Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

20. MARTS 2014
GLOBALE NYHEDER

Guy H. Pierce, medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, er død

NEW YORK – Guy H. Pierce, der var medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd på deres hovedkontor i Brooklyn, New York, døde tirsdag den 18. marts. Han blev 79 år.

Guy Pierce tjente i forskellige udvalg der fører tilsyn med Jehovas Vidners aktiviteter og deres internationale bibelundervisningsarbejde. Hans ansvar i organisationen krævede at han rejste meget, og han brugte disse lejligheder til at opmuntre Jehovas Vidner overalt i verden. Selvom han havde en stor arbejdsbyrde, var han kendt for aldrig at have for travlt til at standse op og lytte til dem der havde brug for hans hjælp eller råd, og hans venlige smil og sans for humor fik straks enhver til at føle sig godt tilpas i hans selskab. Hans nærmeste venner bemærker at alle, uanset kultur og baggrund i øvrigt, følte sig naturligt draget til ham. Under et foredrag ved en afslutningshøjtidelighed for heltidsforkyndere kom Guy Pierce med en opfordring som han var kendt for at komme med: “Stå fast for de rette principper, men vær fleksible. Lad ikke kulturforskellene få jer til at se ned på dem der bor i jeres distrikt.”

Guy Hollis Pierce blev født i Auburn i Californien den 6. november 1934. Han blev døbt som et af Jehovas Vidner den 14. august 1955, da han var 20 år gammel. Han giftede sig med en trosfælle, Penelope (Penny) Wong, den 30. maj 1977, og de stiftede familie. De blev heltidsforkyndere (som Jehovas Vidner kalder almindelige pionerer). Senere blev han rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner og besøgte Jehovas Vidners menigheder i hele USA for at give åndelig opmuntring til både heltidsforkyndere og lokale menighedsforkyndere. I 1997 blev ægteparret indbudt til at blive medlemmer af Jehovas Vidners afdelingskontor i USA. Den 2. oktober 1999 blev det meddelt at Guy Pierce var blevet medlem af Det Styrende Råd.

Guy Pierce var ordstyrer ved det 129. årsmøde for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, i weekenden den 5. og 6. oktober 2013. Der var i alt 1.413.676 tilhørere i 31 lande, der enten var personligt til stede eller så med via internettet. Ifølge Jehovas Vidners officielle hjemmeside er dette det største antal Jehovas Vidner der nogen sinde har været forsamlet.

Guy Pierce efterlader sig sin hustru, Penny, seks børn og flere børnebørn og oldebørn. Han vil også blive husket med varme følelser af Jehovas Vidner i hele verden, som han betragtede som sin familie.

I en meddelelse skriver de andre medlemmer af Det Styrende Råd om “hans stærke tro og faste standpunkt for Jehovas love og principper” og tilføjer: “Minderne om hans modige og trofaste jordiske livsløb vil fortsætte med at styrke os i de kommende år.”

Presseansvarlig:

Internationalt: J.R. Brown, Informationstjenesten, tlf. +1 718 560 5000