Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2016

Ved et stævne holdt under forbuddet lytter en del af tilhørerne fra en båd

 INDONESIEN

Besluttet på at fortsætte

Besluttet på at fortsætte

Da brødrene på afdelingskontoret hørte om forbuddet, greb de hurtigt til handling. “Vi flyttede fortrolige optegnelser, litteraturlageret og afdelingskontorets midler til sikre steder rundt omkring i Jakarta,” sagde Ronald Jacka. “Derefter flyttede vi afdelingskontoret til et hemmeligt sted og solgte diskret de gamle bygninger.”

De fleste af de lokale brødre forblev aktive og lod sig ikke skræmme. I tiden op til forbuddet havde de udholdt svære prøver, og de blev ved med at stole på Jehova. Der var dog nogle brødre der blev overrumplet af situationen. Nogle få ældstebrødre blev frygtsomme og skrev under på at de ville holde op med at forkynde. Andre opgav navnene på nogle i menigheden. Afdelingskontoret sendte modne brødre så de kunne styrke menighederne og hjælpe dem der var gået på kompromis. John Booth, et medlem af Det Styrende Råd, besøgte også Indonesien og kom med tiltrængte faderlige råd.

Det var tydeligt at Jehova, den store Hyrde, styrkede og trøstede sit folk. (Ez. 34:15) De ældste blev bedre til at føre an, og forkynderne fandt nye og diskrete måder at forkynde på. (Matt. 10:16) Mange brødre købte eksemplarer af moderne, billige bibler fra det indonesiske bibelselskab som de tilbød ved dørene, og når det var muligt, ledte de taktfuldt samtalen ind på budskabet om Riget. Andre forkyndere fjernede udgiversiden fra  vores publikationer før de afsatte dem til folk der viste interesse. Mange pionerer fortsatte med at forkynde ved at udgive sig for at være dørsælgere, ligesom deres forgængere havde gjort under den japanske besættelse.

Margarete og Norbert Häusler

I 1977 rettede ministeriet for religiøse anliggender endnu et angreb mod Jehovas folk – de nægtede at forny missionærernes visa. De fleste missionærer blev sendt til andre lande. * “Hundredvis af brødre og søstre kom til lufthavnen for at sige farvel,” mindes Norbert Häusler, der sammen med sin kone, Margarete, tjente i  Manado på Nordsulawesi. “Vi gik hen til flyets trappe og vendte os om. Et hav af hænder vinkede til os, og brødrenes fælles røst gav genlyd hen over startbanen: ‘Mange tak. Tak for den tid I har været her,’ råbte de. Vi gik om bord på flyet og græd.”

Voldelige overgreb på Sumba

Efterhånden som nyheden om forbuddet bredte sig til de forskellige øer, opfordrede foreningen af kirker i Indonesien dens medlemmer til at melde ethvert Jehovas Vidne de så forkynde, til myndighederne. Det udløste en bølge af arrestationer og afhøringer på mange øer.

I Waingapu, der ligger på øen Sumba, indkaldte den lokale officer 23 brødre til militærlejren og forlangte at de underskrev en erklæring hvori de afsvor deres tro. Da brødrene nægtede, beordrede officeren dem at komme tilbage til lejren den følgende dag – en tur på i alt 14 kilometer til fods.

Da brødrene meldte sig hos officeren tidligt næste morgen, blev de kaldt frem en efter en og beordret til at underskrive erklæringen. Hver gang en bror nægtede at skrive under, slog soldaterne ham med tornede grene. Soldaterne kørte hinanden op og slog i vildskab nogle af brødrene bevidstløse. Imens ventede de andre brødre på at det blev deres tur. På et tidspunkt trådte en ung bror ved navn Mone Kele frem og skrev på erklæringen. Brødrenes hjerte sank. Men så gik officeren amok. Mone havde skrevet: “Jeg har tænkt mig at forblive et Jehovas Vidne for evigt!” Mone blev gennemtævet og endte på hospitalet – men åndeligt var han ikke blevet knækket.

 I 11 dage prøvede officeren at få brødrene til at give op. Han fik dem til at stå hele dagen i den steghede tropesol. Han tvang dem til at kravle flere kilometer på hænder og knæ og til at løbe lange distancer med tung oppakning på ryggen. Mens han holdt en bajonet for deres strube, kommanderede han dem til at hilse flaget. Alligevel nægtede de. Så gav han ordre til at de skulle have flere bank.

Hver morgen mens brødrene gik hen til lejren, spekulerede de på hvilke rædsler der ventede dem den dag. På vej derhen bad de sammen og opmuntrede hinanden til at forblive loyale. Og hver aften slæbte de sig hjem, hårdt medtagne og smurt ind i blod, men fyldt med glæde over at de var forblevet trofaste mod Jehova.

Da brødrene på afdelingskontoret hørte om den behandling brødrene blev udsat for, sendte de straks telegrammer med protester til officeren i Waingapu, officererne på Timor og Bali, den øverstbefalende officer i Jakarta samt andre relevante myndigheder. Officeren i Waingapu, som blev flov over at hans modbydelige handlinger blev omtalt i hele Indonesien, lod derefter brødrene være i fred.

“Jehovas Vidner er som søm”

I årene der fulgte, blev utallige Jehovas Vidner i Indonesien tilbageholdt, forhørt og udsat for fysisk vold. “I ét område fik mange brødre slået fortænderne ud,” fortæller missionæren Bill Perrie. “Når de mødte en bror der stadig havde sine fortænder, spurgte de i sjov:  ‘Er du ny? Eller er du gået på kompromis?’ Trods prøvelser mistede de der var blevet forfulgt, aldrig deres glæde og iver i tjenesten for Jehova.”

“At være i fængsel lærte mig at stole mere på Jehova, og det gjorde mig endda åndeligt stærkere”

Over en periode på 13 år blev 93 Jehovas Vidner idømt fængselsstraffe på mellem to måneder og fire år. Dette gjorde dem blot endnu mere besluttet på at forblive loyale mod Jehova. Efter at Musa Rade havde afsonet en fængselsstraf på otte måneder, besøgte han brødrene i sit område for at opmuntre dem til at blive ved med at forkynde. “At være i fængsel lærte mig at stole mere på Jehova, og det gjorde mig endda åndeligt stærkere,” sagde han. Det er med god grund at nogle udenforstående sagde: “Jehovas Vidner er som søm. Jo flere slag de får, jo sværere er de at rokke.”

Brødre og søstre på vej til Ambon, Molukkerne, for at forkynde

^ par. 1 Peter Vanderhaegen og Len Davis, der havde været missionærer i mange år, havde nået pensionsalderen, og Marian Tambunan (tidligere Stoove) havde giftet sig med en indoneser, så de fik lov til at blive i Indonesien. Alle tre forblev åndeligt aktive og fik gode resultater i forkyndelsen under forbuddet.