Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Guds rige hersker!

 KAPITEL 15

Kampen for trosfrihed

Kampen for trosfrihed

KAPITLET FOKUSERER PÅ

Hvordan Kristus har hjulpet sine disciple i kampen for at opnå juridisk anerkendelse og ret til at adlyde Guds lov

1, 2. (a) Hvilket bevis har du på at du er borger i Guds rige? (b) Hvorfor har Jehovas Vidner nogle gange været nødt til at kæmpe for deres trosfrihed?

HVIS du er et af Jehovas Vidner, er du borger i Guds rige! Beviset på din indfødsret er hverken et pas eller et andet officielt dokument. Nej, det består i den måde hvorpå du tilbeder Jehova Gud. Sand tilbedelse indbefatter ikke kun hvad du tror på. Det indbefatter også hvad du gør — din lydighed mod Guds riges love. Tilbedelsen af Jehova berører hele vores tilværelse, inklusive vores familieliv, ja, selv den måde vi griber forskellige helbredsspørgsmål an på.

2 Den verden vi lever i, har imidlertid ikke altid respekt for det borgerskab vi sætter så stor pris på, eller de krav det stiller til os. Regeringer har begrænset vores trosfrihed eller prøvet på at eliminere vores muligheder for at udøve vores tro. Kristi undersåtter har ofte måttet kæmpe for friheden til at følge deres Konges love. Bør det overraske os? Nej. På Bibelens tid måtte Guds folk også kæmpe for friheden til at tilbede Jehova.

3. Hvilken kamp måtte Guds folk udkæmpe på dronning Esters tid?

3 På dronning Esters tid måtte Guds folk kæmpe for retten til overhovedet at eksistere. Hvorfor? Den onde førsteminister Haman opfordrede kong Ahasverus til at lade alle de jøder der boede i hans rige, dræbe fordi „deres love er forskellige fra alle andre folks“. (Est. 3:8, 9, 13) Svigtede Gud sine tjenere? Nej, Jehova velsignede de bestræbelser Ester og Mordokaj gjorde sig for at appellere til den persiske konge om at beskytte det jødiske folk. — Est. 9:20-22.

4. Hvad vil vi se på i dette kapitel?

4 Hvordan forholder det sig i dag? I kapitel 14 så vi hvordan verdslige myndigheder til tider har modarbejdet Jehovas Vidner. I dette kapitel vil vi se på tre ret almindelige områder hvorpå disse myndigheder har forsøgt at begrænse vores tilbedelse af Jehova: (1) Vores ret til at eksistere som trossamfund og tilbede Gud på den måde vi ønsker, (2) vores frihed til at vælge lægebehandling som er i harmoni med Bibelens principper, og (3) vores ret til som forældre at opdrage vores børn i overensstemmelse med Jehovas normer. Vi vil se  hvordan borgere i det messianske rige har kæmpet for at beskytte deres borgerret, og hvordan deres bestræbelser er blevet belønnet.

Kampen for juridisk anerkendelse og grundlæggende friheder

5. Hvilken gavn har sande kristne af en juridisk anerkendelse?

5 Har vi behov for en juridisk anerkendelse fra menneskelige regeringer for at kunne tilbede Jehova? Nej, men den gør det nemmere for os at gøre det der er forbundet med vores tilbedelse — for eksempel at mødes frit i vores rigssale og stævnehaller, at trykke og indføre bibelsk litteratur og åbent fortælle vores medmennesker om den gode nyhed. I mange lande er Jehovas Vidner juridisk indregistreret som trossamfund og nyder de samme rettigheder som andre anerkendte trossamfund. Men hvordan er det gået når myndighederne har nægtet os juridisk anerkendelse eller begrænset de grundlæggende friheder vi har?

6. Hvilke vanskeligheder stod Jehovas Vidner i Australien over for i begyndelsen af 1940’erne?

6 Australien. I begyndelsen af 1940’erne mente Australiens generalguvernør at vores tro skadede landets indsats i krigen, og det førte til et forbud. Vidnerne kunne ikke mødes eller forkynde frit. Arbejdet på Betel blev standset, og rigssale blev beslaglagt. Blot det at være i besiddelse af vores bibelske publikationer blev forbudt. Arbejdet foregik i det skjulte i mange år før forholdene endelig blev bedre. Den 14. juni 1943 ophævede Australiens højesteret forbuddet.

7, 8. Beskriv den kamp for religionsfrihed som vores brødre i Rusland har udkæmpet i årenes løb.

7 Rusland. I årtier var Jehovas Vidner underlagt forbud, men i 1991 blev vi endelig indregistreret. Efter Sovjetunionens opløsning blev vi juridisk anerkendt af Den Russiske Føderation i 1992. Men nogle modstandere — især dem der havde forbindelse med den russiskortodokse kirke — blev bekymrede på grund af vores hurtige vækst. I perioden mellem 1995 og 1998 indgav modstanderne fem klager hvori de beskyldte brødrene for at have begået strafbare handlinger. I intet af tilfældene fandt den offentlige anklager imidlertid beviser for at der var begået noget kriminelt. I 1998 anlagde modstanderne så et civilt søgsmål. Jehovas Vidner vandt i første omgang, men modstanderne accepterede ikke afgørelsen, og brødrene tabte appelsagen i maj 2001. I oktober blev retssagen genoptaget, og den førte i 2004 til en afgørelse om at forbyde Jehovas Vidners virke i Moskva og at opløse deres juridiske selskab.

8 En bølge af forfølgelse med chikane og overfald fulgte. (Læs 2 Timoteus 3:12). Religiøs litteratur blev konfiskeret, og hvis man ville leje eller opføre bygninger til religiøse formål, skulle man overholde skrappe restriktioner. Forestil dig reaktionen da vores brødre og søstre pludselig stod over for  disse vanskeligheder. Brødrene havde appelleret til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2001, og i 2004 indsendte de yderligere oplysninger til retten. I 2010 traf Menneskerettighedsdomstolen sin afgørelse. Domstolen kunne tydeligt se at det var religiøs intolerance der lå bag Ruslands forbud mod Jehovas Vidner, og dens kendelse gik ud på at der ikke var nogen grund til at stadfæste de lavere retsinstansers afgørelser, eftersom der ikke var bevis for at Jehovas Vidner havde gjort noget forkert. Domstolen bemærkede at hensigten med forbuddet var at fratage Jehovas Vidner deres juridiske rettigheder. Rettens afgørelse fastholdt deres ret til religionsfrihed. Til trods for at forskellige russiske myndigheder har undladt at rette sig efter kendelsen fra ECHR, har sådanne sejre styrket modet blandt Guds tjenere i dette land.

Titos Manoussakis (Se paragraf 9)

9-11. Hvordan har Jehovas tjenere i Grækenland kæmpet for friheden til at tilbede Gud sammen med deres trosfæller, og med hvilket resultat?

9 Grækenland. I 1983 lejede Titos Manoussakis et værelse i Iraklio på Kreta for at en lille gruppe Jehovas Vidner kunne holde møder der. (Hebr. 10:24, 25) Men kort efter klagede en ortodoks præst til politiet. Han protesterede over at Jehovas Vidner benyttede værelset til gudsdyrkelse, udelukkende fordi deres tro adskiller sig fra den ortodokse kirkes tro. Myndighederne indledte en straffesag mod Titos Manoussakis og tre andre lokale Jehovas Vidner. De blev idømt en bøde og to måneders fængsel. Brødrene betragtede rettens dom som en krænkelse af deres trosfrihed. Derfor valgte de at forfølge sagen ved de græske domstole, og til sidst appellerede de til ECHR.

10 Endelig, i 1996, tildelte ECHR modstanderne et uventet slag. Domstolen bemærkede at „Jehovas Vidner hører hjemme under definitionen på et ’kendt trossamfund’, som er omfattet af den græske lovgivning“, og at de lavere retsinstansers afgørelser havde en „direkte indflydelse på ansøgernes religionsfrihed“. Domstolen fandt endvidere at det ikke var op til den græske regering at „afgøre hvorvidt en religiøs tro, eller de måder hvorpå man giver udtryk for en sådan tro, er lovlig eller ej“. De domme Jehovas Vidner var blevet idømt, blev omstødt, og deres religionsfrihed blev stadfæstet.

11 Repræsenterede denne sejr en endelig afgørelse i Grækenland? Desværre ikke. Men i 2012 blev der i den græske by Kassandreia truffet en endelig afgørelse i en lignende sag efter en juridisk kamp der havde varet i næsten 12 år. Det var en ortodoks biskop der tog initiativet til modstanden. Statsrådet, den højeste administrative retsinstans i Grækenland, traf en afgørelse i Jehovas Vidners favør. Afgørelsen citerede Grækenlands forfatningsmæssige garanti af religionsfriheden og imødegik den hyppige påstand om at Jehovas Vidner ikke er et kendt trossamfund. Retten fastslog: „Den lære ’Jehovas  Vidner’ fører, er ikke ukendt; følgelig udgør de et kendt trossamfund.“ Forkynderne i Kassandreia er glade for at de nu kan holde møder i deres egen rigssal.

12, 13. Hvordan har vores modstandere i Frankrig prøvet at ’skabe uret i lovens navn’, og med hvilket resultat?

12 Frankrig. Nogle af Guds folks modstandere har benyttet sig af en taktik der går ud på at ’skabe uret i lovens navn’. (Salme 94:20, den danske autoriserede oversættelse af 1931). I midten af 1990’erne påbegyndte de franske skattemyndigheder for eksempel en kritisk gennemgang af de finanser som tilhørte Association Les Témoins de Jéhovah, et af de juridiske redskaber Jehovas Vidner benytter i Frankrig. Finansministeren afslørede det egentlige formål med aktionen: „Gennemgangen kan resultere i en juridisk opløsning eller i at der rejses straffesag ... hvilket sandsynligvis vil føre til at foreningens virke bliver hæmmet, eller at den helt må standse sine aktiviteter i vores område.“ Til trods for at denne gennemgang ikke afslørede uregelmæssigheder, pålagde myndighederne foreningen en skat som kunne umuliggøre dens virke. Hvis man havde haft held med denne taktik, havde vores brødre måttet lukke afdelingskontoret og sælge bygningerne for at kunne betale den enorme skat de var blevet pålagt. Det var et voldsomt slag, men Guds folk gav ikke op. Jehovas Vidner protesterede ihærdigt imod denne uretfærdige behandling og forelagde til sidst sagen for ECHR i 2005.

13 Domstolens afgørelse kom den 30. juni 2011. Den gav udtryk for at religionsfriheden, medmindre der var tale om ekstreme tilfælde, bør afholde staten fra at vurdere om en religiøs tro eller måden den praktiseres på, er lovlig eller ej. Retten sagde endvidere: „Beskatningen ... virkede sådan at den fratog foreningen dens vitale ressourcer, og derefter forhindrede den i at sikre sine tilhængere at de frit og i praksis kunne udøve deres tro.“ Domstolen traf enstemmigt en afgørelse i Jehovas Vidners favør. Til Jehovas folks store glæde tilbagebetalte den franske regering den skat den havde krævet af Association Les Témoins de Jéhovah, inklusive renter. I overensstemmelse med domstolens bestemmelse opgav myndighederne panteretten i afdelingskontorets ejendom.

Du kan bede for de brødre og søstre som i øjeblikket bliver udsat for prøvelser som følge af uretfærdigheder begået i lovens navn

14. Hvordan kan du have en andel i kampen for trosfrihed?

14 Som Ester og Mordokaj gjorde i fortiden, kæmper Guds tjenere i dag for retten til at tilbede Jehova på den måde han har påbudt dem. (Est. 4:13-16) Kan du have en andel i den kamp? Ja. Du kan bede for de brødre og søstre som i øjeblikket bliver udsat for prøvelser som følge af uretfærdigheder begået i lovens navn. Sådanne bønner kan være en magtfuld hjælp for vores trosfæller under trængsel og forfølgelse. (Læs Jakob 5:16). Hører Gud sådanne bønner? Svaret fremgår af de sejre vi har vundet i retten. — Hebr. 13:18, 19.

 Frihed til at vælge lægebehandling som er i harmoni med vores tro

15. Hvilke faktorer tager Guds folk i betragtning når det drejer sig om brugen af blod?

15 Som vi var inde på i kapitel 11, har Rigets undersåtter fået klar bibelsk vejledning om at undgå misbrug af blod, en praksis som er meget udbredt i dag. (1 Mos. 9:5, 6; 3 Mos. 17:11; læs Apostelgerninger 15:28, 29). Vi vil ikke have blodtransfusion, men vi vil gerne have den bedst mulige lægebehandling, forudsat den ikke er i konflikt med Guds lov. I mange lande har de højeste domstole erkendt at alle mennesker har ret til selv at acceptere eller afvise lægebehandling i overensstemmelse med deres samvittighed og religiøse overbevisning. Men i nogle lande har Guds folk mødt skræmmende modstand på dette område. Lad os se på nogle eksempler.

16, 17. Hvilken lægebehandling var en japansk søster dybt chokeret over at man havde påtvunget hende, og hvordan blev hendes bønner besvaret?

16 Japan. Misae Takeda, en 63-årig husmor i Japan, havde behov for en stor operation. Hun gjorde det klart for sin læge at hun ville behandles uden brug af blod. Nogle måneder senere fandt hun imidlertid ud af at man alligevel havde givet hende blod under operationen, og hun blev dybt chokeret. Hun følte at hun var blevet bedraget og udsat for overgreb, og i juni 1993 anlagde hun sag mod lægerne og hospitalet. Denne beskedne og blide kvinde havde en urokkelig tro. I vidneskranken aflagde hun, trods sin svækkede tilstand, et frimodigt vidnesbyrd på over en time i en fyldt retssal. Sidste gang hun mødte op i retten, var blot en måned før hun døde. Beundrer vi ikke hendes mod og tro? Søster Takeda sagde at hun hele tiden bad Jehova velsigne hendes kamp, og hun havde tillid til at hendes bønner ville blive hørt. Blev de det?

17 Tre år efter søster Takedas død afsagde Japans højesteret en kendelse som medgav at det havde været forkert at give hende blodtransfusion imod hendes ønske. Højesterets afgørelse af 29. februar 2000 fastslog at „retten til at træffe beslutning“ i sådanne tilfælde „må respekteres som en personlig rettighed“. Takket være søster Takedas beslutning om at kæmpe for sin ret til at vælge lægebehandling i overensstemmelse med sin bibeloplærte samvittighed kan Jehovas Vidner i Japan i dag modtage lægebehandling uden frygt for at blive påtvunget blodtransfusion.

Pablo Albarracini (Se paragraf 18 til 20)

18-20. (a) Hvordan fastslog Argentinas højesteret at en person har ret til at afvise blodtransfusion ved hjælp af et forhåndsdirektiv? (b) Hvordan kan vi i forbindelse med misbrug af blod vise at vi underordner os Kristi ledelse?

18 Argentina. Hvordan kan Guds riges undersåtter forberede sig på situationer hvor de er bevidstløse når der skal træffes en beslutning vedrørende lægebehandling? Vi kan have et juridisk forhåndsdirektiv på os, hvori vi giver udtryk for vores ønsker, og det havde Pablo Albarracini. I maj 2012 blev han offer for et røveriforsøg og ramt af flere skud. Han blev kørt på hospitalet i bevidstløs tilstand og kunne ikke give  udtryk for sit standpunkt angående blodtransfusion. På sig havde han imidlertid et korrekt udfyldt forhåndsdirektiv som han havde underskrevet mere end fire år tidligere. Til trods for at Pablos tilstand var kritisk, og nogle af lægerne mente at de var nødt til at give ham blod, var lægeholdet indstillet på at respektere hans ønske. Men Pablos far, som ikke var et Jehovas Vidne, fik udstedt en retskendelse som tilsidesatte sønnens ønske.

19 Den advokat der repræsenterede Pablos hustru, appellerede straks afgørelsen. Inden for få timer omstødte appelretten den beslutning den lavere retsinstans havde truffet, og afsagde en kendelse der gik ud på at patientens ønske skulle respekteres. Pablos far appellerede til Argentinas højesteret. Højesteret fandt imidlertid „ingen grund til at betvivle at [det forhåndsdirektiv hvori Pablo afviste blodtransfusion] var udfyldt med forsæt, frivilligt og under hans fornufts fulde brug“. Højesteret sagde: „Enhver habil, voksen person har ret til at udfærdige et forhåndsdirektiv angående [sit] helbred og kan vælge at acceptere eller afvise visse lægebehandlinger ... Sådanne direktiver skal respekteres af den ansvarshavende læge.“

Har du udfyldt et personligt forhåndsdirektiv angående lægebehandling?

20 Bror Albarracini er siden kommet sig fuldstændig. Han og hans hustru er glade for at han havde udfyldt et forhåndsdirektiv angående lægebehandling. Ved hjælp af dette enkle — men vigtige — skridt viste han at han underordnede sig Kristus, kongen i Guds rige. Har du og din familie gjort det samme?

April Cadoreth (Se paragraf 21 til 24)

21-24. (a) Hvad førte til at Canadas højesteret afsagde en bemærkelsesværdig kendelse angående mindreårige og brugen af blodtransfusion? (b) Hvordan kan denne sag være til opmuntring for unge der tjener Jehova?

21 Canada. I almindelighed anerkender domstolene forældres ret til at afgøre hvilken lægebehandling der er bedst for deres børn. Nogle gange har domstole endda udstedt kendelser som gik ud på at en moden mindreårig skulle respekteres når det drejede sig om beslutninger vedrørende lægebehandling. Det kom til at gælde i April Cadoreths tilfælde. Som 14-årig blev hun indlagt med en voldsom indre blødning. Få måneder før havde hun udfyldt et forhåndsdirektiv hvori hun havde givet udtryk for at hun ikke ville have blod selv i akutte situationer. Lægen valgte at ignorere Aprils ønske og fik en retskendelse som gav ham lov til at give blod. Hun blev påtvunget transfusion med tre poser pakkede røde blodlegemer. April sammenlignede senere dette med en voldtægt.

22 April og hendes forældre gik til domstolene. Efter to år kom sagen for Canadas højesteret. April rejste tvivl om hvorvidt forfatningen var hensigtsmæssig i forbindelse med hendes sag; den del af sagen tabte hun. Retten dækkede imidlertid hendes juridiske omkostninger og afsagde en kendelse til  gavn for hende og andre modne mindreårige som gerne vil gøre brug af deres ret til selvbestemmelse når det gælder lægebehandling. Domstolen sagde: „Når det gælder lægebehandling, bør man give unge under 16 år mulighed for at vise at deres synspunkter vedrørende en bestemt lægebehandling i tilstrækkelig grad afspejler en selvstændig tankevirksomhed og modenhed.“

23 Denne sag har stor betydning fordi højesteret tog stilling til modne mindreåriges forfatningsmæssige rettigheder. Før denne kendelse blev afsagt, kunne en canadisk domstol bemyndige lægerne til at give et barn under 16 år en bestemt lægebehandling hvis retten mente det var til bedste for barnet. Men nu kan en domstol ikke længere give tilladelse til at give unge under 16 en behandling imod deres vilje uden først at lade dem få mulighed for at bevise at de er modne nok til at træffe deres egen beslutning.

„Bevidstheden om at jeg har haft en andel i at herliggøre Jehovas navn og bevise at Satan er en løgner, har gjort mig meget glad“

24 Var denne tre år lange kamp anstrengelserne værd? „Helt sikkert,“ siger April, som nu er pioner og sund og rask.  „Bevidstheden om at jeg har haft en andel i at herliggøre Jehovas navn og bevise at Satan er en løgner, har gjort mig meget glad.“ Det April har oplevet, viser at unge kan tage et modigt standpunkt og på den måde gøre det klart at de er sande undersåtter under Guds rige. — Matt. 21:16.

Frihed til at opdrage børn i overensstemmelse med Jehovas normer

25, 26. Hvilken situation opstår nogle gange efter en skilsmisse?

25 Jehova har betroet forældre ansvaret for at opdrage deres børn efter hans normer. (5 Mos. 6:6-8; Ef. 6:4) I tilfælde af skilsmisse kan det blive en langt større udfordring end normalt. Forældrenes synspunkter vedrørende opdragelse kan være meget forskellige. En far eller mor der er et Jehovas Vidne, har sikkert et stærkt ønske om at barnet skal opdrages efter de bibelske normer. Den anden part er måske uenig i det synspunkt. En forælder der er et Jehovas Vidne, må respektfuldt erkende at til trods for at en skilsmisse ophæver ægteskabet, gælder det ikke forældrenes forhold til børnene.

26 Den forælder der ikke er et Vidne, prøver måske ad rettens vej at få forældremyndigheden over barnet eller børnene, så han eller hun alene kan bestemme hvilken religiøs opdragelse børnene skal have. Nogle påstår at det er skadeligt at blive opdraget som et Jehovas Vidne. De hævder måske at børnene går glip af fejring af højtider, fødselsdage og af en „livreddende“ blodtransfusion i tilfælde af ulykke eller akut sygdom. Heldigvis tager de fleste domstole størst hensyn til barnets interesser, frem for at træffe en afgørelse baseret på at den ene parts religiøse opfattelse efter deres vurdering er skadelig. Lad os se på nogle eksempler.

27, 28. Hvordan reagerede Ohios højesteret på en påstand om at det er skadeligt for et barn at blive opdraget som et af Jehovas Vidner?

27 USA. I 1992 behandlede Ohios højesteret en sag hvor en far som ikke var et Jehovas Vidne, hævdede at det ville være skadeligt for hans søn at blive opdraget som et Jehovas Vidne. Den lavere retsinstans gav ham medhold, og han fik tildelt forældreretten. Moren, Jennifer Pater, fik samværsret, men måtte ikke „undervise barnet i, eller lade det blive udsat for påvirkning af, Jehovas Vidners lære på nogen måde“. Rettens bestemmelse var så omfattende at den kunne fortolkes som om søster Pater end ikke måtte tale med sin søn, Bobby, om Bibelen og dens moralnormer. Forestil dig hvordan Jennifer Pater må have haft det. Hun var helt knust. Jennifer fortæller imidlertid at hun lærte at vente på Jehova. Hun fornemmede at „Jehova altid var der når hun havde brug for ham“. Med hjælp fra Jehovas organisation appellerede hendes advokat til Ohios højesteret.

 28 Domstolen var ikke enig med den lavere retsinstans. Den gav udtryk for at „forældre har en grundlæggende ret til at oplære deres børn, herunder ret til at videregive deres egne moralske og religiøse værdinormer“ til børnene. Højesteret slog fast at den lavere retsinstans ikke på baggrund af religion havde ret til at begrænse en forælders rettigheder vedrørende forældremyndighed medmindre man kunne påvise at Jehovas Vidners religiøse værdinormer ville skade barnets mentale eller fysiske trivsel. Domstolen fandt ikke bevis for at Jehovas Vidners religiøse lære ville have en negativ indflydelse på barnets mentale eller fysiske helbred.

Mange domstole har, når det gælder forældremyndighed, afsagt kendelser i den kristne forælders favør

29-31. Af hvilken grund mistede en søster i Danmark forældremyndigheden over sin datter, og hvilken afgørelse traf Højesteret i sagen?

29 Danmark. Anita Hansen stod over for en lignende udfordring da hendes eksmand ad rettens vej prøvede at få forældremyndigheden over den syvårige Amanda. I 2000 tilkendte byretten søster Hansen forældremyndigheden. Amandas far appellerede til landsretten som omstødte byrettens kendelse og gav ham forældremyndigheden. Landsrettens argument var at forældrene på grund af deres divergerende religiøse holdninger, også havde forskellige livsopfattelser som formentlig ville føre til konflikter. Efter rettens opfattelse ville faren bedst kunne håndtere disse konflikter. I virkeligheden mistede søster Hansen på det tidspunkt forældremyndigheden fordi hun var et Jehovas Vidne.

 30 Under denne prøve var søster Hansen indimellem så fortvivlet at hun havde svært ved at formulere en bøn til Jehova. Hun fortæller: „Tankerne fra Romerbrevet 8:26, 27 var imidlertid til stor trøst for mig. Jeg følte altid at Jehova forstod hvad jeg mente. Jeg lærte at Jehova hele tiden havde sit øje på mig for at være der for mig.“ — Læs Salme 32:8; Esajas 41:10.

31 Søster Hansen appellerede til Højesteret. I Højesterets bemærkninger stod der: „Spørgsmålet om, hvem der skal have forældremyndigheden, skal afgøres ud fra en konkret vurdering af, hvad der vil være det bedste for barnet.“ Desuden fandt retten at der i en afgørelse vedrørende forældremyndighed skal lægges vægt på hvordan forældrene hver især håndterer problemer, ikke på de „trossætninger og holdninger“ Jehovas Vidner står for. Til søster Hansens lettelse fandt Højesteret hende egnet som forælder og gav hende forældremyndigheden over Amanda tilbage.

32. Hvordan har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol beskyttet forældre som er Jehovas Vidner, mod diskrimination?

32 Forskellige lande i Europa. I nogle tilfælde er juridiske konflikter vedrørende forældremyndighed ikke standset ved den højeste nationale domstol. Spørgsmålet er også blevet taget op af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I to tilfælde har denne domstol erkendt at nationale retsinstanser har behandlet forældrene i en sag forskelligt alene fordi den ene part var et Jehovas Vidne, og den anden ikke var det. ECHR har kaldt en sådan praksis for diskrimination og har afsagt kendelse om at „forskelsbehandling som i væsentlig grad er baseret på religion, ikke er acceptabel“. En mor der er et Jehovas Vidne, og som har haft gavn af denne afgørelse, har givet udtryk for sin lettelse med ordene: „Det voldte mig stor smerte at blive beskyldt for at skade mine børn når jeg i virkeligheden blot gjorde alt hvad jeg kunne, for at give dem det jeg mente var bedst for dem — en kristen opdragelse.“

33. Hvordan kan forældre som er Jehovas Vidner, anvende princippet i Filipperbrevet 4:5?

33 Jehovas Vidner der som forældre står over for juridiske problemer i forbindelse med deres ret til at indgive Bibelens normer i deres børns hjerte, bestræber sig naturligvis for at være rimelige. (Læs Filipperne 4:5). Ligesom de selv værdsætter retten til at oplære deres børn til at følge Guds principper, erkender de at den part som ikke er et Jehovas Vidne, hvis vedkommende ønsker det, har en tilsvarende ret til, og et ansvar for, at opdrage barnet. Hvor stor betydning har ansvaret for at oplære et barn set fra et Jehovas Vidnes synspunkt?

34. Hvordan kan kristne forældre i dag have gavn af jødernes eksempel på Nehemias’ tid?

34 Vi kan lære meget af en situation fra Nehemias’ tid. Jøderne arbejdede ihærdigt på at reparere og genopbygge Jerusalems mure. De vidste at de på den måde kunne beskytte sig selv og deres familie mod de fjendtlige nationer der omgav  dem. Nehemias gav dem tilskyndelsen: „Kæmp for jeres brødre, jeres sønner og jeres døtre, jeres hustruer og jeres huse.“ (Neh. 4:14) For disse jøder var kampen alle anstrengelserne værd. I dag bestræber Jehovas Vidner sig på tilsvarende måde for at opdrage deres børn til at følge sandhedens vej. De ved at børnene får en dårlig påvirkning både i skolen og nabolaget. Denne påvirkning kan endda trænge ind i hjemmet via medierne. Forældre må aldrig glemme at det er alle anstrengelserne værd at kæmpe for at skabe et trygt miljø som betyder at deres børn trives rent åndeligt.

Hav tillid til at Jehova støtter den sande tilbedelse

35, 36. Hvilke goder har Jehovas Vidner opnået ved at kæmpe for deres juridiske rettigheder, og hvad er du besluttet på?

35 Jehova har velsignet de bestræbelser hans organisation i dag har gjort sig i kampen for at hans Vidner frit kan tilbede ham. Når Guds tjenere har kæmpet for deres juridiske rettigheder, har det ofte givet dem mulighed for at aflægge et magtfuldt vidnesbyrd både i retten og i den brede offentlighed. (Rom. 1:8) En sidegevinst er at de har forsvaret borgerrettighederne for mange der ikke er Jehovas Vidner. Som Guds folk prøver vi imidlertid ikke at skabe sociale reformer. Vi ønsker heller ikke at fremhæve os selv. Ved domstolene har vi frem for alt søgt at stadfæste vores juridiske rettigheder som led i kampen for at godtgøre og fremme den sande tilbedelse. — Læs Filipperne 1:7.

36 Mange har kæmpet for friheden til at tilbede Jehova, og den tro de har udvist, må vi aldrig tage for givet. Men vi kan lære af deres eksempel. Vi må forblive loyale i tillid til at Jehova støtter os og giver os styrken til at gøre hans vilje. — Es. 54:17.