mundhule, svælg og næse eller bihuler var tilbagefaldsraten 31% uden transfusioner og 71% med transfusioner.“ — Annals of Otology, Rhinology & Laryngology, marts 1989.

Den danske forsker Niels Jerne modtog i 1984 en delt nobelpris i medicin. Da han blev spurgt hvorfor han havde afslået at modtage blodtransfusion under en operation, svarede han: "Et menneskes blod er som dets fingeraftryk — der findes ikke to blodtyper som er nøjagtig ens.“

Hvordan bør man da se på blodtransfusion? I artiklen "Blodtransfusioner og kræftoperationer“ drager dr. John S. Spratt denne slutning: "Kræftkirurgen bliver måske nødt til at operere uden blod.“ — The American Journal of Surgery, september 1986.

En anden vigtig opgave for immunsystemet er at forsvare kroppen mod infektion. Det er derfor ikke overraskende at nogle undersøgelser har vist at patienter der får blod, er mere modtagelige for infektioner. Dr. P. I. Tartter har foretaget en undersøgelse af tyktarms- og endetarmsoperationer. Af de patienter man gav blod var der 25 procent som fik infektioner, sammenlignet med 4 procent af dem man ikke gav blod. Han fortæller: "Blodtransfusioner blev sat i forbindelse med infektionskomplikationer når de blev givet enten før, under eller efter operationen… Risikoen for infektion efter operationen steg progressivt med det antal blodportioner der blev givet.“ (The British Journal of Surgery, august 1988) Ved et møde i Den Amerikanske Forening af Blodbanker i 1989 blev deltagerne oplyst om at 23 procent af dem der fik donorblod under hofteudskiftningsoperationer fik infektioner, mens de der ikke fik blod heller ikke fik nogen infektioner.

Om denne virkning af blodtransfusioner skrev dr. John A. Collins: "Det ville bestemt være en skæbnens ironi hvis en ’behandling’ der kun viser meget ringe tegn på at udrette noget væsentligt, skulle vise sig at forstærke et af de hovedproblemer sådanne patienter har.“ — World Journal of Surgery, februar 1987.

Sygdomsfrit eller sygdomsfarligt?

Blodoverførte sygdomme bekymrer såvel samvittighedsfulde læger som mange patienter. Hvilke sygdomme? Faktisk er der en lang række.

Efter at have beskrevet de mere velkendte sygdomme går bogen Techniques of Blood Transfusion (1982) over til at tale om "andre transfusions-relaterede infektionssygdomme“, såsom syfilis, cytomegalovirus-infektion og malaria. Derefter siger den: "Der er også rapporter om at adskillige andre sygdomme overføres ved blodtransfusion, deriblandt herpesvirus-infektion, mononucleosis infectiosa (Epstein-Barr-virus), toxoplasmose, trypanosomiasis [afrikansk sovesyge og Chagas’ sygdom], leishmaniasis, brucellose, tyfus, filariasis, mæslinger, salmonellose og Colorado tick fever.“

Blod, ødelagt lever, og…

"Ironisk nok har blodoverført AIDS… aldrig været så stor en trussel som andre sygdomme — hepatitis, for eksempel,“ forklarer Washington Post.

Ja, et stort antal er blevet meget syge og er døde af den hepatitisform som der ikke findes nogen specifik behandling for. Ifølge U.S.News & World Report for 1. maj 1989 udvikler cirka 5 procent af dem der får blod i De Forenede Stater hepatitis — 175.000 mennesker om året. Omkring halvdelen bliver kroniske smittebærere, og mindst hver femte ender med at få skrumpelever eller leverkræft. Det anslås at 4000 dør. Tænk på hvilke overskrifter man ville få at se hvis en jumbojet styrtede ned og alle ombordværende blev dræbt. Men 4000 døde svarer til at en fyldt jumbojet styrter ned hver måned!

Lægerne har længe vidst at en mildere hepatitis (type A) blev spredt gennem forurenet føde eller vand. Derefter så de at en alvorligere form spredtes gennem blod, og de havde ingen metode til at screene blodet for den. Omsider fandt nogle fremragende forskere ud af at afsløre de "fodtrin“ som dette virus (type B) afsatte. I begyndelsen af 1970’erne blev blodet screenet i nogle lande. Blodforsyningen syntes sikker, og fremtiden tegnede sig lys! Eller gjorde den?

Inden længe stod det klart at tusinder som fik screenet blod alligevel udviklede hepatitis. Efter en svækkende sygdomsperiode erfarede mange at deres lever var ødelagt. Men blodet var blevet testet, så hvordan var det gået til? Blodet indeholdt endnu en hepatitisform, kaldet hepatitis non-A, non-B (NANB). I et årti var det transfusionernes svøbe — der ramte mellem 8 og 17 procent af dem der fik transfusioner i Israel, Italien, Japan, Spanien, Sverige og De Forenede Stater.

Så kom der overskrifter som "Det mystiske hepatitis non-A, non-B virus endelig isoleret“, "En feber i blodet slået ned“. Igen var budskabet at ’den eftersøgte forbryder var fundet’. I april 1989 fik offentligheden så at vide at der fandtes en test for NANB, nu kaldet hepatitis C.

Man spekulerer på om det er for tidligt at ånde lettet op. Italienske forskere har rapporteret om endnu et hepatitisvirus, en mutant, som kan være skyld i en tredjedel af tilfældene. "Nogle autoriteter,“ siger Harvard Medical School Health Letter for november 1989, "spekulerer med bekymring på om A, B, C og D måske ikke er hele hepatitisvirus-alfabetet; der kan stadig dukke flere op.“ The New York Times skrev den 13. februar 1990: "Eksperterne nærer en stærk mistanke om at andre virus også kan forårsage hepatitis; hvis de bliver fundet, vil de blive kaldt hepatitis E og så videre.“

Må blodbankerne imødese flere lange efterforskninger efter tester der kan gøre blodet sikkert? Med henvisning til udgifterne har en direktør fra Amerikansk Røde Kors fremsat denne foruroligende kommentar: "Vi kan ikke blive ved med at tilføje test efter test for hver smittekilde der spredes.“ — Medical World News, 8. maj 1989.

Selv testen for hepatitis B er utilstrækkelig; mange pådrager sig stadig denne sygdom gennem blod. Og vil offentligheden være tilfreds med den omtalte test for hepatitis C? The Journal of the American Medical Association (5. januar 1990) viser at der kan gå et år før antistofferne fra sygdommen kan spores gennem testen. I mellemtiden må de der får blodtransfusion kalkulere med faren for ødelagt lever — og døden.

Listen over sygdomme vokser stadig. I amerikanske aviser har der været overskrifter som "Lyme-sygdom ved transfusion? Næppe sandsynligt, men eksperterne er forsigtige“. Hvor trygt kan man modtage blod fra en donor der har givet positivt udslag ved prøven for Lyme-sygdom? Et panel af sundhedsfolk blev spurgt om de selv ville modtage det. "De svarede alle nej, men ingen af dem anbefalede at blod fra sådanne donorer blev kasseret.“ Hvordan skal offentligheden betragte blod som eksperterne ikke selv vil modtage? — The New York Times, 18. juli 1989.

En anden grund til bekymring er at blod som er blevet indsamlet i ét land hvor en bestemt sygdom er udbredt, kan blive brugt et helt andet sted, hvor hverken læger eller offentlighed er opmærksomme på faren. Med den øgede rejseaktivitet, indvandringen og flygtningestrømmen vokser risikoen for at finde en fremmedartet sygdom i et blodprodukt.

En specialist i infektionssygdomme har desuden advaret: "Det kan være nødvendigt at screene blodforsyningen for at hindre overførelse af et antal sygdomme der ikke tidligere blev anset for infektiøse, deriblandt leukæmi, lymfom og dementia [Alzheimers sygdom].“ — Transfusion Medicine Reviews, januar 1989.

Hvor ildevarslende dette end lyder, er der andre risici som har skabt langt større frygt.

AIDS-pandemien

"AIDS [erhvervet immundefekt-syndrom] har for bestandig ændret lægers og patienters syn på blod. Og det er slet ikke så dårligt, sagde de læger der var forsamlet på De Nationale Sundhedsinstitutter til en konference om blodtransfusion.“ — Washington Post, 5. juli 1988.

AIDS-pandemien har for alvor rusket folk vågne for faren for at pådrage sig smitsomme sygdomme gennem blod. Millioner er allerede smittet. Sygdommen breder sig ukontrollabelt. Og dødsprocenten ligger praktisk taget på 100.

AIDS forårsages af human immundefekt-virus (HIV), der kan spredes med blod. Den moderne AIDS-pest kom for dagen i 1981. Allerede året efter erfarede sundhedseksperter at viruset sandsynligvis kunne bringes videre i blodprodukter. Det erkendes nu at blodindustrien var sen til at reagere, selv efter at der var udviklet prøver der kunne påvise HIV-antistoffer i blod. Testning af donorblod blev omsider indført i 1985,* men selv da undlod man at kontrollere blodprodukter der allerede stod på hylderne.

Chagas’ sygdom illustrerer hvordan sygdomme kan spredes over store afstande gennem blodet. The Medical Post for 16. januar 1990 meddeler at ’10-12 millioner mennesker i Latinamerika er kronisk smittede’. Dette er blevet omtalt som "en af de største transfusionsfarer i Sydamerika“. En "snigmorderbille“ bider et sovende offer i ansigtet, suger blod, og efterlader afføring i såret. Offeret kan derefter gå med Chagas’ sygdom i årevis (og i den tid afgive blod) før der melder sig dødelige hjertekomplikationer.

Hvorfor skulle dette bekymre folk som lever på andre kontinenter langt derfra? I The New York Times (23. maj 1989) beretter dr. L. K. Altman om patienter der har fået Chagas’ sygdom efter transfusion. En af dem døde. Lægen skriver: "Der kan være flere tilfælde som blot ikke er blevet opdaget fordi [lægerne her] ikke er fortrolige med Chagas’ sygdom og heller ikke gør sig klart at den kan spredes via transfusioner.“ Ja, blod kan sprede sygdomme vidt omkring.

Derefter forsikrede man offentligheden om at nu var blodforsyningen sikker. Senere viste det sig imidlertid at der kan gå flere måneder før en smittet person danner påviselige antistoffer. Uden at være klar over at han er smittet med viruset kan han give blod der reagerer negativt ved screeningen. Dette er sket. Og nogle har udviklet AIDS efter at have fået transfusioner med sådant blod!

AIDS-virus

Billedet blev endnu mere dystert. The New England Journal of Medicine rapporterede den 1. juni 1989 om "hvilende HIV-smitte“. Det blev forklaret at folk kan bære på AIDS-virus i årevis uden at det kan påvises ved hjælp af de nuværende indirekte prøver. Nogle vil bagatellisere dette og sige at det kun drejer sig om sjældne tilfælde, men disse tilfælde beviser trods alt "at risikoen for AIDS-smitte via blodet og dets bestanddele ikke helt kan udelukkes“. (Patient Care, 30. november 1989) Den foruroligende konklusion er at en negativ prøve ikke kan betragtes som en ren sundhedsattest. Hvor mange flere vil få AIDS gennem blod?

Det — eller de — næste fodtrin?

Mange som bor i lejlighed kender den situation at de hører et fodtrin i lejligheden ovenover, og spændt venter på det næste. I bloddilemmaet ved ingen hvor mange ildevarslende fodtrin der stadig kommer.

AIDS-viruset blev kaldt HIV, men nu kalder nogle eksperter det HIV-1. Hvorfor? Fordi de har fundet et andet virus af AIDS-typen som de kalder HIV-2. Det kan forårsage AIDS-symptomer og er udbredt i nogle områder. Desuden bliver det "ikke konsekvent påvist ved de AIDS-prøver som nu er i brug her,“ fortæller The New York Times for 27. juni 1989. "De nye opdagelser… gør det vanskeligere for blodbankerne at sikre sig at det blod der afgives, er risikofrit.“

Eller hvad skal man sige om AIDS-virusets fjerne slægtninge? En amerikansk præsidentkomité har udtalt at et af disse virus "menes at være årsagen til T-celle-leukæmi/lymfom hos voksne og en alvorlig nervesygdom“. Dette virus er allerede udbredt blandt bloddonorer og kan spredes i blodet. Man har ret til at spørge: ’Hvor effektiv er blodbankernes screening for sådanne andre virus?’

Dr. Knud Lund-Olesen skriver i Ugeskrift for Læger: "Når det nu… meddeles, at nogle personer i visse risikogrupper melder sig som donorer, for så bliver de automatisk testede for AIDS, synes jeg nok, at man må være betænkelig ved at modtage blodtransfusion. Jehovas vidner har jo nægtet dette i mange år. Har de skuet ind i fremtiden?“ — 26. september 1988.

Kun tiden vil vise hvor mange blodbårne virus der gemmer sig i blodforsyningen. "Det ukendte kan volde større bekymring end det kendte,“ skriver dr. Harold T. Meryman. "Overførlige virus med inkubationstider på mange år vil være vanskelige at forbinde med transfusioner og endnu vanskeligere at påvise. HTLV-gruppen er givetvis kun den første af en lang række der vil dukke op.“ (Transfusion Medicine Reviews, juli 1989) "Som om AIDS-epidemien ikke var elendighed nok… har en række nyligt anførte eller beskrevne transfusionsrisici påkaldt sig opmærksomheden i 1980’erne. Der skal ikke megen fantasi til at forudsige at der findes andre alvorlige virussygdomme som overføres ved homologe transfusioner.“ — Limiting Homologous Exposure: Alternative Strategies, 1989.

Der har allerede lydt så mange "fodtrin“ at de amerikanske Centre for Sygdomskontrol anbefaler "altomfattende forholdsregler“, nemlig at ’behandlingspersonale bør gå ud fra at alle patienter er smittet med HIV og andre blodbårne patogener’. Det er ikke uden grund at både behandlingspersonale og medlemmer af offentligheden er begyndt at tage deres syn på blod op til revision.


* Man kan stadig ikke gå ud fra at alt donorblod bliver testet. Det meddeles for eksempel at 80 procent af Brasiliens blodbanker ved begyndelsen af 1989 hverken var underlagt statskontrol eller havde indført testning for AIDS.


Billedkilder: AIDS virus: CDC, Atlanta, Ga.