Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Hvordan kan blod redde dit liv?

Blod — en livsvigtig væske

Blod — en livsvigtig væske

Hvordan kan blod redde dit liv? Det vil uden tvivl interessere dig, da blod jo er nøje forbundet med liv. Blodet fører ilt rundt i kroppen, fjerner kuldioxid, letter tilpasningen til temperaturforandringer, og er med til at bekæmpe sygdomsangreb.

Forbindelsen mellem liv og blod blev fremhævet længe før William Harvey beskrev blodkredsløbet i 1628. De fleste større religioner regner i deres grundlæggende etik med en Livgiver der har udtalt sig om livet og blodet. En jødekristen lovlærer sagde om ham: "Han giver selv liv og ånde og alting til alle. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.“*

De der tror på en sådan Livgiver, stoler på at hans anvisninger er til varig gavn for dem. En hebraisk profet beskrev ham engang som "den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå“.

Denne forsikring findes i Esajas 48:17 i Bibelen, en bog som respekteres for etiske værdier der kan gavne os alle. Hvad siger den om menneskets brug af blod? Viser den hvordan liv kan reddes ved hjælp af blod? Bibelen viser faktisk at blod er andet og mere end en kompleks biologisk væske. Den nævner blod over 400 gange, og nogle af stederne er der tale om at redde liv.

Et af de første steder blodet nævnes, erklærede Skaberen: "Alt hvad der rører sig og lever, skal være jeres føde… . Men kød med blod i må I ikke spise.“ Han tilføjede: "Jeres eget blod vil jeg kræve hævn for,“ hvorefter han fordømte mord. (1 Mosebog 9:3-6, da. prøveovers. 1985) Han sagde dette til Noa, menneskenes fælles stamfader, som anerkendes og holdes i ære af både jøder, muslimer og kristne. Derved blev hele menneskeheden gjort opmærksom på at blodet i Skaberens øjne står for livet. Dette var mere end en kostbestemmelse. Der lå tydeligvis et moralsk princip i det. Menneskeblod har stor betydning og må ikke misbruges. Skaberen tilføjede senere flere detaljer hvoraf vi kan se hvilke moralprincipper han forbinder med blodet.

"De forskrifter der herved fremsættes på en præcis og metodisk måde [i Apostelgerninger 15] betegnes som ufravigelige, hvilket er det stærkeste bevis for at det efter apostlenes opfattelse ikke var en midlertidig ordning eller en provisorisk forholdsregel.“ — Professor Édouard Reuss, Strasbourgs universitet.

Han henviste igen til blodet da han gav fortidens Israel en lovsamling. Skønt mange i dag sætter denne lovsamling højt for dens visdom og etiske principper, er kun få klar over de alvorlige bestemmelser den indeholder angående blod. For eksempel: "Hvis nogen mand af Israels hus eller af de fremmede, som bor iblandt dem, spiser noget blod, så vil jeg vende mig mod den person, som spiser blodet, og jeg vil afskære ham fra hans folks midte. For et væsens liv afhænger af blodet.“ (3 Mosebog 17:10, 11, Bent Melchior) Derefter forklarede Gud hvad en jæger måtte gøre med de dyr han nedlagde: "Så skal han udgyde deres blod og dække det til med jord… . I må ikke spise blod af noget væsen, for ethvert væsens liv afhænger af dets blod; enhver, der spiser det, skal afskæres.“ — 3 Mosebog 17:13, 14, Mel.

Videnskabsfolk er nu klar over at den jødiske lov var sundhedsfremmende. Den krævede for eksempel at ekskrementer blev efterladt uden for lejren og dækket til, og at man ikke spiste kød der indebar stor sygdomsrisiko. (3 Mosebog 11:4-8, 13; 17:15; 5 Mosebog 23:12, 13) Der var også sundhedsmæssige aspekter i loven om blodet, men det var ikke det hele. Blodet havde en symbolsk betydning. Det stod for livet, tilvejebragt af Skaberen. Ved at behandle blodet som noget særligt anerkendte man at man skyldte Gud livet. Ja, den væsentligste grund til at man ikke måtte indtage blod var ikke at det var usundt, men at det havde særlig betydning i Guds øjne.

Ved et historisk møde bekræftede de kristnes styrende råd at Guds lov om blodet stadig var bindende

Skaberens forbud mod at indtage blod for at opretholde livet, går igen flere gange i Loven. "Pas på, at du ikke spiser blodet med,… hæld det ud på jorden som vand. Lad være med at spise det, for at det må gå dig og dine sønner efter dig godt, fordi du gør, hvad der er ret.“ — 5 Mosebog 12:23-25, da. prøveovers. 1988; 15:23; 3 Mosebog 7:26, 27; Ezekiel 33:25.#

I modsætning til hvad nogle mener i dag, måtte Guds lov om blodet ikke tilsidesættes blot fordi der opstod en nødsituation. I en kritisk situation under en krig slagtede israelitiske soldater nogle dyr og "spiste kødet med blodet i“. Kunne det, i betragtning af den specielle situation, tillades at de opretholdt livet ved at spise blod? Nej, deres øverstbefalende påpegede at deres handling stadig var en alvorlig overtrædelse. (1 Samuel 14:31-35) Hvor dyrebart livet end er, har Livgiveren aldrig tilladt at hans normer kan tilsidesættes i en nødsituation.

Blod og sande kristne

Hvordan så med den kristne religion? Hvordan ser den på spørgsmålet om at redde menneskeliv ved hjælp af blod?

Jesus agtes den dag i dag for sine høje principper og sin uangribelighed. Han kendte Skaberens lov med forbudet mod at indtage blod, og han vidste at denne lov var bindende. Der er derfor god grund til at antage at Jesus ville overholde loven om blodet, selv hvis han var under pres til at gøre det modsatte. "Han begik ingen synd, og der var ikke svig i hans mund.“ (1 Peter 2:22, da. prøveovers. 1989) Derved satte han et eksempel for sine tilhængere, et eksempel der vidner om respekt for livet og blodet. (Vi skal senere komme ind på hvordan Jesu eget blod har betydning i forbindelse med at redde liv.)

Martin Luther påpegede hvad aposteldekretet indebar: "Men hvis vi ønsker at have en kirke som retter sig efter dette møde…, må vi lære og insistere på at der herefter ikke er nogen fyrste, herre, borger eller bonde som spiser gæs, dådyr, kronhjorte eller svin kogt i blod… Og borgere og bønder bør især afholde sig fra røde pølser og blodpølser.“

Læg mærke til hvad der skete nogle år efter Jesu død, da der opstod tvivl om hvorvidt de der blev kristne, var nødt til at overholde alle de jødiske love. Sagen blev behandlet af de kristnes styrende råd, der blandt andet omfattede apostlene. Jesu halvbroder Jakob henviste til de skrifter der indeholdt de bestemmelser om blodet som var givet til Noa og til Israels folk. Var disse bud også gældende for kristne? — Apostelgerninger 15:1-21.

Afgørelsen blev sendt ud til alle menighederne: De kristne var ikke forpligtede til at holde den lov der var givet til Moses, men det var ’nødvendigt’ at de ’afholdt sig fra blod og fra kvalte dyr [kød som blodet ikke var løbet af] og fra utugt’. (Apostelgerninger 15:22-29) Dette var ikke bare en rituel forskrift eller en kostbestemmelse. Dekretet indeholdt grundlæggende etiske normer som de første kristne overholdt. Omkring ti år senere anerkendte de kristne stadig at de skulle "holde sig fra det der [var] ofret til afguder såvel som fra blod… og fra utugt“. — Apostelgerninger 21:25.

De fleste af dem der regner sig for at være kristne i dag, vil sikkert anerkende at den kristne etik indebærer at man ikke dyrker afguder eller giver sig af med umoralitet. Det er imidlertid værd at bemærke at apostlene placerede dét at undgå blod på samme høje moralske plan som det at undgå disse urette handlinger. Deres dekret sluttede med ordene: "Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ — Apostelgerninger 15:29.

Aposteldekretet blev længe anset for at være bindende. Eusebios fortæller om en ung kvinde i slutningen af det andet århundrede som — før hun døde under tortur — understregede at de kristne "ikke engang har Lov til at spise Blodet af umælende Dyr“. Hun krævede ikke "ret til at dø“. Hun ønskede at leve, men hun ville ikke fire på sine principper. Respekterer man ikke dem der sætter principper højere end personlig vinding?

Videnskabsmanden Joseph Priestley (1733-1804) skrev: "Det forbud mod at spise blod som blev givet til Noa, synes at være bindende for alle hans efterkommere… Hvis vi fortolker dette forbud ud fra den almindelige praksis blandt de første kristne, som man næppe kan formode har misforstået dets natur og udstrækning, kan vi kun drage den slutning at forbudet skulle være uomgængeligt og vedvarende, for i mange århundreder spiste ingen kristne blod.“

Må man bruge blod som medicin?

Gælder det bibelske forbud mod blod også medicinsk brug, for eksempel til transfusion, der jo ikke var kendt på Noas, Moses’ eller apostlenes tid?

Det er sandt at de nuværende behandlingsmetoder som indbefatter brug af blod ikke fandtes dengang, men det betyder ikke at medicinsk brug af blod er af ny dato. I omkring 2000 år blev menneskeblod i Ægypten og andre steder betragtet som "det ypperste middel mod spedalskhed“. Og dengang Assyrien lå forrest i den teknologiske udvikling, skrev en læge til kong Asarhaddon om den behandling han gav kongens søn: "[Prinsen] har det meget bedre; min herre kongen kan være lykkelig. Fra og med den 22. dag giver jeg (ham) blod at drikke, han vil drikke (det) i 3 dage. I yderligere 3 dage vil jeg give (ham blod) til indvortes behandling.“ Asarhaddon havde kontakt med israelitterne. Men eftersom de havde Guds lov, ville de aldrig drikke blod som medicin.

Blev blod brugt som medicin i romertiden? Naturforskeren Plinius (der levede samtidig med apostlene) og lægen Aretaios fra det andet århundrede beretter om at man brugte menneskeblod til behandling af epilepsi. Tertullian skrev senere: "Tænk på dem der med grådig tørst ved et skuespil i arenaen tager det friske blod af onde forbrydere… og bærer det bort for at helbrede deres epilepsi.“ Han stillede dem i modsætning til de kristne, idet han sagde: "Vi har end ikke dyreblod ved vore måltider… Ved retssager mod kristne tilbyder I dem pølser fyldt med blod. I er naturligvis overbeviste om at netop det… er ulovligt for dem.“ De første kristne gik hellere i døden end at indtage blod.

"Blodet i den mere almindelige form gik… ikke af mode som ingrediens i medicin og magi,“ fortæller bogen Flesh and Blood. "I 1483, for eksempel, lå Louis XI af Frankrig for døden. ’Hans tilstand forværredes dag for dag, og lægemidlet hjalp ham ikke, skønt det var af en ganske særlig art: for han håbede stærkt på at blive rask ved at drikke menneskeblod som han fik fra nogle børn.’“

"Gud og mennesker ser tingene i et meget forskelligt lys. Det der forekommer vigtigt i vore øjne er meget ofte uden betydning efter den uendelige visdoms skøn; og det der forekommer os uvæsentligt er ofte meget betydningsfuldt for Gud. Sådan var det fra begyndelsen.“ — An Enquiry Into the Lawfulness of Eating Blood, Alexander Pirie, 1787.

Hvordan så med blodtransfusion? Forsøgene med dette begyndte tidligt i 1500-tallet. Thomas Bartholin (1616-80), professor i anatomi ved Københavns Universitet, skrev imod dette: ’De der indfører brugen af menneskeblod til indvortes behandling af sygdomme synes at misbruge det og begå en alvorlig synd. Kannibaler fordømmes. Hvorfor vender vi os da ikke bort i afsky fra dem der besmitter deres svælg med menneskeblod? Det samme gør sig gældende med hensyn til det at modtage fremmed blod fra en opskåret vene, enten gennem munden eller ved hjælp af transfusionsredskaber. Ophavsmændene til denne praksis er hjemfaldne til straf ifølge Guds lov, efter hvilken det er forbudt at spise blod.’

I tidligere århundreder indså tænkende mennesker altså at den bibelske lov gjaldt indtagelse af blod i venerne lige så vel som indtagelse gennem munden. Bartholin sluttede: "Begge måder at indtage [blod] på har ét og samme formål, nemlig at blodet skal medvirke til at nære eller læge det syge legeme.“

Denne korte oversigt kan hjælpe dig til at forstå det urokkelige religiøse standpunkt Jehovas vidner indtager. De sætter livet højt, og de søger god lægehjælp. Men de er besluttede på ikke at krænke Guds norm, som altid har været den samme: De der respekterer livet som en gave fra Skaberen, forsøger ikke at opretholde livet ved at indtage blod.

Men nu har man i årevis hævdet at blod redder liv. Læger kan fortælle om tilfælde hvor nogle der har lidt et akut blodtab, er kommet sig hurtigt efter at have fået transfusioner. Derfor spørger du måske: ’Hvor klogt eller uklogt er det, lægeligt set, at modtage blod.’ Fra lægeside fremføres argumenter til støtte for at bruge blod. Du skylder derfor dig selv at undersøge tingene for at kunne træffe et informeret valg.


* Paulus, i Apostelgerninger 17:25, 28, Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.

# Lignende forbud blev senere nedfældet i Koranen.


Billedkilder: 1. A Chart of Veins and William Harvey: Reproduced from Medicine and the Artist (Ars Medica) by permission of the Philadelphia Museum of Art/Carl Zigrosser/Dover Publications, Inc. 2. Martin Luther: Woodcut by Lucas Cranach