Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2016

Menigheden i Surabaya, 1954

 INDONESIEN

Gileadmissionærer ankommer

Gileadmissionærer ankommer

I juli 1951 samledes den lille menighed i Jakarta for at tage imod Peter Vanderhaegen, den første gileadmissionær udsendt til Indonesien. Ved årets slutning var endnu 13 missionærer ankommet fra Australien, Holland og Tyskland, hvilket næsten fordoblede antallet af forkyndere i landet.

“Jeg havde forestillet mig at jeg ville være nødt til at kommunikere ved hjælp af fagter når jeg gik fra hus til hus,” fortalte Fredrika Renskers, en missionær fra Holland. “Men fordi der var så mange der talte hollandsk, forkyndte jeg mest på det sprog i begyndelsen.” Ronald Jacka fra Australien berettede: “Nogle af os brugte vidnesbyrdskort hvorpå der stod en enkel prædiken på indonesisk. Jeg kiggede på kortet inden jeg bankede på en dør, og prøvede så at huske præsentationen udenad.”

Nu da missionærerne gik foran i arbejdet, steg antallet af forkyndere fra 34 til 91 på blot ét år. Den 1. september 1951 blev der oprettet et afdelingskontor i André Elias’ hjem i centrum af Jakarta. Ronald Jacka blev udnævnt som landstjener.

Budskabet når ud til nye steder

I november 1951 blev Peter Vanderhaegen sendt til Manado på Nordsulawesi, hvor Theo Ratu og hans kone havde oprettet en lille gruppe. De fleste af de lokale bekendte sig som kristne og havde stor respekt for Guds ord. Mange inviterede forkynderne ind og bad dem forklare bibelske lærepunkter. Forkynderne talte  ofte til grupper på ti. Et kvarter senere var der måske 50 til stede. Inden for en time måtte gruppen ofte flytte ud i forhaven da der kunne være op mod 200 mennesker der gerne ville lytte.

I begyndelsen af 1952 oprettede Albert og Jean Maltby et missionærhjem i Indonesiens andenstørste by, Surabaya, som ligger på Østjava. Seks missionærsøstre sluttede sig til dem – Gertrud Ott, Fredrika Renskers, Susie og Marian Stoove, Eveline Platte og Mimi Harp. “De fleste af de lokale var moderate muslimer og meget venlige,” siger Fredrika Renskers. “Det var som om  at mange bare ventede på at lære sandheden at kende, så det var nemt at påbegynde bibelstudier. Inden der var gået tre år, var der 75 forkyndere i menigheden i Surabaya.”

Missionærhjem i Jakarta

Omkring det tidspunkt skrev en muslimsk mand ved navn Azis, der var fra Padang, Vestsumatra, til Afdelingskontoret og bad om åndelig hjælp. Azis havde studeret med nogle australske pionerer i 1930’erne men havde mistet kontakten med dem under den japanske besættelse. En dag fandt han en brochure der var udgivet af Jehovas Vidner. Han skrev: “Da jeg så at adressen på kontoret i Jakarta stod i brochuren, blev jeg meget begejstret!” Afdelingskontoret sendte straks Frans van Vliet, der var rejsende tilsynsmand, til Padang. Han fandt ud af at Azis havde forkyndt for sin nabo, Nazar Ris, en åndeligt søgende tjenestemand. Begge mænd og deres familier tog imod sandheden. Bror Azis blev senere ældste. Nazar Ris blev specialpioner, og mange af hans børn er flittige tjenere for Jehova.

Frans van Vliet og hans lillesøster Nel

Kort efter besøgte Frans van Vliet en uvirksom hollandsk bror der var med til at genopbygge et krigshærget olieraffinaderi i Balikpapan, Østkalimantan. Frans tog broren med i forkyndelsen og tilskyndede ham til at studere med adskillige sandhedssøgende i området. Inden broren vendte hjem til Holland, havde han oprettet en lille gruppe i Balikpapan.

Senere flyttede en nydøbt søster, Titi Koetin, til Banjarmasin, Sydkalimantan. Titi forkyndte for sine slægtninge blandt dayak-folket og hjalp mange af dem til at lære sandheden at kende. Nogle af disse nye vendte tilbage til deres landsbyer dybt inde i Kalimantan og  oprettede grupper der med tiden blev stærke menigheder.

Behov for mere indonesisk litteratur

Den hurtige fremgang i forkyndelsen skabte et behov for endnu mere litteratur på indonesisk. I 1951 blev bogen “Gud Maa Være Sanddru” oversat til indonesisk, men fordi myndighederne indførte en retskrivningsreform, måtte brødrene revidere oversættelsen. * Da bogen endelig blev udgivet, vakte den stor interesse blandt de indonesiske læsere.

I 1953 trykte Afdelingskontoret 250 eksemplarer af Vagttaarnet på indonesisk – det første nummer i 12 år. Til at begynde med indeholdt det 12-siders duplikerede blad kun studieartikler. Tre år senere var bladet blevet udvidet til 16 sider, og en kommerciel virksomhed trykte 10.000 eksemplarer om måneden.

I 1957 udkom den månedlige udgave af Vågn op! på indonesisk. Inden længe blev bladet trykt i et oplag på  10.000. Eftersom der i hele landet var mangel på papir, måtte brødrene ansøge om en papirlicens. Embedsmanden der behandlede deres ansøgning, sagde til dem: “Jeg anser Menara Pengawal (Vagttårnet) for at være et af de bedste blade i Indonesien, og det er mig en stor glæde at kunne hjælpe jer med en papirlicens til jeres nye blad.”

^ par. 1 Siden 1945 er der blevet foretaget to større revisioner af indonesisk retskrivning, hovedsageligt for at erstatte den tidligere anvendte hollandske retskrivning.