Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2017

 GEORGIEN | 1991-1997

Oplæring fra kærlige hyrder

Oplæring fra kærlige hyrder

Joni Shalamberidze og Tamazi Biblaia i starten af 1990’erne

I starten af 1990’erne var der i størstedelen af menighederne i Georgien kun én ældste eller menighedstjener. De fleste menigheder bestod af flere grupper der mødtes separat, for forkynderne boede spredt ud over et stort område med adskillige byer og landsbyer.

Joni Shalamberidze og Pavle Abdushelishvili, der begge tidligere havde tjent i fjerntliggende områder, blev sendt til Telavi, en by der ligger i regionen Kakhetien. Der var 300 forkyndere i menigheden i Telavi, men ikke en eneste ældste. Den bestod af 13 grupper der mødtes forskellige steder.

Pavle Abdushelishvili

 Joni og Pavle opdagede et problem som gjorde det svært for brødrene at gøre åndelige fremskridt. Joni fortæller: “Mange af brødrene havde store marker og vingårde. Og fordi det er almindeligt i landområder at naboer hjælper hinanden med arbejdet, brugte vores brødre meget tid sammen med ikketroende.” – 1 Kor. 15:33.

Brødrene blev opfordret af Joni og Pavle til at spørge nogle af deres trosfæller om de kunne hjælpe til med høsten. På den måde ville de blive styrket åndeligt samtidig med at de fik klaret deres arbejde. (Præd. 4:9, 10) “Den indbyrdes kærlighed i menigheden voksede,” siger Joni. Da han og Pavle rejste fra Kakhetien tre år senere, var der blandt de lokale brødre blevet udnævnt 5 ældste og 12 menighedstjenere.

Møder der giver dygtigere forkyndere

Fordi vores arbejde var underlagt begrænsninger indtil starten af 1990’erne, mødtes forkynderne i mindre grupper, og de holdt kun Menighedsbogstudiet og Vagttårnsstudiet. Disse møder var til stor opmuntring, men de havde ikke til formål at oplære brødrene i forkyndelsen.

Det ændrede sig da det kommunistiske styre faldt. Efter anvisninger fra organisationen begyndte menighederne nu at have Den Teokratiske Skole og Tjenestemødet som en del af deres ugentlige møder.

Naili Khutsishvili og hendes søster Lali Alekperova har gode minder fra disse møder. Lali fortæller: “Det var en virkelig spændende tid. Alle var meget begejstret  for at søstre nu også kunne medvirke i programmet ved møderne.”

“Ved en demonstration var den besøgte i gang med at læse avis da det bankede på døren,” fortæller Naili. “Da den besøgte sagde: ‘Kom indenfor!’, var der to søstre der gik ind i salen gennem hoveddøren og kom op på podiet.” Lali tilføjer: “Sådan nogle møder kunne måske være lidt usædvanlige, men de hjalp os til at blive dygtigere forkyndere.”

Behovet for åndelig føde vokser

I mange år havde nogle få brødre brugt duplikatorer til at fremstille bibelsk litteratur i deres hjem. For at imødekomme det voksende behov for litteratur, begyndte brødrene nu at henvende sig til kommercielle trykkerier der kunne trykke vores blade til en rimelig pris.

Når brødrene skulle gøre mastereksemplaret af det georgiske blad klar til tryk, klippede de bogstaver ud af aviser og klistrede dem på den engelske forside

Brødrene var kreative når de skulle gøre et mastereksemplar klar til tryk. Den oversatte georgiske tekst blev skrevet omhyggeligt på skrivemaskine så opsætningen svarede til det engelske layout. Derefter klippede man billeder ud af det engelske blad og limede dem på det maskinskrevne papir. Til sidst klippede man bogstaver ud af aviser hvor der var blevet brugt pæne skrifttyper, og klistrede dem på den engelske forside. Masteren var nu klar til at gå i trykken.

Tidlige udgaver af bladene på georgisk produceret lokalt

Da det blev mere almindeligt at bruge computere, var der to unge brødre, Levani Kopaliani og Leri Mirzashvili, der kom på nogle computerkurser. Leri siger: “Vi manglede erfaring, og tingene kørte ikke altid på  skinner. Men med Jehovas hjælp gik der ikke lang tid før vi kunne skrive og ombryde bladene på computer.”

På trods af udfordringerne begyndte menigheder i hele Georgien at få blade i firfarvetryk der var produceret lokalt. Med tiden blev det dog sværere at følge med den stigende efterspørgsel. Men på det helt rigtige tidspunkt kom der kærlig hjælp fra Jehovas organisation.

En milepæl

Det internationale stævne i Sankt Petersborg, Rusland, i 1992 gav mulighed for at nogle brødre fra Georgien kunne mødes med repræsentanter fra Afdelingskontoret i Tyskland. “De forklarede os hvordan oversættelsesarbejdet plejer at blive udført,” siger Genadi Gudadze. “De fortalte os også at vi senere ville få et besøg hvor vi ville få oplæring i oversættelsesarbejdet.”

Det var langt fra let at trykke bibelsk litteratur på georgisk. Det georgiske sprog har nemlig en unik skrift, der endnu ikke var understøttet af et system som organisationen havde udviklet, kaldet MEPS (Multilanguage Electronic Publishing System). Det var derfor nødvendigt at udarbejde en ny font til fotosætning og tryk.

Tilbage i slutningen af 1970’erne var familien Datikashvili emigreret fra Georgien til USA, hvor Marina, et af børnene, senere lærte sandheden at kende. Hun var en uvurderlig hjælp da man på Betel i Brooklyn begyndte at tegne hvert enkelt bogstav for at lære MEPS at håndtere det georgiske alfabet. Kort tid efter blev nogle foldere samt brochuren “Se! Jeg gør alting nyt” trykt i Tyskland.

 Oversættelsesarbejdet bliver organiseret

I 1993 kom Michael Fleckenstein og hans hustru, Silvia, til Tbilisi fra Afdelingskontoret i Tyskland for at hjælpe med at oprette et oversættelseskontor. “Jeg havde stadig vores møde i Sankt Petersborg i frisk erindring,” fortæller Michael. “Da vi nu kom til Tbilisi 18 måneder senere, var vi overrasket over at oversætterteamet allerede var så velfungerende.”

Leri Mirzashvili, Paata Morbedadze og Levani Kopaliani på oversættelseskontoret i Tbilisi i 1993

Efter blot nogle få måneder var der 11 fuldtidsoversættere som arbejdede på et kontor i en lille lejlighed. Som følge af den grundige oplæring fra Jehovas organisation begyndte regelmæssige forsyninger af åndelig føde at komme ud til menighederne.

Åndelig føde når ud trods uroligheder

Efter Sovjetunionens fald opstod der uroligheder og etniske konflikter i mange af de tidligere republikker, og Georgien var ikke nogen undtagelse. Det blev derfor farligt at rejse, især hvis man skulle krydse en af grænserne.

Bror Zaza Jikurashvili og Aleko Gvritishvili (her vist med deres hustruer) bragte litteratur ud i årene med uroligheder

 Da Aleko Gvritishvili en dag i november 1994 krydsede en af grænserne sammen med to andre brødre, blev de standset af en gruppe bevæbnede mænd, der beordrede dem ud af deres bil. “De blev vrede da de så vores bibelske publikationer,” fortæller Aleko. “De stillede os op på række som om de skulle til at henrette os. Vi bad inderligt til Jehova. Efter et par timer sagde en af dem: ‘Tag jeres publikationer og forsvind – men hvis I kommer tilbage, sætter vi ild til jeres bil og gør det af med jer.’”

Trods den slags trusler sørgede brødrene fortsat for at få den åndelige mad ud. Bror Zaza Jikurashvili, som bragte store ofre for at bringe litteratur ind i Georgien, siger: “Vi vidste at vores brødre havde behov for åndelig føde. Vores kære hustruer var en stor hjælp og støtte.”

Aleko siger: “Mange af de brødre der var med til at transportere litteraturen, var familiefædre.” Hvad motiverede dem til at fortsætte trods farerne? Aleko fortsætter: “Det var især vores store taknemmelighed mod Jehova og vores kærlighed til ham. Vi ønskede også at efterligne Jehova ved at tage os kærligt af vores brødre og søstre.”

Takket være sådanne selvopofrende brødre stoppede leverancen af litteratur ikke på noget tidspunkt under urolighederne. Senere fandt brødrene nogle mere sikre ruter mellem Tyskland og Georgien.

Åndelig opmuntring i rette tid

I 1995, da den politiske situation var blevet mere stabil, begyndte brødrene at arrangere deres første områdestævne. Der var 6.000 delegerede fra hele Georgien  der i sommeren 1996 overværede områdestævnet i tre forskellige byer: Gori, Marneuli og Tsnori.

Brødre og søstre til områdestævne i nærheden af Gori i 1996

Stævnet der blev afholdt i nærheden af Gori, gjorde et særligt indtryk på dem der var til stede. Tingene havde virkelig forandret sig fra dengang brødrene tvivlede på at de kunne fylde den lokale hal til mindehøjtiden. Nu forventede de over 2.000 og kunne ikke finde et sted der var stort nok. De valgte derfor at holde stævnet udendørs i et smukt, bjergrigt campingområde lidt uden for byen.

Bror Kako Lomidze, som var i stævnekomitéen, siger: “Efter programmet sang brødrene og søstrene sammen og glædede sig over samværet. Det blev tydeligt for alle at Guds folk var forenet af et stærkt kærlighedsbånd.” – Joh. 13:35.

En kærlig ordning giver øget vækst

Fra og med 1996 arbejdede man hen imod at rejsende tilsynsmænd kunne besøge alle menigheder i landet i en hel uge. For at nå det mål blev der udnævnt flere kredstilsynsmænd.

Der er ingen tvivl om at de rejsende tilsynsmænds “kærlige slid” og trofaste arbejde hjalp menighederne til at vokse og i endnu højere grad at følge vejledningen fra organisationen. (1 Thess. 1:3) Fra 1990 til 1997 var væksten særligt stor. Mens der i 1990 var 904 forkyndere der rapporterede, var der syv år senere 11.082 der forkyndte den gode nyhed.

Den åndelige vækst der var begyndt årtier tidligere, kunne nu tydeligt ses i hele landet. Men der var flere velsignelser på vej fra Jehova.