Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Jehovas Vidner

Dansk

Rigssal i byen Brjanka i Lugansk-regionen, beslaglagt den 26. marts 2015

13. DECEMBER 2016
UKRAINE

Religionsfriheden bliver fortsat krænket i det østlige Ukraine

Religionsfriheden bliver fortsat krænket i det østlige Ukraine

Folk der bor i den østlige del af Ukraine, kommer dagligt ud for situationer der griber forstyrrende ind i deres liv og skaber usikkerhed og frygt. Konflikten i regionen er også årsag til øget bekymring hos Jehovas Vidner. Det er ikke kun den store utryghed men også den religiøse diskrimination der er foruroligende. Bevæbnede mænd har beslaglagt nogle af Vidnernes rigssale (tilbedelsessteder). De har sagt til Vidnerne at den ortodokse kirke er den eneste godkendte religion, og at de har tænkt sig at “fjerne Jehovas Vidner fuldstændigt” fra det østlige Ukraine.

Beslaglæggelse af rigssale

Mellem juni 2014 og november 2016 har grupper af bevæbnede mænd med magt beslaglagt 18 rigssale, enten for at bruge dem som kaserner eller til andre formål til støtte for deres sag. Mange af disse beslaglæggelser fandt sted i 2014 da konflikten eskalerede, men der er også blevet beslaglagt nogle rigssale for nylig.

Udplyndret og ramponeret rigssal på Simferopolska 9, Horlivka

Om formiddagen den 22. juli 2016 var en gruppe Vidner i Horlivka samlet i rigssalen på adressen Vittjizniana 105-A da bevæbnede mænd kom ind i bygningen og beordrede alle til straks at forlade den. Mændene endevendte rigssalen og fjernede alt inventar og udstyr. Samme bygning var blevet beslaglagt den 29. november 2014, men forladt kort efter. Vidnerne var igen begyndt at bruge deres tilbedelsessted til religiøse møder indtil det endnu en gang blev beslaglagt, den 22. juli.

Tre dage senere kom bevæbnede mænd ind i en anden rigssal i Horlivka, beliggende på adressen Simferopolska 9. Mændene tog alt i bygningen, endda radiatorerne, og fjernede hegnet omkring ejendommen. Menighederne der tidligere holdt møder i bygningen, har måttet finde andre steder at tilbede.

De bliver ved med at mødes for at tilbede

Nogle af de menigheder der blev tvunget ud af deres rigssal, mødes i små grupper for at undgå unødig opmærksomhed fra bevæbnede grupper. Andre Vidner tager til deres religiøse møder i rigssale der ligger uden for konfliktzonen, og må leve med dårlige transportmuligheder og ekstra udgifter. De der ikke kan komme afsted på grund af høj alder eller dårligt helbred, lytter til møderne via telefonen.

Den indsats det kræver at mødes, kompliceres yderligere af fjendtlighederne og andre vanskeligheder. Illia Kobel, en talsmand for Jehovas Vidner i Ukraine, har udtalt: “De Vidner der bor tæt på stødpudezonen, er ligesom deres naboer følelsesmæssigt udmattet på grund af de hyppige skyderier og eksplosioner. De har økonomiske problemer på grund af stigende priser og lav indkomst. Trods udfordringerne bliver Vidnerne ved med at mødes med deres trosfæller for at tilbede.”

Vidnerne vender tilbage til nogle af deres rigssale

Jehovas Vidner er glade for at de igen kan bruge seks af de beslaglagte bygninger som tilbedelsessteder. Bygningerne var blevet beskadiget, men lokale Vidner samarbejdede om at reparere dem så de kunne bruges til religiøse møder. En syvende bygning var så slemt beskadiget at den endnu ikke kan bruges.

En menighed der blev tvunget ud af deres rigssal i Lugansk-regionen i september 2014, kunne holde møder i bygningen igen omkring et år senere. En ældste i menigheden, Anatolij Danko, talte på manges vegne da han sagde: “Det er på et tidspunkt som dette at det bliver helt tydeligt for os at vores menighed er vores familie. Efter at have været adskilt i lang tid er vi tilbage i vores hjem.”

Neutrale midt i konflikten

Jehovas Vidner er kendt i hele verden for at være neutrale i politik – de tager ikke stilling i nogen som helst konflikt. Det gælder også de Vidner der bor i det østlige Ukraine. De glæder sig til igen at komme til at leve fredeligt med deres familie og medmennesker og frit praktisere deres religion uden at blive hindret.

Lær mere

MØDER

Hvad sker der i en rigssal?

Kom med indenfor og find ud af det.