Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2014

 SIERRA LEONE OG GUINEA

1945-1990 ’Fører mange til retfærdighed’ — Dan. 12:3. (1. del)

1945-1990 ’Fører mange til retfærdighed’ — Dan. 12:3. (1. del)

 Gileadmissionærer ankommer

I juni 1947 ankom tre gileadmissionærer — Charles Fitzpatrick, George Richardson og Hubert Gresham — til Freetown. Disse brødre blev senere fulgt af mange andre missionærer.

Missionærerne lagde mærke til at de lokale brødre og søstre var ivrige efter at forkynde, men havde behov for at blive bedre til at undervise. (Matt. 28:20) Missionærerne begyndte derfor at lære forkynderne hvordan man skulle følge interessen op og lede bibelstudier. De videregav også den nyeste vejledning angående menighedsmøder og teokratisk ledelse. Der blev afholdt et offentligt møde i Wilberforce Memorial Hall. Til missionærernes store glæde var der hele 450 til stede. Senere sørgede missionærerne for at der blev indført en ugentlig bladdag. Denne oplæring styrkede menigheden og lagde en god grundvold for fremtidig vækst.

I mellemtiden kæmpede missionærerne med at vænne sig til klimaet. I en rapport fra afdelingskontoret i 1948 står der: „De klimatiske forhold i Sierra Leone er en stor prøvelse. Regntiden varer seks måneder, og regnen er voldsom, vedvarende og skybrudsagtig. Nogle gange regner det uafbrudt i to uger. I den tørre tid er varmen intens, og luftfugtigheden høj.“ Nogle af de første europæere der kom til Sierra Leone, havde kaldt det „den hvide mands grav“. Malaria, gul feber og andre tropesygdomme florerede. En efter en blev missionærerne syge og måtte forlade landet.

 De lokale forkyndere blev forståeligt nok fortvivlede over denne udvikling. Men de gav ikke op. I perioden fra 1947 til 1952 steg forkynderrekorden fra 38 til 73. I Waterloo, en by i nærheden af Freetown, var flittige pionerers indsats medvirkende til at der blev oprettet en ny menighed. Nye studiegrupper dukkede op i Kissy og i Wellington, som begge lå i udkanten af Freetown. Sierra Leone var åbenbart klar til vækst. Det eneste der manglede, var den rigtige katalysator.

Et styrkende besøg

I november 1952 gik en høj, tynd amerikaner først i trediverne i land ved anløbsbroen i Freetown og blev indfanget af byens larm og støj. Den besøgende, Milton G. Henschel fra hovedkontoret, har fortalt: „Det forbavsede mig at jeg her så en moderne by, meget renere end man ser dem de fleste andre steder i verden. ... Her var brolagte gader, travle forretninger, nye biler og en endeløs strøm af forbipasserende.“

Bror Henschel spadserede hen til missionærhjemmet i Freetown, to husblokke fra det berømte Bomuldstræ. Der fortalte han de forsamlede brødre at Sierra Leone ville få mere hjælp. Den følgende søndag strømmede 253 mennesker til Wilberforce Memorial Hall for at høre ham komme med en række spændende bekendtgørelser: Sierra Leone ville få sit eget afdelingskontor. Brødrene ville få deres egen kredstilsynsmand, og der skulle holdes kredsstævner. En ny menighed ville blive oprettet i Kissy, og forkyndelsesarbejdet i provinsen skulle udvides. Tilhørerne var begejstrede!

Bror Henschel fortalte: „De blev ved med at sige kusheh, et meget udtryksfuldt ord der betyder noget i retning af ’godt gjort’. Humøret var højt. Den ene gruppe  efter den anden forlod salen i tusmørket ... og nogle af stævnedeltagerne sang.“

En missionær, William Nushy, der nylig var kommet, blev udnævnt som tilsynsmand for det nye afdelingskontor. Han havde tidligere arbejdet som dealer på kasinoer i hele USA. Da han blev kristen, forlod han dette job og holdt beslutsomt fast ved Guds retfærdige principper — et træk som bevirkede at han vandt forkyndernes kærlighed og respekt i Sierra Leone.