Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Guds rige hersker!

 KAPITEL 13

Forkyndere går rettens vej

Forkyndere går rettens vej

KAPITLET FOKUSERER PÅ

Som Jesus forudsagde, ville hans disciples forkyndelsesarbejde møde juridisk modstand

1, 2. (a) Hvad lykkedes det de religiøse ledere at gøre i forbindelse med forkyndelsen, men hvordan reagerede apostlene? (b) Hvorfor nægtede apostlene at rette sig efter forbuddet mod at forkynde?

VI BEFINDER os i Jerusalem kort efter pinsedagen år 33. Den kristne menighed er kun få uger gammel. Satan er tydeligvis klar over at det er nu han skal gribe ind. Han vil gerne eliminere menigheden før den når at vokse sig stærk. Hurtigt sørger han for at de religiøse ledere forbyder forkyndelsesarbejdet. Men apostlene fortsætter modigt forkyndelsen, og mange, både mænd og kvinder, får ’tro på Herren’. — Apg. 4:18, 33; 5:14.

Apostlene „frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld“

Modstanderne bliver rasende og slår til igen — denne gang ved at få alle apostlene fængslet. I nattens løb åbner Jehovas engel imidlertid fængslets døre, og ved daggry har apostlene genoptaget deres forkyndelse. Igen bliver de arresteret og bragt for Sanhedrinet, anklaget for at overtræde forbuddet mod at forkynde. Apostlene siger modigt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Sanhedrinets medlemmer bliver så rasende at de ønsker at „gøre det af med“ apostlene. Men på dette kritiske tidspunkt tager den agtede lovlærer Gamaliel ordet og siger advarende: „Tag jer i agt ... Hold jer fra disse mennesker og lad dem være.“ Overraskende nok lytter Sanhedrinet til hans råd og lader apostlene gå. Og hvad gør disse trofaste mænd så? Uforfærdet fortsætter de med „uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. — Apg. 5:17-21, 27-42; Ordsp. 21:1, 30.

3, 4. (a) Hvilken effektiv metode har Satan benyttet i forbindelse med sine angreb på Guds folk? (b) Hvad vil vi se på i dette og de to følgende kapitler?

3 Denne retssag i år 33 var det første tilfælde af officiel modstand mod den kristne menighed, men langtfra det sidste. (Apg. 4:5-8; 16:20; 17:6, 7) I vor tid prøver Satan stadig at få modstandere af den sande tilbedelse til at ophidse myndighederne til at udstede forbud mod vores forkyndelsesarbejde. Modstanderne har rejst forskellige anklager imod Jehovas folk. En af dem går ud på at vi forstyrrer den offentlige ro og orden — at vi er urostiftere. En anden at vi er oprørere. I en tredje bliver vi beskyldt for at være sælgere. Når tiden har været inde til det, er vores brødre gået rettens vej  for at modbevise sådanne falske anklager. Hvad har disse retssager ført til? Hvordan har retskendelser som blev afsagt for mange årtier siden, betydning for os i dag? Lad os analysere nogle få retssager for at se hvordan de har hjulpet os til at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Fil. 1:7.

4 I dette kapitel vil vi fokusere på hvordan vi har forsvaret vores ret til frit at forkynde. I de to følgende kapitler vil vi se på nogle af de juridiske sager vi har ført i vores bestræbelser på at følge Rigets normer og forblive adskilt fra denne verden.

Urostiftere — eller loyale forkæmpere for Guds rige?

5. Hvorfor blev forkynderne arresteret i slutningen af 1930’erne, og hvad overvejede de ledende brødre at gøre?

5 I slutningen af 1930’erne forsøgte man i flere byer og stater i USA at tvinge Jehovas Vidner til at indhente en form for juridisk tilladelse før de kunne udføre deres forkyndelsesarbejde. Men vores brødre anmodede ikke om sådanne tilladelser. En tilladelse kan tilbagekaldes, og de mente ikke at nogen regering eller myndighed havde ret til at hindre kristne i at adlyde Jesu befaling om at forkynde Rigets budskab. (Mark. 13:10) Resultatet var at hundreder af forkyndere blev arresteret. De ledende brødre i organisationen overvejede at gå rettens vej. De håbede at de kunne bevise at staten uretmæssigt havde begrænset deres religionsfrihed. Og i 1938 indtraf en begivenhed der førte til en skelsættende retssag. Hvad var det der skete?

6, 7. Hvad skete der med familien Cantwell?

Tirsdag morgen, den 26. april 1938, tog den 60-årige Newton Cantwell, hans kone, Esther, og deres sønner Henry, Russell og Jesse — alle fem specialpionerer — af sted på en forkyndertur til byen New Haven i Connecticut. De var forberedt på at turen kunne komme til at vare længere end blot en enkelt dag. Hvorfor? De var tidligere blevet arresteret flere gange, og de forudså at det kunne ske igen. Men den mulighed dæmpede ikke familien Cantwells ønske om at forkynde Riget. De ankom til New Haven i to biler. Newton kørte familiebilen som var fyldt med bibelsk litteratur og rejsegrammofoner, og den 22-årige Henry kørte i en højttalerbil. Som forudset gik der ikke mange timer før de blev standset af politiet.

7 Først blev Russell på 18 år arresteret, derefter Newton og Esther. Jesse på 16 så på afstand at hans bror og forældre blev taget med af politiet. Henry forkyndte i en anden del af byen, så den unge Jesse var overladt til sig selv. Alligevel tog han sin grammofon og fortsatte i forkyndelsen. To katolske mænd lod Jesse spille en plade med foredraget „Fjender“, holdt af bror Rutherford. Mens de lyttede til foredraget, blev  de imidlertid så vrede at de ville slå Jesse. Roligt gik Jesse sin vej, men kort efter blev han standset af en betjent, og det endte med at han også blev taget i forvaring. Politiet undlod at sigte søster Cantwell, men der blev rejst sigtelse mod bror Cantwell og hans sønner. Senere samme dag blev de dog løsladt mod kaution.

8. Hvorfor fandt retten at Jesse Cantwell var skyldig i urostiftelse?

8 Få måneder senere, i september 1938, blev familien Cantwell stillet for retten i New Haven. Newton, Russell og Jesse blev dømt for urostiftelse og for at anmode om bidrag uden at have tilladelse til det. Sagen blev appelleret til Connecticuts højesteret som frifandt Newton og Russell i spørgsmålet om urostiftelse, men Jesse blev kendt skyldig. Af hvilken grund? De to katolske mænd som havde lyttet til den plade han spillede, vidnede mod ham i retten. De fortalte at foredraget havde provokeret dem og fornærmet deres religion. For at få omstødt dommene appellerede de ansvarlige brødre i organisationen til USA’s højesteret — den højeste instans i landet.

9, 10. (a) Hvilken kendelse afsagde USA’s højesteret i sagen vedrørende familien Cantwell? (b) Hvordan har denne kendelse gavnet os helt frem til i dag?

Sagen begyndte den 29. marts 1940. Højesteretspræsident Charles E. Hughes og otte meddommere lyttede til de argumenter som bror Hayden Covington, der var advokat for  Jehovas Vidner, fremlagde. * Da statsadvokaten fra Connecticut kom med de argumenter som skulle bevise at Vidnerne var urostiftere, spurgte en af dommerne: „Er det ikke korrekt at det budskab Jesus Kristus forkyndte, var upopulært på hans tid?“ Statsadvokaten svarede: „Jo, og hvis jeg husker min bibelhistorie ret, fortæller Bibelen også hvad der skete med Jesus fordi han forkyndte det budskab.“ En temmelig afslørende udtalelse! Uforvarende satte statsadvokaten Jehovas Vidner i bås med Jesus, og staten Connecticut med dem der dømte ham. Den 20. maj 1940 afsagde retten enstemmigt en kendelse i Jehovas Vidners favør.

Hayden Covington (forrest, i midten), Glen How (til venstre) og andre forlader en retsbygning efter en juridisk sejr

10 Hvilken betydning fik højesterettens kendelse? Den indebar at retten til frit at udøve sin religion nu var mere beskyttet end før. Ingen forbundsregering, stat eller lokal myndighed kunne nu begrænse religionsfriheden med loven i hånd. Retten fandt endvidere at Jesses adfærd „ikke udgjorde nogen trussel mod den offentlige ro og orden“. Kendelsen fastslog derved klart at det samme må gælde alle andre Jehovas Vidner. Der var tale om en afgørende juridisk sejr for Guds tjenere! Hvordan har vi gavn af den selv i dag? En advokat der er et Jehovas Vidne, siger: „Retten til frit at praktisere vores tro uden frygt for uretfærdige restriktioner tillader os som nutidige Vidner at udbrede et budskab om håb til andre i de samfund hvor vi bor.“

Oprørere — eller forkyndere af sandheden?

Quebec’s Burning Hate for God and Christ and Freedom Is the Shame of All Canada

11. Hvilken kampagne iværksatte vores brødre i Canada, og hvorfor?

11 I 1940’erne blev Jehovas Vidner i Canada udsat for voldsom modstand. I 1946 tilrettelagde vores brødre derfor en kampagne som varede 16 dage, hvor de offentliggjorde statens tilsidesættelse af religionsfriheden. De uddelte en traktat med titlen Quebec’s Burning Hate for God and Christ and Freedom Is the Shame of All Canada (Quebecs brændende had til Gud og Kristus og friheden er en skamplet på Canada). Denne firesiders traktat afslørede i detaljer at gejstligheden stod bag den uro, pøbelvold og brutalitet fra politiets side som vores brødre i provinsen Quebec blev udsat for. „De ulovlige arrestationer af Jehovas Vidner fortsætter,“ stod der i traktaten. „I Greater Montreal har omkring 800 anklager mod Jehovas Vidner hobet sig op.“

12. (a) Hvordan reagerede modstanderne på traktatkampagnen? (b) Hvilken lovovertrædelse blev vores brødre sigtet for? (Se også fodnote).

12 Som reaktion på denne traktat erklærede Quebecs premierminister Maurice Duplessis, som arbejdede hånd i hånd med den romerskkatolske kardinal Villeneuve, „nådesløs krig“ mod Jehovas Vidner. Antallet af sagsanlæg blev hurtigt fordoblet fra 800 til 1.600. „Politiet arresterede os så mange gange at vi ikke længere havde tal på det,“ fortalte en pionersøster. Forkyndere som blev pågrebet mens de uddelte traktaten, blev sigtet for „injurier og for at ophidse til oprør“. *

13. Hvem var den første der blev stillet for retten sigtet for at tilskynde til oprør, og hvordan lød rettens kendelse?

 13 I 1947 var bror Aimé Boucher og hans døtre Gisèle, på 18 år, og Lucille, på 11, de første der blev stillet for retten sigtet for at tilskynde til oprør. De havde uddelt traktaten i nærheden af deres farm i det bakkede landskab syd for byen Quebec, men det var svært at opfatte dem som kriminelle urostiftere. Bror Boucher var en ydmyg og mild mand som passede sin farm og af og til tog ind til byen med hest og vogn. Ikke desto mindre havde hans familie selv været udsat for noget af den mishandling traktaten beskrev. Dommeren ved retten, som hadede Jehovas Vidner, nægtede at lytte til de vidnesbyrd der beviste at familien Boucher var uskyldig. Han godtog i stedet anklagerens påstand om at traktaten opfordrede til fjendtlighed, og at Boucher-familien af den grund skulle kendes skyldig. Dommerens synspunkt kunne koges ned til følgende: Det er en forbrydelse at sige sandheden. Aimé og Gisèle blev dømt for injurier og oprørsstiftelse, og selv den unge Lucille blev fængslet i to dage. Brødrene appellerede til Canadas højesteret, som indvilligede i at behandle sagen.

14. Hvordan reagerede brødrene i Quebec i de år forfølgelsen varede?

14 Til trods for voldelige og vedvarende angreb fortsatte vores modige brødre og søstre i Quebec i mellemtiden deres forkyndelse af Riget — ofte med imponerende resultater. I løbet af fire år, regnet fra det tidspunkt hvor traktatkampagnen begyndte i 1946, voksede antallet af Jehovas Vidner i Quebec fra 300 til 1.000! *

15, 16. (a) Hvilken kendelse afsagde Canadas højesteret i sagen mod familien Boucher? (b) Hvilken virkning havde denne sejr på brødrene og udenforstående?

15 I juni 1950 behandlede de ni dommere ved Canadas højesteret sagen vedrørende Aimé Boucher. Et halvt år senere, den 18. december 1950, afsagde højesteret en kendelse i vores favør. Hvorfor? Bror Glen How, der var advokat for Jehovas Vidner, forklarede at retten erklærede sig enig med forsvaret i dets argument, gående ud på at „tilskyndelse til oprør“ forudsætter at man agiterer for voldsanvendelse eller oprør mod myndighederne. Men traktaten „indeholdt ikke sådanne tilskyndelser og var derfor omfattet af ytringsfriheden“. Bror How tilføjede: „Jeg så på nærmeste hold hvordan Jehova skænkede os sejren.“ *

16 Højesterets afgørelse var en markant sejr for Guds rige. Den eliminerede grundlaget for alle de 122 verserende sager hvor Jehovas Vidner i Quebec var blevet sigtet for injurier og tilskyndelse til oprør. Rettens afgørelse betød også at indbyggerne i Canada og resten af Commonwealth nu havde frihed til at give udtryk for deres bekymringer vedrørende myndighedernes fremgangsmåde. Desuden knækkede denne sejr nakken på det angreb som kirken og myndighederne i forening havde rettet mod Jehovas Vidners frihed i provinsen Quebec. *

 Sælgere — eller ivrige forkyndere af Guds rige?

17. Hvordan forsøger nogle myndigheder at begrænse vores forkyndelsesarbejde?

17 De første kristne var „ikke kræmmere der [handlede] med Guds ord“, og det samme gælder Jehovas tjenere i dag. (Læs 2 Korinther 2:17). Ikke desto mindre prøver nogle myndigheder at begrænse vores aktivitet som forkyndere ved hjælp af lovgivningen vedrørende handel. Lad os se på to af de sager hvor retten har truffet afgørelse angående spørgsmålet om hvorvidt Jehovas Vidner er sælgere eller forkyndere.

18, 19. Hvordan forsøgte myndighederne i Danmark at modarbejde forkyndelsen?

18 Danmark. Den 1. oktober 1932 blev der indført en bestemmelse der gjorde det ulovligt at sælge trykt materiale hvis man ikke var i besiddelse af et vandrebrev. Men vores brødre anmodede ikke om en sådan tilladelse. Den følgende dag var fem Jehovas Vidner i færd med at forkynde i Roskilde. Sidst på dagen kunne de andre forkyndere ikke finde August Lehmann. Han var blevet arresteret for at sælge ’varer’ uden at have vandrebrev.

19 Den 19. december 1932 mødte August Lehmann i retten. Han fortalte at han havde henvendt sig til folk for at tilbyde dem bibelsk litteratur, men benægtede at der var tale om handel. Retten gav ham medhold med følgende udtalelse: „Den tiltalte ... er i stand til at sørge for sit eget underhold, og han har ikke erhvervet sig nogen økonomisk fortjeneste eller haft til hensigt at opnå en sådan. Hans virksomhed har tværtimod medført økonomisk tab for ham.“ Retten tog Vidnernes parti og afgjorde at August Lehmanns aktivitet ikke kunne „betragtes som handel“. Men Guds folks modstandere var besluttede på at hindre forkyndernes virke mest muligt i hele landet. (Sl. 94:20; se den danske autoriserede oversættelse af 1931) Anklagemyndigheden appellerede sagen helt til Højesteret. Hvordan reagerede vores brødre?

20. Hvordan lød kendelsen fra Højesteret i Danmark, og hvordan reagerede brødrene?

20 I ugen før retsmødet i Højesteret optrappede Jehovas Vidner i Danmark deres forkyndelse. Tirsdag den 3. oktober 1933 bekendtgjorde Højesteret sin afgørelse. Den gav byretten medhold i at August Lehmann ikke havde overtrådt loven. Denne kendelse betød at Vidnerne frit kunne fortsætte forkyndelsen. For at give udtryk for deres værdsættelse af at Jehova havde givet dem denne juridiske sejr, øgede brødrene og søstrene deres indsats yderligere. Siden denne retsafgørelse har forkynderne i Danmark kunnet udføre deres tjeneste uden indblanding fra myndighedernes side.

Modige Jehovas Vidner i Danmark i 1930’erne

21, 22. Hvilken afgørelse traf USA’s højesteret i sagen vedrørende bror Murdock?

21 USA. Søndag den 25. februar 1940 blev Robert Murdock, jun., der var pioner, og syv andre Jehovas Vidner arresteret mens de forkyndte i Jeannette, en by i nærheden af Pittsburgh i staten Pennsylvania. De blev dømt fordi de havde undladt at købe vandrebrev før de tilbød folk litteratur. Da de appellerede, indvilligede USA’s højesteret i at tage sagen op.

 22 Den 3. maj 1943 offentliggjorde højesteret sin kendelse som var i Jehovas Vidners favør. Retten gjorde indsigelse mod kravet om at forkynderne skulle løse vandrebrev fordi man ikke kan påligne nogen „en afgift for nydelsen af en grundlovsmæssig rettighed“. Retten fastslog at byens vedtægt „begrænsede pressefriheden og var en undertrykkelse af religionsfriheden“. Da dommer William O. Douglas bekendtgjorde den afgørelse flertallet af dommerne havde truffet, sagde han at Jehovas Vidners aktiviteter „er mere end en forkyndelse; det er mere end en udbredelse af religiøse skrifter. Det er en kombination af begge dele.“ Han tilføjede: „Denne form for religiøs aktivitet har en lige så høj status ... som tilbedelse i en kirkebygning og forkyndelse fra en prædikestol.“

23. Hvorfor er de juridiske sejre vi vandt i 1943, vigtige for os i dag?

23 Denne højesteretskendelse var en stor juridisk sejr for Guds folk. Den fastslog at vi bestemt ikke er kommercielle kræmmere, vi er kristne forkyndere. På denne mindeværdige dag i 1943 vandt Jehovas Vidner 12 ud af 13 sager i højesteret, inklusive Murdock-sagen. Disse retsafgørelser har på en magtfuld måde dannet præcedens for senere retssager hvor vores modstandere igen har sat spørgsmålstegn ved vores ret til at forkynde Rigets budskab offentligt og fra hus til hus.

 „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“

24. Hvad gør vi når en regering forbyder vores forkyndelse?

24 Som Jehovas tjenere sætter vi stor pris på at myndighederne rent juridisk giver os ret til frit at forkynde Rigets budskab. Og når regeringer udsteder forbud mod vores arbejde, ændrer vi blot vores forkyndelsesmetoder og fortsætter arbejdet på alle de måder vi har mulighed for. Ligesom apostlene „bør [vi] adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“. (Apg. 5:29; Matt. 28:19, 20) Samtidig appellerer vi til domstolene for at få omstødt forbuddet mod vores aktiviteter. Lad os se på to eksempler.

25, 26. Hvilke begivenheder førte til en højesteretssag i Nicaragua, og hvad blev resultatet?

25 Nicaragua. Den 19. november 1952 trådte Donovan Munsterman, som var missionær og landstjener, ind på immigrationskontoret i hovedstaden Managua. Han havde fået ordre til at møde frem for kaptajn Arnoldo García, lederen af kontoret. Kaptajnen fortalte Donovan at alle Jehovas Vidner i Nicaragua nu havde fået „forbud mod at fortsætte forkyndelsen af deres lære og fremme deres øvrige religiøse aktiviteter“. Da kaptajn García blev spurgt om årsagen, forklarede han at Jehovas Vidner ikke havde indenrigsministerens tilladelse til at forkynde, og at de blev beskyldt for at være kommunister. Hvem havde anklaget os? Præsterne i den romerskkatolske kirke.

Brødre i Nicaragua under forbuddet

26 Bror Munsterman appellerede med det samme til indenrigsministeriet og religionsministeriet, såvel som til præsident Anastasio Somoza García, men forgæves. Derefter tilpassede brødrene sig forholdene. De lukkede rigssalen, holdt møder i mindre grupper og standsede gadearbejdet, men de blev ved med at forkynde Rigets budskab. Samtidig indgav  de en begæring til Nicaraguas højesteret hvori de anmodede retten om at omstøde forbuddet. Aviserne gjorde forbuddet og indholdet i den begæring Jehovas Vidner havde indgivet, kendt vidt og bredt, og højesteret indvilligede i at behandle sagen. Hvad blev resultatet? Den 19. juni 1953 bekendtgjorde højesteret sin enstemmige afgørelse til fordel for Jehovas Vidner. Retten fandt at forbuddet krænkede den grundlovssikrede ret til ytringsfrihed, frihed til at følge sin samvittighed og til at udøve sin tro. Den gav også påbud om at forholdet mellem Nicaraguas regering og Jehovas Vidner skulle genoprettes så det blev som før.

27. Hvorfor var folk i Nicaragua forbløffede over domstolens afgørelse, og hvordan betragtede brødrene denne sejr?

27 Folk i Nicaragua var forbløffede over at højesteret havde forsvaret Jehovas Vidner. Hidtil havde præsternes indflydelse været så stærk at domstolen undgik at komme i konflikt med dem. Desuden var den magt regeringens embedsmænd havde, så stor at retten sjældent traf afgørelser som var i modstrid med det de havde besluttet. Vores brødre var overbeviste om at grunden til at de vandt denne sejr, var at deres Konge havde beskyttet dem, og at de havde fortsat deres forkyndelse. — Apg. 1:8.

28, 29. Hvilken forandring af forholdene fandt sted i midten af 1980’erne i Zaire?

28 Zaire. I midten af 1980’erne var der omkring 35.000 Jehovas Vidner i Zaire, nu Den Demokratiske Republik Congo. For at holde trit med den fortsatte vækst i forbindelse med Rigets aktiviteter opførte afdelingskontoret nye bygninger. I december 1985 blev der afholdt et internationalt stævne i landets hovedstad, Kinshasa, og 32.000 delegerede fra mange dele af verden fyldte byens stadion. Men så begyndte forholdene at ændre sig for Jehovas tjenere. Hvad skete der?

29 Bror Marcel Filteau, en missionær fra Quebec i Canada der havde været udsat for forfølgelse i Duplessis’ regeringstid, tjente i Zaire på det tidspunkt. Han har fortalt hvad der skete: „Den 12. marts 1986 fik de ansvarshavende brødre overrakt et brev der erklærede Foreningen af Jehovas Vidner i Zaire ulovlig.“ Forbuddet var underskrevet af landets daværende præsident, Mobutu Sese Seko.

30. Hvilken vigtig beslutning måtte afdelingskontorets udvalg træffe, og hvad besluttede udvalget at gøre?

30 Den følgende dag bekendtgjorde den nationale radio: „Vi vil aldrig mere høre om Jehovas Vidner i [Zaire].“ Forfølgelsen begyndte med det samme. Rigssale blev ødelagt, og brødrene blev bestjålet, arresteret, fængslet og slået. Selv Jehovas Vidners børn blev sat i fængsel. Den 12. oktober 1988 beslaglagde myndighederne organisationens ejendele, og civilgarden, en militær enhed, besatte afdelingskontorets ejendom. De ansvarlige brødre appellerede til præsident Mobutu, men fik intet svar. På det tidspunkt måtte afdelingskontorets udvalg træffe en svær beslutning. „Skal vi appellere til  højesteret, eller skal vi vente?“ Timothy Holmes, der var missionær og koordinator for afdelingskontorets udvalg, husker: „Vi vendte os til Jehova for at få visdom og vejledning.“ Efter at have overvejet spørgsmålet under bøn nåede udvalget frem til at tidspunktet ikke var inde til at appellere til domstolen. I stedet fortsatte brødrene i udvalget med at sørge for brodersamfundet og undersøge mulighederne for at fortsætte forkyndelsen.

„I den periode hvor sagen blev behandlet, så vi hvordan Jehova kan ændre situationen“

31, 32. Hvilken bemærkelsesværdig afgørelse traf Zaires højesteret, og hvilken virkning havde den på vores brødre?

31 Efter nogle år blev presset på Jehovas Vidner mindre, og i Zaire blev respekten for menneskerettighederne større. Afdelingskontorets udvalg besluttede at tiden nu var inde til at anfægte forbuddet ved at appellere til Zaires højesteret. Bemærkelsesværdigt nok sagde højesteret ja til at behandle sagen. Den 8. januar 1993, næsten syv år efter at præsidenten havde udstedt forbuddet, afgav retten en kendelse som sagde at myndighedernes aktion mod Jehovas Vidner havde været ulovlig, og forbuddet blev ophævet. Tænk engang! Med risiko for deres eget liv havde dommerne annulleret en bestemmelse som landets præsident havde indført! Bror Holmes fortæller: „I den periode hvor sagen blev behandlet, så vi hvordan Jehova kan ændre situationen.“ (Dan. 2:21) Denne sejr styrkede brødrenes tro. De følte at deres konge, Jesus, havde ledet dem så de var klar over hvornår og hvordan de skulle reagere.

Jehovas Vidner i Den Demokratiske Republik Congo glæder sig over at de frit kan tilbede Jehova

32 Efter at forbuddet var hævet, kunne afdelingskontoret få missionærer ind i landet, bygge et nyt afdelingskontor og  indføre bibelsk litteratur. * Det er en glæde for Jehovas tjenere i hele verden at betragte hvordan Jehova beskytter sit folks åndelige velfærd. — Es. 52:10.

„Jehova er min hjælper“

33. Hvad kan denne korte gennemgang af nogle få retssager lære os?

33 Vores gennemgang af nogle af de juridiske kampe vi har udkæmpet, viser at Jesus har levet op til sit løfte: „Jeg vil give jer en mund og en visdom som alle jeres modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller modsige.“ (Læs Lukas 21:12-15). Nogle gange har Jehova tydeligvis sørget for at personer der minder om fortidens Gamaliel, har beskyttet hans folk. Andre gange har han fået modige dommere og advokater til at forsvare det der er ret. Jehova har gjort vores fjenders våben uduelige. (Læs Esajas 54:17). Modstand kan ikke hindre Guds værk.

34. Hvorfor er vores juridiske sejre så bemærkelsesværdige, og hvad er de et vidnesbyrd om? (Se også rammen „ Bemærkelsesværdige sejre ved de højere domstole som har fremmet forkyndelsen“).

34 Hvorfor er vores juridiske sejre så bemærkelsesværdige? Tænk over følgende: Jehovas Vidner er ikke fremtrædende eller indflydelsesrige mennesker. Vi prøver ikke at påvirke politikere, vi støtter ikke politiske kampagner, og vi stemmer ikke. De af os der bliver stillet for de højere domstole, bliver desuden ofte betragtet som „ulærde og almindelige mennesker“. (Apg. 4:13) Set fra et menneskeligt synspunkt har domstolene derfor kun et ringe incitament til at komme os til hjælp ved at afsige kendelser som går imod vores magtfulde religiøse og politiske modstanderes ønske. Ikke desto mindre har domstole gentagne gange afsagt kendelser i vores favør. De juridiske sejre vi har vundet, er et vidnesbyrd om at vi vandrer „for Guds ansigt, i samfund med Kristus“. (2 Kor. 2:17) Vi kan derfor sige ligesom apostlen Paulus: „Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.“ — Hebr. 13:6.

^ par. 9 Denne sag, Cantwell mod State of Connecticut, var den første i en række af 43 sager som bror Hayden Covington førte i USA’s højesteret til forsvar for vores brødre. Bror Covington døde i 1978. Hans enke, Dorothy, tjente trofast indtil sin død i 2015. Hun blev 92 år.

^ par. 12 Sigtelsen var baseret på en lov vedtaget i 1606. Den gav en jury mulighed for at erklære en person skyldig hvis den mente at vedkommendes udtalelse tilskyndede til fjendskab — til trods for at udtalelsen var sand.

^ par. 14 I 1950 var der 164 heltidstjenere i Quebec — deriblandt 63 tidligere gileadelever som villigt havde taget imod den opgave de havde fået tildelt, trods den hårde modstand der ventede dem.

^ par. 15 Bror W. Glen How var en modig advokat som fra 1943 til 2003 med stor ekspertise førte i hundredvis af juridiske sager for Jehovas Vidner i Canada og andre lande.

^ par. 16 Flere oplysninger om denne sag findes i artiklen „Kampen er ikke jeres, men Guds“ i Vågn op! for 22. april 2000, side 18-24.

^ par. 32 Til sidst forlod civilgarden afdelingskontorets ejendom; et nyt afdelingskontor blev imidlertid bygget et andet sted.

Lær mere

Jehovas Vidner – En levende tro, 2. del: Lad lyset skinne

Jesus befalede sine efterfølgere at ‘gøre disciple af folk af alle nationerne’. På grund af modstand og mange udfordringer oplevede Bibelstudenterne virkelig hvad det vil sige at lade lyset skinne.