Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Hvordan kan blod redde dit liv?

Du har ret til at vælge

Du har ret til at vælge

Samarbejdet mellem læge og patient kan fremmes ved en nøgtern analyse af fordele og ulemper. Lægen vil altid bedømme de risici der er forbundet med et medikament eller et kirurgisk indgreb, set i forhold til det mulige udbytte af behandlingen. Patienten kan være med til at foretage en sådan analyse.

Lad os tage et eksempel som de fleste kender til — kronisk betændelse i mandlerne. Hvis du var plaget af dette ville du sikkert gå til læge. Ja, du ville måske konsultere to, da sundhedseksperter ofte anbefaler at man hører to lægers mening. En mulighed er operation. Lægen forklarer hvad det indebærer: hvor længe du skal være indlagt, hvilket ubehag behandlingen medfører, og så videre. Med hensyn til risikoen siger han at svære blødninger ikke er almindelige og at dødsfald er meget sjældne. En anden mulighed er imidlertid at prøve behandling med antibiotika. Lægen forklarer om medicintype, udgifter og sandsynligheden for et vellykket resultat. Med hensyn til risikoen siger han at meget få patienter har haft livstruende reaktioner på medicinen.

Lægens juridiske betænkeligheder

Du undrer dig måske over hvorfor nogle læger er så hurtige til at skaffe myndighedernes godkendelse til at give blod. Nogle steder er grunden frygt for senere sagsanlæg.

Der er dog ingen grund til at nære en sådan bekymring når Jehovas vidner vælger at blive behandlet uden blod. En læge ved Albert Einstein College of Medicine (USA) skriver: "De fleste [Jehovas vidner] underskriver beredvilligt den amerikanske lægeforenings blanket der fritager lægerne og hospitalet for retslige konsekvenser, og mange bærer et lægeligt dokument på sig. En behørigt underskrevet og dateret blanket med en erklæring om at underskriveren nægter at modtage blodprodukter, er en kontraktlig overenskomst og er juridisk bindende.“ — Anesthesiology News, oktober 1989.

Ja, Jehovas vidner giver gerne en juridisk forsikring om at lægen eller hospitalet ikke vil blive draget til ansvar for følgerne af den behandling de anmoder om. Som anbefalet af lægelige eksperter bærer hvert Jehovas vidne et kort som angiver at han eller hun ikke ønsker blod. Kortet bliver fornyet en gang om året og er underskrevet af personen selv og to vidner, deriblandt som regel vedkommendes nærmeste slægtning.

I marts 1990 stadfæstede Ontarios højesteret i Canada en tidligere afgørelse, hvori der blev sagt om dette dokument: "Kortet er en skriftlig erklæring om en gyldig holdning som kortets indehaver er berettiget til at indtage, og lægger en skriftlig begrænsning på overenskomsten med lægen.“ I Medicinsk Etik (1985) skriver professor Daniel Andersen: "Foreligger der en utvetydig skriftlig tilkendegivelse fra patienten om, at vedkommende er Jehovas vidne og ikke ønsker blod under nogen omstændigheder, kræver respekt for patientens autonomi, at dette ønske respekteres, som om der havde foreligget et mundtligt udsagn.“

Jehovas vidner vil også underskrive en eventuel aftale med hospitalet. En blanket der bruges ved et hospital i Freiburg i Tyskland, har en rubrik hvor lægen kan beskrive de oplysninger han har givet patienten om behandlingen. Derefter følger denne tekst, før lægens og patientens underskrifter: "Som medlem af trossamfundet Jehovas Vidner afviser jeg kategorisk brugen af fremmed blod eller fremmede blodbestanddele under operationen. Jeg er klar over at det planlagte og nødvendige indgreb således er forbundet med en større risiko som følge af eventuel blødning. Efter at specielt dette er blevet grundigt forklaret for mig, anmoder jeg om at det påkrævede kirurgiske indgreb udføres uden brug af fremmed blod eller fremmede blodbestanddele.“ — Herz Kreislauf, august 1987.

I virkeligheden er risikoen ofte ringere ved behandling uden blod. Men hovedpunktet er at patienter som er Jehovas vidner, med glæde rydder unødige betænkeligheder af vejen så lægerne kan udføre den gerning de har viet sig til, nemlig at hjælpe mennesker til at blive raske. Dette samarbejde gavner alle parter, som dr. Angelos A. Kambouris har vist i artiklen "Større underlivsoperationer på Jehovas vidner“:

"En føroperativ aftale bør af kirurgen anses for bindende og bør overholdes uden hensyn til hvordan begivenhederne udvikler sig under og efter operationen. [Dette] stemmer patienterne positivt til den kirurgiske behandling, og det leder lægens opmærksomhed fra de retslige og filosofiske overvejelser til de kirurgiske og tekniske, hvorved han kan præstere det optimale og tjene sin patients interesser bedst.“ — The American Surgeon, juni 1987.

Lægen har sikkert med fuld kompetence vurderet risici og gavnlige virkninger, men nu må du bedømme de nævnte risici og det mulige udbytte, sammenholdt med andre faktorer som du bedst selv kender. (Du er bedst i stand til at bedømme sådanne aspekter som din følelsesmæssige og åndelige styrke, familiens økonomi, virkningen på familien, og dine egne etiske principper.) Derefter træffer du et valg. Du vil sandsynligvis give dit informerede samtykke til den ene behandling og afslå den anden.

Det samme vil være tilfældet hvis det er dit barn der har kronisk betændte mandler. Fordele, ulemper og behandlingsformer vil blive ridset op for dig og din ægtefælle, da I som kærlige forældre er dem der er mest direkte berørt af sagen og må leve med resultatet af behandlingen. Efter at have overvejet alle aspekter kan I træffe en informeret afgørelse i denne sag der berører jeres barns helbred og måske endda dets liv. I foretrækker måske operation, med de risici dette indebærer. Andre forældre vil måske vælge den medicinske behandling, med de risici den indebærer. Ligesom læger giver forskellige råd, har forældre eller patienter forskellige meninger om hvad de finder bedst. Det er underforstået når man foretager en sådan analyse.

"Overforbrug af lægeteknologi er væsentligt medvirkende til stigningen i de nuværende sundhedsudgifter… . Blodtransfusion er af særlig betydning på grund af omkostningerne og det høje risikoniveau. Den Amerikanske Fælleskommission for Hospitalsautorisation har således klassificeret blodtransfusion som ’meget pladskrævende, risikofyldt og disponeret for fejl’.“ — Transfusion, juli-august 1989.

Hvordan så med blodtransfusion? Ingen der undersøger kendsgerningerne objektivt kan benægte at der er store risici forbundet med at bruge blod. Dr. Charles Huggins, der er leder af transfusionstjenesten ved det store General Hospital i Massachusetts, siger rent ud: "Blod har aldrig været mere sikkert end nu. Men det må betragtes som fundamentalt usikkert. Det er det farligste stof vi bruger i lægegerningen.“ — The Boston Globe Magazine, 4. februar 1990.

Behandlende personale har med god grund fået denne anvisning: "Det er også nødvendigt, når man skal vurdere risici kontra goder, at tage risikosiden af blodtransfusion op til revision og at søge alternativer.“ (Kursiveret af os.) — Perioperative Red Cell Transfusion, USA’s Nationale Sundhedsinstitutters konference, 27.-29. juni 1988.

Læger kan være uenige om fordelene og ulemperne ved at bruge blod. En vil måske give transfusioner og være overbevist om at de er risikoen værd. En anden vil måske mene at det ikke kan betale sig at løbe risikoen, da han har haft gode resultater med behandlingsformer uden blod. Men i sidste ende er det dig, patienten, der må træffe afgørelsen. Hvorfor? Fordi det er dit (eller dit barns) legeme, dit liv, din etiske holdning og dit grundlæggende gudsforhold det drejer sig om.

Din ret anerkendes

Mange steder har patienten i dag en ukrænkelig ret til at afgøre hvilken lægebehandling han vil modtage. "Loven om informeret samtykke bygger på to forudsætninger: for det første at patienten har ret til at modtage tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne træffe et informeret valg med hensyn til den anbefalede behandling; og for det andet at patienten kan vælge at tage imod eller at afslå det lægen anbefaler… . Medmindre patienterne anses for at have ret til at sige nej, såvel som ja, og endda betinget ja, forsvinder meget af det logiske grundlag for informeret samtykke.“ — Informed Consent — Legal Theory and Clinical Practice, 1987.*

Sverige: "Selv om en patient risikerer at dø uden blodtransfusion, bør man respektere en klart udtrykt vilje hos en habil patient som ikke vil modtage blod… . At patienten måske er bevidstløs ændrer i princippet intet ved dette… . Hvis denne patient klart har udtrykt at han ikke vil have blod skal det altså respekteres, selv om der er risiko for en dødelig udgang.“ — Läkartidningen, 8. februar 1989.

Tyskland: "Patientens selvbestemmelsesret går forud for princippet om at yde hjælp og bevare liv. Derfor: ingen blodtransfusion mod patientens vilje.“ — Herz Kreislauf, august 1987.

England: "At en læge (eller nogen anden) tvinger en patient til behandling er både moralsk og juridisk forkert… Ved påtvungen behandling udtrykker man den overbevisning at lægen ved bedst og at patienten vil være taknemmelig for det når hun er kommet sig. Dette er en selvisk holdning hvis gyldighed ikke er blevet bekræftet gennem erfaringer.“ — Journal of Medical Ethics, september 1981.

Nogle patienter har mødt modstand når de har forsøgt at udøve deres ret. Modstanden kan være kommet fra en ven som har stærke meninger om fjernelse af mandler eller brug af antibiotika. Eller fra en læge som er overbevist om at hans råd er det rette. Eller fra hospitalspersonale, som måske er meget opmærksomt på juridiske eller økonomiske aspekter.

"Mange ortopæder vælger ikke at operere patienter [som er Jehovas vidner],“ siger dr. Carl L. Nelson. "Det er vor overbevisning at patienten har ret til at afvise enhver form for lægebehandling. Hvis det er teknisk muligt at operere sikkert med udelukkelse af en bestemt behandling, som for eksempel transfusion, bør dette foreligge som en valgmulighed.“ — The Journal of Bone and Joint Surgery, marts 1986.

En betænksom patient vil ikke presse en læge til at give en behandling han ikke har erfaring med. Men som dr. Nelson bemærker, er mange pligtopfyldende læger i stand til at indrette sig efter patientens tro. Et tysk lægetidsskrift siger: "Lægen kan ikke nægte at yde hjælp… med den tanke at da det gælder et Jehovas vidne, står ikke alle lægelige muligheder åbne for ham. Han har stadig pligt til at yde hjælp, selv om de muligheder der står åbne for ham, er begrænsede.“ (Der Frauenarzt, maj-juni 1983) På samme måde er det hospitalernes opgave at hjælpe alle uden forskel. Den katolske teolog Richard J. Devine siger: "Skønt hospitalet må gøre sig enhver anden lægelig bestræbelse for at bevare patientens liv og helbred, må det sikre sig at behandlingen ikke krænker [vedkommendes] samvittighed. Desuden må det undgå enhver form for tvang, lige fra at besnakke patienten til at skaffe en dommerkendelse for at påtvinge ham blod.“ — Health Progress, juni 1989.

Bedre end at gå rettens vej

De fleste vil sige at personlige spørgsmål om lægebehandling ikke er domstolenes sag. Hvad ville du for eksempel sige til at nogle gik rettens vej for at tvinge dig til at få dine mandler fjernet ved operation, hvis du selv havde valgt medicinsk behandling? En læge vil sikkert ønske at give den behandling han anser for bedst, men han har ingen pligt (eller ret) til at søge juridisk belæg for at trampe på dine grundlæggende rettigheder. Og da Bibelen moralsk set ligestiller dét at undgå blod med dét at undgå utugt, vil dét at påtvinge en kristen blod være det samme som seksuel tvang — voldtægt. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Trods dette bliver nogle domstole, ifølge bogen Informed Consent for Blood Transfusion (1989), så foruroligede når en patient er villig til at løbe en risiko på grund af sine religiøse rettigheder, "at de opfinder juridiske undtagelser — gør juridiske krumspring, om man vil — for at tillade transfusion“. De forsøger måske at undskylde sig med at der er en graviditet at tage hensyn til, eller børn at forsørge. "Det er juridiske krumspring,“ siger bogen. "Habile voksne har ret til at nægte behandling.“

Nogle som insisterer på at give transfusion overser at Jehovas vidner ikke afslår alle former for behandling. De afviser blot én behandlingsform, som selv eksperter siger er forbundet med fare. Et sygdomstilfælde kan som regel behandles på flere måder. Ved den ene er der én risiko, ved den anden en anden risiko. Kan en dommer eller læge alfaderligt vide hvilken risiko der ’tjener ens interesser bedst’? Nej, det må man selv afgøre. Jehovas vidner fastholder at de ikke ønsker at andre skal bestemme for dem; det er deres eget ansvar over for Gud.

Hvordan kunne det berøre din samvittighed og din livsvilje at en domstol påtvang dig en behandling du afskyede? Dr. Konrad Drebinger skriver: "Det ville afgjort være misforstået lægelig ærgerrighed at tvinge en patient til at tage imod en given behandling, at underkende hans samvittighed for at behandle ham fysisk men tildele hans psyke et dødsstød.“ — Der Praktische Arzt, juli 1978.

Kærlig omsorg for børn

Retssager om blod drejer sig ofte om børn. Når kærlige forældre respektfuldt anmoder om at der behandles uden blod, sker det at lægerne henvender sig til myndighederne for at få tilladelse til at give blod. Kristne anerkender naturligvis at politi og domstole griber ind for at beskytte børn mod misbrug eller vanrøgt. Man læser undertiden om tilfælde hvor forældre mishandler et barn eller nægter det enhver lægehjælp. Det er meget tragisk. Det er klart at myndighederne i sådanne tilfælde må skride ind for at beskytte barnet. Det er imidlertid ikke vanskeligt at se at sagen stiller sig helt anderledes når kærlige forældre anmoder om seriøs lægebehandling uden blod.

"Jeg har erfaret at familierne [blandt Jehovas vidner] er tæt sammenknyttede og kærlige,“ meddeler dr. Lawrence S. Frankel. "Børnene er oplyste, omsorgsfulde og respektfulde… . Der synes endda om muligt at være en stærkere tilbøjelighed til at følge lægelige anvisninger, hvilket kan skyldes en bestræbelse for at vise at de anerkender lægelig indgriben i det omfang deres tro tillader.“ — Pædiatrisk afdeling ved M. D. Anderson Hospital and Tumor Institute, Houston, USA, 1985.

Sådanne retssager gælder som regel børn der er indlagt på et hospital. Hvordan kom barnet der, og hvorfor? Det var i så godt som alle tilfælde de omsorgsfulde forældre der fik barnet indlagt for at det kunne få den rette behandling. Ligesom Jesus holdt af børn, har kristne forældre omsorg for deres børn. Bibelen taler om ’en ammende moder der plejer sine børn’. Jehovas vidner nærer denne dybe kærlighed til deres børn. — 1 Thessaloniker 2:7; Mattæus 7:11; 19:13-15.

Alle forældre træffer helt naturligt afgørelser som berører deres børns liv og sikkerhed: Skal hjemmet opvarmes med gas eller olie? Vil de tage barnet med på en bilferie? Skal barnet have lov til at tage en svømmetur? Alt dette indebærer risici, endda for barnets liv. Men samfundet anerkender forældrenes skøn; de har det afgørende ord i næsten alle sager som berører deres børn.

I 1979 erklærede De Forenede Staters højesteret: "Lovens familieopfattelse bygger på den forudsætning at forældre besidder hvad et barn mangler i modenhed, erfaring og dømmekraft, som man må have for at træffe de vanskelige afgørelser i livet… . Alene det at et forældrepars afgørelse [i et lægeligt anliggende] indebærer risici, overfører ikke automatisk bemyndigelsen til at træffe denne afgørelse fra forældrene til en offentlig institution eller embedsmand.“ — Parham v. J.R.

"Jeg er bange for at det ikke er ualmindeligt,“ bemærker dr. James L. Fletcher, jun., "at professionel arrogance træder i stedet for sund lægelig dømmekraft. Behandlinger der anses for ’de bedste i dag’ bliver modificeret eller kasseret i morgen. Hvad er farligst, en ’religiøs fader eller moder’ eller en arrogant læge der er overbevist om at hans eller hendes behandling er absolut livsvigtig?“ — Pediatrics, oktober 1988.

Samme år traf New Yorks appelret denne afgørelse: "Den mest betydningsfulde faktor ved afgørelsen af om et barn bliver berøvet tilstrækkelig lægehjælp… er om forældrene har sørget for en acceptabel lægebehandling til deres barn i betragtning af omstændighederne. Dette kan ikke afgøres med et spørgsmål om hvorvidt forældrene har truffet en ’rigtig’ eller en ’forkert’ afgørelse, for trods de enorme fremskridt inden for lægegerningen, tillader dens nuværende stade meget sjældent så definitive konklusioner. Retten kan heller ikke tiltage sig rollen som erstatningsforældre.“ — In re Hofbauer.

Tænk igen på eksemplet med forældrene der måtte vælge mellem operation og antibiotika. Hver behandling ville indebære risici. Kærlige forældre må bedømme risici, goder og andre faktorer, og så træffe en afgørelse. I denne forbindelse foreslog dr. Jon Samuels (i Anesthesiology News, oktober 1989) at man repeterede dokumentet "Retningslinjer for dommeren i sager vedrørende lægebehandling af børn“, skrevet af et råd af amerikanske dommere. Heri anlægges denne holdning:

"Lægevidenskaben er ikke så udviklet at en læge med rimelig sikkerhed kan forudsige at hans patient vil leve eller dø… Hvis der er et valg mellem flere fremgangsmåder — hvis for eksempel lægen anbefaler en fremgangsmåde som har 80 procents chance for at lykkes, men som forældrene modsætter sig, og forældrene ikke har noget imod en fremgangsmåde som kun har 40 procents chance for at lykkes — så bør lægen vælge den lægeligt set mere risikable, men for forældrene ikke-anstødelige kurs.“

I betragtning af de mange farer der har vist sig ved den lægelige brug af blod, og de effektive alternativer der er udviklet, kunne man endda sige at man i de fleste tilfælde løber den mindste risiko ved at undgå blod.

Kristne forældre tager naturligvis mange faktorer i betragtning hvis deres børn behøver en operation. Ethvert indgreb, med eller uden blod, indebærer risici. Hvilken kirurg giver garantier? Forældrene ved måske at der er dygtige læger som har opnået gode resultater med blodløs kirurgi på børn af Jehovas vidner. Så selv om en læge eller et hospital ville foretrække en anden behandling, ville det da ikke være mere fornuftigt af dem at samarbejde med de omsorgsfulde forældre end at forsøge at tage forældremyndigheden fra dem? Eller forældrene kunne overføre deres barn til et andet hospital hvor staben har erfaring i at behandle den slags sager og er indstillet på at gøre det. Når det kommer til stykket vil en behandling uden blod utvivlsomt være den bedste, da den kan hjælpe familien til at nå "berettigede lægelige og ikkelægelige mål“, som tidligere nævnt.


* Se lægeartiklen "Blodtransfusion — hvis afgørelse og hvis samvittighed?“, der er gengivet i tillægget.