Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2017

 HØJDEPUNKTER FRA DET FORLØBNE ÅR

“I er de bedste naboer”

“I er de bedste naboer”

DEN 7. og 8. maj 2016 var stemningen præget af forventning og begejstring i Hovedkontorets reception på Columbia Heights 25 i Brooklyn, New York. Normalt var receptionen og udstillingerne lukket i weekenden, men i denne weekend var de der boede i området, blevet inviteret til et åbent hus-arrangement for at se vores bibeludstilling.

Der blev aflagt et stort vidnesbyrd i lokalsamfundet i forbindelse med invitationskampagnen, og det var meget forfriskende for forkynderne at være med. Det var især opmuntrende at høre de mange positive kommentarer fra dem der havde boet i området i mange år.

 For eksempel var der en mand der sagde: “Jeg har boet forskellige steder i [området omkring Hovedkontoret] siden 1960’erne, og I har været vidunderlige naboer. Vi kommer virkelig til at savne jer, og vi ville ønske at I ikke skulle flytte.”

“Uden jer ville kvarteret ikke have udviklet sig som det gjorde,” sagde en kvinde. “Vi er meget taknemmelige for at have haft jer som naboer i alle de år.”

Mange af de pionerer som var med i kampagnen, var glade for at se hvor godt folk i området tog imod invitationen. En mand der var med i en forening for beboere i nærområdet, udtrykte stor værdsættelse af vores organisation og sagde at han var meget ærgerlig over at han ikke var hjemme når der var åbent hus.

Det var meget opmuntrende at se resultaterne af kampagnen. I løbet af de to dage kom 48 der ikke var Jehovas Vidner, og så bibeludstillingen. Under åbent hus-arrangementet stod nogle betelitter klar til at byde de besøgende velkommen.

Sally, en ung kvinde sidst i tyverne, brugte omkring en halv time på udstillingen. Da hun var ankommet til receptionen, var hun blevet mødt af de pionerer der havde inviteret hende. Sally fortalte dem at hun ikke havde været klar over at der var en bibeludstilling man kunne se. Pionererne sagde til hende at det var dejligt at møde en ung, veluddannet person som værdsætter Bibelen. Hun svarede: “Det er bare så vigtigt. Det er kun i Bibelen at vi kan læse Guds budskab til mennesker. Den er en guide til hvordan vi bør leve.”

 Hun nævnte at hendes store interesse for Bibelen havde motiveret hende til at studere latin og græsk, og at hun var meget interesseret i oversættelse. Hun syntes at det er vigtigt med nøjagtig oversættelse, så budskabet ikke farves af personlige holdninger. Da pionererne fortalte Sally at vores hjemmeside, jw.org, har bibelsk materiale der er oversat til over 800 sprog, blev hun meget overrasket og begejstret. Søstrene forklarede hende hvilke friheder nogle oversættere har taget sig i forbindelse med Jehovas navn. Hun blev helt chokeret og sagde: “Hvorfor har man fjernet Jehovas navn fra Bibelen?” Da hun tog derfra, sagde hun: “Jeg har boet her hele mit liv, og I er de bedste naboer.”

Mandagen efter at der havde været åbent hus, kom en præst hen til John, en betelit der stod ved en litteraturvogn i nærheden af Betel. Han sagde til John at han virkelig havde nydt at være til arrangementet, og hvor dejligt han syntes det er at vi holder os til Bibelen. Men efter at de havde snakket i noget tid, sagde han pludselig: “Jeg er vred på Jehovas Vidner!” John blev forvirret og spurgte ham hvorfor. “Fordi I flytter. Bliv her! Køb nogle større bygninger, eller byg det I har brug for, men bliv dog her. I har en god indvirkning på området. Jeg er rigtig ked af at I flytter.”

Alt i alt var invitationskampagnen og åbent hus-arrangementet et stort vidnesbyrd, og Guds navn blev forkyndt i området som aldrig før.