Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2017

 GEORGIEN | 1924-1990

Møder der styrker troen

Møder der styrker troen

Møderne var vigtige for at nye kunne vokse åndeligt. De der for nylig var blevet døbt, var lige så villige til at stille deres hjem til rådighed for møderne som dem der havde været med i sandheden i mange år. Og alle der kom til møderne, fik en varm velkomst, hvilket var med til at styrke deres indbyrdes kærlighed.

Når en gruppe elever var klar til at lade sig døbe, blev der hemmeligt arrangeret særlige møder. I august 1973 arrangerede brødrene et sådant møde uden for Sukhumi, nær Sortehavets kyst. Men de 35 der skulle  døbes, nåede ikke at blive det. Før mødet var slut, blev det afbrudt af politiet, der arresterede Vladimir Gladjuk og nogle andre brødre og søstre.

Så snart Vladimir og de andre var blevet løsladt, kontaktede de alle der skulle døbes. Og to dage efter det mislykkede forsøg blev de endelig døbt. Vladimir siger: “Vi følte at Jehova var med os. Efter dåben gav vi udtryk for vores taknemmelighed over for Jehova i bøn.”

Modstand er med til at udbrede den gode nyhed

To dage efter at dåben var blevet gennemført, blev Vladimir Gladjuk arresteret igen. Senere blev han, Itta Sudarenko og Natela Chargeishvili idømt fængselsstraffe på adskillige år. Det gjorde selvfølgelig de andre forkyndere kede af det, men de var fast besluttet på at fortsætte deres tjeneste, dog nu med større forsigtighed.

For at undgå at tiltrække sig myndighedernes opmærksomhed forkyndte brødrene i andre byer end hvor de boede. På den måde var modstanden faktisk med til at udbrede den gode nyhed til endnu flere områder.

Brødre der boede i større byer under kommuniststyret, forkyndte i stille områder og i parker. Her mødte de ofte nogle der kom fra andre byer for at besøge familie eller gå på indkøb. Hvis en var interesseret, spurgte forkynderne efter en adresse og aftalte at besøge vedkommende.

Babutsa Jejelava var en af dem som rejste meget rundt i Vestgeorgien. Hun siger: “Fordi jeg havde familie forskellige steder, var der ingen som fandt mine hyppige rejser mistænkelige. Da der var gået omkring  to år, studerede jeg Bibelen med mere end 20 personer i Sugdidi og 5 andre i Chkhorotsku. De blev alle døbt.”

Et stort behov for litteratur på georgisk

Man opdagede hurtigt at der var et presserende behov for litteratur på georgisk. Når forkynderne kom på genbesøg og ledte bibelstudier, så de at der var behov for bibler og publikationer på det sprog som deres elever bedst kunne forstå. *

Babutsa husker hvor svært det var at lede bibelstudier uden publikationer på georgisk. Hun fortæller: “Jeg havde kun Bibelen og andre publikationer på russisk, så ofte måtte jeg oversætte studiematerialet til gavn for mine elever.” Med en ordbog som det eneste hjælpemiddel oversatte hun artikler fra vores blade til georgisk. Det lykkedes hende endda at oversætte hele Mattæusevangeliet!

Modige forkyndere fremstillede eksemplarer af publikationerne i deres hjem ved hjælp af en duplikator

De der var interesseret i sandheden, værdsatte artikler der blev oversat til deres modersmål, så meget at de var villige til at lave afskrifter af publikationerne til eget brug. Og fordi det var svært at finde eksemplarer af Bibelen på georgisk, var der endda nogle bibelstudieelever der blev nutidige “afskrivere” af Guds ord.

“Jeg var i gang hele dagen”

Publikationer der var blevet oversat til georgisk, blev sendt rundt mellem brødrene og interesserede så alle kunne få mulighed for at læse dem. Den enkelte havde  kun nogle få dage eller uger til at få læst publikationen. Så da brødrene fik fat i en nyere georgisk oversættelse af De Græske Skrifter, greb en familie chancen for at afskrive den.

Raul Karchava var kun 13 år da hans far bad ham om at afskrive De Græske Skrifter. Han fortæller: “Min far købte en hel kasse notesbøger og forskellige blyanter og kuglepenne i håb om at det ville motivere mig. Det virkede uoverskueligt, men jeg tog det som en udfordring. Jeg var i gang hele dagen og stoppede kun for at få strakt hænderne.”

Afskrifter af Vagttårnet og Undersøg dagligt Skrifterne på georgisk

Rauls familie blev utroligt glade da de fandt ud af at brødrene var gået med til at lade bogen blive hos dem nogle ekstra uger så Raul kunne færdiggøre sit krævende  arbejde. På kun to måneder lykkedes det ham at afskrive alle 27 bøger i De Kristne Græske Skrifter.

På trods af det hårde arbejde afskriverne udførte, kunne man ikke stille den åndelige sult blandt det voksende antal bibelstudieelever. For at dække det massive behov påtog modige brødre og søstre sig den risikofyldte opgave med at duplikere bibelsk litteratur i deres hjem og derefter dele det ud.

Forkyndelsesarbejdet i Vestgeorgien var ved at tage fart. Men hvad med den østlige del af landet? Var der nogen i hovedstaden, Tbilisi, der kunne hjælpe sandhedssøgende mennesker, som for eksempel Vaso Kveniashvili, der blev omtalt tidligere?

 Sandheden kommer til hovedstaden

I 1970’erne prøvede de sovjetiske myndigheder det ene sted efter det andet at tage modet fra brødrene ved at jage dem væk fra deres hjem. Det fik Oleksij og Lidija Kurdas, et ukrainsk par, til at flytte til Tbilisi. De havde tilbragt mange år i sovjetiske fangelejre på grund af deres tro.

Larisa Kessaeva (Gudadze) i 1970’erne

De forkyndte for Zaur og Eteri Kessaev, der var meget religiøse. Deres datter, Larisa, der på det tidspunkt var 15, fortæller om det første møde med Oleksij og Lidija: “Vi forsøgte at bevise at den ortodokse kirke havde den sande tro. Men på et tidspunkt løb vi tør for argumenter, mens de fortsatte med at få os til at ræsonnere ud fra Bibelen.”

Larisa fortsætter: “Når vi kom i kirken, læste jeg altid De Ti Bud, der var skrevet på væggen mellem to ikoner. Men denne aften, da Oleksij læste 2 Mosebog 20:4, 5 for os, blev jeg helt rystet. Jeg kunne ikke sove den nat, for jeg blev ved med at tænke: ‘Kan det virkelig være rigtigt at vi overtræder Guds bud ved at tilbede billeder?’”

For at få afklaret spørgsmålet løb hun hen til kirken tidligt næste morgen og læste igen buddet: “Du må ikke lave dig noget udskåret billede. ... Du må ikke bøje dig for dem.” Nu forstod hun for første gang i sit liv meningen med dette bud. Larisa og hendes forældre blev med tiden døbt og var nogle af de første forkyndere i Tbilisi.

Hans søgen efter retfærdighed blev belønnet

Næsten 20 år efter at Vaso Kveniashvili havde hørt om sandheden for første gang, mødte han en der overværede  Jehovas Vidners møder i Tbilisi. Vaso var lykkelig for igen at være kommet i kontakt med Jehovas folk. Han havde virkelig ventet længe.

Omkring 24 år efter sin første kontakt med brødrene kom Vaso Kveniashvili med i sandheden

Til at begynde med var de lokale forkyndere dog tilbageholdende med at lade ham deltage i de kristne aktiviteter, for Vaso var berygtet for sin kriminelle baggrund. Nogle frygtede endda at han var en spion der var udsendt af de sovjetiske myndigheder. Derfor fik han ikke lov til at være med til møderne i fire år.

Da det stod klart at Vaso havde gode motiver, fik han endelig lov til at blive en del af den lokale menighed og blive døbt. Nu kunne han komme nær til den retfærdige Gud, som han havde søgt efter helt fra sin ungdom af. (Es. 30:18) Han fortsatte med at tjene Jehova urokkeligt indtil sin død i 2014.

 Da man nåede frem til 1990, var forkyndelsesarbejdet veletableret i både det vestlige og østlige Georgien. Omkring 900 forkyndere ledte i alt 942 bibelstudier. Nu var fundamentet lagt for den enorme vækst der ville følge.

^ par. 12 Det var meget svært at få fat i en bibel under kommunisttiden, til trods for at dele af Bibelen var blevet oversat til georgisk allerede i det femte århundrede e.v.t. – Se boksen “Bibelen på georgisk”.