Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Jehovas Vidners Årbog 2015

 DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK

Vækstens udfordringer klares

Vækstens udfordringer klares

“Alle slags mennesker skal frelses”

Det er Jehovas vilje at “alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden”. (1 Tim. 2:4) I overensstemmelse med denne vilje har Jehovas tjenere i Den Dominikanske Republik bevidst gjort en stor indsats for at nå ud til folk i alle dele af deres distrikt, også til de indsatte i landets fængsler.

I 1997 aflagde to specialpionerer deres ugentlige besøg i Najayo-fængslet i San Cristóbal da de mødte Gloria, en 23-årig kvinde fra Colombia der var fængslet for narkohandel. Hun havde haft drøftelser med en søster der sad i fængsel på et falsk grundlag. For at hjælpe Gloria med at få svar på sine bibelske spørgsmål gav specialpionererne hende bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne og flere andre publikationer. Hendes entusiasme og lyst til at lære påvirkede andre indsatte, så den gruppe som fik besøg hver uge, blev større og større.

Gloria gjorde store forandringer da hun lærte sandheden at kende, og i 1999 blev hun udøbt forkynder. Hver  måned brugte hun mere end 70 timer på at forkynde i sit distrikt i fængslet, og hun ledte seks fremadskridende bibelstudier med andre indsatte. I 2000 ansøgte hun myndighederne om benådning og blev løsladt på grund af sin gode opførsel og sendt tilbage til Colombia. I 2001, kort efter at hun var kommet tilbage til Colombia, blev hun døbt, selvom hendes familie var stærkt imod hendes beslutning.

Gloria Cardona lærte sandheden at kende i fængslet. Nu er hun pioner sammen med sin mand

Efter at Gloria var blevet døbt, begyndte hun som pioner. Hun giftede sig med en ældstebror, og de er nu pionerer sammen. De tjener for tiden i et område i Colombia hvor behovet er større. Gloria har hjulpet flere af dem hun studerer Bibelen med, frem til indvielse og dåb. Hun føler at hun står i gæld til Jehova, og at den bedste måde hun kan betale ham tilbage på, er ved at gøre for andre hvad der blev gjort for hende – hjælpe dem til at lære sandheden at kende.

Som erfaringen med Gloria viser, har ikke engang fængselsmure kunnet forhindre indsatte i at lære om den livreddende sandhed. Repræsentanter fra Afdelingskontoret mødtes med nogle fra den øverste ledelse for landets fængsler for at få adgang til endnu flere fængsler så de kunne lede bibelstudier dér. Det førte til at 43 brødre og 6 søstre har fået tilladelse til at deltage i bibelundervisningsarbejdet i 13 fængsler.

“Gør dine teltreb lange”

I slutningen af det 20. århundrede var der i Den Dominikanske Republik 21.684 forkyndere i 342 menigheder, og der blev ledt 34.380 bibelstudier. Der var 72.679 til stede ved mindehøjtiden. På grund af det behov som denne vækst har resulteret i, har Jehovas folk uden forbehold fulgt Esajas’ ord: “Udvid pladsen i dit telt.  Og lad dem udspænde din store boligs teltduge. Hold ikke igen. Gør dine teltreb lange, og gør dine teltpløkke stærke.” – Es. 54:2.

Det var en udfordring at finde en stævnehal der kunne rumme det voksende antal forkyndere. I 1996 blev stævnehallen ved siden af Afdelingskontoret i Santo Domingo færdiggjort, og det var til stor gavn for forkynderne i hovedstaden og de omkringliggende områder. Men stævnehallen i Villa González, som forkynderne i resten af landet benyttede, havde akut behov for at blive renoveret eller erstattet.

I 2001 godkendte Det Styrende Råd at man på grunden i Villa González byggede en ny stævnehal med 2.500 siddepladser. Vidnerne var glade for at få at vide at der også ville blive bygget et sted hvor Skolen for Udnævnte Tjenere (nu Skolen for Kristne Forkyndere)  kunne afholdes. Det skulle ligge på samme grund som stævnehallen, og der ville være værelser, et klasselokale, et bibliotek, et køkken og en spisesal. I 2004 holdt Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd indvielsesforedraget i de nye faciliteter. Siden da har 15 klasser gennemgået skolen.