Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Min bibelhistoriebog

 HISTORIE 48

De kloge gibeonitter

De kloge gibeonitter

MANGE af byerne i Kana’an gør sig nu klar til at kæmpe imod Israel. De tror de kan vinde. Men det tror indbyggerne i byen Gibeon ikke at de kan. De tror at det er Gud der hjælper israelitterne, og de har ikke lyst til at kæmpe mod Gud. Ved du hvad gibeonitterne så gør?

De prøver at få det til at se ud som om de bor langt, langt borte. Nogle af mændene tager gammelt tøj og slidte sandaler på. De læsser nogle udslidte sække på deres æsler, og tager noget gammelt, tørt brød med sig. Så kommer de hen til Josua og siger: ’Vi kommer fra et land langt borte, for vi har hørt om jeres store Gud, Jehova. Vi har hørt om alt det han gjorde for jer i Ægypten. Vore ledere sagde derfor til os at vi skulle pakke noget mad til en rejse, og tage hen og sige til jer: „Vi er jeres tjenere. Vi vil gerne holde fred med jer. Lov at I ikke vil føre krig mod os.“ Se, vores tøj er slidt efter den lange rejse, og vores brød er blevet gammelt og tørt.’

Josua og de andre ledende mænd tror på gibeonitterne. Og de lover at de ikke vil kæmpe imod dem. Men tre dage efter hører de at gibeonitterne bor lige i nærheden.

’Hvorfor sagde I til os at I kom fra et land langt borte?’ spørger Josua dem.

Gibeonitterne svarer: ’Fordi vi fik at vide at jeres Gud Jehova havde lovet at give hele Kana’ans land til jer. Vi var bange for at I skulle slå os ihjel.’ Men israelitterne holder deres løfte. De slår ikke gibeonitterne ihjel. De gør dem i stedet til deres tjenere.

Kongen af Jerusalem er gal over at gibeonitterne har sluttet fred med Israel. Han siger til fire andre konger: ’Kom og hjælp mig med at kæmpe mod Gibeon.’ Og så går de fem konger i krig. Var det klogt af gibeonitterne at slutte fred med Israel, siden de nu får fem konger imod sig? Det vil vi få at se.