Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2015

 DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK

“Vi skal nok finde dem”

“Vi skal nok finde dem”

“Vi skal nok finde dem en dag”

Omkring 1935, i den del af landet der bliver kaldt Cibaodalen, begyndte Pablo González at læse Bibelen. I en kort periode kom han i et protestantisk kirkesamfund, men han forlod det da han fandt ud af at den måde de levede på, ikke var i overensstemmelse med det han læste i Bibelen. Men han fortsatte med at studere Guds ord på egen hånd og begyndte at fortælle andre om det han lærte – først til familie og naboer og senere til andre i de nærliggende områder. Han solgte sin gård og sit kvæg og brugte pengene på forkyndelsesture.

I 1942 besøgte Pablo mindst 200 familier i området, og han holdt regelmæssigt møder selvom han endnu ikke havde været i kontakt med Jehovas Vidner. Han opfordrede folk til at studere Bibelen og leve efter det de lærte. Mange lyttede til det han sagde og holdt op med at ryge, og polygami blev ikke længere praktiseret iblandt dem.

En af dem der lyttede til Pablos bibelske budskab, var Celeste Rosario. Hun fortæller: “Da jeg var 17, tilhørte  min mors fætter, Negro Jiménez, en af Pablo González’ studiegrupper. Han besøgte min familie og læste nogle skriftsteder fra Bibelen, og det var nok til at jeg besluttede mig for at forlade den katolske kirke. Vi forstod ikke det der blev læst for os i kirken fordi det var på latin. Ikke længe efter det besøgte Pablo González os for at opmuntre os. Han sagde: ‘Vi tilhører ikke nogen af de mange religioner vi kender, men vi har brødre i hele verden. Vi ved endnu ikke hvem de er, eller hvad de kaldes, men vi skal nok finde dem en dag.’”

Pablo havde oprettet bibelstudiegrupper i Los Cacaos Salcedo, Monte Adentro, Salcedo og Villa Tenares. En dag i 1948, da han skulle skifte bus i Santiago, så han nogle Jehovas Vidner der forkyndte på gaden, og de gav ham et eksemplar af Vagttaarnet. På en anden tur fik Pablo to bøger af en søster, og hun inviterede ham til højtiden til minde om Kristi død, der skulle holdes i Santiago. Ved mindehøjtiden blev han meget imponeret over det han hørte, og han konkluderede at han endelig havde fundet sandheden, og at de der var ved det møde, var dem han havde håbet på at finde.

 Missionærerne besøgte nu dem Pablo havde studeret med. Ved det ene af Pablos mødesteder var der 27 voksne der spændt ventede på dem. Nogle af dem der var der, havde vandret 25 kilometer, og andre havde rejst 50 kilometer på hesteryg! Ved det næste mødested var der 78 til stede, og et andet sted igen var der samlet 69 til mødet.

Pablo gav missionærerne en liste med navnene på omkring 150 interesserede. Disse ydmyge og åndeligsindede mennesker studerede allerede Bibelen og levede efter dens principper. Det de havde brug for, var organisering og vejledning. Celeste fortæller: “Missionærerne besøgte os, og vi holdt et møde. Der blev arrangeret dåb, og jeg var den første i min familie der blev døbt. Senere blev min mor, Fidelia Jiménez, og min søster, Carmen, døbt.”

Det første kredsstævne i Den Dominikanske Republik, der blev afholdt i Santiago fra den 23. til 25. september 1949, satte yderligere skub i forkyndelsesarbejdet. Der kom mange interesserede, og der var hele 260 til stede ved det offentlige foredrag om søndagen! Der blev døbt 28 ved dette tredages stævne, og mange nye blev overbevist om at her var den organisation Gud brugte til at gennemføre sin vilje.