Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2016

 INDONESIEN

Under det japanske åg

Under det japanske åg

I begyndelsen af 1942 fejede den japanske krigsmaskine hen over Indonesien og holdt landet i et jerngreb. Mange brødre blev tvunget til at udføre hårdt manuelt arbejde, såsom at anlægge veje eller rydde grøfter. Andre blev sat i usle fangelejre og tortureret fordi de nægtede at støtte krigen. Mindst tre brødre døde i fængsel.

Johanna Harp, hendes to døtre og Beth Godenze, en ven af familien (i midten)

Johanna Harp, en hollandsk søster der boede i en afsidesliggende bjerglandsby på Østjava, undgik at blive sat i fangelejr de første to år af krigen. Hun og hendes tre teenagebørn udnyttede deres frihed til at oversætte bogen Frelse og nogle numre af Vagttaarnet fra engelsk  til hollandsk. * Derefter blev de oversatte publikationer kopieret og smuglet ud til brødrene på hele Java.

De få Jehovas Vidner der ikke var blevet fængslet, brugte diskrete forkyndelsesmetoder og mødtes i små grupper. “Jeg var altid på udkig efter muligheder for at tale uformelt om sandheden,” sagde Josephine Elias (tidligere Tan). “Jeg havde et skakbræt med når jeg kom på besøg hos nogen der var interesseret, så andre ville få det indtryk at vi bare spillede skak.” Felix Tan og hans kone, Bola, forkyndte fra dør til dør og lod som om de solgte sæbe. “Vi blev ofte skygget af spioner fra Kempeitai, det frygtede japanske militærpoliti,” sagde Felix. “For ikke at vække mistanke besøgte vi vores bibelstudieelever på forskellige tidspunkter. Seks af vores elever gjorde gode fremskridt og blev døbt under krigen.”

Splid i Jakarta

Samtidig med at brødrene prøvede at tilpasse sig de vanskelige forhold under krigen, stod de pludselig over for endnu en svær prøve. De japanske myndigheder krævede at alle udlændinge (også dem med kinesisk baggrund) skulle lade sig registrere og have et identitetskort der indeholdt en troskabsed til det japanske kejserdømme. Mange brødre tænkte: ‘Skal vi lade os registrere og underskrive identitetskortet, eller skal vi nægte at gøre det?’

Josephine Elias og hendes bror Felix

Felix Tan fortalte: “Brødrene i Jakarta opfordrede os i Sukabumi til at nægte at underskrive identitetskortet. Men vi spurgte myndighederne om vi kunne få lov til at ændre ordlyden på kortet fra ‘undertegnede har svoret troskab over for den japanske hær’ til ‘undertegnede vil  ikke modarbejde den japanske hær’. Til vores store overraskelse gik de med til det, så vi anskaffede os alle et kort. Da brødrene i Jakarta hørte hvad vi havde besluttet, kaldte de os frafaldne og afbrød al forbindelse med os.”

De fleste af de yderliggående brødre i Jakarta blev arresteret og afsvor sørgeligt nok deres tro. En bror der nægtede at gøre det, endte i samme fængsel som André Elias. “Vi drøftede spørgsmålet om registreringen,” sagde André, “og jeg hjalp ham til at få et mere afbalanceret syn på det. Han bad ydmygt om tilgivelse for at have afbrudt forbindelsen med os. Derefter havde vi en god tid sammen hvor vi styrkede hinanden, men tragisk nok mistede han livet på grund af de barske fængselsforhold.”

Merdeka!

Da krigen sluttede i 1945, var brødrene ivrige efter at fortsætte forkyndelsesarbejdet. En bror der havde været  fængslet og var blevet udsat for tortur, skrev følgende til Afdelingskontoret i Australien: “Nu er jeg på banen igen efter fire lange, slidsomme år. Jeg har ikke ændret indstilling eller ladet mig kue. Under alle mine trængsler havde jeg altid brødrene i tanke. Vil I være venlige at sende mig nogle bøger?”

De længe ventede publikationer ankom snart til landet, først i beskedne mængder, så i større sendinger. En gruppe på ti forkyndere i Jakarta genoptog arbejdet med at oversætte publikationer til indonesisk.

Den 17. august 1945 erklærede lederne af Indonesiens uafhængighedsbevægelse landet for en selvstændig republik og udløste dermed en fire år lang revolution mod det hollandske kolonistyre. Titusinder døde i det efterfølgende kaos, og mere end syv millioner blev fordrevet.

Under hele revolutionen blev brødrene ved med at forkynde fra hus til hus. “Patrioter forsøgte at tvinge os til at råbe deres krigsråb ‘Merdeka’, som betyder ‘frihed’,” sagde Josephine Elias. “Men vi fortalte dem at vi var neutrale og ikke tog del i politiske aktiviteter.” I 1949 afgav Holland suveræniteten over deres koloni gennem mange år til det der nu er republikken Indonesien. *

I 1950 havde brødrene i Indonesien udholdt næsten 10 år med krig og uroligheder. Der lå nu et stort arbejde foran dem. Hvordan kunne de nå ud til Indonesiens mange millioner med den gode nyhed? Ud fra et menneskeligt synspunkt virkede opgaven nærmest umulig. Men brødrene gik på med krum hals i tillid til at Jehova ville “sende arbejdere ud til sin høst”. (Matt. 9:38) Og det var lige netop hvad Jehova gjorde.

^ par. 2 Søster Harps yngste datter, Hermine (Mimi), gennemgik Gileadskolen efter krigen og vendte tilbage til Indonesien som missionær.

^ par. 3 Papua fortsatte med at høre under hollandsk jurisdiktion frem til 1962.

Lær mere

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Hvorfor forbliver Jehovas Vidner politisk neutrale?

Er de en trussel mod den nationale sikkerhed?