Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2014

 SIERRA LEONE OG GUINEA

Jehova har hjulpet mig i gang

Jay Campbell

Jehova har hjulpet mig i gang
  • FØDT 1966

  • DØBT 1986

  • PROFIL En polioramt pige der blev pioner.

FRA barnsben var jeg lammet fra livet og ned. Jeg boede med min mor i et bygningskompleks i Freetown sammen med flere andre fattige familier. Da jeg skammede mig over mit udseende og var bange for hvordan fremmede ville opfatte mig, vovede jeg mig kun uden for vores område én gang i løbet af 18 år.

Da jeg var 18, besøgte Pauline Landis, et Jehovas Vidne som var missionær, vores bygningskompleks. Hun tilbød at undervise mig i hvad Bibelen siger. Jeg fortalte hende at jeg hverken kunne læse eller skrive, men det ville hun også lære mig. Så jeg sagde ja.

Det jeg lærte fra Bibelen, gjorde mig meget glad. En dag spurgte jeg Pauline om jeg måtte overvære et menighedsmøde i et hjem der lå en blok fra hvor jeg boede. „Jeg kan gå derhen ved hjælp af mine træklodser,“ sagde jeg.

Da Pauline kom for at hente mig, holdt min mor og mine naboer bekymret øje med mig. Jeg tog fat i mine træklodser,  strakte mig frem og satte dem ned på jorden. Så svang jeg min krop forbi klodserne. Mens jeg arbejdede mig hen over gården, råbte naboerne til Pauline: „Du tvinger hende jo. Hun har før forsøgt at gå uden at det lykkedes for hende.“

„Jay, er du sikker på at du gerne vil med?“ spurgte Pauline blidt.

„Ja!“ svarede jeg. „Det er min egen beslutning.“

Naboerne så tavst til mens jeg nærmede mig porten. Da jeg endelig nåede den, brød de ud i jubel.

Jeg nød virkelig det møde. Derefter besluttede jeg at jeg ville med i rigssalen. Det betød at jeg skulle „gå“ ned til enden af vejen, tage en taxa og derefter få brødrene til at bære mig op ad en stejl bakke. Ofte var jeg våd og tilsølet når jeg nåede frem, og var nødt til at skifte tøj i rigssalen. Senere sendte en kærlig søster i Schweiz mig en kørestol, som gjorde at jeg kunne færdes på en mere værdig måde.

Beretninger om andre handicappede Vidners erfaringer gav mig ønsket om at tjene Jehova i endnu højere grad, og i 1988 blev jeg pioner. Jeg bad Jehova hjælpe mig med at nå mit mål — at få nogle i min familie og nogle i mit område til at blive hans tjenere. Mine bønner blev hørt. Det lykkedes mig at hjælpe to af mine nevøer og en kvinde jeg mødte på gadearbejde, til at lære sandheden at kende.

Nu har jeg ikke længere kræfter i mine arme, så jeg er afhængig af at andre kører mig rundt. Jeg har også ondt hele tiden. Men jeg har opdaget at et godt hjælpemiddel mod smerterne er at lære andre om Jehova. Den glæde det giver mig, virker lindrende og trøster mig. Ja, Jehova hjalp mig i gang, og i dag lever jeg et meningsfyldt liv.