Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2014

 SIERRA LEONE OG GUINEA

1991-2001 „Elendighedens smelteovn“ — Es. 48:10 (2. del)

1991-2001 „Elendighedens smelteovn“ — Es. 48:10 (2. del)

Betel angribes!

I februar 1998 indledte regeringssoldater og tropper fra en fælles vestafrikansk militærstyrke (ECOMOG) en totaloffensiv for at drive oprørerne ud af Freetown. Tragisk nok blev en bror dræbt af granatsplinter under de voldsomme kampe.

Omkring 150 forkyndere søgte tilflugt i missionærhjemmene i Kissy og Cockerill. Laddie Sandy, en af Betels to nattevagter, fortæller: „En sen aften, mens Philip Turay og jeg havde vagt, dukkede to bevæbnede oprørere pludselig op på Betel og befalede at vi skulle åbne glasdørene ind til lobbyen. Philip og jeg sprang i sikkerhed da de begyndte at skyde på dørlåsen. Utroligt nok holdt låsen, og de overvejede åbenbart ikke at skyde ruden i stykker. Frustrerede gik de.

To nætter senere vendte oprørerne tilbage med hen ved 20 beslutsomme og svært bevæbnede medsammensvorne. Hurtigt advarede vi betelfamilien og løb ned til vores tilflugtssted i kælderen. Vi gemte os alle syv bag to store tønder. Der var bælgmørkt, og vi rystede af skræk. Oprørerne skød sig vej ind i bygningen og en af dem brølede: ’Find de Jehovas Vidner, og skær halsen over på dem!’ I syv timer gennemsøgte de bygningen mens vi krøb sammen i dyb tavshed. Langt om længe var de tilfredse med nattens udbytte og gik videre.

Vi samlede vores personlige ejendele og løb op ad vejen til missionærhjemmet i Cockerill, det tidligere betelhjem. På vejen blev vi standset af en anden gruppe oprørere, som stjal fra os. Dybt rystede, men taknemmelige for at være i live, ankom vi til missionærhjemmet. Efter  at have brugt et par dage på at komme til hægterne tog vi tilbage til Betel for at rydde op.“

To måneder senere, da ECOMOG-styrkerne havde fået byen under kontrol, begyndte missionærerne at komme tilbage fra Guinea. Deres ophold skulle dog vise sig at blive ret kort.

Intet skal overleve

Otte måneder senere, i december 1998, overværede flere hundrede områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“ på National Stadium i Freetown. Pludselig hørte de et brag i det fjerne, og røg steg op fra bjergene. Oprørshæren var vendt tilbage!

Situationen i Freetown blev værre og værre i dagene der fulgte. Afdelingskontorets Udvalg chartrede et lille fly og evakuerede 12 missionærer, 8 udenlandske betelitter og 5 byggearbejdere til Conakry. Tre dage senere, den 6. januar 1999, iværksatte oprørshæren en brutal drabskampagne kaldet „Operation No Living Thing“ (Intet skal overleve). Freetown blev fyldt med rædsel og gru, og 6.000 civile blev nedslagtet. Oprørerne afhuggede arme og ben på folk, bortførte flere hundrede børn og ødelagde tusindvis af bygninger.

Edward Toby, en højt elsket bror, var blandt dem der blev myrdet. Mere end 200 traumatiserede forkyndere blev indkvarteret på Betel og på missionærhjemmet i Cockerill. Andre gemte sig derhjemme. De Vidner der havde søgt tilflugt på missionærhjemmet i Kissy, som ligger i den østlige del af byen, havde desperat brug for medicin. Men det var livsfarligt at krydse byen, så hvem skulle man sende af sted med forsyninger? De to modige nattevagter på Betel, Laddie Sandy og Philip Turay, meldte sig straks.

 „Byen var et stort kaos,“ husker Philip. „Der var mange kontrolposter bemandet med oprørssoldater, og de chikanerede folk på må og få. Fra midt på eftermiddagen til midt på formiddagen var der strengt udgangsforbud, så det var vanskeligt for os at komme omkring. To dage efter at vi var taget af sted, nåede vi endelig frem til Kissy, kun for at opdage at missionærhjemmet var blevet plyndret og brændt ned.

Vi gennemsøgte området og fandt en af vores brødre, Andrew Caulker, der havde nogle frygtelige læsioner i hovedet. Oprørerne havde bundet ham og slået ham flere gange med en økse. Utroligt nok havde han overlevet og var flygtet. Vi skyndte os at få ham på hospitalet, og langsomt fik han det bedre. Senere begyndte han som pioner.“

(Fra venstre) Laddie Sandy, Andrew Caulker og Philip Turay

 Andre Vidner undgik at blive slået ihjel eller lemlæstet fordi de var kendt for deres kristne neutralitet. En bror fortæller: „Oprørerne forlangte at vi skulle tage hvide bandanaer på og danse på gaden for at støtte deres sag. ’Hvis I ikke gør det, hugger vi en arm eller et ben af jer eller slår jer ihjel!’ truede de. Skrækslagne trådte min kone og jeg til side og bad en stille bøn til Jehova. Da en ung nabo der samarbejdede med oprørerne, så den svære situation vi stod i, sagde han til anføreren: ’Han er vores „bror“. Han blander sig aldrig i politik, så vi skal nok danse i stedet for ham.’ Tilfreds forlod anføreren os, og vi skyndte os hjem.“

Efterhånden som en uhyggelig ro sænkede sig over byen, begyndte brødrene igen at afholde møder og forkynde, dog med forsigtighed. Forkynderne bar deres reversmærke fra stævnet for at man ved kontrolposterne let kunne se hvem de var. Efterhånden blev de dygtige til at indlede bibelske samtaler mens de ventede i de lange køer ved kontrolposterne.

Der opstod efterhånden mangel på alt i byen, og Afdelingskontoret i Storbritannien fik derfor fløjet 200 kasser med nødforsyninger ind i landet. Billie Cowan og Alan Jones fløj fra Conakry til Freetown for at ledsage forsyningerne gennem en hel række kontrolposter. Forsendelsen nåede frem til Betel lige inden udgangsforbuddet trådte i kraft. James Koroma rejste flere gange til Conakry som kurer og tog litteratur og andre livsfornødenheder med tilbage. Noget af denne åndelige føde blev sendt videre til isolerede forkyndere i Bo og Kenema.

Nødhjælp når frem til Freetown

Den 9. august 1999 begyndte missionærerne i Conakry at vende tilbage til Freetown. Året efter drev en britisk ekspeditionsstyrke oprørerne ud af byen. I en periode var der stadig sporadiske kampe, men i januar  2002 blev krigen erklæret for overstået. På det tidspunkt havde den 11 år lange konflikt kostet 50.000 menneskeliv, 20.000 var blevet lemlæstet, 300.000 hjem var blevet ødelagt, og 1,2 millioner var flygtet.

Men hvordan var det gået med Jehovas organisation? Jehova havde tydeligvis beskyttet og velsignet den. I løbet af borgerkrigen var der blevet døbt 700. Flere hundrede Jehovas Vidner var flygtet fra krigszonen, men alligevel var antallet af forkyndere i Sierra Leone steget med 50 procent. I Guinea var forkyndertallet steget med 300 procent! Men hvad der var endnu vigtigere: Guds tjenere havde bevaret deres integritet. Midt i „elendighedens smelteovn“ havde deres kristne enhed og kærlighed været ubrydelig, og de havde ’uden ophør undervist og forkyndt den gode nyhed’. — Es. 48:10; Apg. 5:42.