Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2014

 SIERRA LEONE OG GUINEA

Vagttårnsmanden

James Koroma

Vagttårnsmanden
  • FØDT 1966

  • DØBT 1990

  • PROFIL Var kurer under borgerkrigen.

I 1997, mens oprørsstyrker og regeringstropper bekæmpede hinanden i Freetown, meldte jeg mig til at bringe post fra Freetown til det midlertidige afdelingskontor i Conakry i Guinea.

På byens busstation steg jeg på en bus sammen med nogle andre mænd. Lyden af skud kunne høres i det fjerne og fyldte os med frygt. På vej gennem byen brød en ildkamp ud omkring os. Chaufføren vendte hurtigt om og kørte en anden vej. Kort efter blev vi stoppet af en gruppe bevæbnede oprørere, som beordrede os ud af bussen. Efter at have udspurgt os lod de os passere. Senere blev vi stoppet af endnu en gruppe soldater, men fordi en af passagererne kendte befalingsmanden, fik vi igen lov til at fortsætte. I udkanten af byen mødte vi en tredje gruppe oprørere, som først udspurgte os og derefter gav os besked  på at køre videre. På vores vej nordpå kom vi gennem mange vejspærringer, og tidligt på aftenen trillede vi ind i Conakry i vores støvede bus.

På andre ture medbragte jeg kasser med litteratur, kontorudstyr, optegnelser og nødhjælpsforsyninger. For det meste foregik turene i bil eller minibus, men jeg brugte også bærere og kanoer til at transportere litteratur gennem regnskove og over floder.

Engang da jeg transporterede udstyr fra Freetown til Conakry, blev minibussen stoppet ved grænsen af oprørssoldater. En af dem fik øje på min bagage og begyndte mistænksomt at udspørge mig. I samme øjeblik så jeg en tidligere skolekammerat blandt oprørerne. De kaldte ham „Bissen“, og af hele flokken var han den der så mest frygtindgydende ud. Jeg sagde til ham der udspurgte mig, at jeg var kommet for at hilse på Bissen, og så kaldte jeg på ham. Bissen genkendte mig straks og løb over til mig. Vi omfavnede hinanden og grinede. Men så fik han den alvorlige mine på.

„Har du problemer?“ spurgte han.

„Jeg prøver at komme ind i Guinea,“ svarede jeg.

Omgående gav han soldaterne ordre til at lade minibussen passere uden inspektion.

Fra da af gav Bissen soldaterne ordre til at lade mig passere hver gang jeg kom til den vejspærring. Soldaterne var glade for at læse vores blade, så de fik altid nogle når jeg kom forbi. Inden længe begyndte de at kalde mig „Vagttårnsmanden“.