Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2016

Canada: Inuitbyen Kangirsuk i det nordlige Quebec

 HØJDEPUNKTER FRA DET FORLØBNE ÅR

Nyhedsstof fra hele verden

Nyhedsstof fra hele verden

Et tilbud til alle i Canada

Filmen Hvorfor studere Bibelen? er nu blevet oversat til otte lokale sprog for at nå ud til folk i det område der hører under Afdelingskontoret i Canada. I forbindelse med en kampagne i det arktiske Nunavik i oktober 2014 viste man i løbet af ti dage filmen på sproget inuktitut for næsten alle husstande i 14 lokalsamfund, et område med mere end 12.000 indbyggere.

Lederen blev imponeret

I september 2014 blev der i Seoul, Sydkorea, afholdt et internationalt stævne på Sangam World Cup  Stadium. Mere end 56.000 glædede sig over programmet. Lederen af stadionet var taknemmelig for Vidnernes gode opførsel og fine samarbejde under stævnet. Han sagde: “Alle var høflige og venlige. Jeg var meget imponeret over at de gjorde stadion bedre rent end vores professionelle rengøringspersonale. Jeg ville ønske at vores personale havde den samme indstilling når de udfører deres arbejde. Hvis vi skal praktisere vores tro på den rigtige måde, må vi være ligesom Jehovas Vidner.”

Sydkorea: Det internationale stævne i Seoul i 2014

Jehova forberedte dem

I maj 2012 afviste regeringen i Sverige en ansøgning fra Jehovas Vidner om at få de samme økonomiske fordele  som andre religiøse organisationer. Det Styrende Råd godkendte at man appellerede afgørelsen til landets administrative højesteret.

Retten besluttede at der skulle være en mundtlig høring inden der blev truffet en afgørelse. Brødre fra flere forskellige lande mødtes forinden for at drøfte hvordan man bedst kunne besvare de spørgsmål der eventuelt ville blive stillet ved høringen. Dette forberedende møde fandt sted i en rigssal i Stockholm.

Under mødet hvor de øvede sig, ringede det på rigssalens dør. En af brødrene lukkede op, og udenfor stod to piger på 13 og 14 år. De sagde at de havde nogle spørgsmål om Jehovas Vidner. Broren fortæller: “Jeg havde mest lyst til at bede dem om at komme tilbage en anden dag; vi havde jo travlt og ville ikke forstyrres.”

Broren besluttede dog alligevel at tale med dem. Pigerne havde mange spørgsmål, blandt andet om Jehovas Vidners syn på samfundet og om at stemme ved valg. Bagefter gik broren tilbage til de andre brødre og fortalte hvilke spørgsmål pigerne havde stillet, og hvordan han havde besvaret dem.

Den efterfølgende dag blev brødrene overraskede, for under høringen blev de stillet mange af de samme spørgsmål som pigerne havde stillet. En bror der repræsenterede organisationen, sagde: “Jeg kunne godt have været nervøs, for jeg stod over for nogle af landets førende advokater, men jeg var helt rolig. Jehova havde jo allerede vist at han var med os ved at han dagen før havde hjulpet os med forberedelsen.”

Rettens kendelse var i vores favør, og regeringen blev pålagt at overveje sagen igen.

 En sæk ris fra Ken

Ken er seks år gammel og bor i Haiti. Han blev glad da han hørte at der snart skulle bygges en ny rigssal til hans menighed. Han besluttede at lave en hemmelig bidragsbøsse og gemme den på sit værelse. I stedet for at bruge de penge han fik med i skole af sine forældre, lagde han dem i sin bidragsbøsse. Det gjorde han trofast indtil byggeholdet kom for at begynde på rigssalsprojektet. Så gav han dem sin hemmelige bidragsbøsse. Der var penge nok til at købe en stor sæk ris. De første mange dage fik byggearbejderne Kens ris til middag.

En ordre fra en general

I store dele af sidste år var det nødvendigt at indhente særlig tilladelse for at komme ind i de regioner af Sierra Leone hvor befolkningen var i karantæne på grund af ebola-udbruddet. For eksempel skulle kredstilsynsmændene have særlige identifikationsmærker på, og de skulle også have passérsedler til deres biler for at komme ind i områderne. Det samme gjaldt dem der kørte med litteratur og breve. Brødrene i nødhjælpskomitéen skulle skaffe mad, infrarøde termometre og klor. Utroligt nok lykkedes det altid at få den nødvendige dokumentation.

Én erfaring var især trosstyrkende. Brødrene indgav en skriftlig ansøgning om at få 34 identifikationsmærker og 11 passérsedler til køretøjer, men for at få godkendt ansøgningen var de nødt til at mødes med en general. To brødre fra afdelingskontoret mødtes med generalen den dag de regnede med at få identifikationsmærkerne og passérsedlerne. Men man kunne ikke finde ansøgningen nogen steder. Man bad brødrene om selv at lede i de stakkevis af ansøgninger der var, men  de kunne heller ikke finde den. Så sagde generalen til sin sekretær at nu skulle kontoret lukkes, og at der ikke ville blive behandlet nogen ansøgninger i de næste to uger. Brødrene bad en stille og inderlig bøn til Jehova om hjælp. Generalen så på brødrene og spurgte: “Hvor mange identifikationsmærker og passérsedler skal I bruge?” Da han hørte antallet, rejste han sig fra sin stol og råbte: “Det er alt for mange!”

Brødrene fortalte ham om vores arbejde og at vores nødhjælpsforsyninger var en stor hjælp i denne ebola krise. Generalen tænkte sig om, så på sin sekretær og sagde: “Giv dem hvad de skal bruge.”

Guinea og Sierra Leone: Ved alle rigssale sørgede man for at der var mulighed for at vaske hænder