Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2017

Brødre ved et møde i Tbilisi i 1992

 GEORGIEN | 1991-1997

‘Gud fik det stadig til at gro.’ – 1 Kor. 3:6.

‘Gud fik det stadig til at gro.’ – 1 Kor. 3:6.

Genadi Gudadze tjente som kredstilsynsmand i begyndelsen af 1990’erne

 GEORGIEN blev selvstændigt i 1991, det år Sovjetunionen faldt. På grund af politiske forandringer og uro i landet blev levestandarden imidlertid kraftigt forværret. Genadi Gudadze, der virkede som kredstilsynsmand i de år, husker at folk plejede at stå i kø en hel dag for at få mad.

Under denne periode forkyndte brødrene ofte for dem der stod i kø. “I de svære år virkede det som om at alle var positivt indstillet over for sandheden,” siger Genadi. “Vi modtog hundredvis af sedler med adresser på folk som ønskede et bibelstudium.”

 Ved slutningen af hvert møde blev der læst op fra en liste med navne og adresser på personer som gerne ville have et bibelstudium. Forkynderne kunne derefter melde sig til at tage ud og besøge dem.

Der blev forkyndt for folk der stod i kø for at få mad

Levani Sabashvili, der var ældste i Tbilisi, fortæller om et ægtepar der havde bedt om at blive besøgt: “Forkynderne meldte sig til at besøge alle de interesserede på nær det ægtepar. Der var nemlig langt ud til dem, og mange af os havde i forvejen flere bibelstudier.”

Nogle få måneder senere sendte ægteparret igen en anmodning. De sendte også en tredje anmodning, og denne gang med en kraftig tilskyndelse til brødrene om at undgå at pådrage sig blodskyld. (Apg. 20:26, 27) Levani siger: “Det var omkring nytår, og vi undlod som regel at besøge folk i den tid, men vi følte ikke at besøget kunne udskydes længere.”

Dette åndeligt hungrende ægtepar, Roini og Nana Grigalashvili, blev meget overrasket da de en kølig morgen så Levani og en anden bror stå ved deres dør. De begyndte straks at studere Bibelen. Roini og Nana er nu pionerer sammen med deres børn.

Store bestræbelser for at nå ud til folk med budskabet

Som følge af deres store værdsættelse brugte de der havde fundet sandheden, villigt af deres tid, energi og midler i forkyndelsen. Badri og Marina Kopaliani var trods familieforpligtelser blandt dem som utrætteligt rejste til afsidesliggende landsbyer for at hjælpe retsindige.

I weekenderne tog de sammen med deres teenagesønner, Gocha og Levani, til Dusheti, et smukt og bjergrigt  område nord for Tbilisi. Til tider rejste de 150 kilometer ad snoede veje for at komme frem til fjerntliggende landsbyer.

En dag var der en kvinde der inviterede Badri og hans kone hen til sin arbejdsplads. Badri siger: “Vi kom ind i et stort lokale hvor omkring 50 personer sad og ventede på os. Det kom bag på mig, men efter at have bedt til Jehova begyndte jeg at forklare nogle vers fra Mattæus 24 om tegnet på de sidste dage. Det fik en af dem der var til stede, til at spørge: ‘Hvorfor har vores præster ikke fortalt os det her?’”

Mindehøjtiden vækker opsigt

Højtiden til minde om Jesus’ død gav mange i Georgien mulighed for at høre om sandheden. For eksempel var den mindehøjtid der blev holdt i Ia Badridzes hjem  i Tbilisi i 1990, med til at vække interessen hos folk der boede i området.

Ia Badridze bød omkring 200 velkommen til mindehøjtiden der blev holdt i hendes lejlighed

Ia tilbød at man kunne holde mindehøjtiden i hendes lejlighed. Med hjælp fra sine børn tømte hun stuen for at få plads nok. Men hvordan ville hun skaffe stole til sine gæster? I Georgien var det almindeligt at man lejede borde og stole til større sammenkomster. Eftersom hun kun lejede stole, spurgte butiksejerne: “Har du ikke brug for borde? Hvor vil I sidde og spise?”

Det lykkedes Ia at få plads til alle der kom op i hendes lejlighed på 13. sal for at mindes Jesus’ død. Hele 200 var til stede! Det fik med god grund mange af naboerne til at stille spørgsmål om Jehovas Vidner.

En mindeværdig mindehøjtid

I 1992 blev der i forbindelse med mindehøjtiden lejet sale og haller rundt omkring i landet. Davit Samkharadze, der boede i Gori, fortæller om en episode hvor en rejsende tilsynsmand spurgte til deres planer for mindehøjtiden.

 Da han fandt ud af at brødrene havde planlagt at mødes i et privat hjem, sagde han: “Hvad med den hal der er i byen. Kan I ikke leje den?” Eftersom der var plads til mere end 1.000 i hallen, kunne de godt og vel 100 forkyndere ikke se nogen grund til at leje så stort et sted.

Den rejsende tilsynsmand sagde så: “Hvis hver forkynder kan få ti personer til at komme, vil salen være fyldt op.” Det virkede måske som et lidt urealistisk forslag, men forkynderne gjorde en stor indsats for at følge hans opfordring. De blev glædeligt overrasket da 1.036 overværede mindehøjtiden. *

Flittige pionerer forkynder i nye områder

I 1992 var der stadig områder i Georgien hvor Jehovas folk endnu ikke havde forkyndt. Hvordan kunne man nå ud til disse områder i en tid hvor landet var mærket af en dyb økonomisk krise?

Tamazi Biblaia, der på det tidspunkt boede i det vestlige Georgien, siger: “Der var en rejsende tilsynsmand der mødtes med nogle af os for at drøfte hvad der kunne gøres. Vi vidste ikke så meget om hvordan ordningen med specialpionerer fungerede. Men vi vidste at det hastede med at forkynde den gode nyhed.” (2 Tim. 4:2) Man udvalgte 16 pionerer og sendte dem forskellige steder hen i landet for at forkynde i en periode. – Se kortet på side 117.

Områder hvor nogle pionerer fik til at opgave at tjene i fem måneder

I maj 1992 blev der holdt et tre timer langt møde i Tbilisi for at opmuntre de pionerer der skulle forkynde i disse områder i fem måneder. Hver måned fik de besøg  af ældstebrødre der støttede dem åndeligt og hjalp dem materielt når der var behov for det.

To pionersøstre, Manea Aduashvili og Nazy Zhvania, fik til opgave at forkynde i byen Ozurgeti. Manea, der var 60 år dengang, fortæller: “Vi vidste at der boede en interesseret kvinde i nærheden af Ozurgeti. Så snart vi ankom, lavede vi derfor en aftale med hende. Da vi kom for at besøge hende, ventede hun os, og det gjorde 30 som hun havde inviteret, også. Vi startede flere studier den dag.”

I månederne der fulgte, opnåede de to søstre flere gode resultater. Efter kun fem måneder var 12 bibelstudieelever klar til at lade sig døbe.

Deres selvopofrende ånd blev belønnet

To pionerbrødre, Pavle Abdushelishvili og Paata Morbedadze, blev sendt til Tsageri. Byen ligger i et område hvor en blanding af gamle religiøse traditioner  og kristenhedens læresætninger er dybt forankret i folk.

Landskabet omkring Tsageri

I takt med at den strenge vinter nærmede sig, var den tildelte opgave på fem måneder ved at være afsluttet. Paata blev bedt om at hjælpe til med oversættelsesarbejdet og skulle forlade Tsageri. Derfor måtte Pavle finde ud af hvad han ville gøre. Han siger: “Jeg var klar over at det ville være hårdt at tilbringe vinteren i Tsageri. Men vores bibelstudieelever havde brug for mere hjælp, så jeg besluttede mig for at blive.”

“Jeg boede hos en lokal familie,” fortæller Pavle. “Jeg var ude at forkynde det meste af dagen. Og om aftenen var jeg sammen med familien i stuen omkring brændeovnen. Når jeg gik op på mit værelse for at sove, tog jeg en varm hat på og lagde mig under et tykt tæppe.”

Da nogle ældstebrødre fik mulighed for at besøge Pavle om foråret, var der 11 der var klar til at blive udøbte forkyndere. Kort tid efter lod de sig alle døbe.

^ par. 20 I 1992 var der 1.869 flittige forkyndere i Georgien, og 10.332 overværede mindehøjtiden.