Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Min bibelhistoriebog

 HISTORIE 112

Skibbrudne på en ø

Skibbrudne på en ø

SE! Skibet er i havsnød! Det går i stykker! Folkene er sprunget i vandet. Nogle af dem er allerede nået ind til land. Er den ene af dem ikke Paulus? Hør nu hvad der er sket med ham.

Husk at Paulus var fange i Kæsarea i to år. Så bliver han og nogle andre fanger ført om bord på et skib der skal til Rom. Men da de sejler forbi øen Kreta, bliver de ramt af et frygteligt uvejr. Det stormer sådan at mændene ikke kan styre skibet. Og de kan hverken se solen om dagen eller stjernerne om natten. Efter flere dage opgiver folkene til sidst håbet om at blive reddet.

Så træder Paulus frem og siger: ’Ikke en eneste skal miste livet. Kun skibet vil gå tabt. I nat kom en Guds engel til mig og sagde: „Frygt ikke, Paulus! Du skal komme for kejseren af Rom. Og Gud vil også frelse alle dem der sejler sammen med dig.“’

Ved midnat den 14. dag efter at uvejret begyndte, opdager søfolkene at vandet bliver lavere. De nærmer sig land! Af frygt for at blive knust mod klipperne, kaster de anker. Næste morgen ser de en bugt. De vil nu prøve at sejle skibet helt op på stranden.

Da de kommer nærmere ind mod land, støder skibet på grund på en sandbanke. Så begynder bølgerne at slå mod det, og skibet går i stykker. Den øverste officer siger: ’Alle der kan svømme må springe i, og svømme i land. De andre springer i bagefter og holder fast i en stump fra skibet.’ Det gør de så. På den måde bliver alle de 276 som var om bord, reddet ind på land, præcis som engelen havde lovet Paulus.

Øen hedder Malta. Beboerne er meget venlige, og de tager sig godt af de skibbrudne. Da vejret bliver bedre, kommer Paulus på et andet skib og bliver ført til Rom.