Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen — hvad er dens budskab?

 25. DEL

Råd om tro, adfærd og kærlighed

Råd om tro, adfærd og kærlighed

Jakob, Peter, Johannes og Judas skriver breve for at opmuntre deres trosfæller

JAKOB og Judas var halvbrødre til Jesus. Og Peter og Johannes var to af Jesu 12 apostle. Disse fire mænd skrev i alt syv breve som findes i De Kristne Græske Skrifter. Hvert af brevene bærer navnet på den der har skrevet det. Den inspirerede formaning der gives i disse breve, skulle hjælpe de kristne til at bevare deres uangribelighed over for Jehova og holde sig Guds rige for øje.

Må vise tro. Det er ikke nok blot at hævde at man tror på Gud. Sand tro fører til handling. „Ja,“ skrev Jakob, „troen [er] død uden gerninger.“ (Jakob 2:26) At handle i tro når man udsættes for prøvelser, styrker udholdenheden. Hvis det skal gå en kristen godt i livet, må han bede Gud om visdom, i tillid til at han vil give ham den. Udholdenhed fører til Guds godkendelse. (Jakob 1:2-6, 12) Hvis en troende bevarer sin uangribelighed, vil Jehova Gud komme ham i møde. „Kom nær til Gud,“ siger Jakob, „og han vil komme nær til jer.“ — Jakob 4:8.

En kristens tro må være så stærk at den hjælper ham til at modstå fristelser og en umoralsk påvirkning. Datidens moralsk fordærvede miljø gjorde at Judas følte sig nødsaget til indtrængende at opfordre sine trosfæller til at ’kæmpe en hård kamp for troen’. — Judas 3.

Må bevare en ren adfærd. Jehova forventer at hans tjenere er hellige, det vil sige rene i enhver henseende. Peter skriver: „I skal . . . være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg [Jehova] er hellig.’“ (1 Peter 1:15, 16) Kristne kan se hen til et eksempel der er værd at efterligne. „Kristus led for jer,“ siger Peter, „hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Selvom kristne måske kommer ud for lidelser fordi de holder fast ved Guds normer, bevarer de „en god samvittighed“. (1 Peter 3:16, 17) Peter opfordrer kristne til at have en hellig adfærd og gøre mange gode gerninger mens de venter på Guds domsdag og den lovede nye verden hvori „retfærdighed skal bo“. — 2 Peter 3:11-13.

„Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jakob 4:8

Må vise kærlighed. „Gud er kærlighed,“ skriver Johannes. Apostelen peger på at Gud viste sin store kærlighed ved at udsende Jesus og give ham som „sonoffer for vore synder“. Hvilken virkning skulle dette have på kristne? Johannes forklarer: „I elskede, når det er sådan Gud elskede os, er vi også skyldige at elske hinanden.“ (1 Johannes 4:8-11) Én måde at vise en sådan kærlighed på er ved at være gæstfri over for sine trosfæller. — 3 Johannes 5-8.

Hvordan kan Jehovas tjenere så vise deres kærlighed til ham? Johannes svarer: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ (1 Johannes 5:3; 2 Johannes 6) De der således adlyder Jehova, forsikres om at de fortsat vil være elsket af ham, og at dette „fører til evigt liv“. — Judas 21.

— Baseret på Jakobs Brev; Første Petersbrev; Andet Petersbrev; Første Johannesbrev; Andet Johannesbrev; Tredje Johannesbrev; Judas’ Brev.