Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Hvad er det Bibelen virkelig lærer?

 KAPITEL FJORTEN

Hvordan man kan få et lykkeligt familieliv

Hvordan man kan få et lykkeligt familieliv
  • Hvad skal der til for at blive en god ægtemand?

  • Hvordan bliver man en god og værdsat hustru?

  • Hvad skal der til for at blive en god far eller mor?

  • Hvordan kan børn bidrage til et lykkeligt familieliv?

1. Hvad er nøglen til et lykkeligt familieliv?

JEHOVA GUD ønsker at vi skal have et lykkeligt familieliv. I sit ord, Bibelen, har han givet de enkelte familiemedlemmer nogle retningslinjer som viser hvad han forventer af dem. Hvis en families medlemmer lever op til denne vejledning fra Gud, vil de få et godt familieliv. Jesus sagde: „Lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ — Lukas 11:28.

2. Hvad afhænger en families lykke først og fremmest af?

2 En families lykke afhænger først og fremmest af om de enkelte medlemmer anerkender at familieordningen er indstiftet af Jehova, ham som Jesus kalder „vor Fader“. (Mattæus 6:9) Alle familier skylder Jehova deres eksistens — og han ved alt om hvordan man opnår et lykkeligt familieliv. (Efeserne 3:14, 15) Lad os se hvad Bibelen siger om de forskellige familiemedlemmers rolle.

FAMILIEORDNINGEN ER INDSTIFTET AF GUD

3. Hvordan beskriver Bibelen familieordningens oprindelse, og hvorfor kan vi være sikre på at den taler sandt?

3 Jehova skabte de første mennesker, Adam og Eva, og førte dem sammen som mand og hustru. Han gav dem et smukt  paradisisk hjem her på jorden — Edens Have — og sagde til dem at de skulle sætte børn i verden. „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden,“ sagde Gud. (1 Mosebog 1:26-28; 2:18, 21-24) Denne beretning er ikke blot en myte eller ren og skær fiktion. Jesus bekræftede at det der står i Første Mosebog om familieordningens oprindelse, er sandt. (Mattæus 19:4, 5) Selvom vi mennesker bliver konfronteret med mange problemer og livet på nuværende tidspunkt ikke former sig sådan som det oprindelig var Guds hensigt, er det muligt at opnå et lykkeligt familieliv. Lad os se hvordan.

4. (a) Hvordan kan den enkelte i en familie bidrage til et lykkeligt familieliv? (b) Hvorfor er det så vigtigt for familielivet at alle i familien får kendskab til Jesu liv?

4 Alle i familien kan bidrage til et lykkeligt familieliv ved hver især at efterligne Guds måde at vise kærlighed på. (Efeserne 5:1, 2) Men hvordan kan vi efterligne Gud når vi ikke kan se ham? Ved at følge Guds førstefødte søns eksempel. (Johannes 1:14, 18) Mens denne søn, Jesus Kristus, befandt sig på jorden, efterlignede han nemlig sin himmelske Far i så høj grad at det at være sammen med ham og lytte til ham svarede til at være sammen med Jehova og lytte til ham. (Johannes 14:9) Vi kan hver især gøre en indsats for at forbedre vores familieliv ved at lære noget om hvordan Jesus viste andre kærlighed, og ved at følge hans eksempel.

ET EKSEMPEL FOR ÆGTEMÆND

5, 6. (a) Hvordan er den måde Jesus behandler menigheden på, et eksempel for ægtemænd? (b) Hvad må man gøre for at få tilgivelse for sine synder?

5 Bibelen siger at ægtemænd bør behandle deres hustruer på samme måde som Jesus behandlede sine disciple. Lyt engang til denne bibelske vejledning: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den . . . Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han  giver det føde og plejer det, ligesom også Messias plejer menigheden.“ — Efeserne 5:23, 25-29.

6 Jesu kærlighed til menigheden af disciple er et fuldkomment eksempel for ægtemænd. Jesus ’elskede disciplene lige til det sidste’ og ofrede sit liv for dem selvom de var ufuldkomne. (Johannes 13:1; 15:13) Svarende til det får ægtemænd denne tilskyndelse: „Bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem.“ (Kolossenserne 3:19) Hvad kan hjælpe en ægtemand til at følge dette råd, især hvis hans kone har handlet uklogt? Han bør huske på at han også selv begår fejl, og at han må opfylde visse krav for at opnå Guds tilgivelse. Et af dem består i at han må tilgive dem der synder imod ham, og det omfatter også hans kone. Hun bør naturligvis gøre det samme. (Mattæus 6:12, 14, 15) Det siges ikke uden grund at et godt ægteskab består af to der er villige til at tilgive.

7. Hvad var Jesus opmærksom på, og hvordan kan ægtemænd følge hans eksempel?

7 Ægtemænd gør også vel i at huske på at Jesus altid tog hensyn til sine disciple. Han var opmærksom på deres begrænsninger og fysiske behov. På et tidspunkt hvor de var trætte, sagde han for eksempel til dem: „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt.“ (Markus 6:30-32) Hustruer fortjener også at der bliver taget passende hensyn til dem. Bibelen beskriver dem som ’et svagere kar’ og giver deres mænd befaling til at ’vise dem ære’. Hvorfor? Fordi både ægtemænd og hustruer har del i „den ufortjente gave som livet er“. (1 Peter 3:7) Ægtemænd bør huske at det der gør et menneske dyrebart i Jehovas øjne, er trofasthed mod ham, og ikke om man er mand eller kvinde. — Salme 101:6.

8. (a) Hvordan skal det forstås at en ægtemand „der elsker sin hustru, elsker sig selv“? (b) Hvad indebærer det for et ægtepar at de er „ét kød“?

8 Bibelen siger at en ægtemand „der elsker sin hustru, elsker sig selv“. Forklaringen på det er at de „ikke længere [er]  to, men ét kød,“ som Jesus sagde. (Mattæus 19:6) Af den grund må to der er gift, begrænse deres seksuelle interesse til kun at omfatte deres ægtefælle. (Ordsprogene 5:15-21; Hebræerne 13:4) Det kan lade sig gøre hvis de uselvisk gør hvad de kan for at opfylde hinandens behov. (1 Korinther 7:3-5) Bibelen siger: „Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ Ægtemænd må elske deres hustruer som sig selv og huske at de skal stå deres eget overhoved, Jesus Kristus, til ansvar. — Efeserne 5:28, 29; 1 Korinther 11:3.

9. Hvilken af Jesu egenskaber bliver omtalt i Filipperbrevet 1:8, og hvorfor bør ægtemænd vise denne egenskab over for deres hustruer?

9 Apostelen Paulus talte om ’den inderlige hengivenhed som Kristus Jesus har’. (Filipperne 1:8) Ja, Jesus var mild og omsorgsfuld. Det virkede tiltalende på kvinderne blandt hans disciple. (Johannes 20:1, 11-13, 16) Og hustruer har behov for at deres mænd viser dem omsorg og ’inderlig hengivenhed’.

ET EKSEMPEL FOR HUSTRUER

10. På hvilken måde er Jesus et eksempel for hustruer?

10 En familie er en lille organisation, og hvis en organisation skal fungere godt, må den have en leder, et overhoved. Selv Jesus har et overhoved. „Messias’ hoved er Gud“, ligesom „en kvindes hoved er manden“. (1 Korinther 11:3) Den måde Jesus underordner sig Guds ledelse på, er et godt eksempel for os, da vi alle er underlagt et overhoved.

11. Hvilken holdning bør en kvinde have til sin mand, og hvad kan en sådan holdning føre til?

11 Ufuldkomne mænd begår fejl og kommer ofte til kort når det gælder om at være eksemplariske familieoverhoveder. Hvad skal en hustru så gøre? Hun bør ikke nedvurdere sin mand eller prøve at overtage ledelsen. En hustru gør klogt i at huske på at en stille og mild ånd er af stor værdi i Guds øjne. (1 Peter 3:4) Hvis hun har en sådan ’ånd’, eller indstilling, vil hun, også i vanskelige situationer, have lettere ved at  underordne sig sin mand. Bibelen siger desuden: „Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Efeserne 5:33) Men hvad nu hvis han ikke anerkender Kristus som sit overhoved? Bibelen giver gifte kvinder denne tilskyndelse: „I hustruer [skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ — 1 Peter 3:1, 2.

12. Hvorfor er det helt i orden at en hustru respektfuldt giver udtryk for sine synspunkter?

12 Men uanset om manden er en trosfælle eller ej, vil det ikke være respektløst hvis en hustru taktfuldt giver udtryk for en mening der adskiller sig fra hans. Hendes synspunkt er måske det rigtige, og så kunne hele familien have gavn af at manden lyttede til hende. Da Sara på et tidspunkt kom med et praktisk forslag til løsning af et familieproblem, var Abraham ikke enig med hende, men Gud sagde til ham: „Hør efter hendes røst.“ (1 Mosebog 21:9-12) I de tilfælde hvor ægtemandens endelige beslutning ikke er i strid med Guds lov, vil hans hustru naturligvis støtte hans afgørelse og derved vise at hun underordner sig sin mand. — Apostelgerninger 5:29; Efeserne 5:24.

Hvordan var Sara et godt eksempel for hustruer?

13. (a) Hvilken tilskyndelse får gifte kvinder i Titus 2:4, 5? (b) Hvad siger Bibelen om separation og skilsmisse?

13 Når en hustru lever op til sit ansvar, er der meget hun kan gøre for sin familie. Bibelen viser for eksempel at gifte kvinder skal ’elske deres mænd, elske deres børn, være sunde i sindet, rene, huslige, gode, idet de underordner sig deres mænd’. (Titus 2:4, 5) En hustru og mor som lever op til de krav, vil få sin families kærlighed og respekt. (Ordsprogene 31:10, 28) Ægteskabet er imidlertid en forening af to ufuldkomne personer. Derfor kan der opstå situationer som er så alvorlige at de kan føre til separation eller skilsmisse. Bibelen åbner mulighed for separation under visse omstændigheder, men det er ikke noget man må tage let på. Bibelen siger „at en  hustru ikke må skille sig fra sin mand; . . . og en mand må ikke forlade sin hustru“. (1 Korinther 7:10, 11) Ifølge Bibelen er den eneste gyldige grund til skilsmisse at en af ægtefællerne har begået utugt. — Mattæus 19:9.

ET FULDKOMMENT EKSEMPEL FOR FORÆLDRE

14. Hvordan behandlede Jesus børn, og hvad har børn behov for fra deres forældre?

14 Den måde Jesus behandlede børn på, var et fuldkomment eksempel for forældre. Da andre prøvede at hindre nogle små børn i at nærme sig Jesus, sagde han: „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem.“ Og Bibelen fortæller at han derefter „tog børnene i sine arme og velsignede dem idet han lagde hænderne på dem“. (Markus 10:13-16) Når Jesus tog sig tid til at være sammen med små børn, bør vi så ikke tage os tid til vores egne sønner og døtre? De har ikke kun behov for os i små korte tidsrum. De har behov for at vi bruger masser af tid sammen med dem. Vi må tage os tid til at undervise dem. I virkeligheden er det noget Jehova har befalet forældre at gøre. — 5 Mosebog 6:4-9.

15. Hvad kan forældre gøre for at beskytte deres børn?

15 Efterhånden som verden bliver mere og mere ond, øges  behovet for at forældre beskytter deres børn mod folk der vil gøre dem fortræd, eksempelvis børnemisbrugere. Tænk på hvordan Jesus beskyttede sine disciple, som han kærligt kaldte „børnlille“. Da Jesus blev arresteret og vidste at han kort efter ville blive henrettet, sørgede han for at disciplene fik mulighed for at slippe væk. (Johannes 13:33; 18:7-9) Hvis du har børn, må du være på vagt over for Djævelens forsøg på at gøre dem fortræd. Du må advare dem på forhånd. * (1 Peter 5:8) Truslen mod børns fysiske, åndelige og moralske sikkerhed har aldrig været større end den er i dag.

Hvad kan forældre lære af den måde Jesus behandlede børn på?

16. Hvad kan forældre lære af Jesu reaktion på disciplenes ufuldkommenheder?

 16 Aftenen før Jesus blev henrettet, skændtes hans disciple om hvem af dem der var den største. I stedet for at blive vred på dem fortsatte Jesus kærligt med at appellere til dem i ord og handling. (Lukas 22:24-27; Johannes 13:3-8) Hvis du har børn, har du mulighed for at følge Jesu eksempel i den måde du oplærer dem på. Børn har brug for at man irettesætter dem, men man bør gøre det „i passende omfang“ og aldrig i vrede. Du vil selvfølgelig ikke tale tankeløst til dem „som med sværdhug“. (Jeremias 30:11; Ordsprogene 12:18) Man bør opdrage sine børn på en sådan måde at de senere kan se at det var en god opdragelse de fik. — Efeserne 6:4; Hebræerne 12:9-11.

ET EKSEMPEL FOR BØRN

17. På hvilken måde var Jesus et fuldkomment eksempel for børn?

17 Kan børn lære noget af Jesus? Ja, i høj grad! Jesus viste ved sit eksempel at børn skal adlyde deres forældre. „Jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig,“ sagde han. Og han tilføjede: „Jeg gør altid det han synes om.“ (Johannes 8:28, 29) Jesus adlød sin himmelske Far, og Bibelen siger at børn skal adlyde deres forældre. (Efeserne 6:1-3) Jesus var endda et fuldkomment barn, men alligevel adlød han sine ufuldkomne forældre, Josef og Maria. Det har helt sikkert været til gavn for alle i Jesu familie. — Lukas 2:4, 5, 51, 52.

18. Hvorfor adlød Jesus altid sin himmelske Far, og hvem glæder sig når børn adlyder deres forældre i dag?

18 Er der noget børn kan gøre for at efterligne Jesus endnu mere og derved glæde deres forældre? Det er Guds ønske at børn og unge skal adlyde deres forældre selvom de en gang imellem synes det er svært. (Ordsprogene 1:8; 6:20) Jesus adlød altid sin himmelske Far, også under vanskelige forhold. Da det på et tidspunkt var Guds vilje at Jesus skulle udføre en meget vanskelig og krævende opgave, sagde Jesus: „Tag dette bæger [denne opgave] bort fra mig.“ Alligevel gjorde  Jesus det Gud havde bedt ham om. Han erkendte at hans Far var den der vidste bedst. (Lukas 22:42) Når børn lærer at adlyde, glæder det både deres forældre og deres himmelske Far. * — Ordsprogene 23:22-25.

Hvad bør børn og unge tænke på når de bliver udsat for fristelser?

19. (a) Hvordan bærer Satan sig ad med at friste børn? (b) Hvad kan det betyde for forældrene hvis deres børn bliver indblandet i noget umoralsk?

19 Djævelen fristede Jesus, og vi kan være sikre på at han også vil friste børn og unge til at gøre noget forkert. (Mattæus 4:1-10) Satan Djævelen gør brug af gruppepres, og det kan være svært at modstå. Derfor er det meget vigtigt at børn kun kommer sammen med nogle der respekterer Guds lov. (1 Korinther 15:33) Jakobs datter Dina kom sammen med nogle der ikke tilbad Jehova, og det gav en masse problemer. (1 Mosebog 34:1, 2) Det kan være til stor sorg for en familie hvis et af dens medlemmer bliver involveret i kønslig umoralitet. — Ordsprogene 17:21, 25.

NØGLEN TIL ET LYKKELIGT FAMILIELIV

20. Hvad må den enkelte i familien gøre for at bidrage til et lykkeligt familieliv?

20 Det er lettere at få løst familieproblemer hvis man gør  brug af Bibelens råd og vejledning. I virkeligheden er det nøglen til et lykkeligt familieliv. Tilskyndelsen til ægtemanden lyder: Elsk din hustru, og behandl hende på samme måde som Jesus behandler menigheden. Opfordringen til hustruen lyder: Du skal underordne dig din mands ledelse og prøve at leve op til Bibelens beskrivelse af en dygtig hustru i Ordsprogene 31:10-31. Tilskyndelsen til forældre går ud på at de skal oplære deres børn. (Ordsprogene 22:6) Fædre bliver tilskyndet til at ’præsidere i deres egen husstand på en god måde’. (1 Timoteus 3:4, 5; 5:8) Og børn bliver opfordret til at adlyde deres forældre. (Kolossenserne 3:20) Ingen i familien er fuldkommen. Alle begår fejl. Vær derfor ydmyge, og bed hinanden om tilgivelse.

21. Hvilke storslåede fremtidsudsigter ligger åbne for os, og hvordan kan vi opnå et lykkeligt familieliv nu?

21 Bibelen indeholder et væld af værdifulde råd og anvisninger angående familielivet. Desuden fortæller den os om Guds nye verden — om et jordisk paradis fyldt med glade mennesker som tilbeder Jehova. (Åbenbaringen 21:3, 4) Sikke fremtidsperspektiver! Og hvis vi følger vejledningen i Bibelen, Guds ord, kan vi allerede nu glæde os over et lykkeligt familieliv.

^ par. 15 Du kan få hjælp til at beskytte dine børn mod disse farer ved at gøre brug af det der står i kapitel 32 i bogen Lyt til den store Lærer, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 18 Kun hvis en far eller mor gav sit barn besked på at gøre noget der strider imod Guds lov, ville det være rigtigt af barnet ikke at adlyde. — Apostelgerninger 5:29.

Lær mere

Hvorfor har vi ’en teokratisk familieaften’?

Se hvordan denne ordning kan hjælpe dig til at få et nærmere forhold til Gud og din familie.